Snowflakes

[Dawn Phoenix]

Lørdag d. 27. november
20:05

Lysene fra Hogwarts blev reflekteret af det tykke lag sne der lå på græsset ved søen, og fik de 5 elever til at lyse op i mørket. Dawn samlede noget sne til en snebold og sendte det kolde skyts af sted mod en af hendes veninder, der nåede at værne sig med sin skulder, inden hun sendte en snebold tilbage mod Dawn der blev ramt på maven. Deres latter kunne høres fra en god afstand på grund af den vindstille, næsten stjerneklare aften. En ung Ravenclaw elev kastede sig oven sin kæreste, og sneboldskampen gik i stå for en stund hvor de tre andre venner betragtede parret som de rullede rundt i sneen og prøvede at give hinanden en vasker. Da fyren havde fået overtaget besluttede de tre tilskuer sig at hjælpe til og kastede sig derfor alle over ham hvor efter intet andet end en mindre snestorm kunne ses.

Efter nogle minutter holdt de inde og trillede om på ryggen, grinene.
”Når, vi må nok hellere se at komme indenfor igen, jeg vil hvert fald ikke være syg.” Lød det fra en af pigerne som hun kom på benene og kiggede på de andre for at se om de gik med. Lidt efter lidt kom de alle på benene og begyndte at bevæge sig op mod Hogwarts mens de snakkede om de lektier de skulle have lavet inden mandagens timer startede.

En svag miawen fra søen fangede dog midlertidigt Dawns opmærksomhed og hun stoppede op. ”Tria?” Hun kaldte tilbage mod søen for at finde ud af om det var hendes kat. Så vendte hun blikket mod sin veninde, der var stoppet op og nu betragtede hende med en ventende mine. ”Jeg kommer senere, jeg bliver lige nød til at undersøge det.” Hun smilte venligt til hende inden hun så vente om og gik tilbage mod søen for at finde ud af om det var Tria, der var i problemer. Bag hende rystede hendes veninde grinene på hovedet og gik op mod de andre. Efter nogle skridt vente hun sig om og råbte efter Dawn: ”Vi ses i opholdsstuen.” Så vente hun sig atter om og satte i løb for at indhente de andre venner.

Tilbage ved søen var Dawn stoppet op og spejdede nu ud over søens kant for at få øje på Tria. Men pludseligt var alt blevet stille, og hun kunne ikke lige se noget i mørket. Hun trak kappen op omkring halsen hvor et sort og blåstribet tørklæde var viklet rundt om så det næsten gik op til ørerne hvor det mødtes med en sort strikhue som hun havde trukket ned over hovedet for at holde sig varm.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde godt hørt larmen fra eleverne som legede med sneen men havde ikke gået derhen for at se hvem det var. Udefra larmen og stemmerne kunne han regne ud at det ikke var nogen han kendte.

Han befandt sig i sin egen lille verden hvor han tænkte de sidste dages begivenheder igennem. Han havde haft en noget stresset tid med masser af problemer mellem søsteren og en af hans veninder. Problemer som havde vist sig svære at løse.

Han standsede ved siden af søen da lyden af en pivene kat tiltrak hans opmærksomhed. Han lod blikket glide rundt for at opdage en kat der sad fast mellem to sten. Den forsøgte forgæves at trække potten til sig og pev højere g højere.

Aiden kom tættere og tættere på den og satte sig på hug foran katten. Han rakte forsigtigt hånden frem mod den så den lige kunne snuse til den inden han trak den fri fra stenene og holdt den i sin favn. Den pev videre men nu som om den forklarede ham hvilke smerte den havde været i. Han strøg den over pelsen og holdt den ind til sig mens han halvt om halvt skjulte den under kappen så den kunne nyde noget af hans kropsvarme.

Under kappen var han iført en hvid skjorte med en striktrøje over med Grynffedors mærke på. Desuden var han iført nogle sorte bukser og et par tykke sko som værnede mod kulden og sneen. På den sorte kappe var der ligeledes en mærke der indikeret at han var fra Gryffendor hvilket han ikke havde nogen grund til at skjule. Han kunne høre at der var nogen der kom tættere på og af ren refleks lod han den ene hånd glide ned til staven.

