|
|
Post by emma on Jan 7, 2011 21:35:07 GMT 1
... Loud and clear ,
Januarsolen stod lige over trætoppene på den forbudte skov og fik snedriverne til at skinne og glitre med alle regnbuens synlige farver. Det var vindstille og lyden af skoleklokken ringede for sidste gang ud for de elever der stadig havde time.
Emma var en af de første der fik rengjort sine hænder i den hvide sne efter Magiske dyrs pasning og pleje. Hun strøg et par fugtige hænder igennem de løse lokker og trak så huen ned over dem, inden hun smed rygsækken over den ene skulder og forlod folden, der denne gang havde huset to sæt testraler. De var usynlige for Emmas øjne, glade for at flænse kød og væsentligt mindre glade for at få klippet tånegle.
Ofte fulgtes hun med en eller flere af sine klassekammerater, men nogen gange var det bare rart med lidt stilhed, også selvom de havde fået at vide de skulle passe på efter tragedien til yulefesten.
Hun havde sin tryllestav klar i lommen og det var jo højlys dag... Midt på Hogwarts. Intet kunne for alvor gå galt sådan en dag som i dag, kunne det?
Hun nynnede en lav melodi imens hun fandt vejen op, op og op af den smalleste rydede sti der førte hende på en lille omvej imod slottet, som tårnede sig op i landskabet. Halvt oppe af skråningen standsede hun op og vendte sig rundt, midt mellem de sten der havde stået her altid, for grunde ingen kendte til længere. Udsigten herfra var fabelagtig og den blev ikke det mindste ødelagt af synet af hendes klassekammerater i en lille flok, der var på vej op af den bredere og kortere vej til hovedindgangen på den anden side. Tværtimod. De blandede farver fra hendes med-elevers tørklæder lyste kønt op i det hvide landskab og hun spekulerede over hvordan hun mon selv så ud, en enlig skikkelse midt i det hele, helt sort og gul som en lille humlebi. Tag: Christopher Noah Abbey
& Aeron Langdon Williams |
|
|
|
Post by Aeron Logan Williams on Jan 7, 2011 22:16:05 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WE WASTED SO MANY DAYS
OURHEARTSDARKASTHERAIN
WE LIVE IN A BEAUTIFUL PLACE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Hvor havde Aeron været under julefesten? Han havde gjort hans entré, rystet fjererne på dansegulvet og havde jagtet lidt opmærksomhed, men hvor havde han været da det hele skete? Han kan huske, at han blev kaldt til storsalen, skulle samle hans kollegium og sørge for at holde dem i ro... En professor blev overfaldet.
Aeron havde rystet det værste chok af sig i det øjeblik han blev mindet om hans vejleder-skilt, og han havde ikke skænket det en eneste tanke siden da. Han havde det vel med at fortrænge det værste, ligesom så mange andre? Til gengæld var han blevet mindet om det et par gange siden han var kommet tilbage fra juleferien. Det var hans job som vejleder at sørge for, at ingen elever strøg omkring på egen hånd. Ærlig talt fandt han det en smule latterligt. Han kunne ikke se hvorfor denne person skulle slå til igen, så hurtigt, når denne person sikkert vidste, at sikkerheden var sat op. Men stadig bekymrede han sig en smule, især da han fangede Emma traske igennem sneen på egen hånd.
Aeron dykkede hænderne ned i den kolde sne, skrubbede dem hurtigt og tørrede dem af i halstørklædet inden han samlede den brune lædertaske op og skyndte sig efter Emma.
