what a day

[Stuart Fellton]

... what a day

[/justify][/ul]

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

Kendte man mugglereventyret Ronja Røverdatter, ville det være nærliggende at betegne Sofias nuværende udseende som en rumpenisse. Af en eller anden grund havde hun ikke kunnet finde sine sko, så hun havde været nødt til at låne Mabelles, og de var et par numre for store. Benene var kun iklædt strømpebukser, og i en nærmest 90* vinkel stak kappen frem under adskillige lag kjoler der holdt Sofia varm indvendig. De behandskede hænder stak ud til hver sin side på grund af de mange lag tøj, og det fik hendes ellers så spinkle skikkelse til at ligne en lille prop. Om halsen var et flere meter langt brunt tørklæde viklede rundt og rundt og skjulte næsten halvdelen af ansigtet. Øjnene fejlede dog intet, og da Sofia fik øje på Stuart som hun kom gående imod, ingen anden end hendes bedste ven gennem flere år, stak hun i et hyl, slap tasken hun bar i højre hånd, og spurtede frem. Med fuld forventning om at han havde set hende, og kunne bære den ekstra vægt, satte hun af fra jorden og kastede sig om hans hals. Der var gået flere uger siden deres besøg på kroen, og der havde de forladt hinanden i en lettere beruset tilstand der havde kostet adskillige tømmermænd dagen efter, for Sofias uprøvede sikkelse.
Uden at give slip holdt hun øjnene lukkede i et par sekunder, og indsnusede hans velkendte duft; cigaretter og au de toilette. En kombination Sofia normalt ikke nød, men når den nu kendetegnede Stuart, spredte den blot en behagelig varme i den forfrosne krop.
Først da hun var tilfreds med gengældelsen slap hun ham modvilligt og lod sig glide ned på tåspidserne så hun var adskillige centimeter lavere. For at se op på hans kønne ansigt var hun nødt til at løfte hovedet. Uden at kunne lade være rakte hun de handskebeklædte hænder op til hans ansigt så de holdt på hver sin kind, som et lille barn ville gøre på sin far. ”Du ligner en druknet rotte”, konstaterede hun med sine store øjne og spidsede læberne så de blev buttet.

[Stuart Fellton]

Da hvinet skar igennem luften, spjættede Stuart krampagtigt og rettede derefter straks sin, i forvejen, sparsomme opmærksomhed, mod det eller den, som havde formået at vække ham så hurtigt. Han skulle, inden det var gået op for ham, hvem helvede det egentlig var, til at brøle op, om almindelig høflighed, da de mørke øjne ramte Sofias. Med ét begyndte han at slappe af, og vreden sivede fra hjernen, ud igennem øret, og forsvandt sporløst med vinden. Alt dette skete så hurtigt, at Stuart knap nåede at opfatte, hvad der egentlig var sket.

Han samlede sine arme omkring hendes krop, og kyssede hendes pande. For ikke at trække sig på, valgte han at slippe taget omkring hende, og i stedet stikke hende, det typiske, kække blik.

”En død rotte..”. Han tyggede lidt på det, hvorefter han fnøs lavmælt. Så smilede han og tog hendes hænder i sine. ”Er du blevet okay igen?”, spurgte han. Hans læber forlod hinanden, i et dræbende drillende smil, og de brune øjne blev dybt charmerende. Han hentydede selvfølgelig til deres sidste møde, hvor Sofia havde fået en anelse, af de våde varer. Stuart lagde hendes hænder omkring hans nakke, og gik ned i knæ. Så kyssede han hendes næsetip, og trak sig væk fra hende igen. Han havde savnet den pige. Hans lille vidunder.

