Træning - Coincidences

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

I og med at Mary til at starte med havde været lidt nervøs for hele konceptet med dueller, var det ganske naturligt at hun var dukket op til træningstimen. Rektorens tale var ventet og ikke meget anderledes fra hvordan han som sædvanlig gjorde det. Mary skiftede vægten fra den ene fod til den anden og drejede tryllestaven rundt i den ene hånd. Så snart han annoncerede at det var tid til at begynde, så Mary sig om efter sin veninde, for blot at finde at denne allerede havde dannet par med en jævnaldrene dreng, som Mary vidste hun var vild med.

Dog efterlod det lidt den rødhårede heks alene og hun så sig omkring med et søgende blik for at finde en anden uden partner, som hun ikke ville have meget imod at duellere med.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey ● Outfit: Here

Simon fnøs lidt, som han betragtede hans eneste nærme og potentielle modstander blive snuppet til anden side. Han himlede med øjnene, drejede sig en halv omgang og spejdede efter alternative muligheder, uden at finde nogen af de sædvanlige. Endelig faldt hans blik på en jævnaldrende løve med tilhørende rød manke, som så lige så søgende ud, som han selv gjorde. Begge hans øjenbryn røg en anelse op og han tænkte ved sig selv, at hun i hvert fald næppe ville blive den store udfordring.

Et prøvende smil udgjorde den første og nonverbale del af et spørgsmål, før han trak lidt på skuldrene og så opfordrende på pigebarnet foran ham. Han trådte et par skridt nærmere, placerede sin tryllestav i venstre hånd for en kort bemærkning og stak den højre ud til hende. ”Simon Lithgow,” præsenterede han sig selv, trykkende hendes hånd, før han tog et skridt bagud igen og skiftede tryllestaven over endnu engang. ”Skal vi?” Han smilede skævt, gjorde det traditionelle buk og rettede sin stav imod hende, før han gjorde et udfald og samtidig udtalte besværgelsen: ”Expelliarmus,” der var nogenlunde så mildt, som en start overhovedet kunne blive. Han ville nødig se tøsebarnet gå i stykker over en fuld kropslammer. I hvert fald så længe hun intet selv havde gjort.

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Marys blik blev fanget af et genkendeligt ansigt og uden tøven gled hendes blik kortvarigt ned til skiltet på hans trøje for at bedømme hvem at de to kandidater det måtte være. Dog formåede han selv at løfte sløret og Mary fandt sig trods alt ganske lettet over ikke at stå overfor Slytherins anfører, skønt hun udmærket vidste at hendes chancer ikke blev større af den grund. Et venligt smil voksede sig frem, samtidig med at et rødt øjenbryn skød i vejret og hun rakte frem og trykkede hans hånd. "Mary Abbey," tilkendegav hun og nikkede, mens hun trådte et par skridt tilbage og gik i position.

"Protego!" Hans udfald kom hurtigt og præcist og hun fremsagde skjoldbesværgelsen i allersidste øjeblik, mens hun trods det kunne mærke hvordan træet gav sig i hendes hånd og hun greb hårdere fat. Uden at tøve svang hun staven og udtalte klart: "Levicorpus!" Som besværgelsen fløj af sted slog hun et slag med nakken, for at få det røde hår til at danse om på ryggen og trådte en smule længere bagud med det ene ben i en forsvarsberedt position.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey ● Outfit: Here

Simon nikkede, trykkede hendes hånd og smilede i det korteste øjeblik charmerende, før han trådte bagud, bukkede let og gav sin afvæbnings-teknik et forsøg. At det slog fejl var ikke den store overraskelse. Han var forberedt på både afværgelsesformularer og modbesværgelser og havde sine egne klar i ærmet uden at behøve den store reaktionstid. Med et simpelt sving med sin mørke tryllestav spejlede han hende. Et sikkert ”protego,” forlod hans læber, før han kneb øjnene bare en anelse sammen, som besværgelsen knustes imod det skjold, der opstod. Rundt omkring dem gjorde andre elever samme øvelse med mere eller mindre succes, men han lod sig ikke distrahere. Han gjorde et udfald, pegede spidsen imod sin rødhårede modstander og holdt den stille, som han så hende direkte i øjnene og åbnede munden igen ”Langlock!”
Et skævt, selvsikkert smil hvilede på hans læber, selvom han, ganske fornuftigt, forventede at hun også ville afværge denne besværgelse. Det gjorde ham ikke det store. Dagen i dag var en leg. Han ville gerne lege med, så længe han i sidste ende vandt. Det gjorde absolut intet, hvis der var lidt sjov på vejen og at se denne Mary Abbey med tungen limet fast til sin gane kvalificerede i hvert fald sig sig som sjovt.