[Dawn Phoenix]

Hendes øjne fulgte kanten af søen indtil de til sidst stødte på en mørk skikkelse et godt stykke fra hvor hun stod. Hun havde svært ved at se hvorfor han stod så underligt, men det lignede at han skjulte noget, og ud fra sin erfaring med Slytherinelever, lod hun den ene hånd glide ned til sin tryllestav som sad sikkert i en lomme inden under kappen. Hun blev stående med blikket rettet mod ham i et par sekunder, indtil katten atter gav lyd fra sig og røbede at den befandt sig tæt ved ham.

”Tria?” Hun gentog kaldet og katten gav lyd fra sig igen. Det måtte være hendes kat, det lød i hvert fald lige som hende. ”Hvad har du gjort ved hende?” Hun slap kappen så den faldt ned om hende og begyndte at gå hen mod ham. Som hun kom lidt tættere på blev hans våbenskjold mere tydeligt og til sidst var hun sikker på at han var fra Gryffindor, men det betød ikke at han ikke betød ballade. Chancerne var bare ikke så store, så derfor slap hun sin tryllestav igen og lod hænderne komme fri fra kappen så han kunne se at hun ikke var den han skulle være bekymret for. Man måtte have tillid til folk, hvis man startede med at stemple dem som onde, var det starten på et svært forhold. Men hun kunne stadig ikke tro andet end at han havde gjort hendes kat ondt, for hun havde helt sikkert hørt hende klage og det gjorde Tria ikke med mindre hun var kommet til skade på en eller anden måde.

Nogle meter fra Gryffindoren stoppede hun op og lagde hovedet ganske svagt på skrå, ventede på at han skulle agere eller at hendes kat skulle vise sig. Hun virkede ikke mistroisk, men måske bare en anelse bebrejdende og bekymret. Hun kunne stadig ikke rigtig se sin kat, kun lige skimte den i åbningen af hans kappe, hvilket ikke ligefrem gjorde hende mere tryg i situationen.

[Aiden Kane Ivory]

Hans blik gled hen over hende da hun dukkede op et stykke fra ham. Han flyttede ikke på sig men betragtede hende blot roligt for han kunne ikke helt se hvem de var og desuden så havde hun ikke henvendt sig til ham.

Da hun kom tættere på og åbenbart kaldte på katten han havde i favnen flyttede han en smule på sig. da hun anklagede ham for at have gjort katten nåede fjernede han kappen fra katten og viste hende frem ”Hun havde potten i klemme og den er sikkert forstuvet eller så fryser den bare” sagde han en smule irriteret over at hun bare sådan anklagede ham. Han skyndte sig dog at skubbe irritationen til side, hun kunne jo ikke vide at han ikke ville have skadet sin kat, hun havde sikkert endnu ikke set ordentligt på ham ellers havde hun genkendt ham som Grynffendors Quidditchspiller, det ville hun selvom hun bare havde en lille interesse for spillet. Han vendte blikket mod søgen inden han rakte hende den klagende kat.

//sorry det korte svar

[Dawn Phoenix]

”Ohh.. Undskyld.” Hun vendte blikket ned mod sneen ved hendes fødder. Tænk at hun havde troet det om ham, men.. Hun så op igen med et undskyldende blik. ”Jeg hørte hende bare klage, så jeg troede..” Hun smilte svagt. ”Undskyld.” Hun hadede sådanne situationer, men han tog det da meget pænt at hun havde anklaget ham for at være dyremishandler. Han havde selvfølgelig også sit på det rene, hun vidste bare at hvis det havde været hende, så havde hun slugt ham med hud og hård for at anklage hende for noget så grusomt som at være dyremishandler.

