Drag me to hell

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Skole og undervisning havde altid været vigtigt for Rachel. Selvfølgelig kunne hun skippe noget for Aiden, men normalt nød hun rent faktisk at være til timer og at få en vellykket opgave tilbage. Alligevel havde skolen på ingen måde bragt hende glæde de sidste par dage. I alle timer hende og Alexander havde haft sammen, havde han været så ude af den, at hvis ikke han havde glemt at lave lektier eller kokset i noget, han sagde, havde han ødelagt noget. I de timer, hvor hun så ikke så ham, havde han det dog stadig med at danse rundt i hendes tanker. Det var derfor Rachel bare var vandret fra morgenmaden og direkte ud på Quidditchbanen og direkte efter det havde slæbt sig ind i gården. Selv ikke flyvning havde bragt hende nogen glæde, for når man var løve kunne man åbenbart ikke holde sig til sine egne problemer.

Et suk forlod hendes læber, da fingrene noget rystende gav sig til at flette de let krøllede lokker, der bølgede ned over hendes skuldre. I en sløv bevægelse trak hun benene op under sig på bænken. Efter solen at dømme var det lidt før frokost, så hun måtte have misset nogle timer. Heldigvis var vejret dog nogenlunde lunt, så det var ikke så slemt at sidde udenfor i nederdel, som det havde været for en måned siden.

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Torsdagens time i magiske dyrs pasning og pleje var netop overstået for et par minutter siden og de fra syvende årgang, som havde faget, var på vej fra udendørsområderne og op imod slottet. Den enlige skikkelse på bænken fangede fleres opmærksomhed, som de passerede gennem gården, men ingen mere end Alexander der, modsat resten, stoppede op og ikke fortsatte direkte indenfor i varmen. Han rynkede panden i et øjeblik, men nærmede sig så og dumpede tungt ned ved siden af Rachel, inden han rakte frem og lagde armen omkring hende med et vagt smil. ”Hvad er der i vejen, Rach?” Han trak hende ind imod sig, men plantede ikke det sædvanlige kys på hendes læber. I stedet så han antydningsvist bekymret på hende. Efterhånden havde han levet sig så godt ind i løgnen om at alt var fint, at han næsten selv troede på det. Han blev ved med at udsætte det tidspunkt for han måtte afsløre, at det ikke var sandheden.

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Det var egentlig meget atypisk for Rachel bare at sidde i sin egen verden, fuldkommen ignorant overfor de ting, der foregik omkring hende. Alligevel ikke så meget som hævede løvinden sit blik, da hele hendes klasse vandrede gennem gården mod varmen indenfor. Først da en varme søgte mod hende og Alexander lagde en arm om hende. Af ren vane vendte hun ansigtet mod sin kæreste for at modtage det normale kys, han altid gav hende. Et slankt brun hævede sig en anelse og lagde hendes pande i bløde folder, der egentlig var meget uvante at finde i hendes ansigt. Et lavt suk forlod hendes læber ved hans ord og hun satte sig lit bedre til rette med fronten mod ham.

"Alex, jeg kender dig godt, ja jeg vil næsten påstå, at jeg er en af dem, der kender dig bedst. Hvornår har du tænkt dig at fortælle mig hvad der er galt?" Forsigtigt tog hun hans hånd med sin og kunne straks mørke hvor kolde hendes fingre var mod hans varme håndryg. Det var længe siden hun havde været i et forhold og derfor lige så længe siden, hun havde følt sig tynget af en fyrs, der ikke var en nær ven, problemer. Nervøsiteten boblede i hende, fik hendes hænder til at ryste svagt. Det irriterede hende hvor svag hun var overfor ham.

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexanders pande blev rynket, da Rachel ikke svarede på spørgsmålet, men i stedet afkrævede en forklaring af ham. Han slap hende igen og rettede lidt på sig. Hans blik forlod hende, for i stedet at blive rettet imod en søjle på den anden side af gården. Det her var endnu et af de øjeblikke. Han havde haft for mange af dem på det sidste. De dramatiske, ubehagelige, tænderskærende voldsomme samtaler, som ændrede ens liv for evigt.

