Sidste Chance (plot)

[Jasper Wayland]

snowflakes are kiss from heaven , don’t you think?

jasper wayland & gabriel caron

[/b]

Sneen dalede ned i et langsomt tempo og sluttede sig til det efterhånden store lag af sne der nægtede at forsvinde, for ligeså snart det næsten var væk kom endnu en snebyge ind over Hogwarts og dækkede det hele på ny. Flertallet af elever var efterhånden godt trætte af sneen, men ikke Jasper Wayland: han nød fortsat at kaste sne efter alle uanset kollegium og alder, og derfor havde han selv været dækket af sne flere gange end det kunne tælles på to hænder, men det gjorde ham ikke det helt store. Han trampede så sneen under hans fødder blev hårdere og han selv fik varmen. Dernæst så han sig omkring, mens han udså sig sit næste offer: hvem trængte til noget sne? Et selvsikkert smil tog form på Jaspers læber da han fik øje på en pige der sad på en bænk lidt i ly for sneboldene: hun ville aldrig opdage hvem der ramte hende. Hvis pigen var gået ud i Gården, i den tro hun kunne sidde fredeligt uden at blive ramt af en eneste snebold, måtte hun tro om igen. Gården var en stor krigsmark i denne tid, og ingen slap godt fra at bevæge sig herud.

Jasper bøjede sig ned og samlede et stor potion af det hvide stas op med de bare hænder for derefter hurtigt at forme det til en lille hvid kugle, som de fleste ville kalde en snebold, og skulle lige til at kaste den efter pigen, da en meget mere interessant person dukkede op i hans synsfelt: Gabriel Caron. En slange der gik på syvende og sidste årgang, som Jasper altid havde prøvet at irritere, men som af en eller anden grund altid ignorerede ham eller svarede ham igen på en eller anden måde, så der ikke skete det helt store ved deres sammenstød. Men nu skulle det være slut: Det var deres sidste vinter sammen, Jaspers sidste mulighed for at vinde over Gabriel i en sneboldkrig og sidste chance for at give ham en vasker, eller bare kaste en snebold i nakke af ham for at se hans ansigtsudtryk når det gik op for ham hvem der havde kastet snebolden.

Jazz gik lidt tættere på Gabriel, men forsøgte dog at holde sig ude af dennes synsvinkel, selv om det sikkert var for sent. Snebolden lå forsvarligt i fyren med det nøddebrunehårs hånd, og da Jazz selv mente han var nået indenfor rækkevidde kastede han snebolden i håb om den ville ramme Gabriel.

words:441
tagged: jasper wayland & gabriel canon
place: gården.
notes:
quote: unknown.

[/size][/font][/color]

[Gabriel Caron]

Jasper Wayland & Gabriel Caron

Gabriel havde ikke just legede med sne denne vinter. Det var han holdt op tre vintre tilbage og kun ganske få personer kunne få ham med på den. Han var dog kommet ned i gården i håb om frisk luft og en hyggelig stemning. Selvom han var slange kunne han godt nyde synet af folk der faldt over hinanden med en dyb latter af glæde.. nogle gange da. Når han var ned i gården for at betragte de elever der løb efter hinanden med snebolde i favnen, lavede forte i sneen eller snemænd sørgede han altid for at være opmærksom på hvem der var tilstede. Han kiggede sig over skuldrende når det var nødvendigt for at tjekke om nogen fulgte efter ham eller udsat ham som mål for en snebold. de der kendte ham vidste at han havde sine egne små tricks hvis han skulle blive ramt af en bold, og det var ikke just venlig sjove tricks.

