Coincidence? TAG: Lily Abott

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Det havde været sådan en typisk dag, der varslede om at vinteren var på vej; den type dag hvor en blanding af sne og regn, - også kaldet slud, - var faldet og ikke gjort nogen synderlig stor forskel på landskabet; det var stadig det gamle fugtige Storbrittanien... bare koldere end for bare en uge siden.

Adam havde netop været nede og spise aftensmad, men han havde ikke haft så stor en appetit som sædvanlig, og til sidst havde han opgivet at fornærme sin mad ved at sidde og lege med den med sin gaffel, og havde forladt storsalen uden at have spist færdig. Adam havde nemlig fået øje på Lily i gryffindormængden, og det var egentlig ikke fordi hun sædvanligvis virkere uappetitlig for ham; tværtimod. Men han var kommet til at mindes den dag Lily startede på Hogwarts. Den dag han til sin overraskelse så hende mellem alle de nye førsteårselever, i den lange række af elever der skulle fordeles. Han mindedes at føle varme ved synet af hende, indtil hun også så ham.

Adam stod nu, nu hvor han var kommet ind fra portrættet af Den Fede Dame, og kiggede udover den mennesketomme opholdsstue. Alle sad stadig og spiste, og de var sikkert godt igang med desserten nu. Tomheden gjorde ham ikke noget... ikke lige nu. Han satte sig ned i sofaen nær pejsen, og nød varmen der spredte sig fra ildstedet og fik følelsen tilbage i hans iskolde fingrespidser. De blev altid mærkeligt kolde når Lily havde sendt ham det blik. I stedet for at sætte sig afslappet tilbage i sofaen, lænede han sig frem mod ilden, og gned en smule håbløst sine hænder mod hinanden for at hjælpe dem til at få varmen i en fart, selvom de føltes mindst ligeså kolde som da han sad i storsalen for ti minutter siden.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily var midt i en tøsefnidret samtale med sin veninde Millicent, og hendes latter blandede sig med lyden af bestik der skrabede imod tallerkener. Hun havde så travlt med at snakke, at hun knap rørte maden foran sig, på trods af at hun knap havde spist noget hele dagen. Med en fejende bevægelse strøg hun håret om bag skulderen, og bemærkede i det splitsekund at en person rejste sig og forlod storsalen, på trods af at aftensmaden ikke mere end lige havde materialiseret sig foran dem. Mere i det var der ikke, og før Lily nåede at se Adam Ivorys skikkelse forsvinde, betragtede hun den rødhårede veninde på ny.

Da aftensmaden på Lilys tallerken efterhånden var blevet kold, gik hun sammen med Millicent mod Gryffindortårnet, hvor de på vejen højlydt brokkede sig over den ustratekiske placering, når man havde maven fuld af mad og knap orkede at sidde ned (på trods af, at Lily næsten intet havde spist) før de nåede portrættet af den fede dame, der mest af alt lignede en der netop havde spist den skål af vindruer ved siden af hende, der i hvert fald havde overskredet holdbarhedsdatoen med trehundrede år. Alligevel bemærkede de småsludrende veninder ikke dennes mugne grimasse, da hun svingede til side for dem.

Lily, der ikke var særligt høj, behøvede ikke mere end lige at bøje nakken for at kunne gå igennem potræthullet, og et øjeblik senere gik hun igennem den velkendte opholdsstue, hvor den hyggelige lyd af en knitrende pejs skabte en følelse af hygge. Uden at kaste et enkelt blik rundt, satte de to piger kursen mod sovesalen, hvor Lily greb sin udgave af avanceret eliksirbrygning, og lod Millicent vide, at hun gik ned i opholdsstuen igen.