Han stirrede ud i luften i et øjeblik og tog så en dyb indånding, imens han samlede samtlige rester og reserver mod sammen, for at kunne svare hende sandfærdigt. ”Okay. Here goes. Inden vi fandt sammen... Et par uger før var jeg sammen med Bree.” Han rynkede panden, før han fortsatte. ”Det var ret tilfældigt og ret dumt, men det var hvad det var.”

Med et lidt bekymret og afventende udtryk i ansigtet, drejede han hovedet imod Rachel for at se på hende. Han fugtede læberne nervøst og ignorerede den knude i maven, der fortalte ham at hans indrømmelser langt fra var overståede. Han vidste egentlig godt, at der kun var én slutning på historien, men hvis han overvejede alt for grundigt, at han om få minutter ville have mistet hende, kunne han ikke få sig selv til at sige sandheden. I stedte koncentrerede han sig om at få hende til at forstå, at han ikke havde været hende utro.

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Nervøsiteten voksede, da Alexander slap hende og vendte blikket væk. Det var sjældent at se ham direkte alvorlig og det kunne ikke betyde noget godt, hvis han trak sig sådan tilbage. Alligevel kunne Rachel ikke bære at tænke tanken om, at han sikkert var i gang med at bryde hende, færdig. Hun fik noget besværligt sunket, selvom det mere føltes som en stor terning, der var på vej ned ad hendes hals end bare mundvand. Ved hans ord foldedes hendes pande bare i dybere rynker og så spørgende på ham.

”Bree? Altså Bree Blance, præfekten?”, det var måske underligt ikke at lægge vægten på, hvad han havde gjort, men i stedet at fokusere på pigen, han havde gjort det med, men Rachel havde ikke kunne holde det tilbage. Bree.. Rach havde aldrig brudt sig synderligt meget om ravnen. Ikke bare fordi hun var fuldkommen uudholdelig at være sammen med, men også fordi det var det pigebarn, der havde fået Ethan til at tøve, da løvinden havde fortalt ham om sine følelser. Hurtigt fik hun dog skubbet alt det væk fra sit fokus og så på ham, trak på de spinkle skuldre. ”Men det var vel så det? Jeg mener.. du gjorde det ikke efter…?” Efter vi begyndte at være sammen, havde Rachel prøvet at sige, men ordene var blevet siddende i halsen. Han så ikke ud til at det værste var fortalt endnu, og et eller andet sted havde hun slet ikke lyst til at høre det. Hun havde aldrig betragtet sig som utilstrækkelig på nogen måde, men hvis han havde været hende utro måtte det jo et eller andet sted være, hvad hun var.

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexander nikkede svagt og så på hende med et anspændt ansigtsudtryk, som hun tog hans ord ind. Hendes andet spørgsmål fik ham først til at rynke panden i undren, da han ikke helt forstod. Så hævede han hurtigt begge øjenbryn og rettede sig brat op. ”Nej, nej, nej!” Sagde han forsikrende, imens hans hånd af sig selv fandt den skulder, der var længst fra ham, og han gav den et klem. ”Nej. Det kunne jeg aldrig gøre,” stadfæstede han bestemt, som han så hende i øjnene. I et kort øjeblik var han nærmest lettet, men så gik det op for ham, at det kunne være ligegyldigt om han havde været Rachel utro eller ej. Hun ville alligevel ikke være hans om få øjeblikke. Hvem kunne leve med at deres kæreste skulle have et barn med en anden pige.

Han slap hende igen, men fjernede ikke sit blik denne gang. Atter engang blev hans pande rynket i bekymring og han rømmede sig. ”Det er i virkeligheden meget værre,” bemærkede han underspillet dramatisk. ”Og tricky, fordi jeg bliver nødt til at bede dig om at love mig noget først, uanset hvor unfair det er overfor dig.” Han blik hvilede avorligt på hende og han havde lyst til at gribe hendes hænder. I stedet så han ned på sine egne og sank en klump. ”Jeg er vitterligt forelsket i dig, men efter det her vil du sikkert aldrig tale til mig igen. Det er okay. Jeg fortjener det sikkert – men det du skal love mig er ikke for min skyld. Det er for en andens.” En dyb indånding senere, tvang han igen sig selv til at se på hende. ”Du skal love mig ikke at sige det til nogen. Virkelig love.” Hans blik blev indtrængende og han så afventende på hende. ”Please, Rachel?”