Denne eftermiddag stod han og betragtede de elever der legede med sneen. Han var iført tykt tøj som alle omkring ham, andet ville være komplet dumt når sneen var så høj. Hænderne var behandskede og skjult under kappen klar til at trække staven hvis det skulle blive nødvendigt. Det intense dog noget bundløse blik gled rundt ikke søgende efter nogen eller noget specielt. Han havde bemærket Jasper Wayland, en Gryffendor som havde forsøgt at prikke til ham flere gang blot for at irritere men som intet havde fået ud af prikkeriet andet end en kold skulder eller et mundlammende svar. Blikket gled videre rundt og standsede ved enkelte elever som han kendte enten ved udseende eller ved navn. Nogle venner lallede rundt i nærheden og kastede efter hinanden og en fyr kom hen imod ham idet Jasper sne sig om bag ham i den tro at denne ikke havde bemærket det.

Gabriels såkaldte ven begyndte at plapre løs og Gabriel lyttede mere til snebolden der susede gennem luften end til denne ord. Han stod med et tomt udtryk i øjnene og et svagt næsten usynligt smil over læberne. Det usynlige smil, eller næsten usynlig smil blev bemærket af fyren foran ham og denne sank en klump idet Gabriel bevægede sig et enkelt skridt til side og fyren blev ramt af den bold der havde været ment til ham. Bolden ramte fyren lige i ansigtet og denne så tydeligvis overrasket ud.. og vred. Gabriel vendte sig om mod Jasper med et håndligt smil over læberne og et glimt i øjnene der sagde at han hellere måtte løbe sin vej, ikke fordi Gabriel havde i sinde at gøre ham noget men fordi hans såkaldte ven havde trukket sin stav. Selvfølgelig havde Gabriel vidst at dette ville ske og det havde også været meningen ved det hele da han havde bevægede sig.

Tag: Jasper (Jazz)Wayland
Words: 467
Notes: Nope

[Jasper Wayland]

snowflakes are kiss from heaven , don’t you think?

jasper wayland & gabriel caron

[/b]

Smilet der kunne ses på Jasper Waylands læber voksede sig en del større, da snebolden han havde kastet så ud til at ville ramme Gabriel Caron i nakken. Smilet blev dog hurtigt til en stiv grimasse i det Gabriel flyttede sig og dennes ven blev ramt af snebolden i stedet. Vennen så afgjort ikke glad ud, og det faktum at denne trak sin tryllestav fik Jasper til at stå i et dilemma: Ville han flygte og blive kendt som en kujon eller ville han kæmpe imod en slange, der afgjort havde en fordel eftersom Jasper endnu ikke havde trukket sin stav?

Jasper banede for sig selv, og rystet på hovedet så den stive grimasse forsvandt og i stedet blev erstattet med et halvt ligegyldigt udtryk: hvorfor i alverden skulle det også altid lykkedes Gabriel at finde en metode til at undgå hans utallige drillerier? Der måtte da findes en eller anden måde Jasper kunne få skovlen under Gabriel på, og dermed vise ham hvad Jasper var gjort af: og at han ikke bare var en man ignorerede.

Da en tilfældig besværgelse blev skudt af sted fra den vrede fyrs tryllestav dukkede Jasper sig, men besværgelsen snittede alligevel hans hår: og hvis der var noget ved Jasper man ikke skulle røre ved, var det afgjort hans hår. Af en eller anden grund ville de fire ting, der betød mest for Jasper altid være: hans familie, hans omgangskreds, chokolade og sidste men ikke mindst, hans hår. At chokolade også stod på denne liste, var ikke ligefrem noget Jasper var helt stolt af: især ikke når folk viste de kunne bestikke ham med chokolade.

I vrede trak Jasper sin stav, men mærkede en hånd på hans skulder fra en af hans venner der stoppede ham og mumlede noget om, at der ingen grund var til at skabe mere ballade. Jasper nikkede og stak staven på plads, mens han mumlede noget utydeligt tilbage til vennen, der fjernede sin hånd igen.
”Caron.. bør du ikke få styr på dine venner?” svarede Jasper, halvsur over det var gået ud over hans elskede nøddebrunehår og fortsatte: ”Jeg mener.. han kan jo ikke forvente han kan komme ud i Gården uden at blive ramt af en snebold eller ej…”. Efter det sidste ord stak Jasper sine hænder ned i hans sorte jakkes lommer, og afventede Gabriels svar: medmindre altså hans ven kastede endnu en besværgelse eller besluttede sig for at svare på vegne af Gabriel.

words: 407
tagged: jasper wayland & gabriel canon
place: gården.
notes:
quote: unknown.

