solnedgang.

[margot]

Margot ,

Make. Me. Believe.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Varg Harrison]

Varg havde tilbragt det meste af dagen med næsen i nogle forskellige bøger og havde også lavet nogle lektier, han havde gjort det nede ved søen, et sted som han tit befandt sig når vejret var til det, da det jo var dejligt fredeligt og den friske luft gjorde også, at han i de fleste tilfælde tænkte bedre. Varg havde pakket sine ting sammen og sat kursen tilbage imod søen, da solen efterhånden var begyndt at gå ned og det også så ud til, at vejret ikke ville forblive så godt, som det ellers havde været imens han havde siddet ved søen. Vinden havde sørme også taget til, den fik i hvert fald Vargs lange, tykke hår til at se utroligt livligt ud, sådan som det hvirvlede rundt og Varg prøvede konstant at få styr på det ved at stryge de tykke lokker om bag ørerne, men det var ikke til megen nytte.

Varg kom gående hen ad hængebroen, lige nu så han frem til at komme indenfor, hvor det ikke blæste. Længere fremme for sig fik Varg øje på en person, en som han ved første øjekast ikke just kunne genkende, men som han kom tættere på kunne han godt genkende hende, det var Margot, pigen som han havde mødt for nogle dage siden, hun havde hjulpet ham med at samle hans bøger op, den eneste der havde hjulpet ham. En tanke faldt på bogen, som hun havde sagt hun havde ventet på og han havde så afleveret bogen, men om det var på grund af at hun havde ventet på den eller at det skulle gøres, kunne han ikke helt blive enig med sig selv om. "Hej." Sagde han og stoppede et stykke fra hende. "Så mødes vi vist igen." Sagde han med et kort og mildt grin, det han sagde lød måske lidt fjollet, men det tænkte han ikke meget over.

[Richard Donovan]

Richard havde gået alene rundt på skolen det meste af dagen idag, som sædvanligt havde han ikke snakket med nogen og det nærmeste kontakt med nogen han havde haft havde været nogle drenge der havde råbt særling efter ham, men det var ikke noget Richard tog sig af.
Richard ledte efter Varg og havde faktisk gjort det i en halv times tid, nu gik Richard hen mod hængebroen for at komme over i gården, hvorfor Richard havde valgt at gå derover havde han ingen idé om, han havde bare på fornemmelsen at Varg muligvis kunne findes derovre, og sandelig om Richards mavefornemmelse ikke havde haft ret, der var Varg jo, på vej over hængebroen!
At det blæste og trak op til regn gik egentligt først op for Richard da han så hvordan Vargs hår blæste rundt, dette fik bare Richard til at skynde sig mere, hans ven skulle jo ikke fryse, dog stoppede Richard direkte halvvejs, Varg talte til en pige Richard ikke kendte, og Richard talte ikke uden videre med fremmede, så han bevægede sig kun meget langsomt hen mod dem, nærmest en listende gang, som om han ikke ville have nogen skulle ligge mærke til ham.
"Hej Ulver," mumlede Richard akkurat højt nok til det kunne høres, Richard kiggede ned på sine sko og lod som om han kiggede på et eller andet, en plet måske?

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], lød det svagt fra hende. Hun lukkede øjnene, velvidende at han ikke kunne se hendes ansigt. Det var kun et ganske kort øjeblik, og da hun åbnede dem igen, vendte hun sig om. Den højre hånd blev lagt i jakkelommen. Beskyttet fra vinden. Hendes venstre, var svagt lyserød, på grund af den evige kulde. ”Jeg er glad for du afleverede bogen. Jeg skulle bruge den til en opgave forstår du”, sagde hun roligt. Et lille smil gled over de buttede læber, og hun lagde svagt hovedet på skrå. Han var en sær en. Hendes tanke blev afbrudt af en lyshåret dreng, der nærmede sig fra broen. ”Ser man det..”, mumlede hun, så svagt at det ville være umuligt for Varg, at bide mærke i, hvad hun helt præcist havde sagt. Drengens hilsen, fik Margot til at rynke de smalle bryn. Hun vendte blikket mod Varg, men forholdte sig tavs.

