Let us talk about it

[Aiden Kane Ivory]

Aiden var på vej ned af korridoren i retningen af trapperne. Hans tanker var andre steder og han var fraværende i blikket. Han ville sikkert støde ind i nogen uden at ane det før det var sket. Han standsede ganske pludseligt da han huskede tilbage på det hans søster havde fortalt ham dagen før. Han følte sig helt splittet og anede ikke sit levende råd. Et suk forlod hans læber og lyden af sukket gjorde ham bevidst om hvor stille der var omkring ham. Han kiggede sig omkring for at opdage at han var drejet for tidligt af og gik tilbage af den vej han lige netop var kommet fra. Det var sent på eftermiddagen og han var heldigvis blevet færdig med lektierne. Han havde planer om at tage ud at træne mest for at have noget at beskæftige sig med og noget andet at tænke på. På den anden side havde han også haft i sinde at forsøge på at finde Lou for at få snakket ud med hende omkring det hele. Han havde kendt hende i 6 år uden at vide at hun havde haft følelser for ham. Han anede ikke engang hvornår hun havde fået disse følelser. Han lod den ene hånd glide gennem det lettere lange hår og strøg det væk fra ansigtet. Af påklædning var han iført en grå trøje med en v-udskæring ved halsen og sad tæt ind til hans lettere muskuløse overkrop og standsede lige under kanten til hans jeans.

[lou]

Eftermiddagen bød på afslapning - i hvert fald for Lou, når nu hun ignorerede resten af sine lektier. Det var typisk hende at ignorere småtingene, også selvom det gik ud over hendes karakterer. Hun brød sig dog ikke så meget om dem, så længe hun bare bestod og selvfølgelig klarede sig godt i de fag, hun gik op i. Det var altid et slag i hovedet at få en dårlig karakter for noget, man havde arbejdet meget med, men nu var Lou exceptionelt god til bare at komme op på hesten igen og fortsætte, så det gik hende sjældent på i mere end en dag. Dog var der andre ting, som kunne sidde fast for en tid, der føltes som for evigt. Det var ting som hendes modvilje mod dødsgradister og folk, der havde svigtet hende - eller teenageproblemer som håbløse forelskelser i uopnåelige personer. Et langt, lydløst suk forlod Lous læber, da hun drejede om hjørnet i korridoren. Kappen hviskede kærtegnenede om hendes ankler, og hun stak fraværende hænderne i lommen. hendes blik var hele tiden rettet mod det nærmeste vindue, og først da hun var faretruende tæt på at gå ind i en anden person rettede hun blikket fremad og spærrede øjnene op. Det var Aiden. Hun vaklede faretruende forover, men genvandt mere eller mindre elegant sin balance igen - det var bare lidt svært, fordi hun jo havde hænderne i lomme.
"Hey Aiden!" hilste hun med et lille smil i mundvigene - hun så ud, som hun plejede. Indeni følte hun sig dog som en orkan, og tusind forskellige tanker eksploderede i hendes hoved på en gang. I flere sekunder havde hun det, som om hun kortsluttede, men på en eller anden måde genvandt hun fatningen.
"Hvad laver du her?" spurgte hun ret fantasiløst og kastede et blik forbi ham ned ad gangen. Hun havde ikke hørt andre, men man vidste jo aldrig, om han havde selskab. For eksempel gik han tit rundt sammen med sin søster, som Lou foretrak ikke at støde på lige nu.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde igen været så fraværende at han ikke havde bemærket at der var nogen på vej mod ham. Han blev nærværende få sekunder inden han stødte ind i hende. Selv havde han ingen problemer med at nå at standse og han mistede heller ikke just balancen. Han nåede dog at bemærke at hu n var ret tæt på at miste den og skulle lige til at gribe hende hvis hun faldt men det havde der vist ikke været behov for. Han lod armene glide ned langs siden og smilede et af sine varme smil til hende selvom det denne gang føltes helt underligt at smile til hende. ”Hej Lou” svarede han med den blide varme stemme. Han havde det med at virke for flink og for venlig alligevel var han en sand løbe på banen og en førsteklasses spiller, det lå trods alt i blodet. Da hun spurgte hvad han lavede anede han ikke helt hvad han skulle svare, han hadede den slags konfrontationer især fordi han ikke selv anede hvor han stod i dem ”Jeg ledte faktisk efter dig” svarede han med et skævt smil over læberne og de grågrønne øjne hvilende på hende og kun hende. Havde de været hans skyld at hun var faldet for ham? Havde han sagt eller gjort noget hun havde misforstået? Han anede det ikke, han var ellers altid ret forsigtig omkring den slags. Det han følte som han stod der var både forvirring men også en brændende fornemmelse i fingerspidserne som han ikke forstod.