[/size][/font][/color]

[Gabriel Caron]

Jasper Wayland & Gabriel Caron

Han nød synet af Jaspers reaktion over at det var Gabriels ven der var blevet ramt af bolden og ikke ham. Hans hoved gled på den så velkendte måde en anelse på skrå og øjnene fik et glimt af hovmod og på samme tid en ligegyldighed der kunne ætse sig fast til huden på selv de koldeste og ondeste i verden. Ja Gabriel havde udseendet med sig, og hjernen også men begge del var noget folk hadede ved ham og ikke mindst hans mund der kunne svare så rapt tilbage eller slet ikke svar tilbage når man højst ønskede et rapt svar der kunne få en kamp til at bryde løs.


Da hans såkaldte ven kastede en besværgelse over Jasper så Gabriel til uden så meget som at hæve et bryn eller forsøge på at standse ham. Han trak hænderne som havde ligget skødesløst i lommerne på de dyre jeans han var iført og klappede ironisk i hænderne da denne undveg forbandelsen der var blevet kastet. ”Dine reflekser fejler vist intet.. og dog.. hmm. Her lugter af brændt hår.. det er vel ikke dit Wayland” hans ord spyede af kølig morskab og var desuden fuld af hån. De nærmeste elever var holdt op med at lege og stod og betragtede dem begge med nervøsitet.


Da Jasper valgte at trække sin stav hævede Gabriel et elegant bryn. Han vidste selvfølgelig at det ikke var ham Jasper ville angribe for blikket var vendt mod hans ven. Denne lavede dog ikke noget med staven men stak den på plads igen da hans ven dukkede op. Jaspers ord fik Gabriel til at fnyse ”Hvilke ven?” spurgte Gabriel som om han ikke anede hvem han snakkede om. Hans såkaldte ven blinkede og så på Gabriel med uforstående øjne. ”Ham her..? han er ikke min ven, desuden er jeg ikke hans babysitter” disse ord fik fyren der stod med staven til at blive ildrød i hoved og tabe underkæben. ”Du har måske ikke opdaget det men jeg har ingen fæhoveder som venner.. au revoir” han havde vendt om og var begyndt at gå tilbage mod slottet. Han sørgede for at være opmærksom på at Jasper ikke kastede noget efter ham og da han gik forbi en ven gjorde han tegn til at denne skulle dække hans ryg.


Tag: Jasper (Jazz)Wayland
Words: 381
Notes: Nope

[Jasper Wayland]

snowflakes are kiss from heaven , don’t you think?

jasper wayland & gabriel caron

[/b]

Jasper tog den ene hånd op af lommen og kørte den igennem håret, der var lidt brændt i toppen og banede af Gabriel da denne kom med sin kommentar. ”Caron, Caron, gør du grin med at han ramte mit hår?” spurgte Jazz, og løftede det ene øjenbryn, mens han afventede et svar. Gabriel Caron skulle ikke slippe godt for at drille ham fordi han blev ramt af besværgelsen i hårspidsen. Han stak hånden på plads nede i lommen igen og tog fat om tryllestav, der lagde i lommen, dog uden at trække denne. Men nu var han i hvert fald klar til at trække den hvis enten Gabriel kommenterede hans hår yderligere, eller dennes såkaldte ven kastede endnu en besværgelsen: hvis der var en ting Jasper hadede mere end noget andet, var det røvirriterende slanger, der altid gjorde grin med andre og følte sig højt hævede over andre, mens de mente de kunne gøre alt uden det var forkert. At sige det var alle slanger, der var på denne måde, ville være det samme som, at sige at alle kvinder er gode kokke(og ved dette eksempel snakker Jazz omkring personlig erfaring, for hans mors mad er det meste af tiden brændt godt og grundigt på). Desuden vidste Jazz også at dette ikke passede eftersom, at hans bedsteven, Stuart Fellon, var nærmest det direkte modsatte af dette i Jaspers øjne.