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary forventede at Simon på samme måde blokerede hendes besværgelse og forberedte sig på at give tilbage igen da Simon sendte en ny af sted. Hun var dog ikke hurtig nok og nåede ikke fremsige den afværgende, hvilket ledte til at hun i stedet vred overkroppen kraftigt til den ene side og så besværgelsen stryge lige forbi sin næse. Mary formåede overraskende nok at give et smil fra sig, men hun gav sig dog ikke tid til at komme helt på plads igen før sekundet efter sendte et "Obscuro!" tilbage til Simon og rettede sig da helt op igen.

Omkring dem fløj adskillige besværgelser frem og tilbage og få ramte andre end den tiltænkte, men Mary lod sig ikke distrahere af det. Hun var ret sikker på at modstanderen ville udnytte lejligheden til at kaste en eller anden besværgelse efter hende, som hun ikke ville nå at undvige. Mary vægtede staven i sin hånd og ventede på Simons næste angreb, der ikke kunne komme mange sekunder efter hendes eget.


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey ● Outfit: Here

Simon blottede tænderne, da hans forbandelse strøg tæt forbi modstanderen. Han afværgede hendes modsvar med samme selvsikre udgave af den beskyttende besværgelse som før. Det var forudsigeligt, præcis som deres et skridt frem, et skridt tilbage taktik var det og begge dele blev hurtigt kedeligt. Upåvirket af stagnerede gamle regler for præcis hvad der var god kutyme, lagde han derfor an med en klar plan. Han gentog sit ”langlock,” men hvilede ikke på laurbærene eller slappede af.

Da først den ene besværgelse var sendt af sted, hævede han igen staven. Han ventede ikke på hendes modbesværgelse, men langede ud og kom med et højlydt ”stupefy,” der fangede de nærmeste menneskers opmærksomhed og kostede en enkelt uopmærksom femteårselev kontrollen over sine egne ben, der gav sig til at steppe, efter at være blevet ramt af hendes modstanders forbandelse.

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary var ikke forberedt på styrken af to besværgelser i træk og kraften de ramte hendes forsvar med gav genlyd og blev kun lige akkurat bremset af hendes svage skjold. Trykket fik hende dog til at miste balancen og falde tungt ned på halebenet, og fik hende til at give et lille udbrud af smerte fra sig. Hun hævede staven fra sin siddende position og slog et sving i luften med staven mens hun i det ene sekund mumlede "Avis," og i det næste sendte et par luset-udseende kanariefugle af sted som projektiler ved at give igen med et højt: "Oppugno!"

Marys bryst hævede sig hurtigt op og ned og hun prøvede at ignorere den særligt påtrængende ømhed i det ramte haleben. Hun var udmærket klar over at hun i dette tilfælde ikke havde nogen som helst form for overhånd, men det hindrede hende ikke i at forsøge. Som Simon havde gjort ventede hun ikke længe før en tredje besværgelse kom fra hendes side og hun med et lysglimt tilføjede: "Hæmmer!"


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey ● Outfit: Here

Simons greb om det mørke træ strammedes i et kort øjeblik, som han så Mary falde. En uvelkommen strøtanke fløj forbi ham i et øjeblik og han rynkede panden, imens han rystede på hovedet for at jage den på flugt. Han var dog distraheret længe nok, til at de små, hidsige fugle, som hun sendte imod ham, kom susende, da først han var fuldt tilstedeværende igen.
Med en lettere hidsig lyd, svang han staven hårdt i luften og destruerede dem i en røgsky, før de fik hakket ham til blods. Instinktivt afsluttede han med et næsten hvæsende ”protego,” og afværgede stort set ubevidst den næste forbandelse. At det ikke var gået helt som han havde forventet fremgik dog tydeligt. De lyse hår strittede og hans puls var hurtig, da han rettede ryggen.