Da Lily satte sig i lænestolen, med benene trukket op under sig, havde hun ikke opdaget at Adam Ivory sad overfor hende, og fortrød straks sin uopmærksomhed. Med et stramt ansigtsudtyk ignorerede hun ham demonstrativt og slog pertentligt op i bogen.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Adam, der havde været fuldt optaget med at opvarme sine hænder, gav et lille ubevidst ryk i sig, da lyden af døren til gryffindors opholdsstue gik op igen, og han så de lyse lokker som han så ofte havde set dem før. Selvom Lily, og den veninde, som Adam mente hed Millicent, slet ikke virkede til at bemærke hans tilstedeværelse, rejste han sig op i en næsten høflig gestus. Han skulle lige til at kalde efter Lily, for at bede om at kunne snakke med hende, da hun fortsatte sin gang med veninden op i pigernes sovesal. Han pegede demonstrativt efter hende, som om han håbede at hans finger kunne komme med en magisk besværgelse der kunne få hende til at vende sig om og se på ham, men som hendes skridt forsvandt op af trappen, satte han sig ned igen.

Det varede dog ikke længe før han blev for rastløs til at sidde ned, og et øjeblik overvejede han at gå op til hendes sovesal for at bede om at snakke med hende; han kunne bare slet ikke lide hele veninde-delen; at hun var sammen med veninden deroppe. Han manglede ikke ligefrem nysgerrige hoveder til at sprede rygter om ham lige pt. Da han hørte fodtrin igen, rejste han sig per automatik i en næsten mekanisk bevægelse, og rev sin hue af, for så at febrilsk sætte sit hår og smide huen om bag lænestolen. Som skridtene kom længere ned fandt han dog ud af hvor opstillet det ville virke hvis han stod der og ventede på at, - hvis det overhovedet var Lily, - skulle komme ned. Derfor satte han sig lynhurtigt ned i sofaen igen, og rakte demonstrativt ud efter den udgave af profettidende der lå på stuens stuebord, og lod som om han læste.

Hans hjerte syntes at springe et slag over, da han i sin øjenkrog fangede Lilys velkendte lyse lokker. Han sænkede avisen en smule, og sendte hende et prøvende smil, men hun lod ikke til at bemærke ham; i hvert fald ikke før hun allerede havde sta sig i lænestolen overfor ham. Situationen gjorde ham mærkeligt nervøs, og han mærkede sine nyvarmede fingre fryse til is igen mellem avispapiret.
"Hej Lils," hilste han prøvende, med sin dybe, myndige og næsten beroligende stemme, efterfulgt af et næsten alt for stort og vovet smil. Det var den samme kolde attitude han blev mødt med, og han sad et øjeblik og overvejede hvad han skulle sige for at bryde ind til hende, forbi hendes tavshed.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Så snart Lily begyndte at læse, glemte hun noget nær alt om Adam igen, mens hun roligt sank ind i sin egen lille verden. Hun havde ikke tid til at tænke på drengen hun havde kendt det meste af sin barndom, eller hvorfor hun hadede ham så meget. Hun havde fået en vane med, altid at undgå ham så godt som muligt, siden Adam havde fået den syge idé at opsøge hende ind i mellem, og hvorfor han ikke fattede beskeden gik over Lilys forståelse – han måtte være delvist trold eller sådan noget.

Mens Lily var i færd med at tyde en sætning, der var en anelse udtværet af den plet ældeeliksir hun havde spildt på siden i sidste lektion og fik en lille rynke til at danne sig imellem de mørke øjenbryn, snakkede Adam ovre fra den anden side af rummet. Uvilkårligt slog Lily et hårdt blik op imod ham, og sænkede bogen hun nærmest havde haft helt oppe under næsen en smule, for at kunne se ham.

”Ivory,” sagde hun med påtaget ligegyldighed og kiggede ned i bogen igen. Hun kastede i et flygtigt øjeblik et stjålent blik på ham over bogens kant, men vendte så tilbage til bogstaverne. Men hun læste ikke længere – det var umuligt for hende at koncentrere sig nu. Men hun nægtede simpelthen at sige mere, medmindre det var nødvendigt. Under nogen omstændigheder. Men sandheden var, at Lily jo ikke kunne lade være med at svare folk igen. Det kom af at have en mening om alt.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Det stak lidt Adam i brystet at se Lilys kolde side træde i karakter igen, og bare den måde hun sagde hans efternavn, gav ham lyst til at grave sig dybt ned i jorden, - hvis ikke det var fordi de var på den absolut højeste etage havde han sikkert forsøgt sig med det. I stedet for at sige noget igen, læste han den bogs titel som hun sad med, og genkendte den som sin sidste års udgave af eliksirer, da det var den samme de havde brugt da han gik på det år.

