Endnu en dag..

[Nathan Brady]

Nathan var ude og flyve, bare flyve nogle runder om banen og så bare slappe af med nogle venner måske. Han steg op på sin prestissimo, lettede fra jorden og begyndte nu, bare stille og roligt at flyve rundt omkring. Han elskede bare vinden når han fløj så hurtigt som hans kost kunne holde til. Vinden fik hans hår til at blæse bagud, hvilket gjorde at hans pande blev helt fri for hans pandehår. Han nåede nu forbi et Slytherin tårn og fløj hurtigere og var nuoppe på det hurtigste som han nu kunne flyve.
Han sagtnede farten og bevægede sig nu ikke i luften, udover da vinden blæste i hans hår, hvilket han altid elskede. Det var så dejligt beroligende.
Faktisk savnede han at flyve med nogle venner. Især når de fløj om kap for at se hvilken kost der var hurtigst. De dage blev der færre og færre af desværre.
Tit når han gik forbi Quidditch pokalerne, så ønskede han tit at han var anfører eller søger for Gryffindors hold, men havde aldrig gået til prøve som søger. Han havde tit ønsket om sådan en plade med hans navn på, hvor der stod at han var søger.

[Jake Dunham]

Jake vidste egentlig ikke helt hvorfor han havde valgt at tage forbi quidditch banen. Han havde ikke tænkt sig at forvandle sig til sin dyreskikkelse ikke efter at han var blevet opdaget sidste gang. og han havde heller ikke nogen kost. han havde sat sig på gryffindors tribune, han fulgte et kort øjeblik drengen der fløj rundt ude på banen men fandt så en bog frem og begyndte at kigge lidt i den. bagefter fandt han sin tryllestav frem og slog et let slag med den hvorpå en let flamme tændtes og svævede lidt foran ham så han kunne holde varmen trods den koldeluft. Jake stak derefter sin tryllestav væk igen og gav sig til at læse.

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

En svag dis havde sænket sig over landskabet, til Imogen Ivorys store ærgrelse. I dag ville hun have reserveret banen til Ravenclawernes træning, men siden to af dem havde eftersidninger, en anden var hjemme til sin bedstemors begravelse og en tredje på hospitalsfløjen med væmmelige bylder i sit ansigt. Med tre resterende holdmedlemmer og hende selv, var en træning næppe nytig, men den ihærdige Imogen ville ikke lade muligheden gå fra sig.

Grunden til at disen trættede hende, var at dette ville gøre sigtbarheden noget dårligere end den i forvejen var, og hun vrissede let over det, mens hun med faste, hurtige skridt – klædt i spillergevandter i Ravenclaws stærke blå farve – bevægede sig ud fra omklædningsrummet, med sin Cleansweep i hånden.

Imogen frygtede i et kort øjeblik at nogle andre havde reserveret banen, men da hun ikke kunne se mere end en, lod det ikke til at være tilfældet. Med et skævt smil trådte hun henover sin kost, og satte hårdt af fra jorden. Hun kunne mærke tyngdekraften slippe sit tag, og suset af vinden i hendes ører var himmelsk. Under hende var kosten hurtig – Cleansweep havde igennem de sidste par år lavet nogle ret fantastiske koste – og hun stoppede midt i den cirkel Nathan lavede.

”Oi!” råbte hun så højt hun kunne, i forsøget på at overdøve vinden, uden at ane om det lykkedes. Hun slap sit greb om kosten med den ene hånd og lænede sig en smule tilbage, mens hun betragtede den anden. Han fløj udmærket, men bevægede sig for hurtigt til, at Imogen kunne se hvem det var. Ud af øjenkrogen kunne hun se en eller anden fremmane flammer.

tag; jake and nathan

[Nathan Brady]

Nathan stoppede nu, da en kaldte på ham troede han ihvertfald.
Han stoppede halvvejs på hans runde og så på hende i midten, hun lignte anfører for et quidditch hold. Han fløj nu rolig over imod hende "Ja? spurgte han, han havde ikke regnet med, at nogle ville reservere banen denne dag og dette var grunden til, at han var taget ud på nogle runder. Han trånede altid så han var i god form på en kost. Han kendte jo nogle der sagtens kunne spille med ham nogle gange, men ikke altid.
Han var nu overfor hende der havde kladt på ham, hun lignte en der var på hans årgang, men gik ikke på gryffindor.
Han kiggede i den retning hun havde kigget, og så til sin forbløffelse, der sad endnu en på tribunen! Han kunne ikke rigtig se denne person pågrund af afstanden, men han kunne kun være ældre end ham, eller det gættede han sig frem til ihvertfald.