[lou]

Det irriterede Lou ens mule, at hun sådan havde været ved at vælte forover, men hun tvang sig selv til at glemme det og koncentrerede sig i stedet om det, Aiden lige havde sagt. Hun hævede lettere overrasket øjenbrynene og begyndte straks at tænke på quidditchting, fordi hun tænkte, at han nok havde spørgsmål til træningen.
"Jamen nu har du fundet mig!" smilede hun og gestikulerede. "Hvad så?" spurgte hun og så på ham med spørgende øjne. Det brusede frygteligt meget i hendes mave. Hvorfor havde han ledt efter hende? Alle mulige sindsyge scenarier, der alle endte i et kys, formede sig i hendes hoved, og hun rettede et mentalt spark mod sig selv for at få dem ud af hovedet. Det var utroligt besynderligt sådan at fortrænge de følelser, hun udemærket vidste hvad var, når hun stod foran den fyr, hun var så fortabt i. Hun vidste ikke helt, hvornår det var startet, kun at hun pludselig for et par uger siden havde opdaget, at hun prøvede at få ham for sig selv til at følges med efter træningen. Det havde overrasket hende ret meget, men hun havde aldrig været bange for at indrømme over for sig selv, for det var jo trods alt kun hende, der kendte til det. Det troede hun i hvert fald, for pigebarnet var for naivt til at forstå hvor indforstået andre piger var med hendes opførsel og derfor regnede det ud meget kort tid efter, hun selv var blevet klar over, at hun havde et crush på nogen.

[Aiden Kane Ivory]

Ja nu havde han fundet hende… og hvad så nu?? Han var ikke typen der bakkede ud af noget han havde planer om heller ikke typen der var usikker alligevel havde han lyst til begge del lige nu men det gik ikke at han bakkede ud nu så han måtte bare tage sig sammen og få snakket ud omkring det ellers ville deres forhold for fremtiden enten blive helt uudholdelig eller helt blive ødelagt hvilket han ikke ønskede. Problemet for ham var bare at han ikke anede hvad han selv følte. De havde jo været ret gode venner og det var de stadig, de kendte hinanden ud og ind og delte hinandens ideer og tanker selvom hun kunne være ret dominerende hvilket blot var en ting han kunne lide ved hende. Han tog sig sammen og smilede blot varmt ”Jeg synes vi skulle sætte os et sted først” svarede han. Han ville helst bare blusse ud med det men han ønskede ikke at smide det i hovedet på hende så det var vel bedst at sætte sig ned og snakke om tingene. Hans blik gled rundt og faldt på et par bænke foran et stort vindue. Han nikkede mod bænken ”Hvad siger du til at sætte os der?” sagde han og stak kort hænderne i lommen. Man kunne se den skyfri himmel udenfor hvor månen strålede og viste at det var fuldmåne. Han elskede synet af den klare himmel især om natten hvor stjernerne kunne ses.