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

Sofia nikkede ivrigt og fnes kort. Hænderne pressede kort og drillende hans kinder sammen så hans mund vrængede sig spidst, før hun lod dem føre ned i hans hånd.
Kommentaren der dernæst sivede ud af Stuarts mund var som et giftigt gasundslip, og ligeså flot et fnys Stuart kunne præstere, ligeså flot et fnys kom Sofia med. Resolut slap hun hans hænder og daskede hårdt til hans brystkasse idet hun vidste at det umuligt kunne gøre ondt på ham. "Blevet okay? Har jeg nogensinde ikke været okay?", spurgte sarkastisk og ignorerede hvad han hentydede til med et overbevisende hævet øjenbryn. Det lugtede langt væk af en løgn, for de havde mere eller mindre skrålede julesange og væltede hen ad væggene. Et enkelt ydmygende øjeblik var Sofia løbet fra ham på vejen op til slottet, hvorefter hun havde knækket sig en gang i sneen. Som den guttermand Stuart nu engang var, havde han ikke kommenteret den lille seance, men det kunne han selvfølgelig ikke lade være med nu. Det lille kys på næsetippen gjorde op for det, selvom hun stadig følte sig lidt lille.
"Bare fordi jeg ikke er vant til at drikke som dig, Stubrew", tilføjede hun, og kunne ikke lade være med at knække sammen af grin over det lille humoristiske rim. Joken var i det hele taget så dårlig, at rystede på hovedet af sig selv.
Da hun atter så op på Stuart lyste ømheden tydeligt frem i blikket. "Hvar har du gået og lavet?", spurgte hun nysgerrigt, og kunne ikke lade være med at give ham et venskabelig klap på skulderen, blot for at få en eller anden form for kropskontakt.

[Stuart Fellton]

[/color]”, brummede han. Det drillende smil forlod hans læber, og han rynkede de lettere markerede bryn. ”Jeg havde det faktisk lidt skidt med, at jeg ikke fik dig standset, inden det tog overhånd. Det er jeg ked af Sof”, mumlede Stuart. Han stod og så en anelse skyldbetinget ned i jorden, alt imens han jokkede skosnuden ned i denne. Han tog endnu et hiv, hvorefter han genvandt sit sædvanlige, ubekymrede jeg. ”Du skulle jo nødig ende som mig”, sagde han drilagtigt, hvorefter han daskede til hende.

Han hev skuldrene op, og stak den modsatte hånd i lommen. Vinden var alligevel slem. Han snøftede og inhalerede igen, imens han lyttede og formulerede sig, til det næste spørgsmål.

”Jeg har været lidt hjemme. Min far er helt oppe og kører over det der mord..”, brummede han. Stuart inhalerede og trak lidt akavet på skulderen. ”Men ellers har jeg bare været her. Tullet lidt rundt og prøvet at passe min skole”, sagde han og han klukkede igen. Straks efter vendte han blikket mod hende, og skoddede cigaretten. ”Hvad med dig?”[/ul]

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

Som sædvanligt tegnede en lille rynke sig over næsen ved synet af Stuart der røg. Det havde hun altid været imod, men det stred hende også imod at sige det til ham konstant, for det måtte være aldeles irriterende, og det ville være at lave om på Stuart. Og hun kunne nu engang lide ham som han var.
Da Stuart efterhånden så seriøs ud, sendte Sofia ham et fortrøsningsfuldt smil. ”Du prøvede da. Desuden ville du ikke kunne stoppe mig”, sagde hun stædigt og sendte ham et kækt smil. Det var måske ikke helt rigtigt i og med det var ham der havde betalt for de fleste øl, da han var den myndige af dem.
”Min mor og far murer mig inde i et boggartskab før det sker”, mumlede hun tørt.
Vinden føg om ørene på dem så det lyse hår slog mod hendes ansigt. Huden var så bleg at hun så helt gennemsigtig ud i snelandskabet, nærmest som var hun en isbjørn. Dråberne var begyndt at falde tættere, men det generede ikke Sofia. Hun var bare glad for at se den ung fyr der stod foran hende. Stuart havde altid været som en storebror for hende, om så det også medførte en hvis beskyttertrang.
”Årh, det samme. Du ved, passet skolen, været sammen med Mabelle og så videre”. Med et lille smil tog hun fat i hans arm og trak ham forsigtigt hen til en bænk der stod lidt i læ. Hun børstede noget af sneen væk under sig og satte sig ned. Det var forbandet vådt og gennemvædede hurtigt stoffet, men det generede hende ikke.
Der opstod en stilhed mellem dem hvor Sofia stjal et skjult blik mod ham. ”Hvordan går det med Imogen?”, spurgte hun ovenud nysgerrigt, men med sådan en forsigtighed at det forhåbentligt ikke kunne irritere ham.