Et øjeblik lod han igen som om han læste i sin avis, indtil han ikke kunne udholde tavsheden mellem dem længere, og sænkede avisen i en mærkelig position, så avisen blev delvist krøllet.
"Lily, kan vi tale sammen, eller vil du lade som om jeg ikke eksisterer i al evighed?" spurgte han, med et strejf af irritation i stemmen, fordi det pinte ham at de ikke kunne tale sammen længere. "jeg mener... siden hvornår er vi begyndt at kalde hinanden ved efternavn?" spurgte han for at grave frem i det problematiske med det samme. Hans egne ord kom bag på ham, fordi han langt fra altid havde været typen der var god til at tale om problemer og specielt når det gjaldt Lily, men det havde bare stået på alt for længe.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily var normalt en varmhjertet person, der altid var venlig overfor andre og tog let på tingene. Undtagen når det kom til Adam Ivory – det var den ene undtagelse der bekræftede reglen. Lily havde bare aldrig tilgivet Adam at han stoppede med at tale med hende (at Adam havde det på samme måde, viste hun jo intet om) dengang for så længe siden. Hun havde ingen idé om, at det udelukkende skyldtes den faktor at Lily havde danset med en anden til den fatale sommerfest.

”Ja, det vil jeg.” sagde hun hidsigt, ude af stand til at skjule hvor oprørt han altid gjorde hende. Efter udbruddet bed hun hårdt ned i sin underlæbe og sendte ham et knusende blik, før hun kiggede ned i bogen igen, stadig uden at læse en eneste linje. På en måde havde hun jo egentlig ikke lyst til at hade Adam. På en måde ville hun gerne have sin gode ven tilbage. Men hun kunne ikke klare den person han var blevet. Alle pigerne, han rendte efter, alle rygterne. Han var i hendes øjne blevet lidt af en opblæst nar.

Da han talte igen klappede hun bogen sammen, da hun ikke længere kunne foregive at læse. Hendes stemme var ikke mere end en hvisken da hun snakkede til ham igen. Dette var faktisk mere end Lily havde snakket til Adam i lang tid – at det så ikke ligefrem var positivt, var en helt anden sag.

”Lad være… med at spille pædagog overfor mig, Adam.” sagde hun så afbalanceret som hun overhovedet kunne mønstrere, mens hun klart hentydede til hans forsøg på at grave i problemerne som en anden psykolog. Med ét rejste hun sig og vendte ryggen til ham, med bogen knuget ind mod brystet. Som hun stod der og stirrede ind i de gulorange flammer, blev hun demonstrativt stående med ryggen til, så hun ikke kunne se på ham.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Selvom Adam måske skulle tage hendes ord for alvor, og i virkeligheden bare lade hende være, som hun nu ønskede det, så forekom det ham som en umulig løsning. Hvis han da ikke havde mod til at fortælle hende sine stærke følelser for hende, så ville han i det mindste ønske hende tilbage som den gode veninde hun nu engang var for ham.