Men man kunne se hvad hun tænkte. Hvem er du helt præcist Varg?[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Varg Harrison]

Varg prøvede endnu engang at få styr på sit lange, lettere krøllede hår, som han svarede hende, "Det har du ret i." Sagde han og stak så sine blege hænder ned i lommerne. Han smilede et mildt smil og rettede blikket imod solnedgangen, han kunne godt lide solnedgange, de var næsten altid så pæne, én ting kunne han dog ikke lide ved det, efter solnedgangen kom månen - Den brød han sig bestemt ikke om, om den var fuld eller ej. "Jo, ja selvfølgelig. Jeg havde alligevel læst den, så.. Jeg ville ikke trække tiden ud, hvis du forstår hvad jeg mener.." Sagde han og lod sit blik lande på hende igen, det han sagde lød nok lidt klumset, det kunne han godt selv se.

Varg lod sit blik lande på Richard, han var hans bedste ven, han vidste alt om Richard, ligesom Richard vidste alt om Varg, selv det om hans 'forbandelse.' "Hej Rich." Hilste Varg, Varg var vant til, at Richard kaldte ham 'Ulver,' det var en lille joke, som han havde lavet omkring Vargs lykantropi, i starten havde Varg haft noget imod det, men havde til sidst vænnet sig til det, han vidste jo at Richard ikke mente noget dårligt med det. Varg kastede et blik på Margot og fangede hendes blik, han kunne se hvad hun tænkte og fjernede derfor blikket fra hende igen, prøvede dog på ikke at få det til at se unormalt ud. Han rømmede sig kort. "Richard, mød Margot.. Margot, Richard." Sagde han imens han tænkte over, hvordan han skulle forklare, hvad Richard havde ment med Ulver, han blev jo normalt ikke kaldt det, når der var andre der stod og snakkede med. Varg ville jo heller ikke have, at hun fik de forkerte tanker om ham.

[Richard Donovan]

Richard lagde mærke til pigens ansigtsudtryk, da han kiggede op igen, hvilket bare fik Richard til at sænke blikket igen, dog kunne Richard ikke få sig selv til at stirre på sine sko mere, det ville virke dumt, så istedet lod Richard som om han tjekkede sine negle for snavs, på trods af de var helt rene og pænt klippede.
Richards blik fløj op på Varg da han begyndte at tale, og da Varg ville introducere dem for hinanden talte Richards øjne tydeligt for sig, han vidste ikke helt hvordan man reagerede over for et fremmed hunkønsvæsen, især når det ikke selv tog kontakt "Uhm.. Hej..." sagde Richard utroligt lavt, faktisk så lavt han kunne uden at hviske.
Richard rykkede sig "tilfældigvis" lidt mere ind bag Varg, så Varg stod halvejs foran ham, det var tydeligt at Varg denne duos "talsmand".
Richard sneg sig til at kigge et par sekunder på pigen, og prikkede så Varg i ryggen, Richard syntes ikke helt om at stå herude på hængebroen når det blæste.
"Jeg har fået tilsendt en hel ny form for multismagsbønner, vil du smage nogle?" spurgte Richard Varg, han ikke så meget som tilbød pigen da han fiskede posen op af lommen, hvis man kendte Richard ville man vide det var af forsigtighed han ikke kommunikerede med pigen, kendte man ham ikke kunne man godt misforstå det som arrogance.

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], hilste Margot og lod blikket ramme Richard. Hun betragtede ham let, velvidende at han fandt situationen akavet. De havde enkelte timer sammen, eftersom de gik på samme årgang. Han virkede sær.. Arrogant. Gud havde åbenbart sørget for, at lade alle outsiderne mødes den aften. Margot måtte anstrenge sig for, ikke at lade et lille smil, løbe hen over hendes læber, da den tanke sprang frem. Hun lod et uhørligt suk forlade læberne, og så kort på Varg.
”Nej forstår ikke hvad du mener Varg. Trække tiden ud? Hvis du allerede havde læst den, var det jo netop det du gjorde”, mumlede Margot. Smilet på de buttede læber var ikke til at tage fejl af. Hun følte sig ovenpå, og naturligvis, drillede hun ham bare.[/ul][/justify]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Varg Harrison]

Varg rettede blikket imod Margot igen, da hun havde hilst på Richard. Han havde tænkt sig til en god forklaring på det, som Rich havde kaldt ham. "Og Ulver er bare noget han kalder mig.. Mit navn betyder ulv på oldnordisk." Sagde han og tilføjede et mildt smil, det han sagde var ikke løgn, hans navn betød rent faktisk ulv på oldnordisk. Han var kommet til at tænke på hans samtale med Emrys, som han havde mødt for længe siden nede ved søen og der var de kommet ind på, hvad hans navn betød, det var han komme til at tænke på og det havde selvfølgelig været en god forklaring, syntes Varg i hvert fald.