[Stuart Fellton]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Stuart lod sig dumpe ned på bænken, uden at tænke videre over, hvad der i forvejen lå på den. Han sad nogle minutter, før det for alvor gik op for ham, hvad det var han havde sat sig i. ”Det er bare løgn..”

[/color], lød det mumlende fra ham, med en muggen undertone, før han sukkede tungt og gav sig til at betragte bænken. Synet der mødte ham, fik ham til at vende øjnene, men kort efter accepterede han, hvordan bukserne langsomt blev våde. Han rømmede sig, hostede en gang eller to, før han vendte rundt og lod de mørkeblå øjne ramme hendes. ”Jeg har inviteret hende ud. Og hun har kysset mig.. på kinden”[/color], lød det mumlende, og et smil voksede frem på de smalle læber. Et smil som man ikke kunne tage fejl af. Han så frydefuldt på hende, og vendte den modsatte kind til, hvorefter han pegede på den. ”Lige der..”[/color].

Stuarts ene ben begyndte som altid, når han sad stille, at vippe ukontrolleret. Han fugtede læberne, og så derefter på hende. Han kunne ikke dy sig, og rykkede tættere på hende, hvorefter han lagde armen omkring hende. Han placerede et lille kys på hendes kind, hvorefter han lo klukkende. ”Skal vi ikke aftale, du først må møde fyre, når jeg er død og begravet?”[/color], lød det kærligt, men stadig drillende fra ham. ”Vi er på ingen måde, værd at samle på! Desuden er du alt for lille til den slags. Hvad siger du til den aftale?”[/color].

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

Sofia tog hånden op til munden og skjulte et lille fnis over Stuarts sure mine. Det var typisk ham først at indse hvad han havde gjort efter det var sket. Heldigvis kunne han jo altid skifte bukser når de kom indenfor i det varme slot.
Hun slog øjnene en smule op da Stuart fortalte at Imogen havde kysset ham på kinden, men blikket blev snart en smule skeptisk da han påpegede det kun var på kinden. På den anden side, et kys var et kys, og hun ville selv blive lykkelig for et kindkys! Desuden bemærkede Sofia snart, at Stuart var tilpas glad. Det blev understreget ved det kys han plantede på hendes kind, som fik hende til at rynke næsen og skubbe drillende til ham. ”Adrk, du kysser som en frø”, sagde hun fnisende, selvom det varmede indeni.
”Hvor vil du tage hende hen? Altså hvad skal I lave? Og hvordan er hun egentlig?”, fløj det ud ad Sofia nu da hun havde mærkede på Stuart, at han ikke havde noget imod at tale om det. Et eller andet sted måtte hun indrømme for sig selv, at hun havde det lidt mærkeligt med at det var Imogen Stuart havde kastet sin kærlighed på. Hende og Sofia havde netop spillet Quidditchkamp mod hinanden, og der havde været kamp mellem de to kollegier i et godt stykke tid. Men Imogen havde aldrig gjort hende noget decideret ondt. Sofia skrev sig bag øret, at hun måtte få en snak med hende.
”Som om”, sagde hun og vendte næsen i sky for at vise sin foragt. ”Desuden er det allerede for sent”, kom det så hemmelighedsfuldt fra hende. Der havde været nogle drenge, Stuart vidste bare ikke noget om det.
I næste sekund puttede hun sig ind til ham. ”Du er i hvert fald værd at samle på! Imogen er en heldig tøs”.

[Stuart Fellton]

- - - - - - - - - - - - - - - - -

Stuart stirrede på Sofia. ”Hørte jeg lige rigtigt der?”