Og ja, måske var det en mærkelig ting at blive opmuntret af under de omstændigheder, men han kunne ikke lade være med at notere hvor dejligt det lød når Lily sagde hans fornavn, - uanset hvor hidsigt eller vredt det kom ud, så lød det stadig så velkendt. Instinktet vendte sig indeni ham, da Lily rejste sig, fordi han et øjeblik troede hun ville gå, og hans hurtige (lidt for hurtige måske,) reflekser i hånden rakte ud efter hende for at standse hende, men han trak dog hurtigt hånden tilbage før han nåede at røre hendes skuldre, da hun stod stille. Slapt lod han armene hænge i siderne, og betragtede Lilys hår som det faldt i hendes nakke. Et øjeblik stod han stille og lydløs og havde ikke den fjerneste idé om hvad han skulle sige for at vende hende om igen. I stedet trådte han et skridt nærmere, og syntes at kunne fornemme Lilys søde parfume. Eller var det bare hendes almindelige kropslugt? Uanset hvad, så var den meget delikat.

"Jeg prøver ikke at være... pædagogisk," svarede han tøvende, "jeg prøver at forstå..." tilføjede han en smule fast, og overvejede et øjeblik at række ud efter hende igen, men lod i stedet sin hånd glide igennem sit hår, som han uglede let i bevægelsen.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

I starten havde det været svært for Lily at afholde sig fra at opsøge Adam, og i starten havde hun inderligt ønsket, at hvad de engang havde ville blive de samme igen. Men efter, at have brugt de sidste seks år på at foragte ham, kunne hun ikke begribe hvorfor han blev ved med at prøve. Lily ville gerne have tilgivet ham for længst, men han havde heller ikke gjort det let for ham. Selvom det Lily troede var et svigt, egentlig ikke var virkeligheden, havde det i starten smertet hende, at se hvordan Adam havde haft forskellige piger i flæng. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, at det var på samme måde Adam havde haft det for så mange år siden. Som tiden gik lærte hun dog at ignorere ham, og nu var han ikke længere end et minde fra fortiden.

Skæret fra ilden spejlede sig i Lilys gråblå øjne, og i et øjeblik glemte hun alt om Adam og deres lille kontrovers. Hendes greb om bogen blev mindre krampagtigt, indtil Adam snakkede igen og hendes opmærksomhed blev revet tilbage til virkeligheden. Følelsen var som, at få smit en spand isvand i hovedet og Lily tog sig i, at være tæt på at gispe.

Ved hans ord vendte hun sig om og daskede ham slapt på brystkassen med sin eliksirbog. Hendes ansigtsudtryk var ikke vredt eller hadsk, bare småirriteret.

”Drop det.” sagde hun lavmælt, og sænkede bogen igen, efter seriøst at have overvejet at smække ham en hårdere over nakken også – heldigvis havde hendes sunde fornuft taget over igen.

Lily gjorde alt hvad hun kunne for at undgå, at nævne hvordan de havde haft det engang, der sommetider var en kamp for hende. Men hun tillod ikke sig selv at dvæle ved det. Det endte jo altid i den samme gamle historie, hvor Lily stod alene tilbage. Og det var ikke det værd. Og efterhånden som Adam var blevet en rigtig ’ungkarl’ kunne hun af rent princip ikke klare ham for det.

”Jeg ved ikke, hvad det er du vil mig.” sagde hun monotont, og lagde bogen imod sit eget bryst igen.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Selvom Adam måske aldrig ville indse det selv, så var grunden til de vildt korte forhold han havde haft i årenes løb, at han var kræsen... og ikke bare kræsen på den almindelige måde; nej, der var bare en hvis standard de skulle leve op til, og som var pænt umulig for enhver, der ikke var Lily Abott. Adam fandt altid fejl ved alle andre; så var hun ikke høj nok. Så havde hun ikke den samme lyse hårfarve. Så duftede hun ikke ligesådan, eller også var hendes næse bare helt ude af proportion; og ikke mindst personligheden var helt forskruet ved siden af det han søgte. Men Adam havde karakterisereret dette som almindelig kræsenhed, uanset hvor slem den kræsenhed så end måtte være.