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Rachel kunne ikke skjule saligheden, der lagde sig over hende bare ved den lette berøring af hendes skulder. Ved Alexanders ord nikkede hun bare svagt. I det mindste havde han ikke været hende utro. Et kort sekund faldt roen over hende og hun rykkede tættere på, som søgte hun hans favntagelses tryghed, men hans følgende ord fik hende til at stivne. Det var ikke det værste? Hendes pande fandt hurtigt tilbage i de alvorlige folder, der var så uhyrligt langt fra det normale ansigtsudtryk, der normalt var at finde. Hans ord fik udelukkende hendes bryn til a skyde højere op i panden.

"Alex... Hvad skulle dog få mig til ikke at snakke med dig? Jeg mener... Jeg er også virkelig forelsket i dig... Det er så længe siden, jeg har følt sådan", sagde hun og måtte gribe sig i det, da hendes hænder havde lagt sig om hans kinder, for at få lov til at se i hans vidunderlige, blå øjne, mens hun fik sine følelser ud i det åbne. Hurtigt trak hun fingrene tilbage, som havde hun brændt sig og trak sig lidt tilbage. "Åhh, hun har ikke smittet dig med... Noget, vel?", spurgte hun lettere panisk og stirrede på ham med store øjne. Det var den eneste, logiske årsag til alt dette postyr, hun kunne finde lige der.

[/blockquote][/blockquote]

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexander så nærmest lidende ud, da Rachels fingre lagde sig om hans kinder. Nærkontakten mindede ham kun alt for meget om alt det han skulle undvære i fremtiden. Hvis han havde været i tvivl om hvorvidt han var forelsket i hende, så var han det i hvert fald ikke nu. Det gjorde ondt i maven at tænke på, at han aldrig mere ville kunne sidde med hende, som for et øjeblik siden, med armen rundt omkring hende og hendes duft i næsen. Han så ned, da hun slap ham, og drejde sig atter med siden til hende med et suk. ”Nej,” svarede han tungt. ”Nej hun har ikke smittet mig med noget.” Han var lige ved at sige, at det nærmere var ham der så at sige havde smittet hende, men bemærkningen var alligevel lidt for grov, til at han kunne få sig selv til det. Det var ikke gået hans opmærksomhed forbi, at hun ikke havde lovet ham at holde tæt, og han rynkede panden dybt alvorligt igen, imens han lænede sig fremad og begravede ansigtet i hænderne med et suk. ”Rachel,” sagde han lavt. ”... Vil du ikke nok love mig, at du ikke siger det til nogen?”

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Alexanders lidende mine ved hendes berøring fik udelukkende den kvalmende nervøsitet til at brede sig i hendes mave. Det var slut nu, hun var næsten helt sikker. Godt nok var han forelsket i hende, men måske elskede han ligefrem Bree? Tanken var uudholdelig og hun måtte tvinge sig til at skubbe den væk, selvom hendes øjne allerede var blanke. Hurtigt fik hun nikket til, at hun ikke ville sladre. Godt nok var hun en pige, men ikke en af dem, der nød at grave rundt i andres ulykke for selv at få det bedre eller en af dem, der ikke havde nok at tale om med sine venner, så hun gossipede. Nej, det måtte hun lade de andre piger om. Selvfølgelig snakkede hun med Lils og Ben om ting, men var det en andens hemmelighed ville hun da prøve at holde det sådan. Især hvis det gjorde Alex glad. Et suk forlod hendes læber.

"Jeg lover det", mumlede hun hurtigt og nikkede bekræftende.

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexander så op på Rachel, da hun sagde de tre ord han havde bedt om. Et kortvarigt og taknemmelig smil oplyste hans ansigt igen, inden han igen lignede en mand på vej til skafottet. Han var tør i munden, da han åbnede den igen. ”Tak,” sagde han lavt. Atter engang drejede han hovedet væk og rettede sig op, for at stirre ud i luften. ”Jeg er så ked af det, Rach.” Han lukkede øjnene kort og rystede på hovedet. Ligesom et plaster, var det på tide at rive til og gøre det hurtigt. Det var bare ordene, der sad fast i halsen på ham. ”Det var aldrig min mening... Det var aldrig nogens mening, men hun fortalte mig det i sidste uge.” Han tog en dyb indånding, som han åbnede øjnene igen og vendte hovedet for at se på hende.

