two left feet

[Xavier Adler]

but you still told me
THAT I COULD DANCE

Det var efterhånden et par dage siden at Xavier mistede hans stav. Den stod til ikke at kunne reddes, men han havde endnu ikke haft tid til at købe sig en ny. Det var dog ikke fordi han var kommet bagud, men det var en helt anden sag ikke at kunne udøve besværgelserne. Teori var trods alt kun god for så meget - praksis var der hvor man lærte mindst. Har du nogensinde hørt om, at intet er så skidt at det ikke er godt for noget? I det mindste havde hans "lille" uheld lært ham en vigtig ting; Efterfølgende tabet begav Xavier sig igennem diverse bøger om stave - alt fra grundlæggende idé til hvordan de blev skabt, så med en ny foreståelse havde han fået en ny idé.

Sofia,

Mød mig ved drivhus nr. 3, kl. 11 imorgen tidlig.

- Xavier

Okay, det var søndag, og måske ikke det hun havde mest lyst til at spendere den på, men Xavier var ivrig efter at prøve hans nye idé af, og hans iver havde altid haft det med at løbe af med ham.

Xavier havde stillet en række forskellige planter op - selvfølgelig alt sammen med tilladelse fra professoren i Botanik. Solen skinnede igennem glasruderne og tilføjede langsomt mere og mere varme til det lille rum, hvilket havde fået ham til at smide trøjen og rulle ærmerne på hans skjorte op. Han havde til og med løsnet slipset og havde åbnet de første par knapper, også selvom det stod meget imod hans normale ordenssans. Det var selvfølgelig endnu ikke gået op for ham, at han blot kunne åbne de mange små vinduer placeret til formålet.

sofia banes

[Sofia Banes]

Enlighten me !

Sofia Banes var bestemt ikke typen der drev den af hele dagen. Tværtimod havde hun været oppe og træne siden kl. halv 8 om morgenen med sit Quidditchhold. Eric Wolfe havde kørt dem hårdt på med en ny finte han havde lært dem. Den inkluderede noget nær et frit fald mod jorden, hvorefter man lynhurtigt drejede sig om på siden af kosten. Finten havde kostet adskillige skræmmer og sår, idét der var ufatteligt svært for holdet at balancere og time hvornår man skulle sætte sig ordentligt op igen. De fleste var endt på jorden mindst en gang, men holdet havde været i så godt humør på grund af anden pladsen i Quidditchturningeringen at de ikke tog det så tungt.

Den forrige aften havde Sofia modtaget en lille krøllet seddel med den karekteristiske skrift fra Xavier. Han havde bedt om et møde kl. 11, og Sofia havde frygtet hun ikke kunne nå det pga. timingen med Quidditchtræningen. Ekstraundervisning var noget de fleste ikke kunnet fordrage, men Sofia elskede timerne med Xavier. Hans engagement var ufatteligt, og han havde altid små overraskelser i ærmet som gjorde undervisningen spændende for Sofia. Og så holdt hun også bare af ham og hans væsen.

Sofia rettede lidt på kosten der hvilede på hendes skulder, så kostens ende stak bagud. Ansigtet var lettere beskidt af jord, og ligeså var den gul-grå quidditchkappe som Sofia bar. Hun havde allerede løstet sig fra det meste udstyr, og det lå trygt i en pose hun bar i den modsatte hånd. Tanken om de mange timers pusning der ventede forude, fik hende til at stoppe den muntre fløjten for kort at skære tænder. Hele ansigtet lyste dog op i et smil, da hun trådte ind i drivhus nr. 3, og så Xaviers høje skikkelse stå bøjet over et bord fyldt med planter.

”Hej flotte”, udbrød hun højt og muntert, så der ikke var nogen tvivl om at den muntre studine var ankommet. Hun satte kosten op ad glasvæggen og gik hen til Xavier. En del af hende havde lyst til at give ham et muntert og drillende klap i bagdelen sådan som han stod dér, men noget sagde hende, at han ville blive alt for befippet til at kunne undervise hende. Istedet viste hun ham et bredt tandsmil og så forventningsfuldt på ham. ”Jeg er klar til at få hovedet fuldt af alskens viden, mester!”