Elfenbens staven var trukket da han indhentede hende. Han løb ind foran hende og strakte armene ud, ryggen til hende. Han kiggede sig teatralsk omkring og drejede hurtigt om, stadig i karakter. Aeron holdte en finger op mod hans læber. "Ssh!" Han stak hovedet til den ene side for at kigge over hendes højre skulder, og gentog med hendes venstre inden han rettede sig op og sendte hende et smil, tilbage til ham selv, som havde intet hændt. "Faren er over," lo han og stoppede staven tilbage i tasken. |
|
|
|
Post by noah on Jan 7, 2011 22:55:09 GMT 1
til EMMA OG AERON
Noah viklede det sortgule-halstørklæde om halsen en ekstra gang, for at holde så meget af frostens bid væk fra hans hud som muligt. Skolekappen hvislede let hen over det tykke lag sne, og gjorde det nederste af hans gevandter fuldstændigt gennemblødt. Han kunne selvfølgelig have benyttet en af de dertil ryddede stier, men han havde nu alligevel syntes at det ville være en bedre genvej at slå over plænen. Men, igen, der havde han ikke lige tænkt på sneen. Han havde netop haft en af sine højt værdsatte fritimer, i hvad der nok havde været den nemmeste dag i hans skoleår, so far. De eneste timer han havde haft, var morgenens dobbeltlektion i Botanik. Noahs hænder sved stadig en smule bag handskerne, på grund af den bobutubevæske hans sidemakker havde spildt ud over ham, selvom det var godt en time siden.
Dette gik han stadig og skumlede over, da han fik øje på to velkendte skikkelser ikke langt fra ham. Med en dæmpet latter rettet mod sig selv, satte han farten op, og halvbuldrede ind i siden på Emma, som sikkert ville have væltet til den ene side, hvis han ikke samtidig havde slynget en arm over hendes skuldre.
”Jamen halløj, lille du. Savnet mig?” han vrikkede kækt med øjenbrynene, før han løftede armen i hvad der skulle have været et forsøg på at rode i hendes hår, men mere blev et klap på hovedet, siden hun bar en hat. Derefter rettede han opmærksomheden imod Aeron, og sendte ham et drenget smil.
|
|
|
|
Post by emma on Jan 8, 2011 1:55:31 GMT 1
Vacation's over, school is here ,
Emma stod helt afslappet og nød det stille øjeblik med blikket ud over træerne, da Aeron kom løbende efter hende hen af stien. Hun vrikkede lidt frem og tilbage med hovedet, afventende af han indhentede hende.
Da det skete, hævede hun et enkelt øjenbryn med et smil og fnøs muntert. Han gav sig straks til at til at opføre et lille teatralsk skuespil for hende, og ikke med nogen særlig overbevisende resultater heller. “Pas på, at du ikke kommer til skade med den der,” grinede hun, imens han puttede sin tryllestav væk i lommen igen. Det ville være en anelse tragikomisk hvis han, i sin lille demonstration af agtpågivenhed over for farer, kom til at ramme sig selv med en ufrivillig besværgelse. Den slags skete. “Man kunne måske forestille sig at... Ungh!”
Hun havde netop hævet en belærende finger med et drillende smil, da hendes bredskuldrede ven væltede klods ind i hende. Emmas overraskede ansigtsudtryk matchede fuldstændig den lyd der forlod hende. Så snart hun fik forsikret sig om at det ikke var en bjørn der havde tromlet hende ned, begyndte hun dog at grine igen og tjattede lidt til Noahs skulder. “I to er farlige for jeres omgivelser!” Erklærede hun. “Den ene vifter hasarderet rundt med sin tryllestav og den anden...” Hun kastede et blik på Noah og formåede overhovedet ikke at se alvorlig ud. “... Den anden mosler dem der er mindre end ham selv!” Hun slog hans arm væk da han gav sig til at klappe hende på hovedet og rettede på sin hue så den sad ordentligt. Tag: Christopher Noah Abbey
& Aeron Langdon Williams |
|
|
|
Post by Aeron Logan Williams on Jan 8, 2011 16:34:59 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WE WASTED SO MANY DAYS
OURHEARTSDARKASTHERAIN
WE LIVE IN A BEAUTIFUL PLACE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Aeron ville aldrig have kunnet finde to venner der kunne måle sig med Em og Noah. De havde et venskab som ingen andre, der byggede på tillid og respekt. De havde det sjovt når de var samlet, de kunne have det sjovt hver for sig, og der var aldrig et tredje hjul. De havde desuden en forståelse for hinanden, som non-verbal magi imellem dem. De var hans fristed når alt andet syntes for klemt.