Da han rakte katten over mod hende gik hun tættere på og tog imod katten som straks lagde sig ind mod hende og gnubbede hovedet ind mod hendes brystkasse mens den begyndte at spinde. Hun sørgede for at være forsigtig med den fod, hvis hun var kommet til stade måtte hun hellere være forsigtig inden hun fik hende efterset. Hun tog fadt i den ene side af kappen og fik den lagt hen over katten der øjeblikkeligt lagde sig rette på hendes arm og nød varmen. Da den mente at den havde hilst nok åbnede den øjnene og så hen mod Gryffindor eleven. Et selvsikkert 'miaw' brød luften og tilkende gjorde at den ville have opmærksomhed.

Dawn grinte en smugle genert, stadig usikker på situationen som hun ikke helt var vandt til. ”Så du er Aiden Ivory?” Mens hendes ene hånd holdt godt fast i katten, nussede den anden katten på hovedet og bag ørerne på skift. En lille smil have fæstnet sig på hendes læber og hendes øjne lyste mere op nu hvor hun havde Tria tilbage i sikkerhed og det lod som om hun havde det okay. Hun kendte ham ikke rigtig, Aiden, hun så virkelig ikke meget til den sport, men det at gå på Hogwarts gjorde den næsten umuligt ikke at kende til diverse Quidditch spillere. Og når man så oven i købet havde en bror der var ansat inden for ministeriets afdeling til spillet og var venner med Imogen Ivory, så var det umuligt ikke at kende ham. Hendes bror havde ofte talt om ham, han mente åbenbart at han ville være en man ville se mere til frem over, selv kunne hun ikke rigtig udtale sig om området, hun vidste ikke helt hvad der gjorde en til en god spiller og hvorfor de egentlig gad. Og hun kunne da slet ikke se hvorfor nogen gad spille resten af livet på det, men hun havde jo hendes bror, så hun var nød til at accepterer at nogen åbenbart havde det på den måde. Med tiden havde hun besluttet sig for at det måtte være det samme som hendes pasion for dyr.


// Det gør bestemt ikke noget.

[Aiden Kane Ivory]

Da hun undskyldte var hans irritation straks væk. Aiden var ikke typen der var vred eller irriteret i længere tid ad gangen. Han var venlig og flink mod alle ja selv Slytherin-elever og derfor undrede det ham blot at hun havde været så fjendtlig han skød det dog hurtig fra sig, hendes bekymring for katten havde sikkert fået hende til at flippe ud. Da hun undskyldte for anden gang smilede han blot et af sine venlige dog ekstrem charmerende smil. Det havde ikke været meningen at smilet skulle være charmerende og han anede ikke at den var det, folk plejede blot at gøre ham opmærksom på at han havde et stødt smil, de folk var hans nærmeste familie og mange venner. ”Din første undskyldning var accepteret, din anden helt unødvendig” sagde han helt venligt.

Han lod hende tage katten og fulgte hende med blikket da hun var forsigtig ved den. Det var tydeligt at hun holdt af den og han forstod hende endelig godt. Han elskede selv dyr og de havde selv kat derhjemme. På skolen havde han dog en ugle, en hvid en med sorte prikker som han elskede. Den var også sød og svær ikke at falde for, desuden var den ret anderledes end de andre ugler, den var nemlig ret livlig og legesyg og nogle gange kunne den vække ham tideligt for blot at få noget opmærksomhed.

Han smilede af hendes generte latter og lod hovedet glide på skrå, han trak en smule tilbage i hætten så han selv bedre kunne se. Han bukkede elegant, høfligt og drillende da hun spørgende eller blot mere bekræftende spurgte om hans identitet. ”I egen høje person” svarede han noget drillende dog venligt. Det undrede ham ikke at hun kendte ham, desværre kunne han ikke sige det samme om hende. Han havde godt nok set hende på skolen et par gange men han kendte hende ikke. Hun var vist heller ikke fra hans årgang og bestemt ikke fra hans kollegium for ellers ville han kende hende. Han så eftertænksomt på hende og kunne ikke helt vurdere om hun var 5 eller 6 års elev.