Det var umuligt at stoppe tårekanalerne fra igen at starte produktionen af saltvand, som gjorde hans lyse øjne blanke af tårer, men han blinkede dem hastigt ihjel og holdt gråden inde, som han så alvorligt på hende. ”Bree er gravid, Rachel,” sagde han lavmælt, og forberedte sig mentalt på at himlen faldt ned om ørerne på ham.

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Alexanders tydelige fortvivlelse gjorde ikke just ventetiden lettere. Det var så ufatteligt ambivalent. Et eller andet sted ville hun ønske, han bare kunne komme til sagen og samtidig ville hun bare have at stedet, hvor han ville bryde med hende aldrig skulle komme. Hans ord prikkede dog lidt for meget til hendes nervøsitet og før hun nåede at stoppe det, havde en forræderisk tåre dristet sig fra sin plads med de andre i hendes øjenkrog og bevægede sig ned ad hendes, af frygten, blege kinder. Hun havde sådan lyst til at spørge ind til hvad det var, Bree havde sagt. På en eller anden måde skynde på ham, men hun kunne se hvor svært det var for ham at fortælle det. Aldrig havde hun set ham sådan; de blanke øjne eller den måde, han undgik hendes blik. Det stak i hjertet og bragte hende en ulykke, hun ikke havde kendt til længe – næsten havde glemt, hun overhovedet kunne føle.

Rachel kunne ikke beskrives som forudsigelig, egentlig ikke på nogen måde. Hun nød at gøre, hvad folk egentlig ikke forventede af hende. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til bare at smile eller trække på skuldrene af det, han lige havde sagt. Chokket ramte hende og i nogen tid sad hun bare, stirrede fuldkommen åndeløst på ham. Så søgte hendes hånd op mod hendes mund, der havde åbnet sig i en chokkeret måben. Flere tårer forrådte hende ved at følge den første, oprørskes sti og ned ad de let fregnede kinder. Lidt forsigtigt, svagt i starten og så alligevel fuldkommen abrupt rykkede Rachel tilbage, væk fra ham, rystede panisk på hovedet, som ville det få ordene til at være mindre sande, som ville det kunne spole tiden tilbage til før de var sammen, få Alex til at holde sig fra ravnen og bare være med Rach til de med tiden selv kunne få lov til at ødelægge det. Ikke at de blev tvunget fra hinanden af… Bree og hendes lille bastard!

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexander vendte hovedet væk fra Rachel og stirrede hårdt ud i luften. Hendes tårer skar direkte ind i hjertet på ham og han kunne ikke holde ud af se på hende. I stedet så han på ingenting og forsøgte at ignorere den rædselsfulde følelse i hans mave. ”Undskyld,” hviskede han hæst, før han lænede sig frem igen og støttede albuerne mod knæene. Han begravede hovedet i hænderne og trak vejret dybt ned i lungerne. ”Undskyld... Jeg ville ikke...” Han rejste sig hurtigt op, gik tre skridt frem og drejede sig mod Rachel igen. ”Undskyld,” gentog han, tom for andre ord end lige netop det. Der var ikke mere at sige for ham. Han ønskede blot at hun ville råbe af ham, skrige, slå på ham, bebrejde ham. På en eller anden måde gøre noget og ikke bare sidde der og græde og være knust.

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

De mange undskyldninger, der kom fra Alexander gjorde det ikke just nemmere for hende at få udløb for sine følelser. Hendes fortvivlelse blev udelukkende større, da hun greb ud efter ham, tog et fast greb om hans kinder og fik tvunget hans ansigt mod sit, så hun kunne se ham i øjnene. Hun havde lyst til at skrige, græde, råbe, slå, rive og udøve så megen mulig vold, hun kunne mod ham. Et kort øjeblik måtte hun endda stoppe sig i at tænke tanken, om de ikke ville kunne fungere på trods af det barn, Bree nu ventede sig. Alligevel så hun ham bare så dybt i øjnene, at man skulle tro hun prøvede at betragte hans sjæl.