”Abbey... Ivory...” Han nikkede højtideligt, bukkede dybt og lod smilet angribe hans læber da han ikke længere kunne holde det tilbage. Aeron tog Emmas anden side og lagde en arm om hendes skuldre. ”Hvis en vejleder havde fanget jer på egen hånd!” begyndte han ud med mens han guidede dem på vej igen. Aeron havde snart en lektion i Muggle Studier, selvom han ikke vidste hvem der ville tage over.
”Hvordan var fritimen, Noah?” Et hurtigt emneskift var en af hans bedste egenskaber, og også grunden til at Gillian og Evania kunne overleve de par uger de måtte dele samme tag. ooc: sorry, har tabt min inspiration på gulvet, men er i fuld gang med at lime den sammen igen. |
|
|
|
Post by noah on Jan 9, 2011 21:46:55 GMT 1
til EMMA OG AERON
Noah skyede lidt væk fra det svage dask der røg ud imod ham, men tog trods alt imod det alligevel, med et udfordrende smil der blev til en dyb, hjertelig latter og en let hovedrysten. Emma havde en seriøs pointe, og Noah kunne ikke lade være med at smile bedrevidende til Aeron, før han skævede ned til Emma og klappede hende en enkelt gang på skulderen.
”Ser du, mini. Det er skam bare fordi du er alt for nuttet til at lade være i fred,” han blinkede kækt med det ene øje, for efter at himle teatralsk med øjnene af sin egen klæbrige opførsel. Kort efter havde Aeron dog også placeret armen om sin kusine, og Noah som netop havde trukket sin til sig, valgte at stikke de hænderne i lommen på hans kappen, mens han så lige hen over hovedet på Emma, til Aeron der tårnede sig op ved siden af hende på den anden side.
”Horribel. Fritimer er stærkt overvurderet,” sagde han med et påtaget seriøst ansigtsudtryk, før hans smalle læber krøllede sig sammen i et smil der viste de fleste af hans tænder.
”Er det ikke sådan noget man skal sige, for at falde i god jord hos en vejleder? Hm?” Et mørkt øjenbryn skød i vejret sammen med, at smilet voksede. En ting var sikkert, uanset hvilket humør man havde været i før Emma og Aeron marcherede ind i billedet, smeltede det sammen til god stemning næsten med det samme.
Ubevidst om at han stadig så lige han over hovedet på Emma, der nok ville være en anelse anstrengende for hende i længden, blev hans ansigtsudtryk dog mere seriøst og afslappet, som tegn på at han havde droppet sarkasmen for et stykke tid.
”Jeg forstår ikke hvordan I kan holde Magiske Dyrs Pasning og Pleje ud i længden. Godt det ikke er mig,” han klukkede let og så ned på Emma, der befandt sig imellem Noah og Aeron, en ligeså stor del af Noah som hans bedste ven var. Ærligt talt, vidste han ikke hvad han skulle gøre mellem de to, men alligevel gnavede skylden over ikke at have delt en essentiel ting med de to stadig i ham. Men han kunne ikke få sig selv til at fortælle om Anne. Var Aeron og Emma ikke hans frirum? Det var muligvis forkert, but so be it.
ooc: du er ikke alene ethan D:
|
|
|
|
Post by emma on Jan 11, 2011 0:44:48 GMT 1
We hunt our pencils and our books
Emma puffede en albue i siden på Aeron, men lod sig villigt føre videre op imod slottet. Hun havde selv en herlig fritime i vente, men der var selvfølgelig grænser for hvor herligt det ville blive, at terpe Magiens historie, der ganske vidst var et af hendes ynglingsfag, men trods al entusiasme havde et frygtelig bredt pensum i år. Ingen af de sjetteårs elever der havde fortsat faget efter deres U.G.L.'er var i tvivl om grunden. Deres lærer havde startet sidste semester med at annoncere at der ikke var længe til, at de skulle tage deres F.U.T.'er. Denne skræmme-taktik var ingen nyhed på slottet. Stort set alle lærere brugte den i højere eller lavere grad.
