It is cold

[Deleted]

uh-oh... ,

tag; aiden ivory & lily abott

Adam lo igen af Aiden.
"Du skulle bare vide, hvad jeg kan med min stav," jokede Adam tilbage, uvidende om at den sætning måske kunne tages alvorligt eller støde Lily. Sådan var Adam og Aiden jo bare generelt når de to var sammen, og et øjeblik tænkte han over om det mon var en dårlig cocktail.

"Jo, ved du hvad, jeg vil godt have en kop varm kakao! Jeg skal nok selv betale, ellers udfordrer vi nok min potens lige rigeligt,

[/b]" drillede han, og rakte Aiden nogle galleoner på forbifarten; lidt for mange, men nok til at være sikker på at der ikke manglede. Som så mange andre gange, blev Adam en smule såret over Lilys meget pludselige reaktion, - man burde tro at han efterhånden ville blive vant til det, men det føltes lige slemt hver gang... hvis han bare kunne være ligeglad.

Problemet lå jo bare lidt i at Adam, foruden at ønske deres venskab tilbage, også ønskede så meget mere end det, og en person som betød så meget, var svær at ignorere. Hendes holdninger betød tusinde gange mere end de flestes.
Han bed det dog i sig, og lænede sig en smule tilbage i stolen, idet hans blik rettede sig til posen med fjerpenne. Hvad havde han egentlig at miste?
"Rachel sagde faktisk at det var dig der havde fortalt hende det," fortalte han, da Aiden var gået, men nævnte med vilje ikke at sige at Rachel faktisk havde fortalt Adam direkte at Lily havde bedt Rachel fortælle det. Adam kom også automatisk til at tænke på sidste gang de to var på tomandshånd; havde det virkelig været sandt at nogen var kommet ham i forkøbet igen? At en anden havde spurgt hende før ham?
Han følte sig underligt bleg ved tanken, fordi spørgsmålet pressede sig på.[/blockquote][/blockquote]

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Det krævede alt Lilys viljestyrke, ikke at kommentere på Adams kommentar som hun godt og grundigt misforstod, og kiggede ned på sine negle, så håret kunne skjule farven i hendes kinder, og det svage smil på hendes læber så godt som muligt. Det var nemt nok for hende bare, at sidde og kigge mens de snakkede, selvom hun var lidt ærgerlig over at hendes alenetid med Aiden ikke var en realitet. Det var ikke så ofte, de fik så meget tid til hinanden, specielt når de gik på hver sin årgang.

Hun kiggede efter Aiden da han gik, og mærkede en trykket stemning sænke sig over bordet, der pludselig var alt for lille. Specielt når Lily ikke havde nogen kop at gemme sig bag. Dog var hun nødt til at kigge op da Adam talte til hende, mens hun nervøst fingererede ved kanten af sin kjole.

”Nå… Ja. Jeg så det i profeten.” sagde hun afvigende, i tvivl om hvorvidt Rachel havde fortalt Adam at Lily specifikt havde sagt til Rachel hun skulle nævne det for ham. Det var i øjeblikket det mest neutrale svar hun kunne komme på.
Et sekund senere slog en pludselig indskydelse ned i hende, og hun lænede sig frem over bordet, med armene placeret frem foran sig, hænderne over hinanden. Hendes øjenbryn trak sig sammen i en lille rynke og hun så ikke på Adam, men slog blikket ned.

”Den anden aften…” begyndte hun, og kunne selv høre hvordan hendes stemme dirrede. Hun havde været så vant til at ignorere Adam de sidste mange år, at det var mærkeligt selv at tage initiativ. Selvom han nok ikke ville blive glad for det der kom.

”Det… det passede ikke hvad jeg sagde. Med min ledsager… Men, Adam, det er bare fordi… Jeg tror ikke det er en god idé hvis vi følges. Faktisk tror jeg det er en decideret dårlig idé…” at vi overhovedet bliver set sammen, ville hun have tilføjet med tog sig selv i det.