[Dawn Phoenix]

Hun smilte stort og grinte kort da han bukkede. så trak hun en hånd frem i det fri og rakte den frem mod ham. ”Dawn Phoenix.” hun ventede til at han tog imod hendes hånd som hilsen før hun fortsatte. ”Jeg går på årgangen under dig, i samme klasse som din søster, Imogen.” Hun smilte venligt og tog sin hånd tilbage til katten, som lå og så ventende på hende, den kunne bedts lide at havde hendes fulde opmærksomhed hele tiden, kunne ikke rigtig lid at dele. Men det gjorde ikke Dawn noget. Hun elskede sin kat og elskede at nusse om hende og kæle hende og så var det kun rart at Tria havde et godt sovehjerte og elskede at blive nusset.

Hun så ned på katten ide hun fortsatte med at nusse den, men så snart op på Aiden igen med et nysgerrigt glimt i øjnene. ”Måske du kan hjælpe mig i en sag jeg har lidt svært ved at forstå. Hvad er det folk finder så fantastisk ved Quidditch? Jeg mener, hvordan kan det for nogle komme til at fylde hele deres liv?” Hendes hånd gled roligt hen over kattens pels, mens hendes blik var fokuseret på ham. Hun havde længe villet have det forklaret, men hendes bror var bare blevet sur på hende og hun spurgte ham, så nu håbede hun at Aiden havde mere forståelse for det hele og gerne ville indvige hende i det, for lige nu føltes det som en klub hun var uden for og hun ville virkelig gerne kunne lide sporten, hun kunne bare ikke se hvorfor hun skulle. Lige som mugglerne og deres fodbold.

Hun bemærkede godt han dejlige smil, hvordan kunne hun undgå det, men hun lagde ikke rigtig noget i det andet end at det var et dejlig smil. Hun var en af de mennesker der kun havde plads til at være forelsket i en person af gangen, og den plads var desværre delt ud. Havde hun ikke øjnene fikseret på en anden, havde Aiden helt klart kunne have taget pladsen, men desværre var der kommet en i forkøbet. Eller heldigvis, det var jo som man så på det. For hende var det heldigvis, for det var nemmere at snakke med drenge der så godt ud, når hun ikke var forelsket i dem, frem for hvis hun var. Hun kunne jo sagtens se objektivt på ham, det var intet problem.

[Aiden Kane Ivory]

Han smilede venligt og tog imod hendes hånd og nikkede et venligt nik inden han slap hendes hånd og stak sin egen ind under kappen for at fingrene ikke skulle blive helt iskolde og stive. Hans blik hvilede på hende, hovedet var gledet på skrå mens han lyttede til ordene der forlod hendes læber, dampen stod ud af begge deres mund og næser så koldt var det. ”Jamen hvis du kender min søster så er det sikkert sammen med hende jeg har set dig” sagde han venligt. Imogen havde mange venner og veninder hvilket ikke undrede ham. Generelt havde Ivory-slægten bare let ved at finde sig en del venner og havde derfor en stor omgangskreds.

Han betragtede hende mens hun nussede katten der blev ved med at beklage sig og lave lyde for at få opmærksomhed. Synet fik ham til at smile men blikket blev fjernet fra katten og hen over pigen igen da hun snakkede igen. Ordene fik ham til at smile skævt ”Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig med at svar på det men ingen siger at jeg vil komme med det helt rigtige svar.. jeg vil i alt fald gøre mit bedste” sagde han med et skævt smil inden han begyndte at forklar ”Nogen folk interessere sig for sport.. andre for bøger og nogen for dyr..” sagde han og holdt en kort pause ”Jeg føler noget for denne sport fordi jeg har det i blodet.. ser du min far har spillet det ikke kun på skolen her men han har også spillet på det irske hold og han fungere som træner for holdet nu.. for det andet så har jeg set folk spille siden jeg var barn og for det tredje elsker jeg fart..” forklarede han ”Der er nogen ting ved sporten man bare ikke kan lade være med at elske.. adrenalinen begynder at pumpe.. spændingen stiger og især følelsen af fællesskab er vidunderlig.. ser du det er ikke kun på banen at der er fællesskab.. altså ikke kun mellem spillerne.. men mellem tilskuerne også hvor man ser hvordan folk glemme de indbyrdes stridigheder når landsholdet spiller…” han tav nu og tænkte det han havde sagt igennem.. han håbede da at han havde givet bare en lille forklaring på hendes spørgsmål..