[/color], sagde han overrasket, hvorefter han ubevidst lod hånden glide ned af hendes skulder. ”Har du haft.. forhold!?”[/color], spruttende ham. Stuart fjernede grebet om hende, og lagde begge hænder i skødet. Han rystede på hovedet, og kneb øjnene sammen, mens hans mund åbnede og lukkede sig, i desperate forsøg på at finde på noget at sige. ”Det er bare så sindssyg meget forkert Sofia! Jeg vidste sgu da godt det ville komme på et tidspunkt, men jeg troede .. Helt ærligt mand! .. Du er slet ikke gammel nok til den slags ting”[/color], udbrød Stuart pludselig. De mørkeblå øjne blev slået op, og han så på Sofia, med et uforstående og chokeret blik. I virkeligheden handlede det ikke om, hvem Sofia så og hvem hun ikke så. Det var i princippet det, at hun ikke havde sagt noget. Stuart slå forvirret ud med armene, og så på hende, som om han forventede en slags forklaring. ”Hvor mange?! Hvornår?”[/color], mumlede han, efter en kort tids pause.

Stuart havde for et øjeblik glemt, hvad de i grunden havde talt om, men da han kom i tanke om det, skubbede han det muggent til side. Nej, han var ikke sur. Skuffet passede bedre til situationen.

- - - - - - - - - - - - - - - - -

[/justify][/blockquote]

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

Smilet på Sofias læber svindede ind da Stuart trak sig lidt væk fra hende. Forvirret løftede hun hovedet mod ham. Den reaktion der nærmest bralrede ud af ham, var ikke lige én hun havde forventet, og den fik hende til at rulle foragtet med øjnene. Stuart levede da i sin egen lille bobble! Så det var okay for ham at date, men ikke for hende? Øjeblikket efter gik det op for hende, at han nok tænkte forhold som i at have været i seng sammen.
Rødmen steg lynhurtigt op, med med brændende kinder sprang hun op. ”Stuart!”, småhvinede hun, foragtet over at han straks troede hun ville gå i seng med fyren. Af forurettethed trak hun skuldrene lidt op om ørene og hvæsede så, ”der har kun været et par, hvis du absolut vil vide det”. Stemmen blev lidt mindre ved de sidste ord, da hun ikke ville have de omkringstående til at høre hvad hun sagde. Af bare irritation undlod hun at sige, at hun da ikke havde været sammen med dem på den måde.
”Jeg er 15 år! Da du var på min alder havde du sikkert allerede nedlagt halvdelen af dit kollegie”. Stuart var kendt som lidt af en damebedårer, og Sofia vidste udemærket at hans sengestolper havde fået mange hakker. Hun fandt derfor hans reaktion dybt uretfærdig. Hvordan kunne de have gået til at sidde rolig og tale om hans kærlighedsliv, til at begge være så opfarende når det galt hendes?

[Stuart Fellton]

sofia banes

Stuart stirrede på de røde plamager, der ganske nydeligt, bredte sig på hendes kinder. "Har du.. ? Du ved..", mumlede Stuart, alt imens han prøvede at tage det så modent, det overhovedet var knægten muligt. Hans kinder brændte og det lignede, at han til enhver tid, kunne kaste op af ren og skær forskrækkelse. "Har du..", prøvede han igen, og denne gang lavere. Han rejste sig og trådte få skridt imod hende, så afstanden imellem dem, aftog sig. Han viftede indforstående med hænderne, og måtte synke. ".. du ved.. Det har du vel ikke?", lød det, næsten håbefuldt fra ham, før han lod begge hænder glide igennem det sorte, strittende hår. "For det ville bare være så forkert, på så mange forskellige måder..", hvæsede han kort efter, stadig lavt og en anelse mumlende, så nysgerrige ører ikke fik et snert af, hvad de egentlig snakkede om.
Stuart himlede med øjnene, og tog et fast tag om hendes overarm, hvorefter han slæbte hende hen over gården, og videre ud over broen. Her var chancen for, at nogle skulle overhøre dem, mindre. "Ja, og det kan være fuldstændig underordnet, hvem jeg i sin tid har..", udbrød han uden han egentlig nåede at tænke sig om. Han slå ud med begge hænder, "du ved hvad jeg mener!", tilføjede han en tid efter, hvorefter han fortsatte. "Du er ikke gammel nok til at være sammen med drenge, eller piger!, eller være kæreste med nogen. Du nærmer dig det stadie, hvor du kan holde i hånd med en, men der sætter jeg altså grænsen!", tordnede han, i et lavt tonefald, som for at prøve at beherske sig.
De var efterhånden nået til selve kerneproblemet. Det som egentlig tyngede knægten mest. "Hvorfor har du ikke fortalt om dem?"