Han var ikke tilfreds. Det der skulle være en leg havde vist sig at være noget mindre ligetil. Uden tanke for den uacceptable strøtanke, der intet hold havde i virkeligheden, slog han endnu engang ud med et sammenbidt og indædt ”Alarte Ascendare!” Han gav ikke Mary et øjeblik til at fatte sig denne gang, men lod staven forblive rettet direkte imod hende før et næsten roligt ”Petrificus Totalus,” fulgte og skød af sted.
De ellers så lyse øjne var en anelse formørkede, ligesom det fremgik tydeligt, at han var blevet en anelse hidsig over de fremtryllede fugles angreb, der desuden havde efterladt ham med et par rifter efter skarpe næb.

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Marys haleben gjorde ondt fra faldet og det var svært ikke at komme til at koncentrere sig om det og da Simon agressivt sendte endnu en forbandelse i hendes retning, nåede hun intet gøre før den ramte. Mary gav, uden at kunne forhindre det, en skrækslagen lyd fra sig, da hun med voldsom kraft blev slynget op i luften.

Tryllestaven var røget ud af hendes hånd og landede på gulvet med en svag lyd, der blev overdøvet af larmen fra de andre dueller. Kraften der havde trukket hende op gav pludselig slip og hundrede ting løb igennem hendes hoved, som hun forsvarsløs satte kursen imod det hårde stengulv igen og så endnu en besværgelse, hun ikke havde hørt ham sige, stryge lige forbi hendes faldene skikkelse.

Mary og gulvet kolliderede hårdt med hinanden og et jag af smerte gik igennem hendes krop, især omkring den ene hofte der havde taget det meste af faldet. Hun gjorde ingen anstalter til at gribe sin tryllestav igen, men så blot på Simon med et vantro og lettere svømmende blik, før hun måtte se væk og skære en smertefuld grimasse da hun forsøgte at rette sig helt op.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey & Edward Kennith ● Outfit: Here

Simon havde ikke rigtig forventet at hans første besværgelse ville ramme ind. Da Mary fløj igennem luften, spærrede han derfor øjnene lidt op. Hans sidste forbandelse susede igennem luften og farede forbi, men han var allerede på vej over imod den jævnaldrende pige i fire lange skridt, imens han stak tryllestaven ned i sin lomme. Rundt omkring dem var et par stykker bremset i deres uskyldige træning.

Simon bandede og faldt ned på det ene knæ på det hårde stengulv. Han så på hende med fortrydelse, bed ned omkring sin underlæbe og lagde instinktivt den ene hånd på hendes skulder. ”Undskyld,” mumlede han utydeligt med rynket pande. Han rakte hende sin frie hånd og møvede den anden om bag hendes skulderblad, så han kunne støtte hende. Det første slag af panik var blevet overdøvet af pragmatisk fornuft og han overvejede præcis hvor slemt faldet havde været.

[Edward Kennith]

Let the punishment fit the crime

Kennith passerede ned mellem de duellerende par af elever med sit vanlige ulæselige ansigt, mens han noterede sig både plusser og minusser rundt omkring hos de fleste. Enkelte steder brød han ind og rettede på enten teknik, holdning eller andet hans skarpe blik dømte uacceptabelt og stoppede først, da lyden af fuglekvidder og flaprende vinger, fangede hans opmærksomhed lidt til højre for ham.

Han vendte sig og lod blikket finde frem til kilden, Meredith Abbey, siddende på gulvet med sin stav pegende mod sin modstander, den lyshårede vejleder fra Slytherin. Kennith rynkede brynene lidt mere end de altid var og stillede sig med korslagte arme og betragtede parret, mens Simon fægtede efter de pjuskede småfugle og forsvarede sig, for så at svare igen med en besværgelse der fik Kennith til at reagere med det samme. Dog ikke hurtigt nok til at forhindre at hans modstander fik en flyvetur nogle meter bagud før hun ramte gulvet hårdt med en dump lyd.