Hun tav brat og trak sig tilbage i stolen uden at kigge på ham. I stedet skævede hun over imod disken, for at se hvor Aiden blev af. Det havde nok været en meget dårlig idé at fortælle Adam sandheden. Virkelig.

tag; aiden and adam ivory

[Deleted]

uh-oh... ,

tag; aiden ivory & lily abott

Adam havde egentlig forudset Lilys reaktion; hun var ikke en svær person at regne ud når man først kendte hende... i hans tilfælde havde kendt hende. Han kunne vel knap nok kalde sig for hendes ven længere, omstændighederne til trods. De gik på samme kollegium, kun med en årgang til forskel og delte samme omgangskreds; det havde de gjort i seks år, og alle seks år havde været et helvede fordi Adam var undtagelsen. Han var den eneste hun ikke kunne fordrage af grunde som han simpelt hen ikke kunne forklare eller se for sig. Tanken gjorde ham noget ophidset, så da Lily lænede sig en smule frem for at fortælle ham noget, som allerede til at starte med, lød dødbringende alvorligt, spændtes enhver muskel i hans krop.

Måske var det fordi han for en gangs skyld følte sig forberedt, men det gjorde i hvert fald ikke ligeså ondt... eller også var det bare fordi at det føltes som et deja vu... Billeder fra festen i Enniskerry for mange år siden dukkede op i hans baghoved, og på en måde var det bare dråben der fik bægeret til at flyde over. Han havde bidt meget i sig, men der var bare nogle grænser, og han havde svært ved at håndtere alle de følelser som han havde undertrykt så længe.

"Du synes det er en decideret dårlig idé at følges med mig?" spurgte han for at undertrykke sin utilfredshed med hendes hårde ord. Hun anede tilsyneladende ikke det fjerneste om hvor stærkt det påvirkede ham.
"Ved du hvad jeg synes? Jeg synes det er latterligt at du sagtens kan tage til Hogsmeade med hele min omgangskreds, mens jeg, som du har kendt i længst tid, bliver boykottet af grunde som jeg ikke kender til, og tilsyneladende kan min omgangskreds heller ikke fortælle mig noget om hvad det drejer sig om! Jeg ved simpelt hen ikke hvad du vil have... Jo... Du vil have at jeg lader sig være i fred. Fint. Så kan du jo rende afsted med min fætter, min kusine, min bedste ven og resten af flokken." Adam stoppede sin talestrøm, fordi det langtsomt gik op for ham, hvad han sad og sagde, og han fortrød, som så ofte, hvad han havde sagt, men samtidig var det ikke nok til at køle ham ned. Uden at give hende tid til at tænke noget igennem eller svare ham, rejste han sig brat op, og tog posen til sig.
"Jeg er den der er skredet," vrissede han, og vendte sig om mod baren, hvor han gik Aiden i møde der var på vej tilbage, og forklarede ham enormt kortfattet at han var nødt til at gå, og undskyldte sig, hvorefter han gik hen mod døren, som han åbnede, og som følge af hans vrede, kom han til at smække døren i, da han gik udenfor.

ooc; aiden, vi tog lige en ekstra omgang, da vi tænkte at aiden nok tog lidt tid om det oppe ved disken, men det er naturligvis din tur nu (; og adam fortalte ikke aiden andet end at han var nødt til at gå. desuden er han ikke ude af tråden :b

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde rejste sig op og han hævede brynet ved synet af sin fætters penge ”Fornærmer du mig lige eller hvad” sagde han med en alvorlig tone, man kunne dog godt høre den drillende undertone. Han rykkede ud fra stolen men blev grebet i håndleddet af Lily som han vendte spørgende blikket mod, han kunne se at hun ville sige noget det der dog forlod hendes læber var langt fra det hun ville have sagt det kunne han tydeligt se. Han nikkede dog bare til hende og rystede på hovedet da hun sagde at hun nok skulle betale inden han smuttede hen til disken.