[lou]

Lous første reaktion på Aidens underlige opførsel var at hæve øjenbrynene mistroisk ad ham. Hvad lavede han? Det gik op for hende, at hun måske ikke opførte sig særligt pænt, og hun sørgede for at gøre sit ansigtsudtryk mere neutralt.
"Er der noget galt, Aiden?" spurgte hun og fulgte med hen til den bænk, han havde lavet en gestus mod. Hvad kunne være så slemt, at de rent faktisk skulle sidde ned? Tanken slog hende som et lyn, og hun kom til at gispe så meget, at hun næsten fik ilten galt i halsen. Hun drejede om på hælen, så hun stod med fronten mod Aiden igen og nærmest stødte ind i ham for anden gang. Denne gang holdt hun dog balancen, og hun havde et ufatteligt stædigt, men også lidt såret blik.
"Du må ikke gå af holdet!" sagde hun hårdt og kommanderende, hendes ord stod ikke til diskussion. "Uden dig har vi ikke en jordisk chance for at vinde pokalen!" snakkede hun videre lidt mildere end før: han var en god spiller, og det vidste han også godt selv. Om hun så var forelsket i ham eller ej: hun kunne sagtens holde hovedet koldt, når det gjaldt at spille. Inden Aiden fik en chance for at svare tog hun sig til hovedet med begge hænder og vendte ryggen til ham.
"Årh Aiden, for helvede!" udbrød hun bittert og gik hen til bænken, som hun satte sig ned på og gav sig til at stirre ned i stengulvet, som om hun kunne få gulvet til at sprække ved bare at glo. Det ville nok hjælpe en hel del på hendes frustration, hvis hun kunne få udløb for den på en eller anden måde.

[Aiden Kane Ivory]

Han betragtede hende opmærksomt, betragtede hende for at få en form for reaktion hvad han da også fik. Da hun hævede brynet kunne han ikke andet end at smile skævt, det gik op for ham at han kunne lide at se hende hæve brynet på den måde men tog sig sammen. Gik nogle ting pludseligt op for ham nu hvor han havde fået besked på hendes følelser? Han skyndte sig at sætte det til side og snerpede eftertænksomt læberne sammen ”Både ja og nej…” svarede han da hun spurgte om der var noget galt. For det var vel sandt at der både var noget og at der alligevel måske ikke var noget. Han fulgte lige efter hende da hun begyndte at gå i retningen af den anviste bænk og standsede dog brat op da hun vendte sig så pludseligt så de nær var stød ind i hinanden. Han nåede ikke at spørg hvad der var galt da han bemærkede hendes stædig dog en anelse sårede blik. Han mistede nærmest helt mælet og faldt i staver. Da han endelig kom sig over synet af det sårede udtryk nåede han endnu engang ikke at sige noget da ordene forlod hendes læber. Han blinkede forvirret da hun sagde at han ikke måtte gå af holdet, det havde han jo ikke sagt noget om, de var bare en af hendes konklusioner. Hendes hårde stemme gjorde ham en anelse irriteret men han tog det med ro som han altid gjorde. Da hun fortsatte og sagde at de ikke kunne vinde pokalen uden ham hævede han brynet denne gang. Var det kun derfor hun ville have ham på holdet. Han rystede det dog hurtigt af sig og fulgte hende med blikket da hun fortsatte hen mod bænken og satte sig. Han fulgte lige efter og standsede foran hende. han satte sig ikke ved siden af hende men stod blot og betragtede hende i et stykke tid inden han satte sig på hug foran hende og lagde begge hænder på hver af hendes skuldre ”Jeg går ikke af holdet… det er noget andet og vigtigere end holdet jeg vil snakke med dig om..” sagde han med en dyb ro i stemmen. Venligheden var ikke bort den var blot gemt væk for en stund. Hans stemme havde været bestemt, han fortsatte få sekunder efter ”Jeg vil snakke om os..” sagde han blidere og med en lavere stemme.