[/color], udbrød han efterfølgende, og trådte væk fra hende. Han slå igen ud med begge arme, men denne gang, var det fordi han skingrende forvirret. [/blockquote][/justify]

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

I og med Sofia vidste hvad Stuart prøvede at sige, var det dybt ydmygende for hende. Ligeså akavet Stuart så ud i situationen, ligeså pinlig berørt kunne man se Sofia var, med de tydeligt røde kinder. Et par Slytherindrenge der stod bag Stuart blinkede til Sofia, og en af dem var så dristig at sige, ”ellers kommer du bare til mig, søde”.
Modvilligt mærkede Sofia hvordan det sved i øjenkrogene, og hun kiggede ned i jorden. Det var en lille lettelse da Stuart greb hendes arm, også selvom han mere eller mindre slæbte hende afsted så hun var ved at vælte op til flere gange. Først da de var nåede væk, rev hun den løs og lagde forurettet armene over kors.
”Det er da præcis det samme! Vi var begge 15!”, Sofias stemme var blevet skinger og kommet op i så høj et toneleje at den knækkede over. Hun måtte snart endnu engang spærre øjnene op. ”STUART! Jeg ... Jeg kunne ikke finde på noget med piger”. Nu følte Sofia sig så uretfærdig behandlet, at en tårer gled ned af kinden. Om end var det mere vrede der fyldte hende.
”Nå, sætter du grænsen dér? Det skal du overhovedet ikke bestemme! Du er ikke min far”, hvinede hun og lænede sig forover af indestængt vrede. De små hænder var knyttet sammen i to kugler. Sofia vidste godt at deres skænderi lød virkelig barnligt, da det hele var lidt af en misforståelse, og Stuart egentlig bare ville hende det bedste.
Ja, hvorfor havde hun egentlig ikke fortalt Stuart det? Måske vidste hun, at han ville forbyde hende at se fyren? Eller i hvert fald konfrontere ham, så fyren blev skræmt væk. Men et eller andet sted var Stuart hendes bedste ven, og ligemeget hvad, burde hun have fortalt ham det. ”Det ved jeg ikke... Undskyld. Jeg var nok bange for at du ville gøre et eller andet”, sagde hun lavmælt, da stormen af vrede havde lagt sig en smule.

[Stuart Fellton]

Stuart smeltede langsomt, da han bed mærke i den tåre, som langsomt løb ned af hendes kind. Han sank en besværet klump, hvorefter vreden forlod ham, og han langsomt trådte over mod hende. "Sofia.. Græder du?", mumlede han forbløffet, og lagde forsigtigt armen omkring hende. Stuart glippede med øjnene, og sank en diskret klump. Et kort øjeblik, anede han ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han stod der bare.. med armen lagt omkring hende, uden at vide hvad fanden han skulle sige, som ville trøste hende. Den dårlige samvittighed stod ham langt ud af halsen, mens han lagde den modsatte arm, omkring hende og lagde sin pande mod hendes. "Undskyld.. Jeg ved godt du ikke kunne finde på at være sammen med en pige.. Eller en nisse, eller en dværg.. eller en ged, for den sags skyld. Det ved jeg godt", mumlede han undskyldende, hvorefter han prøvede at fange hendes øjenkontakt. "Jeg synes bare.. Det er så skide underligt, at du pludselig.. Er.. Du ved.. Klar til den slags", sagde han lavmælt, mens han himlede med øjnene, da de nærmede sig et vist emne igen. Han sukkede. "Og så synes jeg det var råddent, du ikke havde fortalt mig det. Jeg skal nok lade være med at slagte ham", brummede han efterfølgende, og prøvede at sende hende et lille smil. "Og jeg ved godt, at jeg altid vil være din yndlingsdreng", afsluttede han drillende, og blinkede ned til hende.