Ærlig talt kom det lidt bag på ham at hun vendte sig om og daskede til ham med bogen. Han tog sig til brystet hvor hun havde ramt med bogen af refleks, og skævede til hende; mest af alt fordi han ikke tydede noget spor af had i hendes øjne, som han desuden ikke kunne trække sit blik fra. Han betragtede enhver kontur af dem, og var helt væk i dem indtil Lily udtalte ordene, "drop det". Han sank noget der føltes som en klump i halsen, og lod blikket falde ned på hendes læber, som i hans øjne ikke kunne være mere perfekte.
"Hvorfor?" spurgte han lavt og åndeløst med en ru stemme, som om han ikke havde snakket i årevis, og rømmede sig let bagefter, hvorefter han helt sank blikket ned i gulvet, i og med at han fortrød spørgsmålet, og bare håbede på at det havde været så lavt at hun ikke havde hørt det.
"Jeg vil bare gerne have det tilbage som vi havde før," sagde han, og rømmede sig en smule igen, fordi en spørgsmål han længe havde gået og tænkt over at stille hende, blev ved med at poppe op i hans baghoved.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily selv havde ikke haft mere end en enkelt kæreste i sin skoletid på Hogwarts (og et par meget fatale stævnemøder, Lily aldrig nævnte) mens Adam var kendt for at komme godt omkring. Hvilket var en af grundende til, at han irriterede hende så meget.

Hun fortrød ikke at hun havde slået ham med bogen, ikke fordi det havde været specielt hårdt, men alligevel. Havde Lily vist hvordan Adam havde det. At hver eneste pige han mødte, aldrig var så god som Lily selv, at Adam også engang havde været forelsket i Lily, og vel til dels stadig var… Så ville Lily nok ikke opføre sig som han gjorde. I hvert fald ikke hvis hun havde vidst det noget før. Vidst det da de var mindre. Men sagen var stadig den, at det gjorde hun ikke. Hun havde ikke den fjerneste idé.

Hendes øjne låste sig fast på hans ansigt, med et så stålfast blik som hun kunne mønstrere, for at få ham til at fatte det. Hans spørgsmål slog hende dog en smule ud af kurs, og den rolige mine hun havde opretholdt faldt fra hinanden. Hvorfor? Det kunne han simpelthen ikke være bekendt! Lilys øjne blev først store af overraskelse over hans spørgsmål, før de blev vrede og blanke.

”Hvorfor!? Du skal ikke engang… Jeg… din… Hvordan kan du… Nej!” spruttede hun, før hun opgav at sige noget helt. Vredt tørrede Lily sine øjne med håndryggen, og så koldt på ham. Hver gang. Hver eneste gang, skulle han ødelægge det. Han skulle minde hende om det… Og det værste var, at han lød så ligeglad. Som om han aldrig havde gjort noget. Og det ville hun ikke finde sig i. Sådan ville hun ikke behandles.

”Det bliver aldrig, som det var før.” sagde hun med en dyb indånding, og tog sig sammen. Hun havde lyst til at slå ham med bogen igen, men i stedet maste hun sig forbi ham, ved at puffe ublidt til hans side med sin skulder, og marcherede over imod portræthullet.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Hvis der var noget Adam ikke var, så var det ligeglad. Det kunne nærmest ikke betyde mere, og det her var deres første samtale i meget lang tid. Hver gang krævede det en masse opsamlet mod at skulle starte en samtale med Lily, fordi han vidste at hun ville reagere sådan her. Hver gang endte det i det samme opgør, og hver gang lod han hende gå.

De sætninger som Lily forsøgte at forme, men som kun blev til ord, gjorde garanteret også mere ondt end hvis hun havde afsluttet sætningerne. At hun var så vred, skræmte ham næsten.
"Hvad?" kom det åndeløst fra ham. "Hvad vil du gerne sige, Lily? Kom bare med det. Jeg vil hellere have at du skælder mig ud for... ja, merlins skægvækst måtte vide hvad, end at du helt ignorerer mig!" vrissede han lidt igen, selvom det lød mere håbløst end Lilys vrissen.