[lou]

Aidens forsikring om, at han blev på holdet fik lettelsen til at brede sig i hende, men lige så hurtigt den var kommet, lige så hurtigt forsvandt den igen og blev erstattet af en underligt lammende følelse. Lou mærkede, hvordan hendes kinder blev brandvarme, og hun var ikke helt klar over, om hun rent faktisk havde rødmet eller hvad - hun havde vist aldrig prøvet at rødme før.
"Hvad mener du?" spurgte hun med en tynd stemme. Hendes blik var endnu en gang brændt fast i gulvet mellem hende og Aiden, og hun var underligt bevidst om, hvor varme hans hænder var på hendes skuldre. Hun var splittet mellem at være glad for, at han rent faktisk rørte ved hende og at være skræmt for vid og sans. Han ville tale... Om dem? Hvad skulle det betyde? Var hun en dårlig anfører? Den tanke var den mindst dominerende af alle, men hun turde slet ikke at tillade sig selv at tro, at han rent faktisk mente dem som i, at der var følelser. Det sidste virkede desuden højst usandsynligt, for med mindre Aiden selv havde følelser for hende - det svimlede i hendes hoved ved den blotte tanke - så var der jo ikke så meget andet end venskab at tale om. Lou havde jo aldrig fortalt nogen, at hun kunne lide Aiden, og hun kunne ikke se, hvad der skulle have ændret sig i mellem dem.

[Aiden Kane Ivory]

Han så fortsat roligt på hende. Han bemærkede hvordan hendes kinder blev lettere lyserøde hvilket var helt underligt at se taget i betragtning at han aldrig rigtigt havde set hende rødme. Da hun spurgte hvad han mente kunne han se at hun ikke selv var helt sikker, og selvom han havde håbet på at hun ville forstå hvad han mente uden forklaring så måtte han indse at der ikke var en grund til at hun ville forstå hvad han mente med de få ord han havde sagt. Han lod hænderne glide bort fra hendes skuldre og måtte virkelig anstrenge sig for ikke at stryge hendes kind. Hvorfor han overhovedet havde lyst til dette anede han ikke, for han havde endelig aldrig tænkt på hende som mulige kæreste, hun var hans anfører og bedste ven, men der var måske andet mellem dem end blot det. Han var dog langt fra sikker! Han vidste ikke om han burde sige at han havde bemærket det eller om han havde hørt det fra en anden. Han løj aldrig for sine venner og det ville være løgn hvis han sagde at han havde bemærket det for det havde han ikke. Han førte hånden ind under hendes hage og skubbede den op så hun så på ham ”En lille fugl har sunget.. den har sunget om nogle følelser mellem os to..”

[/b] sagde han blidt og med den velkendte varme stemme han havde.. men hvad var dog det? Var stemmen pludselig blevet varmere? [/blockquote]

[lou]

Aidens ord havde en besynderlig effekt på Lou. Hun spærrede øjnene op og var pludselig fud af spørgsmål. En fugl havde sunget? Hvem skulle det have været? Og hvad mente han med følelser mellem de to? Hun løftede blikket op fra gulvet og så Aiden i øjnene. Det gik op for hende, at hun holdt vejret, og hun tog en dyb indånding, inden hun åbnede munden for at tale. Der kom ingenting ud.
Lous øjenbryn var rynkede, og ligeledes var hendes næse, så hun kom til at se lettere utilfreds ud. Det var hun så at sige også, fordi hun ingen kontrol havde over situationen, og hun følte sig som et lille barn, der lige var blevet kastet ud fra Nordtårnet. I frit fald. Hun hørte en piges stemme sige noget et sted nede af gangen, men det gik snart op for hende, at det var hende selv, der havde snakket.
"Jeg kan godt lide dig." havde hun sagt, og hun følte sig pludselig som suget tilbage til virkeligheden, hvor Aiden sad på hug foran hende og sagde ting, hun kun troede, han ville sige, i hendes vildeste fantasi. Meget pludseligt rejste hun sig op, og en ustyrligt håbløs følelser strømmede i gennem hende: hun kunne slet ikke håndtere siuationen.