Han bestilte og bad faktisk manden bag disken om at tage sig god tid hvilket fik manden til at hæve brynet uden at kommenter på det. derfor tog det Aiden lidt længere tid end nødvendigt at få hvad de ville have. Mens han stod og ventede kastede han stjålne blikke mod sine venner. Han sørgede dog for at vende blikket bort fra dem når de så ud til at gøre mine til at vende sig om. Han anede virkelig ikke om de snakkede om noget positivt eller negativt.

På Adams ansigtsudtryk kunne han dog se at det ikke just var noget godt hvilket fik ham til at sukke. Var han lige livlig naiv! Hvordan kunne han tro at de ville sidde og sludre som om der intet var galt mellem dem. Han tog imod bestillingen og betalte inden han vendte sig om og måtte standse brat op for ikke at støde ind i Adam som pludselig stod foran ham. Han noget ikke at sige noget inden hans fætter var henne ved døren. Han var hurtigt tilbage ved bordet og lagde begge kopper fra sig. Han sendte Lily et bebrejdende blik inden han fulgte efter Adam ”Adam..!” kaldte han efter ham.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily kunne godt selv høre at ordene kom forkert ud. Men det var sandheden, og løgnen havde naget hende grusomt. Dog havde hun ikke regnet med de verbale lussinger han slyngede af sted mod hende, og tingene han sagde gjorde hende mere vred end hun lige havde regnet med. Han beskyldte hende for at stjæle hans venner og familie, hvilket hun til dels kunne forstå, men det var også hendes venner, og bare fordi hende og Adam ikke var på god fod, havde hun ikke tænkt sig at droppe dem på grund af det.

Da Adam rejste sig, sagde hun intet – heller ikke da Aiden sendte hende et bebrejdende blik, der gjorde ret ondt. I et splitsekund sad hun bare, før hun brat rejste sig og stormede over imod døren, hvor hun efterlod jakke, te og det hele inde på kroen. Hun bemærkede knap nok kulden er indhyllede hende, og ignorerede Aiden som hun stormede forbi.

”Adam Angus Ivory!” råbte hun, mens hun indhentede ham. Hendes håndflade ramte hårdt ind imod hans brystkasse, og hun stirrede på ham med tårevædede øjne.

”Du er nok den største idiot jeg nogensinde har mødt! Hvordan kan du beskylde mig for at boykotte dig, når det var dig der ignorerede mig!? Du er bare fuldstændig ignorant, er du ikke? Det var dig der gjorde det! Du… Du kan… ” tårerne væltede ned over hendes kinder mens hun råbte af ham, og ord kunne ikke beskrive hvor vred hun var.

”Jeg hader dig. Det gør jeg virkelig.” sagde hun grådkvalt, og drejede så om på hælen og satte kursen imod slottet, uden sin jakke. Hun havde virkelig ikke lyst til at gå tilbage efter den. De følelser hun havde undertrykt længe strømmede ud fra hende i form af en syrlig vrede.

tag; aiden and adam ivory

[Deleted]

uh-oh... ,

tag; aiden ivory & lily abott

Alting syntes at gå så stærkt at hans hoved knapt nok kunne følge med. Det ene øjeblik havde Adam, Lily og Aiden siddet fredeligt og talt om BD, og det næste, var Lily og Adam alene, hvilket havde givet anledning til et kæmpe skænderi. Det var første gang de to havde skændtes, og han vidste godt at de ord der havde boblet sig frem i hævntørst for hendes løgne, var forfærdelige. Han fortrød hvert et ord, men samtidig hadede han løgne, og det var svært at tilgive at Lily løj for ham, når han stolede sådan på hende.

Adam havde virkelig dårlig samvittighed over fuldstændig at have ødelagt Aidens tur til Hogsmeade med Lily, uanset hvor akavet det havde været for Adam selv, og derfor var det blik, som Adam sendte Aiden i forbifarten på vej ud, også undskyldende.