Tag: Xavier
Ord: 395

[Xavier Adler]

but you still told me
THAT I COULD DANCE

Aconite, Fluxweed, Hellebore, Scurvy-grass, Valerian, Wormwood. Seks forskellige planter.

Xavier havde absolut ingen idé om, hvorvidt dette ville vise sig at være hjælpsomt. Han havde efterhånden hjulpet Sofia i et godt stykke tid med hendes eliksirer, og fremgang havde han bestemt set i løbet af denne periode. Hun var en energisk personlighed, åben for at lære nye ting, hvilket bestemt havde hjulpet hende godt på vej. Xavier havde holdt meget af mentor-følelsen, men der var ikke mange måneder tilbage.

Sofias pludselige ankomst fik ham til at snurre omkring på stedet, hvilket næsten havde fået ham til at vælte potten med Valerian på gulvet. "Hellige ko på kost!" Xavier greb sig til panden og hev i et par af de krøllede totter. "Sofia Banes, du bliver min død en dag!" udbrød han mens hans hjerte langsomt satte tempoet ned. Af sikkerhedsmæssige årsager besluttede han sig for at træde et par skridt væk fra bordet - et par af planterne var halv-giftige, og ikke noget man skulle nærme sig uden forsigtighed.
"Quidditch-træning?" spurgte han kort tid efter for at lede opmærksomheden fra hans pigede forskrækkelse. Hendes beskidte ydre fortalte en del, men Xavier var også kommet til at kende Sofia en del i løbet af deres mange timer sammen.

Smooth! Du bliver bedre og bedre!

Ude af stand til at finde et passende sted at gøre af sig selv (som regel var det lettere når han blot kunne sidde på en stol med næsen begravet i bøger), valgte han at tage tasken ud af hendes hænder og placere den i hjørnet ved indgangen.
"Hvor god er du til din botanik?" Han vendte sig mod hende med skyggen af et begyndende smil på hans læber og gestikulerede mod planterne bag ham.

[Sofia Banes]

Enlighten me !

Xavier havde i de sidste par år især hjulpet Sofia med eliksir, magiens historie og talmagi. Sofia regnede snart med, at der ikke var noget fag Xavier var dårlig til! Da hun havde fået sedlen med besked om at møde i drivhus nr.3, havde hun hurtigt regnet ud, at de nu skulle bevæge sig ind på botanik-området. Et område hun bestemt ikke så frem til. Det var et af de der slags ”huskefag”, hvor det var vigtigt at kunne huske navnene på planterne samt deres egenskaber. Der var kun én god ting ved botanik, og det var, at man oftest skulle bruge hænderne.

Synet af hans forskrækket skikkelse fik hende til at le kort og ryste på hovedet. Det var typisk Xavier at være så opslugt af hans arbejde, at han ikke lagde mærke til noget andet. Man var vel ravn?
”Nej, jeg bliver ikke din død! Din død bliver, at du læser en bog der er så tung og langtrukken, at du falder om, død af kedsomhed ned over den”, sagde hun tænksomt. Tankemylderet fortsatte. ”Eller også arbejder du med en eller anden sindsyg plante i dit drivhus, fordi du absolut ville prøve en forstørrelsesbesværgelse til dine tomater, så hele drivhuset drukner i tomatsovs!” Sofia vendte blikket mod Xavier med et skævt smil på læberne. Hun kunne fortsætte lang tid endnu, når først hun var kommet igang, men besluttede istedet at hun heller måtte høre efter hvad han sagde.

Et lille nik bekræftede hans spørgsmål. ”Jep. Ny finte”, forklarede hun med en tænderskæren, idét hun kiggede en gang ned ad sit beskidte tøj. Blikket fulgte ham som han galant tog hendes taske og satte den hen i siden. Drillende trak hun ud i Quidditchroben og nejede. ”Tak, hr.”. Hun fulgte efter ham hen til bordet, og så først nu rigtigt på planterne. ”Nej, ikke rigtigt. Er du?”, spurgte hun flabet sin mentor.
Botanik havde aldrig haft den største interesse, men måske kunne Xavier gøre noget ved det?
Tænksomt spidsede hun munden, idét hun regnede med hun skulle kende planterne. Der var umiddelbart ikke noget navn der faldt hende ind.