Varg rettede blikket imod Richard igen, da han spurgte, om han ville have nogle multismagsbønner. "Jo tak." Svarede han og rettede så sine grønne øjne imod Margot. "Kunne du tænke dig nogle?" Spurgte han hende. Han håbede at Richard ville slappe lidt mere af omkring Margot, hvis nu også Varg slappede lidt mere af omkring hende, men han havde nu svært ved det, måtte han indrømme overfor sig selv, det var det der specielle ved hende, specielt på en god måde, selvfølgelig og det interessante ved hende, han kunne ikke helt forklare, hvad det var, men det var der. "Ja, men du ved, notater og den slags.." Sagde han lettere mumlende og betragtede hendes ansigt, han lagde mærke til hendes smil og vidste nu, at hun blot havde drillet. "Ah, ja, du mente det i spøg." Sagde Varg og nikkede let, hvorefter han grinede kort af sig selv. "Undskyld, jeg er ikke altid lige hurtig til at opfange den slags.." Tilføjede han, hvorefter han strøg en lok af det lange, sorte hår om bag det ene øre, det havde vist lykkedes ham at få styr på i hvert fald den lok af hans hår.

[Richard Donovan]

Richard tog en håndfuld multismagsbønner og gav Varg resten af posen, for så behøvedes han ikke at give pigen nogle, så kunne Varg styre hvem der fik hvad og hvor meget de fik, Richard stolede på Vargs dømmekraft, det gjorde han for det meste, undtagen hvis det lagde op til slåskamp, så plejede det at være Richards tur til at træde ind foran og nikke nogle skaller, "Du må gerne få resten... Du ved... Jeg gemte dem til dig." det var sjældent at Richard fik noget hjemmefra, faktisk få gange om året, nogle gange kun en eller to gange, dog delte han altid med Varg, faktisk måtte Varg få det hele, hvis han ville Varg var Richards eneste ven.
"Ehm.. Fryser, ehh.. Er det ikke koldt, Varg?" spurgte Richard, Richard kunne godt finde på at indtage rollen som Vargs "mor" og passe og pleje ham.

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], sagde hun venligt. Margot begyndte med langsomme skridt at bevæge sig mod gården. Hun følte sig tryggere, når hun stod på fast grund, end frit svævende i luften. Det var også derfor, hendes quidditch-karriere aldrig var blevet til noget. Desværre, for hun elskede spillet.
”Hvordan kan man være langsom, når det gælder om, at opfatte en spøg?”, spurgte hun pludselig, i det hun vendte sig om. Hun betragtede de to fyre, og mumlede noget uforstående. Noget der mindede kraftigt om; De skøre de to..[/justify][/ul]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Varg Harrison]

Varg tog kun et par stykker af multismagsbønnerne og gav så posen tilbage til Richard. "Det er dine, det ville jo ikke være fair, hvis du ikke fik så mange selv." Sagde han, hvorefter han tog en af multismagsbønnerne i munden. Den smagte af lakrids, heldigvis, en smag som Varg ikke havde spor imod. Han havde før meget utroligt uheldig med multismagsbønner, fået nogle med forfærdelige smage og det havde før afskrækket ham fra at tage imod multismagsbønner, når folk de tilbød, men han havde nu fået nogle meget gode grin ud af, når ham og Rich havde fået nogle med dårlig smag, de grimasser man så kunne komme op med, var næsten umulige ikke at grine af.