[Dawn Phoenix]

Hun lyttede opmærksomt til hvert et ord han sagde, og hun kunne godt se det med at folk havde forskellige interesser, men alligevel. Så meget? Som han begyndte at forklare fællesskabet mellem spillere og tilskuere, begyndte hun dog at få en lidt større forståelse for spillet. Ikke meget, men nået var alligevel godt gået.

”Jeg har aldrig tænkt på det som et fællesskab. Men når du siger fællesskab mellem spiller go tilskuer og det med at de kan glemme deres stridigheder... hvad mener du så?`Jeg ser kun folk komme op og skændes om sport fordi de holder med det forkerte hold eller den forkerte spiller. Det er der altså ikke meget fællesskab og sammenhold over i mine øjne.” Hun så forventningsfuldt på ham, ventede på hans forklaring. Hun ville virkelig gerne forstå det. Hendes veninde spillede spillet og de fleste andre elskede at se det, så hun ville gerne vide hvorfor, så hun også kunne komme op og køre over et mål i stedte for bare at lade som om. Hun så kun sporten fordi det var svært at undgå og for at støtte sine venner.

Efter hånden som hun blev ved med at nusse Tria gik der længere tid mellem dens klagelyde og til sidst var den næsten helt stille. En gang hvert minut ville den komme med en lyd der fortalte at dette var godt, dette kunne ikke blive bedre, bare bli' ved. Hun smilte roligt ned til katten ganske kort inden hun så atter lod alt sin koncentration komme Aiden til gode. Det fortjente han nu hvor han ville forklare hende ideen.

[Aiden Kane Ivory]

Han lo og rystede svagt på hovedet ”Ja jeg mener nu stridigheder mellem de folk der holder sammen med det samme hold” svarede han muntert ”Folk har generelt bare forskellige interesser.. du elsker måske botanik mens jeg hader det, du hader måske flyvning men jeg lever og ånder for at flyve.. det er måske svært at forstå hvorfor folk elsker denne sport så meget men på den anden side så vil nogen også ikke helt forstå hvorfor du sådan elsker din kat og måske dyr generelt..” han tav i et stykke tid mens han lod blikket glide hen over den mørke stille sø. En stille dog kold brise gled ind over dem og fik ham kor til at gyse inden han fortsatte ”Sporten kan du dele med folk omkring dig, du kan dele den sus af glæde og følelsen af adrenalinen der pumper i kroppen.. man føler en lykke.. en glæde.. en varme og fuldkommenhed man ikke vil kunne føle på en anden måde” hans stemme var helt varm og dog lavt og nærmest hviskende, blikket var helt fjernt og drømmende. Det var tydeligt at han levede og åndede for det han snakkede om.

[Dawn Phoenix]

”Jeg hader botanik..” Fik hun hurtigt indskudt i hans korte pause. Hun kunne ikke fordrage botanik, men hun forstod hvad han mente. Da han sluttede af, dukkede der et afklaret smil op på hendes læber. Hun kendte netop den følelse. Det var hvad hun følte når hun dansede, hun brød sig bare ikke om at dele den med andre. Hun kunne godt lide at noget var privat, at have noget hun kunne holde for sig selv.

”Den følelse kender jeg godt. Men det er nu ikke fordi jeg ikke kan lide at flyve. Jeg kan virkelig godt lide at flyve, det er mere sporten. Jeg syntes den er sp brutal og.. ja.” Hun ville havde sagt intetsigende, men stoppede sig selv i det. Det passede ikke rigtigt mere, men hun kunne ikke helt finde på et andet ord der dækkede hendes nye syn på sporten. HU syntes stadig at den var brutal og kunne stadig ikke helt forstå hvorfor nogen ville bruge hele livet på den, men så igen, hun kunne ikke forstå professionelle dansere og det burde man da ellers mene at hun skulle kunne sætte sig ind i. Hun kunne forstå det så langt til at man gerne ville leve af sin hobby, men hun havde vist bare et andet forhold til sin hobby end så mange andre havde.