Da Gabriel vente sig om og begyndte at gå, fulgte Jasper efter ham, fuldkommen ligeglad med vennen fra før: Jasper havde kun en ting i hovedet nu. Han ville vise Gabriel, at han ikke bare kunne gå under en samtale med Jasper. Vise ham, at Jasper ikke bare var hvem som helst.
”Caron, er du en tøs, eller skal vi tage en sneboldskamp? Eller er du bange for at tabe til en løve?” spurgte han, da vidst Gabriel kunne høre ham. Hvis Gabriel afslog forslaget, jamen, så kunne Jasper bare sætte et rygte i gang om at denne var bange for at tabe til en et år yngre løve. Hvis de kæmpede og Jazz tabte, så ville han bare bede om en omkamp. Hvis man altså kan tabe som sådan i en sneboldskrig. Den nye ven, den Gabriel havde fået til at passe på hans ryg(sikkert i tilfælde af, at Jazz ville kaste en besværgelse eller snebold efter ham), ragede Jazz en høstblomst og Jazz ignorerede denne fuldkommen.

words: 396.
tagged: jasper wayland & gabriel canon
place: gården.
notes:
quote: unknown.

[/size][/font][/color]

[Gabriel Caron]

Jasper Wayland & Gabriel Caron

”Hvad lyder det som om” svarede han da denne spurgte om han gjorde grin med hans hår. Han synes han havde snakkede ganske klart og behøvede ikke uddybe sig yderligere. At denne stak hænderne i lommen skræmte ikke Gabriel, selv ikke hvis denne skulle trække sin stav. Selv hvis Jasper skulle angribe ham ville alle se at løven startede med at angribe, det vil sikkert ødelægge hans rygte så han måtte hellere holde sig i skinnet medmindre han skulle stå til ansvar for en del han ikke ville bryde sig om. Gabriel følte sig ikke hævede over alle andre, spurgte man ham ville han sige at han VAR højt hævede over alle andre. Han var fuldblods og af de reneste slægter og de største slægter i verden, han havde en del at blære sig med. Desuden klarede han sig ret godt i skolen og fagene og var ret god især i besværgelser og i Forsvar Mod Mørkets Kræfter, derfor kunne han selvsikkert kaste en forbandelse over denne men han ville ikke udslette sine chancer for at blive leder af The Riddlers. Dertil var alt andet ligegyldigt.


Da denne fulgte efter ham og ordene rungede i stilheden standsede Gabriel og vendte sig halvt om. ”Wayland.. smut hjem og spise noget chokolade, det er ikke gået op for dig at vi voksne afgør vores kampe med staven ikke med en sneboldskamp” svarede han. Jo Gabriel vidste en del om folk omkring ham, især de der ønskede hans opmærksomhed som denne så mange gange havde gjort. Af den grund vidste Gabriel hvad denne elskede og hvad der var hans styrker og svagheder. For at svar på Jaspers ord sagde han ganske kort ”Jeg vil bare nødigt se løven tabe hovedet” svarede han hvilket fik de nærmeste omkring ham til at le. Folk samlede sig skam. Holdt afstand men lyttede opmærksomt og sørgede for at vide hvem der så ud til at være den sejrende, man vil nødigt holde med den forkerte eller overhovedet sige noget forkert. Himlen var blevet helt grå, skyerne stod tætte sammen i himlen og inden der var gået mange sekunder ramte en snefnug ham på næsen. Nogle sekunder efter faldt sneen i tætte stød ned over gården men Gabriel så ikke ud til at fortrække en mine.