"Hm.. Jo, det er egentligt lidt småkoldt, det har du ret i." Gav Varg, Rich ret i. Han havde ikke rigtigt tænkt over det, før Rich havde nævnt det. Han havde lagt mærke til, at han egentligt blev lidt glemsom omkring Margot, han forbandt det med det der specielle og interessante der var ved hende.. Var hun mon en Willie? Det kunne man næsten godt tro, tænkte Varg til sig selv, de havde det jo med at gøre hankøn lidt kulrede og klodsede, havde han i hvert fald læst, men han havde endnu ikke mødt en, så chancen for at han tog fejl var ret stor. Han kløede sig tænkende på kinden over hendes spørgsmål. Hvad mon han skulle svare til det? "Hm, tja.. Det ved jeg faktisk ikke rigtigt." Svarede han, det var det mest logiske han kunne svare til det spørgsmål, men desværre var der ikke meget logik at spore i det svar. Han kløede sig let i nakken og rettede så blikket imod Richard, hvorefter han lavede et let nik med hovedet imod Margot, som signal til at han ville følge efter og gerne ville have Richard med. "Har du det ellers godt, Richard?" Indskudte Varg så lige, før han begyndte at gå. Det spurgte han Richard om hver gang de var sammen, det var jo vigtigt for ham, at hans bedste ven havde det godt.

[Richard Donovan]

Richard to imod multismagsbønnerne igen og tyrede dem han havde hånden i munden og gumlede på dem allesammen samtidigt, så var man da sikker på man ikke fik en udelukkende klam smag.
Richard sagde ikke så meget men stak multismagsbønnerne i jakkelommen, hvorefter han tog jakken af og rakte den til Varg, som lige havde gjort sig enig i at det var koldt.
Richard lagde ikke mærke til at Varg slappede mere af ved pigen bevidst, men ubevidst gav han sig langsomt til at slappe mere af.
"Jeg har det fint. Kan jeg muligvis låne ti galleoner til Torsdag?" spurgte Richard som ikke tænkte over at denne fremmede pige stadig var i nærheden, Richard fulgte bare med Varg, som altid.

[margot]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/b][/color], sagde hun men tav pludselig. ”Jeg håber at støde ind i jer, under mindre stressede begivenheder. Lige nu er jeg nødt til at mødes med en pige, som jeg har tilbudt lektiehjælp. I må ha' det drenge..”, sagde Margot, og lod det varme, velkendte smil berøre de bløde læber. Så vendte hun rundt, lagde bogen i favnen, og strøg mod slottet.[/ul][/justify]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[Varg Harrison]

Varg rettede sine grønne øjne imod Margot, da hun begyndte at tale. "Ja, jo, jeg håber helt bestemt også at støde ind i dig igen." Sagde han og nikkede med et smil. "Og du må også have det godt." Tilføjede han, hvorefter han så stak sine blege hænder i lommerne. Han havde kun mødt hende to gange og vidste ikke rigtigt nogen om hende, andet end hendes navn og at hun gik på samme årgang som han, han håbede at han ved deres næste møde, kunne få noget mere at vide om hende, deres to sammenstød havde jo været ret korte og siden hun virkede så interessant, så gik han helt bestemt efter at lære hende bedre at kende, der var bare noget som gjorde, at han ikke lyttede til den regel han normalt satte for sig selv med ikke at knytte sig for meget til folk.

Han rettede blikket imod Richard nu. "Behold bare din jakke på, jeg klarer mig. Ellers tak, min ven." Sagde han og så så i retning af, hvor Margot var forsvundet. De skulle samme vej, ind på slottet. "Jo, selvfølgelig. Du kan få dem, når vi kommer op i opholdsstuen." Sagde han. "Det er alligevel for koldt at stå her og kigge." Tilføjede han og begyndte så at gå imod slottet.

//Out.

[Richard Donovan]

Richard tog sin jakke på igen og stak hænderne i lommerne, Richard gned sit ene øje og smilede til Varg "Tak skal du have gamle ven." Richard og Varg havde været venner siden dag et så vidt Richard kunne huske, og Richard havde siden dag et følt sig accepteret af Varg.
Richard fastholdt blikket på pigen så længe det var muligt, og da hun var ude af synsvidde sendte Richard Varg et skævt smil, et skævt smil som Richard kun sendte Varg ved bestemte lejligheder, jo Richard ville nok komme til at se denne pige igen, sammen med Varg, de lod til at have det hyggeligt sammen.

//Out.//