Kennith var i bevægelse allerede før hun landede og hævede stemmen så ingen i salen ville være i tvivl om hvem han var på vej hen til "Lithgow!" han nåede frem til Gryffindor-eleven på gulvet, langede ud og gav Simon et solidt nakkedrag sammen med et gennemborende blik "Uacceptabelt, Lithgow!" han satte sig på hug på den anden side af pigen og så inspicerende på hende "Abbey.. Se på mig!" han ventede til han havde øjenkontakt med hende og var sikker på der ikke var sket noget alvorligt med hende og hjalp hende op at stå med hjælp fra den lettere blegnæbbede knægt. Han bøjede sig lidt mens han lagde hænderne let på siden af Merediths ansigt og igen så vurderende på hende, før han nikkede let og slap hende helt "Jeg sender dig en tur op til Grey på hospitalsfløjen. For alle tilfældes skyld." han flyttede blikket, der igen blev hårdt, til Simon og fortsatte "Mr. Lithgow her kan passende vise sin gode side og følge dig derop, mens han tænker over de fem point jeg trækker fra Slytherin." han så fra den ene til den anden og viftede så en utålmodig hånd mod de store dobbeltdøre ud af salen "Afgang!" han blev stående og så afventende på dem til de begyndte at gå og vendte sig så mod salen igen og fortsatte sin vandring ned mellem rækkerne "Ikke mere drama at se på. Næserne lige frem og fortsæt!"

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary nåede knap lande på gulvet, før hænder greb fat i hende og en anden dyb stemme, ud over den svage mumlen fra Simon, rungede højt i nærheden. Hun skar en grimasse mere og så op imod Simons undskyldende ansigt, som han møvede en hånd bagom hendes skuldre. Hun nåede dog intet gøre eller sige noget før professoren dukkede op og hun en anelse desorienteret fik drejet hovedet og gjorde som forlangt. Selvom det ikke var hendes intention, måtte hun holde svagt fast i mændene der hjalp hende på benene og kunne ikke holde et lavt "Av," tilbage.

Hele hendes højre side sved stadig fra slaget og hendes hofte og skulder føltes fuldkommen følelsesløse, mens hendes hoved snurrede af en ubehagelig hovedpine og Mary gjorde ingen anstalter til at protestere da Kennith så vurderende på hende.

Derimod rynkede hun svagt på næsen da professoren bad Simon om at følge Mary til infirmeriet, men vidste at det ikke ville hjælpe at komme med indvindinger. Hun slap hurtigt Simons arm, som hun havde holdt ved da hun igen skulle på benene og lod ømmende hånden glide over sin skulder, mens Kennith hoppede videre i teksten og forlod de to. Mary brød sig ikke særligt meget om at Simon skulle følge hende til hospitalsfløjen og hun ville egentlig bare gerne være fri og komme så hurtigt ud fra salen som muligt. "Jeg behøver ingen… hjælp," stønnede hun lettere omtumlet og nåede at tage et enkelt skridt frem, inden hun måtte stoppe fordi hun følte sig svimmel.

[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey & Edward Kennith ● Outfit: Here

Simon faldt ned på det ene knæ på gulvet nogenlunde samtidig med, at Professor Kenniths håndflade kolliderede med hans baghoved og næsten fik ham til at se stjerner som resultat. Han blinkede hårdt flere gange og så omtumlet op på underviseren, før hans blik igen vendte tilbage til Mary.

Imens fokus lå på hende, tillod han sig at skære en grimasse af smerte, der dog hurtigt var væk igen, inden de hjalp hans rødhårede klassekammerat op at stå igen. Han slap hende selv umiddelbart efter og så temmelig sørens skyldbetynget ud, som han hævede sin ene hånd og kørte den igennem det lyse hår med et akavet, undskyldende blik. Det flakkede til professoren, men blev ikke mindre beklagende af den grund. Selv ikke hans eget navn, nævnt sammen med de fem point han tabte for sit kollegium, fik ham til at ændre grimasse.