[Sofia Banes]

. . . It can only get better from here

”Nej jeg gør ej”, bed hun ham af, idét vreden stadig brusede rundt i hovedet. Det var lidt af en løgn, for endnu en tårer løb ned af den anden kind. Hidsigt strøg hun tårerne væk, så de trak et vådt spor ned af de store handsker hun bar på hænderne.
Øjeblikket efter var hun begravet i Stuarts favn, og vreden smeltede langsomt bort. Ja, det blev sågår til, at Sofia ikke kunne lade være med at fnise mellem snøfteriet, da Stuart nævnede nissen og geden. Hun kunne ikke lade være med at borde handsken ind i maven på ham som en lille protest.
”Jeg har ikke ... Gjort det endnu”, mumlede Sofia bekendtgørende ind i hans jakke, så lavt at hun egentlig tvivlede på han kunne høre hende. ”Undskyld. Jeg skal nok fortælle dig om alle de fyre jeg erobrer”. Denne gang blev det sagt lidt højere, og Sofia vendte smilende ansigtet op mod ham. Hun tvivlede på, at han ville høre om alt det der foregik mellem hende og drengene, og på den måde drillede hun ham en smule.
”Det vil du i hvert fald! Om end ligesom en rigtigt irriterende storebror”. Det var til dels rigtigt. Sofia tilbedte og beundrede Stuart, som var han et forbillede som hendes storebror, og gengældsvis opførte Stuart sig som én. Sådan havde de altid været mellem dem, lige siden han tog Sofia under sine vinger i løbet af Sofias første par år. Det fungerede godt mellem dem, selvom de ikke altid kunne undgå heftige skænderier som disse.
”Men fortæl nu om Imogen!”, sagde Sofia ivrigt og løsrev sig fra ham, så hun kunne se hans ansigt når han fortalte om Imogen. Det var altid i Stuarts ansigt man kunne læse hans følelser, det havde Sofia lært.

[Stuart Fellton]

Stuart slap hende, og sukkede tungt. Hånden blev kørt hen over håret, hvorefter den lande i nakken, som han lænede tilbage. Han skar en afslappende grimasse. "Jeg vil ærlig talt heller ikke høre om det, når det så endelig sker", brummede han sigende, og stirrede indtrængende på hende, som for at få hende til at fatte, hvad det egentlig var han sagde. "Jeg ville slet ikke kunne røre ved dig bagefter. Hvis han havde.. Ej fy for satan!", udbrød Stuart, hvorefter begge hænder blev smidt ud til siden, og han trådte to skridt tilbage.

Stuart lod hænderne dykke ned i begge lommer, hvorefter han fremdrog en hvid pakke. En af de lange cigaretter blev fundet frem, og pakken blev lagt tilbage i lommen. Han fremdrog sin stav fra inderlommen af den lange frakke, hvorefter han frembragte små gløder, så cigaretten kunne nydes. Han pakkede staven væk, og stak cigaretten i munden. Det var hans nummer 2, i løbet af ingen tid. Han var dykket ind i en slem periode. Så sukkede han tungt, og satte sig ned, ved broens gelænder, så han på den måde, kunne få en hvis støtte til ryggen. "Undskyld", mumlede han, med de buskede bryn rynket. Så blev der ikke sagt mere før mange minutter efter.

Da han endelig fik fattet sig, kastede han et lunkent blik mod Sofia. Det var ganske tydeligt, at knægten stadig var skuffet, men han kæmpede en brag kamp, for ikke at lade det ødelægge hans ellers gode humør. "Imogen?", mumlede han spørgende, før han hævede begge bryn. "Imogen er bare.. noget helt for sig selv. Jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på hvad det er. Hun er bare anderledes", tilføjede han mumlende, før han inhalerede og rettede blikket mod brædderne. "Vi skal drikke kakao sammen her en af dagene.. Og vi.. Ja, vi har faktisk også kysset en gang. I ugleriget. Jeg har sgu aldrig været så nervøs i hele mit liv, end lige der hvor hun nærmede sig mig. Det var sindssygt", brummede han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Så inhalerede han igen. "Men hvem er det du går og kigger efter?"