[Jake Dunham]

Jake kiggede op da han lige akkurat kunne hører samtalen der forgik ude over banen. Han trak lidt på skulderne og pakkede sin bog væk og slukkede flammen. Han var i lidt af et dilema da han ikke selv havde en kost. Mest fordi han ikke havde råd til det. Men han havde jo på den anden side heller ikke brug for en hvis han havde brug for at flyve. Han spejdede ud mod dem der var der ude, men da det var tåget var det lidt svært at se noget for ikke at sige helt umuligt. Han anstrengte sig lidt og kunne derved bedre se dem der var ude på banen. Det endte dog med at han trak på skulderne og satte sig ned igen. Igen fremmanede han nogle flammer som svævede rundt om ham for at han ikke skulle fryse alt for meget og så lændte han sig bare lidt tilbage og slappede af mens han kiggede ud over banen.

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Da den anden person bremsede op, og satte kursen over imod hende, genkendte Imogen ham kort efter. Uvilkårligt strøg hendes hånd op for at stryge håret bag øret, men fandt ikke andet end de kortklippede lokker. Det var bare en dårlig vane. Nathan Brady var en af hendes søsters gode venner, og desuden var han på Imogens årgang. De havde, så vidt Imogen kunne huske, besværgelser sammen.

”Jamen, goddag Nathan. Hvad er den af? Jeg troede ikke du var Quidditchtypen?” halvråbte hun. Egentlig vidste Imogen jo ikke om han var det eller ej – så godt kendte hun ham trods alt ikke – men siden han så ud til at flyve godt, var det da et under hvis han ikke havde været til optagelsesprøve. Men generelt prøvede hun at holde sig ude af de andre kollegiers hold, andet end når det gjaldt kampene. Og hun havde desuden på fornemmelsen at Mary-Lou Trevor ikke ville blive glad for at høre rygter om, at Ravenclaws anfører snagede. Selvom hun bestemt ikke gjorde det.

Hendes blik strøg ned på den anden.

”Ved du hvem det er?” spurgte hun Nathan, og tænkte at han måtte være her sammen med ham. Ellers kunne hun ikke begribe hvad han lavede her, uden selskab. Det var da en dyster morgen at holde så.

tag; jake and nathan

[Nathan Brady]

"Tja. Altså jeg spiller ikke på holdet som du jo nok ved, men kan godt lidt bare at flyve lidt rundt!" smilte han fjoget og halvråbte det.
Han havde jo aldrig gået til optagelsesprøven, da han ikke orkede al den træning, og pågrund af hans nerver når andre så på ham. "Jeg ville aldrig kunne holde til, at alle de øjne hvilede på mig.." forklarede han.
Han så nu, i den retning som hun også kiggede og så til sin overraskelse, endnu en person "Næh, kan ikke se hvem det er herfra og han har ikke været her, siden jeg kom ellers havde jeg set ham" fortalte han til Imogen og kunne ikke helt forstå, hvornår denne person var kommet ind på banen?

[Jake Dunham]

Jake kiggede igen op da han kunne mærke nogle øjne på sig, men da han dårlig nok kunne se nogen var han nød til at rejse sig igen for at gå tættere på kanten for at kunne se hvem det var. Mens han gik kiggede han ud over tribunen for at se hvem det var der ude. Det resulterede dog i at han ikke så sig for at var lige ved at falde ud over kanten af tribune, det havde kun været hans hurtige reflex som havde reddet ham fra at falde ned. han stod lidt og prøvede at få vejret igen da det var ligesom at få en mavepuster af chokket. Han var normalt mere opmærksom men det virkede næsten som om noget havde sløvet hans sanser lige netop den dag, men det kunne jo også være fordi han ikke havde sovet natten for iden.

[Imogen Ivory]

can you dance,

like a hippogriff?

Imogen smilede over hans ord og så lidt på ham.

“Jeg ville nødig give Gryffindor fordele, men det kunne være du skulle overveje det.” halvråbte hun igen. Det var ikke ligefrem fordi det var nemt at tale i et normalt toneleje, når man havde vind man skulle overdøve. Alt i alt virkede det lidt som en fjollet samtale at have sig, så mange meter over jorden. Det var nok bare ikke meningen at man skulle råbe andet end retningslinjer i et Quidditchspil heroppe.

”Åh, så kan jeg se problemet.” hun smilede blidt til ham, og så sig over skulderen imod de tomme tribuner, som havde hun forventet at se samtlige elever sidde der. I stedet var der kun den samme person som før, der i øjeblikket var ved at vælte ned af tribunen. Imogen kiggede over på Nathan, for at bedømme om han også havde set det.

”Hvad i…?” mumlede hun for sig selv. Så svingede hun kosten rundt, og så på Nathan, for at se om han havde tænkt sig at følge med. Ikke fordi hun havde tænkt sig at spørge, men det kunne jo godt være.

Da Imogen nåede ud for tribunen, holdt hun kosten an og råbte til Jake.

”Flyver du?” spugte hun Jake, interesseret i at finde ud af hvem han var. Det var alt i alt det mest åbenlyse spørgsmål at stille ham. Hun kiggede over skulderen, for at finde ud af hvor Nathan befandt sig. Havde Imogen vist, at Jake ligeledes var en løve, ville hun nok følelse en anelse alene. Men sådan havde hun det så ofte med sine søskende og familie alligevel.

tag; nathan og jake