Lilys sidste ord inden hun slog skulderen ind i hans side, gjorde tusinde gange mere ondt end nogen fysisk smerte kunne have gjort, og han måtte virkelig mande sig op for ikke at stå og halvvejs snøfte i et forsøg på at holde alting tilbage. Han tog sig til siden, da hun passerede ham, og et øjeblik overvejede han at lade hende gå, men hans krop reagerede anderledes, og tog et blidt, men fast tag om Lilys arm.
"Lily, vent," bad han, og forsøgte at vende hende om mod sig, så godt det han nu kunne mønstrere. "Kan vi virkelig ikke tale om det?" spurgte han en sidste gang, og slap forsigtigt fastheden i sit tag, så hun kunne vride sig fri ligeså tosset som hun ville, hvis hun virkelig bare ønskede at være fri for ham.
"Lily, der var noget jeg ville spørge om, selvom jeg muligvis kender svaret," sagde han alvorligt, inden hun havde en chance for at svare ham, fordi han følte at det pressede på nu, hvor hun var så tæt på at gå. Han vidste ikke hvornår han ville få chancen for at spørge hende igen.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily stirrede bare olmt på ham ved hans ord, ude af stand til at tro på, at han ikke vidste hvad hun snakkede om. Vandet brændte i hendes øjne, men blev hvor det var. Hendes lyse hår havde slængt sig over på den ene side af hendes nakke i den bratte vendning, og lå nu som en tyk albinoslange ned over hendes bryst.

Hun åbnede munden for at sige noget igen, men lukkede den med det samme, selv med fare for at ligne en fisk. Hun nægtede at sige noget – hun nægtede at forklare ham det. Hvis han ikke selv vidste hvad han havde gjort, var det ham der var skingrende idiot, og det var under ingen omstændigheder hendes problem.
Lily ramte ikke særligt hårdt, da han var en del større og nok også stærkere end hende, men hårdt nok til at hendes skulder sved en lille smule af smerte.

Hun var så tæt på portræthullet, at hun kunne nå det hvis hun rakte armen frem, da hun mærkede en hånd lukke sig om hendes arm, uden at give hende andet valg end at vende sig. Hun skulle til at råbe højlydt af ham, men et eller andet i hans ansigtsudtryk slog hende helt ud af kurs, og hun kunne ikke få et eneste ord frem over sine læber.

”Der er ikke noget at tale om.” fik hun så til sidst fremsagt, med en hæs raspende stemme, som om hun lige havde løbet et maraton. I et øjeblik stod hun bare og overvejede det sidste han havde sagt, før vreden smeltede fra hendes ansigt, og alt er var tilbage var det sædvanlige pokerface af ligegyldighed, med en smule mistro i blikket.

”Hvad?” sagde hun, stadig med hviskende stemme.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Der var noget ved Lilys ansigt... noget ved det udtryk, der fik Adam til at tøve med hvert eneste ord. Hun så næsten såret ud, men han kunne ikke få det til at hænge sammen. Det var svært at fastholde blikket på hendes øjne, og i et øjeblik lod han blikket vandre udover hendes øjnes grænser, og ned på håret der lå elegant henover hendes skulder, dernæst på hendes læber, og så... ja, resten gik stærkt, men han mente ikke at have misset en eneste del af hende. Han så det som en stærk nødvendighed at få så meget af hende med, hvis hun ikke havde tænkt sig at tale med ham igen det næste stykke tid.

Tid virkede bare som en usandsynlig kort ting; til sommer ville han være færdig på skolen, og hvis han ikke havde løst tingene med Lily til den tid, så var han ikke sikker på nogensinde at se hende igen; dette år var altafgørende, og han ville... på sin vis og til sin tid... fortælle hende om sine følelser... han kunne bare ikke nu. Ikke når hun så sådan her ud. Hvis hun ikke kunne fordrage ham på almindelig vis, hvordan ville hun så ikke tage det, når han stod og fyrede sin gamle kærlighedserklæring af for hende?

