Let us talk about it

[lou]

Lou blev en anelse skræmt, da Aiden bad hende om at blive. Han lød oprigtig, og så var det nok de ord hun ønskede at høre mest i hele verden. Dog havde de ikke den effekt, hun ville have troet, de ville have, men det var måske, fordi det pludselig var skræmmende virkeligt. Der gik flere sekunder efter Aiden havde rejst sig, inden hun registrerede, hvad den varme følelser i hendes ene hånd egentlig var. Hun trak den ikke til sig men havde det, som om hun rystede overalt uden rigtig at gøre det.Da han begyndte at stryge hendes kind ville hun helst af alt lukke øjnene og nyde øjeblikket, med Aidens urolige udstråling holdt hendes øjne åbne, fastlåst til hans blik.
"Fordi jeg vil have det for mig selv." næsten hviskede hun, og pludselig væltede ordene ind over hende, og hun havde genvundet mælet. "Jeg ville ikke have, at du skulle vide noget, for det her ender bare galt! Jeg vil ikke miste dig som min ven. Og..." hun holdt en pause, hvori hun så meget tænksom ud. "Rachel slår mig ihjel for det her."
Hun sænkede blikket til hans brystkasse og prøvede at kontrollere sit rystende åndedræt. Det var meget grænseoverskridende for hende at tale om dette med Aiden, især når hun havde brugt så meget tid på at holde det hemmeligt. Desuden følte hun sig meget udsat og sårbar, og tanken om en bitter Rachel, der var på nakken af hende, begyndte at hjemsøge hende for alvor.

[Aiden Kane Ivory]

Han vidste ikke om hans tilstedeværelse glædede hende eller skræmte hende. Det føltes som om det var begge del men han var langt fra sikker. Han forsøgte ikke at virke så skidt tilpas som han følte sig, han forsøgte at ligne en der havde kontrol og det lykkedes til dels. Hvorfor han pludselig var blevet usikker anede han ikke men de skulle ikke begge være usikre for det gik bare ikke… slet ikke. Hendes svar fik ham faktisk til at miste en del mod indenvendigt han lod det dog ikke ses på sig. Da hun fortsatte så han på hende og lyttede opmærksomt. Da hans søster blev trukket med ind i det gav han slip på hendes hånd og lagde begge hænder på hver af sine arme. ”Lou, det ender ikke galt medmindre vi ikke snakker om det.. desuden vil vi to altid være venner, vores venskab har varet så længe og det vil aldrig blive brudt uanset hvad der sker” svarede han og holdt en kort pause for at lade sine ord sive helt ind ”Og Rachel har intet at sige, sidst vi snakkede sammen blev vi enige om ikke at stå i vejen for hinanden uanset hvor lykken lå..i er måske vokset fra hinanden men i er ikke fjender trods alt, desuden vil Rachel aldrig stå i vejen for min lykke” han tav og så på hende med sit velkendte varme smil og de varme øjne. Al usikkerheden var pludselig bort og slet ikke til at spore på hans ydre, inderst inde var han en smule nervøs for han anede ikke hvad hun ville sige.

[lou]

Selvom Aiden efterhånden - bevidst eller ej - havde sagt flere ting, der burde få Lou til at jube af glæde, var hun helt døv for disse ord, og hun følte sig stadig som en idiot, der var ved at ødelægge et godt venskab. Ordet 'lykkelig' gav genlyd i hendes hoved, og ligesom Aiden trak hun armene til sig og krydsede dem beskyttende henover sig selv. Endnu en gang åbnede hun munden for at sige noget, men denne gang afbrød hun sig selv. Der var noget, der var gået op for hende, også selvom Aidens ord indtil slet ikke havde givet den rigtige mening for hende. Hendes blik ændrede sig og blev en blanding af bebrejdende og fortvivlet.
"Du har snakket med Rachel om det?" spurgte hun med tynd stemme, og denne gang knækkede den også over. Hun turde ikke tænke tanken færdigt om, at det måske var hende, der havde fortalt ham det, men den lå stadig og nagede bagerst i hendes sind. Men en kraftanstrengelse skubbede hun tanken fra sig og samlede mod til at sige noget emre.
"Jeg vil ikke ødelægge noget, ok? Jeg vil bare..." hendes stemme var bedende, og hun sænkede blikket. "Kan vi ikke bare fortsætte, som det var før? Mine følelser skal ikke komme i vejen for noget. Det har de aldrig gjort!" Hun bøjede hovedet yderligere, fordi hun mærkede, hvordan tårerne pressede sig mere og mere på. Der var ikke nogen som helst mulighed for, at hun havde tænkt sig at stå og græde foran nogen på hele skolen, tænkte hun frustreret, men samtidig var der alt for meget andet, der rumsterede hensynsløst rundt i hendes hoved og forhindrede hende i at koncentrere sig om ikke at græde.