Han nikkede blot med et; ”Ja, Professor,” og ignorerede Marys protester fuldstændig, da han greb fat omkring hende med den ene arm og støttede hende i hendes vaklende gang. ”Det er åbenlyst at du gør,” mumlede han lavmælt. ”Desuden bliver jeg nødt til at have det ud af dig hvordan du fik gjort de fugle så bidske, så du kan nok se, at der ikke er andet for end at få dig for mig selv,” fortsatte han lavmælt og mildt drillende, imens han støttede hendes gang ud af salen. Han ignorerede de andre elevers stirren og overvejede endda i et kort øjeblik at svinge hen op i sine arme, for at få dem hurtigere ud derfra, men opgav med det ræsonnement at han egentlig ikke var sikker på om han kunne bære hende.

[Meredith Abbey]

because everything
happens for a reason

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary opgav hurtigt sit foretagende og forsøgte ikke at protestere eller komme med en undskyldning igen. Hun rynkede dog svagt på panden, ikke synderligt stolt af situationen, og gjorde alt hvad hun kunne for at ignorere de enkelte nysgerrige blikke der fortsat hvilede på de to. Hun var lige ved at trække sig en smule væk da Simon kom tæt på, men nåede intet før han havde grebet fat om hende og hun fandt at hun havde alverdens brug for støtten. Hun tøvede dog lidt før hun til sidst gav op og placerede sin hånd på hans skulder og begyndte at gå med skridt der ikke var helt smertefrie.

Mary blev en anelse overrasket over Simons ord og hævede øjenbrynene og så på ham med et forvirret blik, inden det gik op for hende at han lavede sjov, på trods af at han lige havde mistet kollegiepoint og af den grund burde virke mere bitter. Hendes modvilje imod slangen svandt hurtigt ind og til endnu større overraskelse kom hun til at smile og fnyse muntert, om end en anelse anstrengt af de ubehagelige bevægelser. "Som om jeg har tænkt mig at afsløre den eneste ting der tilsyneladende virkede." Hun drejede svagt hovedet for at se på Simon og rystede kortvarigt på hovedet af ham med et vagt smil, en handling hun hurtigt droppede fordi hovedrysten ikke virkede godt sammen med hovedpine. Hun rettede sig lidt op, uden at fjerne den støttende hånd fra hans skulder, mens hun i processen skar en svag grimasse. Hendes blik vævede kortvarigt imod klassekammeraten igen og studsede svagt over de synlige rifter rundt omkring på hans krop. "Og undskyld for det der i øvrigt." tilføjede hun anstrengt, på trods af det faktum at han havde jordet hende godt og grundigt bagefter.


[/blockquote][/justify]

[Simon Amos Lithgow]

The one you chasten
will be the one you love
Tag: Meredith Abbey ● Outfit: Here

Simon strammede instinktivt sit greb en anelse omkring Mary, da hun fnøs, før også han kom til at smile en anelse over de efterfølgende ord. Han trykkede læberne sammen og fortsatte imod udgangen, som de nærmede sig hastigt. ”Se det er jo derfor jeg skal have dig alene,” bemærkede han, stadig i sjov, selvom munterheden begrænsede sig til et glimt i hans lyse øjne. ”... For at tvinge det ud.” Han fnøs lavmælt og rystede så selv på hovedet. ”Det kom ikke til at lyde bedre af at blive forklaret, vel?” Dørene stod heldigvis åbent og det var en lettelse at forlade storsalen, selvom det ikke blev nemmere at gå med grebet om en fortumlet Mary ude på gangen.

Da hun undskyldte, trak han så meget på skuldrene, som det var muligt. Han svarede ikke, men holdt blot godt fast i hende, imens han guidede dem begge imod trappegangen og rømmede sig lidt i stilheden, før han, efter et par øjeblikke, alligevel selv brød den igen. ”Undskyld,” brummede han, som en gentagelse af Marys ord. Hans indre kæmpede lidt mellem at mene, at hun selv havde været uden om det, og at han og hans temperament alene havde skylden. Den del, der ikke helt kunne tåle at se en kvinde lide – og slet ikke for hans hånd – vandt dog ret hurtigt og han nåede at plapre adskillige andre beklagelser af situationen af sig, inden de endelig nåede hospitalsfløjen, hvor Mary kunne overdrages til kyndige hænder.

- - CLOSED - -