Tag: Xavier
Ord: 346

[Xavier Adler]

but you still told me
THAT I COULD DANCE

"En ærefuld død," svarede Xavier Sofia sarkastisk mens han tog et enkelt skridt nærmere. Han havde det stadig bedst med at holde en hvis afstand - specielt fordi han havde lært hvilke tricks Sofia kunne udnytte sig af. "At dø i videnskabens navn ville heller ikke være halvdårligt." Selvom han ikke kunne se nogen ærefuld død i at drukne i tomatjuice. "Men nok om dødsårsager!" Xavier klappede hans hænder sammen og drejede omkring på hælen med retning mod planterne.

"Jeg kan slet ikke se det sjove i de halsbrækkende manøvre i bliver udsat for!" En smule jaloux havde han nok altid været, specielt da det var et af de eneste fag han ikke kunne brillere i! Var der noget den dreng ikke duede til, så var det at sidde på en kost. Sport... generelt... Ja, det var noget han aldrig kom til at mestre. "Hvad er det denne gang? 'Lær at styrte uden at brække knogler'-finten?" Der havde da været en enkelt gang eller to hvor Xavier havde overset træningen.

Han vendte sig endnu en gang mod Sofia, denne gang med Aconite-planten i hånden, og placerede den på det lange bord i midten af lokalet, der praktisk talt delte hele lokalet op i to.
"Jeg tror, at al den friske luft og høje hastigheder endelig har gjort bugt med det sidste af din forstand," svarede han, endnu en gang sarkastisk. Xavier kunne dog ikke holde sig fra at smile, også selvom det stred meget imod hans regel om at være seriøs når det kom til disse private lektioner.
"Aconite, også kendt som wolfsbane, blandt andet brugt i... hvilke eliksirer?" Eliksir handlede ikke kun om at følge en opskrift - det handlede om at følge intuition! Xavier var sikker på, at hvis Sofia kendte planternes egenskab ville det gøre hendes liv en lille smule lettere, hvis ikke, så ville hun måske gøre det lidt mindre farligt for andre, skulle hun prøve sig ad med at brygge disse.

[Sofia Banes]

Enlighten me !

”Ja”, istemte Sofia med et bestemt nik. ”Det ville jo passe dig. Hvis bare du lavede en eller anden fantastisk opdagelse i forbindelse med din død”. Hun sendte ham et drillende smil, men lavede så en alvorlig honnør med højre hånd. ”Yes sir”.

Ligesom Xavier drejede hun sig 90* så fronten vendte mod planterne. Hun sendte ham et skjult smil, og sagde så med et ulvegrin, ”det siger du bare fordi du ikke kan finde ud af det”. Xavier havde altid været god til det boglige, men hun havde ærlig talt aldrig set ham på en kost, og et eller andet sted så hun ham ikke rigtigt som den store sportsmand. Et sekund senere begyndte en idé at forme sig i hovedet, og det blev tydeligt afspejlede i hendes ansigtsudtryk. ”Xavier! Jeg har fået en fantastisk idé”, udbrød hun. ”Nu du er så sød at hjælpe mig med alt det her, så kunne jeg jo også hjælpe dig med noget jeg er god til. Quidditch!” Det beskidte ansigt lyste op i et smil, og som for at retfærdiggøre sin pludselige idé, fortsatte hun. ”Enhver bør dyrke sport! Og Quidditch er en vigtigt og fantastisk sport for troldmandsverdenen. Og koste er et vigtigt og nødvendigt transportmiddel, så du bør altså blive god til at flyve. Jeg kan lære dig nogle virkelig seje ting på kosten”. Det sidste argument for at overtale ham var mere til sjov end fornuft, men forhåbentlig bed han på resten af de saglige argumenter.

Modstridende kastede hun blikket mod planten. Hun ville meget hellere tale om Quiddich end om en eller anden dødsyg plante der kunne et eller andet dødsygt. Xavier vidste hvor dårlig hun var til eliksir, så hun spekulererede på, hvorfor han alligevel spurgte om det. ”Det ved jeg ikke. Den levende dødsdrik? Polyjuiceeliksiren?”, gættede hun, men trak undskyldende på skuldrene. Den slags viden lå hende bare ikke nær. Eliksirerne var alle blandede sammen i hendes hoved, og den ene kunne vel ligeså godt minde om den anden.

Tag: Xavier
Ord: 332