"Jeg beder dig; sig, det ikke er sandt", mumlede hun fortvivlet og så nærmest bedende på ham. Kunne de ikke bare gå lidt tilbage, lade hende leve i uvidenhed. Så slog det hende. "Hvor længe har du vidst det?", hun hævede et øjenbryn. Hun håbede virkelig, hun havde fået det at vide som den første fra hans side af. Sådan en ting var bare ikke noget, man holdt hemmeligt for sin kæreste. Forsigtigt lod hun hænderne finde vej ned til hans.

[austin]

We shelter the ones we love
sometimes the shelter is a lie

Alexander lod kortvarigt Rachel tage fat om hans kinder igen, inden han rejste sig op og førte hænderne igennem håret i en vandt, men frustreret bevægelse. Han besvarede ikke handes fortvivlede forespørgsel, der matchede både hans egen og Todds. Det ville være skønt, hvis det ikke var sandt. Han ville give alt, for at det ikke var sandt.

Han holdt en behørig afstand til Rachel, selvom han egentlig mest af alt havde lyst til at gå frem igen og lægge armene omkring hende. Hun så så sårbar ud, da hun kiggede på ham og hans ansigt fortrak sig i den smerte, der ikke var fysisk, som hans arme i stedet blot faldt slapt ned langs siden. ”Ikke længe,” svarede han nyttesløst med et skuldertræk, uden at kunne se hvorfor den slags betød noget. Han blev stående og stak hænderne i lommerne på skolekappen, imens hans blik faldt til brostenene under deres fødder. Han rømmede sig. ”Der er ikke noget jeg kan gøre,” sagde han lavt. ”Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage ville jeg gøre det, men jeg kan kun... Tage det som en mand.” Han rynkede panden og rystede lidt på hovedet. ”Eller prøve på det, i det mindste. Og det er vel så slutningen på os,” bemærkede han, uden håb i stemmen, overbevist om at det var den korrekte konklusion.

Tag: Rachel Ivory ● Outfit: Uniform

[Rachel Saskia Ivory]

it takes years to build up trust ,
and only seconds to destroy it …
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Det gav et sæt i Rachel, da Alexander valgte at rejse sig og dermed atter lægge afstand mellem dem. Det gjorde ondt. Så ondt, at ord ikke ville kunne beskrive det, selv hvis man prøvede. Måske kunne man komme tæt på, men løvinden ville aldrig klare det selv. Den fortvivlelse, der bredte sig i hende, slugte al glæde og lykke over endelig at kunne holde sig i et fast forhold og så endda med en fyr, hun virkelig var vild med! Et kort øjeblik lod hun ansigtet gemmes i hænderne, så hun kunne få kontrol over sine ansigtstræk og fik så lagt det i rolige folder.

Selvom det så sort ud med de planer, Rachels underbevidsthed automatisk havde prøvet at komme op med, kom det stadig bag på hende, da han hurtigt fik skubbet samtaleemnet over på, at det var slut mellem dem. Tårerne, der ellers havde fundet sig så godt til rette i hendes øjenkroge, fandt endnu en gang vej ned langs hendes kinder og gjorde plads til nye. ”Så hvad? Du kunne bare ikke vente med at komme af med mig, så dig og… Bree Blance kunne få en eller anden patetisk eventyrslutning?”, hendes stemme var halvskinger af den lette panik, der bredte sig i hende, selvom hun jo udmærket godt vidste, at det ikke var tilfældet. I en hurtig bevægelse rejste hun sig op, men kunne ikke få sig selv til at blive noget, der mindede om vred. Nej, hun var bare dybt såret af situationen. Alt havde bare virket perfekt, stille og roligt, som det skulle være. Ingen problemer, intet, der kunne skabe splid mellem dem. Før nu, selvfølgelig. ”Bare lad mig være, Alex”, fik hun hurtigt fremmumlet, da hun kunne mærke tårepresset blev for stort til at kunne holde det igen. Hastigt skubbede hun sig forbi ham og ind mod varmen, selvom hun vidste at den sikkert ikke kunne hjælpe mod den kulde, der havde bredt sig i hende.

out