”eg må være ærlig og sige at jeg stadig har det svært med sporten. Men jeg forstår godt hvad hun mener. Jeg forstår godt det med følelsen. Det er bare det med at dele den med andre jeg ikke helt kan sætte mig ind i. Jeg har aldrig haft en trang til at dele min hobby med andre, så det er nok derfor.” Hun smilte lettere undskyldende til ham. Han havde virkelig gjort et godt forsøg og hun var ham taknemlig for at prøve. Hendes syn på hele sporten og dem der kunne lide den havde helt sikkert forandret sig til det bedre. Lige nu havde det mest hjulpet på hendes syn på dem der så på, ikke så meget hos spillerne. Men det betød ikke noget, hun var anderledes på en del områder og det ville da også være kedeligt hvis hun var lige som alle de andre selv om det ville være noget nemmere nogle gange. Og bare fordi hun ikke forstod spillerne når de drømte om at blive ved til de døde, så betød det jo ikke at hun ikke forstod personerne bag. For hende var der en klar forskel på spilleren og det menneske der var inde bag ved. Og det var der også nød til at være.

[Aiden Kane Ivory]

Han kommenterede det ikke da hun indskød at hun hadede botanik. Det skulle ikke komme bag på ham han forstod ikke hvorfor nogen kunne lide det overhovedet. Han havde faktisk hørt nogle af de mugglerfødte kalde det for biologi.. det var vist det det blev kaldt i mugglernes verden.. ordet havde lydt mere interessant end botanik, hvis man måske ændrede navnet fra botanik til biologi ville flere elever måske falde for det ikke at han selv ville. Selv havde han slet intet imod at dele sine færdigheder pog interesser med andre tværtimod elskede han at dele sine glæder med andre på den måde forstod de også mere hvordan han var af person og hvordan de kunne glæde ham.

Da hun sagde at hun mente at sporten var brutal så han længe eftertænksomt på hende. Det kunne han på ingen måde benægte for Quidditch kunne godt være brutal det hele afhang dog af hvilket hold man spillede mod. ”Ja sporten KAN være brutal men det er det ikke altid. Jeg er aldrig kommet til skade under en kamp mod Hufflepuf men mod Slytherin kommer jeg konstant galt afsted fordi deres anfør og basker lever og ånder for at sende smasher mod mig så handler det bare om at være opmærksom og hurtig. Desuden er det ikke den brutale del folk elsker.. i hvert fald ikke dem jeg kender det er glæden ved at holde sammen og følelsen af sejr” han tav og tænkte det hele igennem, altså det han selv havde stået og sagt. Ja det passede nu ret fint det hele. Hans blik gled hen over søen mens han så for sig de sidste kampe han havde haft mod Slytherin.. ja en brækkede ribben og en brækkede arm men han havde da fanget lynet.

Hans blik blev vendt mod hende og han fokuseret på hende igen. Et svagt smil hvilede på hans læber mens han lyttede til hendes ord. Ja det var ikke ligetil at få folk til at forstå det hele men det var da godt at hun forstod hvad han mente. ”Det er vist min tur til at sige at jeg ikke forstår dig..” sagde han med et skævt smil dog var den også en anelse undskyldende for han anede ikke om hun ville blive stødt af hans ord ”Hvordan kan du have venner uden at de ved hvad du kan lide, hvad du lever og ånder for.. hvad der kan glæde dig .. det lyder måske absurd at sige det på den måde men hvis jeg ikke ved hvad du kan lide så kan jeg ikke danne mig et overblik over hvem og hvad du er.. du vil være et ukendt område som jeg vil være forsigtig omkring..” han tav og vendte blikket mod søen ”Jeg har en motto der siger ´ Del det du elsker med dem du elsker´ men måske er jeg bare underlig” han tav

[Dawn Phoenix]

Hun vendte roligt blikket mod Aiden da han fortalte at han ikke rigtigt forstod hende, men der var ikke noget fornærmet over hende, hun så bare en smugle undrende og afventende ud. Hvad var der ikke at forstå ved hende? Han kendte hende jo ikke engang, så der var da ikke noget ikke at forstå. Da han begyndte at forklare at det netop var det han ikke forstod, at det netop var hendes lidt isolerede sind han ikke kunne begribe, forsvandt det undrende blik i hendes øjne og et forstående smil overtog i stedet hendes læber. Han var en af de første til at sige det så lige ud, og helt klart den hurtigste til at bringe emnet på banen. Ellers var det emne noget der var overladt til hendes bror og fra tid til anden også hendes mor, men det var mest når hendes arbejde skabte problemer.