Et øjeblik fortrød han at have revet hende tilbage i samtalen; måske fordi han fik kolde fødder angående det spørgsmål han havde til hende, og i stedet for at gå igen, ville hun faktisk høre hans spørgsmål, så nu var der ingen vej tilbage. Han ignorerede at hun påstod at de to intet havde at tale om, og stilte det spørgsmål som han havde tænkt over siden det blev annonceret at et såkaldt julebal skulle afholdes; og der var ikke nogen han hellere ville afsted med, end Lily.
"Jeg ved godt... at du er vred på mig lige nu. Så du behøver ikke svare med det samme..." begyndte han, en smule distraheret af det smukke ansigt der kiggede på ham. Han åndede tungt ud, hvorefter han tog en dybt indånding, klar til næste omgang;
"Men jeg tænkte på om du vil følges med mig til juleballet? Du kan bare tænke over det..." det sidste kom ud i lidt af en hast, eftersom han ikke ønskede at få et nej med det samme, selvom det var alt han forventede, bedømt ud fra hendes humør.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily var stille som graven mens Adam talte, og hun lyttede opmærksomt, tilbageholdende, men dog opmærksomt til hvad han sagde. Hun kunne efterhånde fornemme, hvad det var der nærmede sig, og hun kunne mærke en knude i maven stramme sig i et jerngreb om hendes indre. Hvorfor gjorde han det her imod hende? Hvorfor havde han ikke gjort det dengang for så mange år tilbage? Dengang Lily faktisk gerne ville have han gjorde det. Dengang hun ønskede det. Nu var det jo ikke mere end et vagt minde, en udslukt drøm. En ting hun for længst havde afskrevet.
Ikke desto mindre kom spørgsmålet, og Lily slog blikket ned. Hun vidste med sig selv, at hun ikke kunne gå med ham. Gjorde hun det, ville hun bare blive set på som endnu en af Adam Ivorys damer.

”Adam,” det var underligt at sige hans navn. Det var ikke noget hun gjorde særligt tit, hvis hun kunne undgå det. End ikke når hun snakkede med andre. Hendes øjenlåg løftede sig igen, og hun så lige på ham, med et stålfast blik.

”Jeg er allerede blevet inviteret af en anden,” selvom det var en direkte løgn, var der intet tegn på det i hendes ansigt, en så rolighed der krævede legilimens for at gennemskues. Hun lod sin arm falde ud af Adams greb, og foldede den hen over brystet, hvor hånden lukkede sig om den anden arms overarm. Hun kastede et sidste, langt blik på ham, før hun stille og roligt, uden tegn på den agression hun havde vist før, vente ryggen til ham, og begyndte at kravle ud af portræthullet. Hun følte ikke den smerte hun engang ville have følt ved det hun havde gjort. I stedet var der bare et, stort tomt hul i hendes bryst. Men hendes vrede var væk for nu.

tag; adam ivory

[Deleted]

coincidence ? ,

tag; lily abott

Så snart Adam havde fået det ud og han så Lilys nedslåede blik, vidste han det nærmest med det samme... enten ville hun sige nej, eller også ville hun komme med en anden undskyldning for at undgå ham, - og på trods af at han følte sig forberedt, så føltes det alligevel som en at få et slag lige i lungerne, da hun sagde hans navn.

Han ville så gerne slippe sine øjne fra hendes, men følte ikke at han var i stand til at trække blikket fra hende. I stedet for prøvede han at vurdere sandheden i hendes øjne, selvom han uanset hvad ville være fortabt overfor hende; selvfølgelig stolede han på hende.

Hans indre føltes som om det blev kvast af et jerngreb, men han nikkede bare med et tomt udtryk til Lily, og betragtede hende vende om. Han havde ikke flere spørgsmål at plage hende med. Faktisk ville han bare gerne være alene, og måske var det på tide at de stoppede samtalen, for de ville ikke være private meget længere. Døren til opholdsstuen gik op, som folk kom tilbage fra aftensmaden, og uden at sige mere til Lily, som alligevel var på vej ud, gik han op mod drengenes sovesal. Måske skulle han bare læse en god bog...

out ? ,