Han havde ikke regnet med at både Aiden og Lily ville følge efter ham, men da døren gik op efter han havde lukket den, vendte han sig alligevel om for at se hvem der fulgte efter. Han blev noget overrasket, fordi det var Lilys ansigt der mødte hans... og hun græd. Hvorfor græd hun når det var ham der følte et enormt behov for at lade sine følelser få frit løb?

Hvert ord ramte ham som en verbal lussing, og han så på hende med et blik som om han ikke troede på hvad der foregik. Hans øjne måtte bedrage ham. Lily havde åbenbart den opfattelse af at det var ham der havde ignoreret hende, - og han skulle lige til at afbryde hende med den vigtige pointe at han havde troet det samme om hende, da hun konfronterede ham med hans værste frygt... at hun hadede ham. At hun stod og sagde det til ham. Han sank en klump, og da hun vendte om, lod han hende gå, for hun var nok den sidste han ville se på lige nu. Men samtidig havde noget sunket ind i hans hoved... hun troede at han havde boykottet hende.

Det forekom ham altsammen uvirkeligt.
Efter at have stirret efter Lilys figur der forsvandt ud af Hogsmeade i et halvt minuts tid, vendte Adam sig imod Aiden som også var udenfor og sendte ham et undskyldende blik.
"Undskyld fætter. Du må hellere følge efter hende. Hun vil nok ikke gå alene..." sagde han med oprigtig bekymring omkring Lily, og gik tavst forbi ham, på vej ind i kroen for at hente Lilys jakke. Han kunne give den til hende senere... eller få Aiden til det, hvis hun nægtede at tage imod den når hun gav den.

[Aiden Kane Ivory]

Det hele var bare gået så hurtigt og inden han selv var nået hen til Adam var Lily styrtede forbi ham og begyndte at skælde ud på Adam. Aiden vidste at han ikke burde blande sig selvom han kendte til problemet mellem dem. Det var noget de begge to skulle løse sammen desværre gik det bare ikke spor godt med at få snakket om det.

Han kunne ikke bare gå ind igen og han vidste ikke om han burde blive stående og lytte med. han endte med at blive stående og betragtede dem tavst mens han bed sig i underlæben. Han kastede et blik på Adam for at se hans reaktion på det hele og kunne se at han havde været ved at sige noget da Lilys stemme skar sig gennem stilheden. På hendes stemme kunne han høre at hun græd og selvom han var chokeret over dette så var det ikke hvad der havde fået ham til at spærre øjnene op, det var det hun sagde. *Åh Gud nej!* tænkte han og trådte tættere på men kun et skridt inden han standsede. Hans blik hvilede på Adam idet han så hvordan hans fætter reagerede på hendes ord, chokeret!.. andet kunne man ikke sige om ham.

Aiden følte sig fuldkommen splittet, på den ene side var det hans fætter på den anden side hans veninde. Han anede ikke hvem han skulle holde med eller om han burde holde med noget. Nej det burde han ikke, der behøvede ikke være to valg han kunne godt være venner den ene og have et godt forhold til hans fætter imens selvom det hele tiden havde været noget af en underlig forhold de tre havde til hinanden.

Han kiggede på sin fætter der kom hen til ham efter at Lily var smuttet, han rystede på hovedet da denne undskyldte da han ikke følte en grund til at Adam skulle undskylde overfor ham. ”Er du okay?" spurgte han. dumt spørgsmål for selvom Adam svarede ja så vidste Aiden bedre han ville dog lige sikre sig at hans fætter havde det nogenlunde. Da denne havde svaret sukkede han og fulgte efter Lily i løb. Han nåede hurtigt op på siden af hende og standsede hende ved at stille sig foran hende ”Lily…?” så på hende med et undersøgende blik for at se om hun endnu græd eller om hun var ked af det eller vred.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Der var ingen tvivl om, at Lily havde ment hvert eneste ord hun havde sagt. Mere end hun på noget andet tidspunkt havde gjort. Samtidig med at hun havde følt sig svigtet af Adam, havde han oplagt ignoreret hende, og i stedet rendt rundt sammen med samtlige piger på skolen… med en enkelt fra eller til. Han var hendes ældste ven, men alligevel havde han været ligeglad med hende. Derfor havde Lily slettet ham fra sit følelsesregister. Somme tider havde hun næsten troet at en eller anden havde modificeret hendes hukommelse. Men så skete der altid et eller andet der fik det hele til at vælte tilbage igen. Men det havde ikke været på den her måde før. De havde aldrig skændtes som de gjorde der.