"Hvem siger at mine venner ikke ved det." Hun så ganske kort spørgende på ham, men gav ham ikke tid til at give et længere svar før hun fortsatte hvor hun slap med et smil der kun betød noget i hendes hoved. "Falsk tryghed. De ved ikke at de rent faktisk ikke ved noget." Hendes smil var roligt og nåede op til begge hendes øjne. Men det blev der kun ganske kort. Hvad var det for et svar at give? Var hun virkelig så kynisk overfor sine venner? Det havde helt klart lydt bedre i hendes hovede, men nu hvor ordene blev talt fik det helt anden betydning. Ikke desto mindre var det sandheden. Dawn var en pige der levede efter ordsproget: Hvad man ikke ved har man ikke ondt af. Og hvad hendes venner ikke vidste om hende, kunne de ikke vide at de ikke vidste. Da det gik op for hende hvor kynisk det løb slog hun blikket ned, hendes smil falmede og den hånd der ellers havde nusset hendes kat hele tiden, holdt inde. Hun tænkte for en tid på hvad hun skulle sige. Det var jo ikke sådan ment, det var ikke sådan hun følte det. Det havde bare været en måde at komme videre fra emnet på med en joke så hun var fri for at reflektere yderligere over det. I hendes arme lå katten og så undrende op på hende, men den sagde ikke noget. Forblev tavs og gav hende lov til at tænke.

Til sidst slog hun blikket op på Aiden igen. Der var klarhed at ane i hendes blik, men hendes læber fortalte intet om hendes humør. Der hvilede ikke noget smil på dem, men mundvigene pegede heller ikke nedad. "Det er.. Kompliceret. Jeg er.. Kompliceret." Hun tøvede, hun brød sig virkelig ikke om at indrømme at hun var en kompliceret person, men nu hvor sandheden skulle på bordet, og det skulle den jo, så var hun vel først nød til at indrømme det. Lige så meget overfor sig selv, som overfor ham. Imens kørte hendes hjerne forskellige sætninger igennem analysen for at prøve at finde en der gjorde at hun ikke var nød til at indrømme for meget om hende selv. En der kunne fjerne billedet af hende som en kynisk og ligeglad Ravenclaw og i stedet erstatte det af.. Ja, noget bedre end kynisk og ligeglad.

Da hun begyndte at tale igen, var hun stadig tøvende og hun talte hverken særlig højt eller særlig hurtigt. Det var vigtigt for hende at hun kunne nå at tænke sætningen igennem inden hun havde sagt den, og desuden brød hun sig ikke om at sige det overhoved, så hun ville nød være nød til at gentage sig fordi han ikke forstod det første gang, eller fordi hun talte så hurtigt at han ikke kunne følge med. "Jeg har altid holdt mange ting mig selv. Både overfor min familie, men i endnu højere grad overfor mine venner. Nogen gange fordi jeg var nød til det, andre gange fordi jeg følte at de ikke ville forstå mig. Det har altid været nemmere bare at være et blankt lærred som andre kunne skrive på. Så passer man også nemmere ind. Og bare fordi nogle har skrevet en mening eller et motto på mig, så betyder det ikke at jeg tager det til mig, men det har betydet at ingen har stillet spørgsmålstegn ved mig, jeg har aldrig skulle forklare hvorfor min far var lidt underlig, eller gik lidt underligt klædt, for folk følte jo at de kendte mig. Når man ser ud til at være hvid, er der ikke så mange nuancer at tage højde for og så slipper man for alle problemerne." Hun sendte ham et forsigtigt smil og lod blikket flyve ud over søen for et øjeblik. Hendes hånd var havde genoptaget arbejdet med at tilfredsstille katten, uden at hun rigtigt tænkte over det.