“En rigtig vejleder ville ikke kalde det en fritime, Aer,” drillede hun useriøst. “De frie timer på jeres skemaer er ikke fritid – det er tid til at læse op på det store pensum i vil skulle igennem i de fag i har valgt at tage i år,” citerede hun kollegieoverhovedet næsten ord for ord, viftende en belærende pegefinger af sin mest ranglede ven med et bredt smil.
Hun fnøs og himlede med øjnene af Noahs lidt for sukkersøde pjat. “Gem det til pigebørnene, Noah... Hvis de da falder for den slags. I øvrigt er jeg ikke lille – i er bare enorme," pointerede hun, imens de bevægede sig tættere på slottet.
“Magiske dyr er sådan rimelig spændende,” svarede hun med et let skuldertræk, som en temmelig dårlig fortaler for emnet. Det var ikke et af hendes ynglingsfag. Hun foretrak jord og plantesaft frem for afføring og blod. Tag: Christopher Noah Abbey
& Aeron Langdon Williams-----------------------------
Damn you two! I smitter. >__< |
|
|
|
Post by Aeron Logan Williams on Jan 16, 2011 16:31:18 GMT 1
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WE WASTED SO MANY DAYS
OURHEARTSDARKASTHERAIN
WE LIVE IN A BEAUTIFUL PLACE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Aeron satte farten lidt op og lagde et par skridt imellem ham og de to andre. Selvom han var en lidt atypisk vejleder, var han stadig klar over hans ansvar og hans opgave, og i øjeblikket var sikkerheden skærpet efter hændelsen til juleballet. Han tvivlede dog på, at nogen kunne finde på at angribe ved højlys dag, men han kunne ikke være sikker. Hvis den person - eller de personer - kunne finde på at angribe under en stor forsamling som juleballet, var det ikke til at forudsige hvad der ellers kunne ske, men han kunne ikke spejde flere elever på udflugt på egen hånd.
"Abbey, ikke lyve!" drillede han og drejede omkring mens han fortsat gik baglæns. En enkelt fritime var som et lille øjeblik i himlen. Selvfølgelig burde han bruge den som Emma prædikede, men han var oftest for udkørt til at bruge den til andet end at slappe af. Aeron brugte ikke engang tiden til at drage mod Hogsmeade eller i selskab med venner - han brugte den, henslængt på en sofa eller i hans seng.
"Uden fritime ville jeg hurtigt have tilsluttet mig Hogwarts' forsamling af spøgelser," svarede han Emma med et smil. Han kunne lige se sig selv i selskab med den Blodige Baron.
"Desuden kan din vejleder kun bestikkes med Græskar Juice eller Ingefær øl," kommenterede han med en løftet pegefinger inden han næsten snublede over hans egne fødder. Han stoppede op for enden af den bakke de netop havde været i færd med at bestige.
"Jeg har kun taget Magiske Dyrs Pasning og Pleje fordi jeg havde brug for at vide, hvordan man tæmmer vilde dyr. Meget praktisk når det også kommer til den kvindelige befolkning på skolen," pointerede han halvkvalt i latter. Aeron havde fundet faget meget spændende, også selvom det ikke altid var lige så glamourøst som de andre fag.
"Hvad tror i, at de har tænkt sig at gøre ved hele situationen fra juleballet?" Aeron havde håbet på, at han - som vejleder - ville vide lidt mere end som så, men han stod lige så meget i uvidenhed som alle de andre elever på skolen. Nysgerrigheden var dog langsomt igang med at æde ham op indefra. At se passivt til havde aldrig ligget til hans personlighed. Han var dog ikke så dumdristig at han søgte faren ud selv, men han håbede at der var nogen der arbejdede på sagen.
|
|