[Aiden Kane Ivory]

Om det var overraskelse eller irritation der havde fået hende til at se sådan ud var han ikke helt sikker på, men han troede nu at det var det første. Da hun endelig efter et stykke tid – der føltes som en evighed for ham - vendte blikket mod ham virkede han både rolig og lige så blid og venlig som altid. Inderst inde var han selv nervøs for han anede selv ikke hvad han følte, hvad han burde sige eller hvorfor han i det hele taget havde taget mod til sig for at snakke med hende om det. Han anede virkelig ikke om han burde sige noget, hun var den type pige man ikke altid forstod, og ikke den type pige man skulle pylre om. Han vidste slet ikke hvordan hun ville tage det hvis han strøg hendes kind eller sagde noget lige nu, og derfor holdt han også lav profil og betragtede hende blot mens han ventede på en form for reaktion. Der var intet nyt ved hendes ord for det havde han jo fået at vide, alligevel var det komplet underligt og fuldkommen anderledes at høre det direkte fra hende. Hans eneste reaktion var at kigge på hende uden at ane hvad han skulle sige. Han vidste at hun ikke var van til situationer hun ikke styrede selv, på samme måde brød han sig ikke om at være helt om for ord. han var bare ikke van til ikke at vide hvad han skulle sige, han var den type der vidste hvad han ville og han havde skam ordet i sin magt. Da hun rejste sig så pludseligt var han tæt på at miste balancen men faldt ikke. Han kom på benene og anede virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig. Han sukkede, vendte blikket mod jorden mens han hurtigt tænkte det hele igennem. Efter enkelte sekunder havde han besluttet sig, han vendte blikket mod hende igen. Hun kunne ikke håndtere situationen.. men det skulle han nok gøre..”Vi må snakke om det.. jeg er ikke ud på hverken at såre dig eller gøre dig forlegen.. desuden behøver vi ikke beslutte noget som helst lige nu” han kunne ikke ignorer det nu hvor han havde fået det at vide.

[lou]

En ekstrem blanding af skuffelse og frustration raserede Lous krop, og hun knyttede sin hænder så hårdt, at neglene skar sig ind i hendes håndflader. Det der med at snakke om tingene - det var ikke hendes ting. Hvorfor kunne folk ikke bare lade det ligge og være, som det var? Aidens ord herskede der i hvert fald ingen tvivl om: det her var en medlidenhedssnak, hvor Aiden høfligt ville afvise hende men stadig være hendes ven. Det troede hun i hvert fald.
Hendes åndedræt rystede, men ikke desto mindre tog hun sig sammen og snakkede, omend med en meget tynd stemme, der var tæt på at knække over.
"Snakke?" begyndte hun og følte, at hendes grænser var blevet overskredet virkelig meget. Lige meget, hvor meget Aiden mente sine ord, så var hun enormt forlegen, og hun havde mest af alt bare lyst til at grave et hul og gemme sig væk for evigt.
"Det er ok. Du behøver ikke at lades som om." klemte hun ud, og tonefaldet var tydeligt skuffet. Hendes øjne flakkede mellem gulvet og hans brystkasse, og meget ulig sig selv kunne hun ikke få sig selv til at se ham i øjnene. Der var bare noget med den dreng, der skallede hendes parader af, og hun følte sig ubehageligt svag og udsat, når nu han vidste det her om hende. Hun forstod stadig ikke, hvordan han kunne vide det, men hendes hoved var for omtåget til, at hun kunne koncentrere sig om den tanke.

[Aiden Kane Ivory]