Tag: Jasper (Jazz)Wayland
Words: 378
Notes: Nope

[Jasper Wayland]

snowflakes are kiss from heaven , don’t you think?

jasper wayland & gabriel caron

[/b]

Jazz så på Gabriel, da denne kom med det endelig svar: og Jasper havde vel hele tiden været klar over sandheden. ”Jamen, du af alle burde jo vide at min hår gør man ikke grin med..” svarede han og løftede et øjenbryn. Han havde hørt få rygter om at Gabriel sørgede for at finde du af så meget som muligt omkring de personer han ikke kunne lide, så han kunne finde ud af hvordan han bedst kunne sætte dem på plads, og det var ikke ligefrem fordi det var en hemmelighed at Jasper holdte af sit hår.
Jazz var udmærket klar over, at angreb han Gabriel nu ville det være ham der fik alt balladen og hans rygte det gik ud over. Men skulle han være helt ærlig gjorde det ham ikke det helt store: Eftersidningerne havde han så mange af, at en til eller fra et gjorde det helt store og angående rygtet? Tjoh, dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Desuden ville de fleste løver bare sige godt gået til ham, hvis det lykkedes ham at ramme Gabriel: uanset om Jasper så angreb først eller ej.

”Eller også er du bange for at tabe til mig. Men fint, Caron: lad os tage en duel. Jeg er ikke bange for dig, hvis det endnu ikke er gået op for dig” svarede Jasper og slog ud med armene, men stak dog kort tid efter hånden ned i jakkelommen og lod sin hånd tage fat om hans 11 tommer lange tryllestav bestående af Lobalug-gift, og med Vinstok som træsort, for dernæst at trække den op.
Han stod der nu, klar og afventende, og ventede på Gabriels næste træk.
At sneen faldt ned på ny omkring dem, gjorde ikke Jasper så meget: selv om han elskede sneen og helst ville kaste rundt med det nyfaldne, var det ikke tidspunktet for dette og et forkert træk, som et kig mod himlen kunne meget vel gøre at det var ham der endte på Hospitalsfløjen.

words:330
tagged: jasper wayland & gabriel canon
place: gården.
notes: jeg undskylder for længden!
quote: unknown.

[/size][/font][/color]

[Gabriel Caron]

Jasper Wayland & Gabriel Caron

Gabriel havde ingen planer om at lade denne unge få hvad han ønskede, ikke lige med det samme i hvert fald. Nej han skulle jo forestille at være den modne af de to og det agtede han at vise selvom det intet betød for nogen som helst. Han var kendt for ikke at bruge nævnerne i kamp men lod sine evner inden for magi tale for sig. desværre for mange undervurderede de ham fordi han så sjældent trak sin stav, men han trak endnu sjældnere staven uden at bruge den så så man ham med den i hånden kunne man være rimelig sikker på at nogen ville smage noget af hans magi. Han havde vendt sig helt om mod Jasper så han stod ansigt til ansigt med knægten, ja for i Gabriels øjne var denne en knægt så længe han var yngre end ham. at denne var ligeglad med omtalen kunne komme bag på Gabriel men hvis han skulle være overrasket kunne det ikke ses på ham. han virkede lige så ligeglad, og lige så udtryksløs som før. Ja det så nærmest ud som om at Gabriel befandt sig i sin egen lille verden hvilke man godt kunne kalde det. En verden fri for muggler og tåber som den der stod foran ham nu.


Da Jasper trak sin stav så Gabriel roligt på ham, helt udtryksløst og uden så meget som et hævede bryn eller andet der kunne indikere eller fortælle at han var levende, ja han kunne i de få sekunder gå udefra at være en statue. ”Hvad er det vi skal dueller om Wayland?” ja hvis Gabriel skulle trække sin stav ville han gerne vide hvorfor han gjorde det, hvad skulle han kæmpe for sin ære? Eller var det noget helt andet. Det ville være sjovt at høre svaret for han anede virkelig ikke hvad knægten ville have ham til at dueller, han havde kun trådt ham over tæerne nogle gang og det var kun sket fordi han absolut ville have Gabriels opmærksomhed så selv uden om det var han jo. Han så afventende på Jasper, denne måtte heller komme med et ordentligt svar for intet andet kunne holde Gabriel stående der meget længere.

Tag: Jasper (Jazz)Wayland
Words: 366
Notes: Nope