[Aiden Kane Ivory]

Han forstod ikke helt hvad problemet var. Om der var noget galt med ham anede han ikke, om han havde dummede sig ved at sige noget forkert anede han heller ikke. Han havde ikke sagt noget hun ville høre, han havde snakkede direkte fra hjertet men det nyttede åbenbart ikke. Han var ikke en af de fyre der opgav lige med det samme, ikke når det gjaldt den slags. Han så på hende da hun åbnede munden men endnu engang kom der ikke noget ud, ved næste forsøg hvor det endelig lykkedes gav han slip på hende. Han stak hænderne i lommerne på sine jeans med blikket rettet mod hende. han havde selvfølgelig bemærket hendes bebrejdende og forvirret blik, det kunne han slet ikke overse. Han sukkede og rystede på hovedet ”Vi snakkede generelt.. og så blev vi enig om at vi ikke ville stå i vejen for hinanden.. jeg flipper ud hver gang en fyr kigger på hende og hun flipper ud hver gang en pige kigger på mig.. jeg har tænkt mig at lade hende gøre som hun vil og det samme sagde hun til mig.. og endelig er jeg også ligeglad med hvad hun mener om hvem jeg er sammen med..” hans stemme var ganske rolig og oprigtig. Han løj ikke, han mente hver et ord der forlod hans læber. Tavsheden sænkede sig over dem igen og han sagde intet, lod det han havde sagt synke ind og ventede blot på et svar. Det næste hun sagde fik ham faktisk til at se overrasket på hende. ”Hvorfor tror du at det vil blive ødelagt? Og desuden, hvad får dig til at tro at vi nu bare kan lade som ingenting..” han tav brat og sukkede ”Men hvis det virkelig er hvad du vil..” han tav kunne virkelig ikke få det ud. Han bed tænderne sammen spå kindbenene var fremtrædende og man kunne godt se at han ikke havde i sinde at fortsætte.. han kunne IKKE sige det, det kunne han bare ikke få sig selv til.

[lou]

Aidens forklaring om, hvad han havde snakket med Rachel om, beroligede hende en del. Hun kunne ikke rigtig sætte sig ind i deres forhold, da hun aldrig havde haft en tvilling men kun ældre der brødre, der allerede var ude i livet og slet ikke delte skoleoplevelsen med hende på samme måde, som to, der gik på samme årgang, ja selv samme klasse. Personligt ville hun blive tosset, hvis hun gik i klasse med både sin søster og sin fætter, men nu havde Lou også en meget irriterende fætter, og ikke en som Adam.
På trods af de beroligende ord følte hun sig stadig i vildrede. Hun kunne mærke på Aiden, at han ikke havde så meget mere og sige, og hun følte ikke, at det var fair, bare at lade ham stå der og forstå lige så lidt som hende selv, så hun vidste, at hun var nødt til at sige noget, der fik ham til at slappe af og selv føle, at alting var i orden - ligesom alt havde været før.
"Hør her," begyndte hun men en vag stemme, men da hun talte videre genvandt den sin kraft. Hun mødte hans blik igen og viklede armene ud af sin beskyttende stilling henover sit bryst. "Jeg har aldrig haft let ved at snakke om følelser, det er derfor, jeg aldrig har sagt noget til dig. Desuden synes jeg, at de er bedre, hvis de forbliver usagt, når jeg alligevel ved, at det er en afvisning, jeg får." Hun sank en klump og lagde sin ene hånd rundt om sin albue - hun var stadig ret usikker på sig selv, hvilket var en meget uvant følelse for hende.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden betragtede hende tavst mens han forsøgte at vurdere hvad der forgik i hendes hoved. Han var så stædig at han blev ved med at glo i håb om at få noget ud af det selvom han klart vidste at det langt fra var tilfældet. De delte nogle tanker men de var sjældent enig om de samme ting. Angående Quidditch diskuteret han tit med hende men da hun var anføreren havde hun det sidste ord. han kunne se at hans ord omkring hvad han havde snakket med Rachel om beroligede hende til en hvis grad og det gjorde ham lettet, han ønskede næppe at forholdet mellem de to piger blev mere anspændt end den allerede var.Hendes ord fik ham til at se mere stædigt på hende. Han forstod ikke hvor hun havde den ide fra at hun ville blive afvist! Han fattede de bare ikke, og det gjorde hun åbenbart heller ikke når han sagde til hende at det ikke ville blive ødelagt. Hans stædighed kunne både ses i hans blik nu og hans stemme ”Når så du er bange for en afvisning!?” sagde han stædigt og spørgende på samme tid. Hans blik var lige så stærkt som altid og venligheden og den sande blidhed lå også et sted derinde. ”Fint! Mary-Lou Trevor vil du tage med mig til juleballet?” han var helt alvorlig og fuldkommen rolig.