Han kunne se at der foregik en masse i hendes hoved, hvad det lige var anede han ikke. Selv havde han følt sig lige så forlegen ganske få minutter forinden men efter at have taget sig sammen var det blevet bedre og lettere på mange punkter. Han betragtede hende med et opmærksomt blik, fjernede ikke blikket fra hende som var han bange for at gå glip af noget. Han turde næsten ikke røre ved hende selvom han havde lyst til at tage hendes hånd. det føltes pludselig som om han ikke kendte hende, de havde ellers været bedste venner i lang tid og han havde troet han kendte hende ind og ud. Det havde han også gjort, bare ikke kendt til hendes følelser som pludselig ændrede de hele. Ikke til det værre .. nej helt sikkert ikke, det var bare så nyt så han måtte nærmest genopbygge et forhold. Da hun gentog ordet snakke nikkede han blot forsigtigt. Han betragtede hende fortsat opmærksomt. Han snakkede ikke med hende bare fordi han ville have det ud af verden, han kunne i princippet være ligeglad hvis han ikke selv var i tvivl om hvad han følte. Hendes næste ord fik ham til at blinkede flere gange ”Jeg lader ikke som om” svarede han alvorligt og skubbede hende ned at sidde igen ganske blidt inden gang satte sig ved siden af hende ”Jeg har ikke vidst det før.. det føles underligt men slet ikke ubehageligt.. du har aldrig sagt noget.. aldrig givet et hint og du ved hvor forsigtig jeg er i nærheden af piger..” han var skam forsigtig i nærheden af de fleste piger, var bange for at give dem det forkerte indtryk. ”Lou jeg har altid kunnet lide dig, du har bare aldrig været den pige der udviser følelser på den måde og det er noget af det jeg elsker ved dig.. du er modig, stærk og loyal.. nej vent dine egenskaber er helt umulig at beskrive men jeg elsker alt ved dig” han tav vidste ikke om han havde sagt for meget eller ej men nu havde han i hvert fald sagt noget af det han havde på hjerte.

[lou]

Det var ikke medvilligt, at Lou lod Aiden skubbe hende blidt ned at sidde igen. Egentlig ville hun gerne have kæmpet imod, men inden hun havde nået et tænke tanken havde hendes knæ givet efter, som var de gele, og hun støttede hænderne på bænken ved siden af hendes lår. Hun bøjede hovedet, så hendes hår skjulte hendes ansigt delvist, og hun bed sig hårdt i læben. Aidens ord satte sig ikke rigtigt fast i hendes hoved, og hun prøvede at fokusere. Hun havde aldrig bemærket, at han var forsigtigt omkring piger, men på den anden side, så var han vel nødt til det, når nu han var så eftertragtet. Det var jo det han var: så allerhelvedes uopnåelig, og det kunne Lou jo på ingen måde forklare ham. Hun følte, at hun burde sige noget, da Aiden holdt op med at tale et øjeblik, men alle ord i hendes ordforråd syntes at have gemt sig væk i hendes hjerne. Og så gik det først for alvor galt.
Aidens ord fik Lous hjerte til at springe et slag over, og endnu en gang rejste hun sig op uden at tænke over, hvad hun gjorde. Af en eller anden grund var hun nu fuldstændig klar i hovedet, og hun tænkte kun på en ting: mere kunne hun ikke klare til lige nu.
"Aiden, jeg bliver nødt til at gå." sagde hun prompte og vovede endelig at møde hans blik. Hendes øjne var banke af tårer, men hun græd ikke. Det var nærmere tårer af frustration over at have mistet kontrollen fuldstændigt. Med store øjne stirrede hun op i hans og prøvede at samle modet til at gå - det var der bare ikke, og hun stod neglet fast til stedet.

[Aiden Kane Ivory]

Han anede ikke om han havde sagt det rigtige, om han havde sagt noget forkert. Han ville så gerne se hendes ansigt men det var skjult bag håret som dækkede for det. Han ville så gerne høre hendes stemme, bare hun sagde noget.. han var endelig ligeglad med hvad hun sagde bare hun sagde noget. Da hun rejste sig så brat efter at han tav så han på hende med et nærmest såret blik? Han vendte blikket mod sine fødder igen, strøg hånden gennem håret og bed sig kort i læben uden hverken at sige noget eller rejse sig. Hendes ord fik ham brat til at vende blikket mod hende. Det var næppe løsningen på det de var midt i. Da hun så på ham og han så hvor blanke hendes øjne var af tårer så han nærmest forfærdet på hende ”Lou.. please.. dont do that to me” han kunne virkelig ikke tro at han faktisk sad og tiggede hende om ikke at gå. Han havde blidt taget fat i hendes hånd, hun kunne sagtens trække hånde til sig hvis hun ville. Han rejste sig op, stillede sig foran hende, tættere end nogensinde før. Han havde ikke givet slip på hendes hånd, og brugte den anden til at stryge hendes kind ”Hvorfor vil du ikke snakke om det?” spurgte han med en uforstående tone og rynkede bryn og pande.