Lily rystede af kulde, mens hun bevægede sig i retning af slottet. Hendes hænder måtte konstant søge op til hendes øjne, for at fjerne vandet der ikke ville stoppe med at løbe. Hun hørte fodtrin bag sig, og frygtede at det var Adam. På den anden side blev hun heller ikke lige lettet for at se Aiden stå der. Han ville jo tage Adams side med det samme, ville han ikke? De var jo i familie.

”Aiden… vær sød… j-jeg vil bare gerne tilbage til skolen.” sagde hun bag sine våde øjne, og så bedende på ham, men hun forsøgte at afholde sin krop fra at ryste af kulde.

tag; aiden and adam ivory

[Aiden Kane Ivory]

Synet af hende så grædende var ikke en tilstand han havde set i hende før. synet gjorde ham helt forvirret, når hans søster græd følte han sig altid skyldig og fortabt, dette føltes ikke just som med hans søster men ret tæt på især fordi hun var hans veninde. Da hun endelig svarede nikkede han. Strøg tårerne bort fra hendes øjne med sine varme hænder og kunne mærke hvor kold hun var. De måtte tilbage inden hun blev syg.

Han tog hendes hånd og trak hende med tilbage til skolen var dog forsigtig med at hun ikke snublede i noget, han skyndede lidt på hende og følte selv hvor kold han var. Det var ikke just den bedste beklædning han selv havde valgt at tage på og havde det ikke været for den kappe han selv havde efterladt så var han frosset ihjel hvilket han følte at han godt og grundigt gjorde nu.

Skolen dukkede op forude og han hjalp hende over en lille bakke. Han betragtede hende og sørgede for at se om hun kunne følge med. Selv frøs han så meget at hans læber var blevet et sted mellem blå og lilla og han kunne hverken føle fingrespidserne eller næsen. ”Jeg tror vi bliver nød til at tage en tur forbi hospitalsfløjen hvis vi skal have en chance for at tø op igen” sagde han med en lav stemme der knap kunne høres men alligevel havde han bevaret en smule af den drillende tone som kun sjældent forlod ham.

Da de endelig nåede skolen trak han hende med ind og op ad trappen. Han rystede af kulde men skolen var dejlig lun så det var tusind gange bedre at være indendørs end udenfor.

[Lily Abott]

fire burn,
and cauldron bubble

Lily kunne ikke helt kontrollere sig selv, på trods af, at hun synes det var en svær situation at stå med Aiden i, når han var i familie med Adam. Det var derfor det var så svært for hende at vise følelser overfor de fleste af sine venner. De var sgu næsten alle i familie med ham på den ene eller den anden måde, og Lily ville helst ikke stemples som hende tudsen der var en kost overfor deres slægtning.

Men alligevel var det rimeligt trygt at hun ikke skulle gå alene. Skulle hun det, ville hun sikkert ikke engang kunne finde vej tilbage fordi hun var så konfus i øjeblikket – og med Lilys voldsomme frygt for mørke, var det virkelig en ting for sig at hun bare gik på den måde. Det ville hun kun have gjort hvis hun virkelig var oprørt. Nu da hun kom til at tænke på det, trykkede hun sig lidt tættere ind imod Aiden da de gik, for at føle sig lidt tryggere.

Hun klukkede svagt af hans ord, og løftede også selv hånden for at tørre sine øjne. Hvad skulle hun dog gøre uden Aiden? Han var helt klart en af de bedste hun havde.

//Out

tag; aiden ivory

[Aiden Kane Ivory]

///out