[lou]

Lou havde langt fra forventet den stædige, næsten udfordrende tone som Aidens ord nu fik, og hun hævede overrasket øjnebrynene. Hun skulle lige til at undskylde for det, hun havde sagt, men Aiden kom hende i forkøbet med at tale.
"Hvad?" var det eneste, hun fik ud i første omgang. Det var ikke en gang en hvisken, nærmere hendes læber der formede ordet og hendes forbløffede ansigtsudtryk, der forklarede meningen. Der gik flere sekunder endnu, inden meningen sivede helt ind, og for at være helt ærlig, så brændte hun sammen inden i. Al den tid hun havde brugt på at være fortørnet over, at han slet ikke havde lagt mærke til hende som mere end en ven, og så fortvivlelsen over, at han pludselig vidste hvad hun følte, kolliderede i hendes sind og efterlod det rodet og uoverskueligt.
"Det kan jeg ikke." sagde hun med et mekanisk stemme og lod armene hænge slapt ned langs hendes sider, som om hun ikke havde nogen kontrol over dem. Hun stirrede på Aiden i et yderligere et par sekunder, inden hun tog et skridt bagud. Det fik hende til at gå baglæns ind i bænken, som hun næsten satte sig ned på igen, men hun genvandt balancen og trådte til siden, væk fra Aiden og hans milde smil, skønne øjne og dejlige ansigt. Uden at tænke over det blev hun ved med at gå i et underligt langsomt tempo væk fra ham, men efterhånden som hun huskede, at det faktisk var meget nemt at sætte det ene ben foran det andet kom hun hurtigere og hurtigtere af sted.

[Aiden Kane Ivory]

Havde han været for hurtig? For direkte? Han anede det ikke.. Hvorfor skulle det også være så kompliceret det hele. Det gik op for ham at han alligevel ikke var særlig god til at håndtere piger selvom han havde søstre og havde set hvordan de reagerede når en fyr gav den opmærksomhed. Hun virkede så overrasket.. havde hun virkelig ikke troet at han havde bemærket hende.. det havde han skam.. måske bare aldrig tænkt på hende som en mulig kæreste men det var der så mange grunde til. Hendes svar overraskede ham.. og underligt nok sårede ham også.. han vendte blikket bort fra hende skuffede over sig selv og over hendes svar. Han strøg hånden gennem håret og forsøgte at finde ud af hvad han nu skulle gøre, hvad han nu skulle sige. Han vendte blikket mod hende da hun bakkede uden at ane hvad han skulle sige. Hvorfor troede hun lige at det løste problemet hvis hun gik sin vej ”Lou..” da hun satte farten op så han ikke andet udvej ind han gribe fat i hendes håndled og holde hende fast uden at gøre mine til at give slip, hun kunne selvfølgelig trække hånden til sig hvis hun ønskede dette ”Vores.. hvis du går nu vil det aldrig være det samme igen..” han gav slip på hende selvom han helst ville have holdt fast i et stykke tid endnu. Han så på hende ganske roligt…hans øjne afsløret en del, noget af det var bekymrede, det andet var såret, noget af det var nervøs.