Nu hvor hun tillod sig selv en pause kunne hun mærke hvor koldt hun var blevet. Hun havde været her ude i et stykke tid og det havde taget sit tag i hende. Noget hun først bemærkede nu. Men hun skulle ikke op i mod skolen, ikke nu. Hun ville gerne begrænse omfanget af denne samtale, og det eneste hun kunne styre var hvor mange der hørte det direkte fra hende. Hvor mange han sagde det videre til kunne hun ikke styre, men hun håbede at han forstod at ved at åbne sig op for ham, viste hun ham også stor tillid, en tillid hun virkelig håbede på ikke var forkert at give. Hun kunne slet ikke overskue hvad det ville betyde hvis fx Pandora hørte det her fra en anden end hende, og hun vidste ikke helt hvordan hun selv skulle forklare sin bedste veninde at der var så meget mere om hende hun ikke vidste. Pandora var nok den der vidste mest om hende af alle her på skolen. Alle, med undtagelse af Aiden naturligvis. Og han ville snart få meget mere at vide.

Efter sin korte tænkepause hvor hun havde gennemgået sine egne ord i hovedet, havde hun opdaget at selv om hun havde fortalt lidt om sig selv, så havde hun faktisk undgået at fortælle meget mere end at hendes far med sikkerhed var troldmand og at det havde skabt nogle problematikker da hun boede i et mugglerkvarter.

Hun lod blikket vende tilbage til Aiden på ny, tog en dyb indånding og begyndte så at tale, denne gang med større sikkerhed end tidligere. "Jeg er meget lukket. Det har jeg altid været. Jeg har tillid til ganske få mennesker, men stoler på alle indtil de viser mig at jeg ikke burde. Det er de færreste der forstår forskellen mellem at stole på folk og på at havde tillid til dem, så de fleste ser bare at jeg er åben og fortæller dem alt. De stoler på mig. Stoler på at jeg fortæller dem mine dybeste hemmeligheder, har tillid til at jeg ikke fortæller deres videre. Jeg stræber efter at være multibrikken som passer ind i alle puslespil, og går man ikke tættere på og åbner øjnene så ligner jeg også en for de fleste. Men lige så snart man ser efter, lige så snart man kigger mig efter i sømmende, så ser man at jeg i virkeligheden er en af de brikker som ikke passer ind i nogle puslespil. En af de brikker som man bliver nød til at klippe lidt i for at få den til at passe ind.. Eller bare opgiver og smider ud." Det sidste blev sagt en smugle bedrøvet med blikket vendt mod jordet. "Eller det er i hvert fald jeg frygter." Hun så ikke op igen, hun blev bare ved at se ned på sneen foran hende fødder. Der var en lang vej til sandheden, og selv om hun havde besluttet sig for at sige det lige ud, kunne hun ikke. Det der startede som ærlighed og et ønske om at være direkte, blev til talemåder og metafoer. Og de bar hende i en helt anden retning end det hun havde planlagt hun ville sige.

Hun lukkede øjnene hårdt i og lod et suk undslippe over hendes læber inden hun atter så op mod Aiden. Men vejen var lang for hendes øjne, før de omsider fik taget sig mod til at se op på ham igen. De ville hellere se på alt andet end ham og prøvede at undslippe ved at følge nogle fodspor op mod slottet. Det var først da de ikke kunne lå længere uden at hun flyttede hovedet, at de tog sig sammen og så op på ham. Hun smilte undskyldende mens hun gjorde sig klar til at gå op mod Hogwarts, men hun flyttede ikke på sig endnu. Hun kunne bare mærke at hendes muskler havde spændt sig, havde forberedt sig på at forlade søen og i stedte tage en stille flugt op til skolen.


((Undksyld at der gik så lang tid før jeg svarede, men skulle lige have ro til at tænke det ordentligt igennem.))