[lou]

Lou stoppede mere medvilligt, end hun troede, at hun ville, da Aiden greb fat i hende. Hun blev stående med ryggen til ham og med hans hånd om hendes håndled, og lyttede til, hvad han havde at sige, men hun havde svært ved at rumme det. Hun evndte sig halvvejs rundt og kiggede med store forvirrede og fortvivlede øjne på ham.
"Jeg kan bare ikke.. Lige nu er det bare..." Hun vidste ikke, hvordan hun skulle færdiggøre sætningen, og endte med blot at se undskyldende på ham. Inderst inde ønskede hun ikke, at han gav slip, men når alt kom til alt ville hun heller ikke vide, hvad hun skulle gøre, hvis de blev stående. I lang tid stod hun og kiggede på ham, og tårerne lå i øjenkrogen.
"Måske... hvis jeg fik lidt tid." Igen havde hun svært ved at danne hele sætninger, fordi hun samtidig prøvede at kvæle gråden. Det var ikke helt, hvad hun havde tænkt sig, men når hun nu gav sig lidt tid til at overveje muligheden, så gav det hele måske mere mening? Aiden havde jo trods alt taget hende lidt på sengen, og så på den værst tænkelige måde i hendes bog: ja, lad os da snakke om det! Hun vidste godt, at han gjorde det i sin bedste mening, men det ændrede ikke, at hun var frygteligt dårlig til at tackle den slags situationer.

[Aiden Kane Ivory]

Han gav ikke slip og ærligt var han glad for at hun ikke trak hånden til sig. Han ventede tålmodigt på at hun skulle svare selvom tålmodigheden var ved at slippe op. da hun vendte sig om og så på ham med forvirrede og fortvivlede øjne følte han sig ikke just godt tilpas. Hendes svar der kun var en halv sætning fik ham blot til at se på hende mens han ventede på mere. Han gav ikke slip på hendes hånd, men nød tværtimod følelsen af hendes hånd i sin. Da hun fortsatte nikkede han med et svagt smil over sine læber ”Jeg går ingen steder.. uanset hvad du beslutter dig” svarede han og strøg blidt hendes kind med den frie hånd. han bemærkede tårerne der havde samlet sig i hendes øjne ”Lad mig se et af dine smil.. det vil gøre mig glad” hans stemme var en lav hvisken og alligevel helt blid og varm. Han forsøgte at opmuntre hende, at sige at det hele nok skulle gå og at hun - som hun selv sagde - skulle give det lidt tid. Han førte hendes hånd op til sine læber og plantede et blidt kys på den ”Undskyld at det kom så pludseligt..” hans stemme var tydeligt undskyldende.

[lou]

Endnu en gang formåede Aiden at sige noget beroligende, men det var stadig ikke nok til, at hun kunne smile på kommando. Hun trak halvt på skuldrene og lavede en krampagtig grimasse: det var ikke et forsøg på et smil men nærmere hendes måde at vise på, at hun hverken kunne eller ville se glad ud. Antydningen af et smil hvilede alligevel i hendes mundvige, da han gav sig til at kysse hendes hånd, og hun følte sig underligt akavet og opvartet på samme tid.
"Det gør ikke noget." svarede hun mere eller mindre hæst og tillod sig at trække den hånd, han lige havde kysset, til sig. Måske var det ikke så slemt alligevel? Hun prøvede at tænke tanken færdig, men den samme fortvivlede, forvirrede følelse ulmede stadig i hendes mave.
"Jeg skal nok finde ud af det hele." sagde hun med en undskyldende undertone uden rigtigt at vide, hvad 'det hele' var. Et eller andet skulle hun i hvert fald have styr på, det eneste hun vidste var, at hun skulle væk fra korridoren og op i sin lune seng og have sin pude henover hovedet. Hun trak sin anden hånd til sig og lagde den om sin ene albue. Hun lavede endnu en grimasse, der denne gang faktisk var forsøget på et smil, inden hun lavede et akavet nik og vendte sig om for at gå.

OUT

[Aiden Kane Ivory]

Han lod hende trække hånden til sig uden at stramme grebe eller forhindre hende i det på nogen anden made. Han betragtede hende mest for at se en form for en reaktion, grimassen fik et svagt smil over hans læber. Han stak hænderne i lommen og vendte kort blikket ned ad gangen da han syntes han hørte noget. Tavsheden afgjorde dog at der alligevel ikke var nogen så han vendte blikket mod hende igen. Han sukkede da smilet ikke blev til særlig men nikkede blot uden at gøre modstand da hun vendte dig om for at gå lod han hende gå og blev selv stående tilbage et stykke tid inden han gled ned at sidde på bænken og skjulte ansigtet i hænderne mens han tænkte det hele igennem. Havde han dummede sig? havde det været det rigtige at gøre? Han var langt fra sikker. Han rejste sig op efter et stykke tid og forlod korridoren.

///out