Fit for fight.

[Deleted]

fit for fight ,
tag; julie aderyn young

Adam havde siddet i fællesstuen hele aftenen, fordi han og en kammerat fra Ravenclaw havde aftalt at lave deres forvandlingsaflevering sammen; det var endda gået hen og blevet så sent, at de fleste elever var gået for at gå i seng eller møde deres kollegiekammerater i deres opholdsstuer.

Da Adam og Ravenclawkammeraten omsider blev færdige, konkluderede kammeraten også, at det var over hans sengetid, og efterlod Adam siddende foran den varme pejs. Han følte ikke nogen særlig stor trang til at vende tilbage til kollegiet, fordi han ikke var i humør til Gryffindorkollegiets tumult. Alt det med Lily og alle deres fælles venner var ved at slå ham ihjel af pinsel, og det var også lidt derfor at Adam havde søgt tilflugt med en Ravenclaw'er som ikke var inde i sagen eller ville se anderledes på Adam fordi han også kendte Lily. Det var rart for en gangs skyld; og det var jo ikke fordi han ikke kunne lide Lily.
Tværtimod.

Så han trak tiden ud, indtil han kunne gå fredeligt op i en tom opholdsstue uden at støde på nogen som han, - i dette øjeblik, - ikke havde lyst til at snakke med.

[Julie Aderyn Young]

FIT FOR FIGHT
adam ivory

Nogle ting må gøres, selv efter sengetid, tænkte Julie i et forsøg på at være rationel, da hun målrettet gik ned ad korridoren med kappen hviskende om sine ankler. Det var ikke, fordi de sene timer plettede Julies samvittighed, langt fra, hun var en vant regelbryder, men i aften var hendes mål ikke morskab, tværtimod. På trods af sin målrettede gang vidste hun ikke helt, hvor hun skulle hen, bare hvad hun skulle finde.
Hendes søgen havde efterhånden varet meget længere, end hun havde håbet på, for selv om ledte efter et ansigt, der var forholdsvis kendt på skolen, så var Adam ikke til at finde nogen vegne. Et tungt suk forlod hendes læber, og hun hilste flygtigt på en forbipasserende kollegiekammerat, der kom gående ud af fællesstuen. Hun nåede at gå endnu et stykke ned ad gangen, inden hun stoppede op og drejede om på hælen, så både hendes hår og kappen flagrede omkring hende.
"Har du set Adam Ivory?" spurgte hun i håbet om, at hun rent faktisk havde heldet med sig, og allerede inden ravnen nikkede ind mod fællesstuen, var hun begyndt at bande indvendigt over, hvorfor hun dog ikke havde tænkt på det noget tidligere. Hun gik tilbage mod fællesstuen og mumlede meningsløse ting til sig selv.
Det var Julies stædige og loyale væsen, der gjorde, at hun var nødt til at få sine frustrationer ud af systemet. Adskillige gange havde hun snakket med Lily og set hendes fortvivlelse, og selvom Julie gerne ville have nogle svar og få stillet sin nysgerrighed, så ville hun mest af alt sætte Adam på plads i et forsøg på at få ham til at holde sig væk.
Da hun kom ind af døren spottede hun Adam som den eneste i lokalet ovre ved pejsen.
"Adam." sagde hun mere end hilste og nærmere sig sofaen, han sad i. Hun følte sig ærligt talt en smule dum over, at hun havde brugt et kvarter-tyve minutter på at opsøge drengen, men denne tanke blev snarligt erstattet af frustration igen.

CONFRONTATION

[Deleted]

fit for fight ,
tag; julie aderyn young

Adam burde have vidst at han ikke var sikker i fællesstuen; at han ikke kunne vide med sikkerhed at ingen ville finde ham her. Men hvorfor skulle folk også ville finde ham? Hvis ikke det var fordi Julie allerede var kommet ind i fællesstuen og ligesom havde lukket hans eneste flugtvej af, så havde han sikkert set sit snit til at stikke af. Julie var ikke just i toppen af hans liste over yndlingspersoner, eftersom hun var Lilys veninde, og at dømme ud fra Julies ansigt var det netop Lily det drejede sig om. Det var nemt at se på Julie at det var Adam hun havde ledt efter. Han rejste sig op og så en smule afventende på Julie.
"Julie," svarede han bare igen med den der cowboy-attitude når man skulle til at duellere. "Hvad vil du? Jeg går ud fra at du er her for at tale med mig," sagde han. Han havde let til at gennemskue Julie på det punkt. Han forberedte sig mentalt på at blive skældt ud, eftersom han ikke rigtig før havde oplevet at de to var decideret på god fod.

[Julie Aderyn Young]

FIT FOR FIGHT
adam ivory

Allerede få sekunder efter hun havde sat sin fod i opholdsstuen begyndte Adam at irritere hende.
"Det har du ret i." svarede hun mere eller mindre udtryksløst og stoppede omkring to meter fra sofaen. "Eller jeg er nærmere her for at tale til dig - jeg tror at de fleste har fået nok af at høre på dit ophøjede snak." tilføjede hun køligt og ufortrødent og gav ham ikke tid til at svare igen, inden hun selv fortsatte. "Er du godt klar over, hvor meget dine små julelege sårer folk?" spurgte hun og rettede en forarget pegefinger mod ham. Spørgsmålet var tydeligvis så retorisk, som et spørgsmål kunne blive. "Jeg ved ikke, hvem du tror du er, men du kan ikke bare rende rundt og beskylde folk for ting og regne med, at alt er i orden, fordi du sender en gave bagefter!" Den anklagende finger blev erstattet af en række gestikulationer, ligesom hendes stemme blev gradvist hårdere og mere bestemt, mens hun snakkede - og hun var ikke færdig. Når Julie havde sagt 'folk' vidste de jo udemærket begge to, hvad det drejede sig om, om det havde hun ikke tænkt sig at lægge skjul på: det var jo derfor, hun var der. "I hvilket liv tror du, at du kan beskylde Lily for at tage din familie fra dig? De forlader aldrig din side, og alligevel skal du give hende dårlig samvittighed over noget, hun ikke har gjort eller overhovedet er sket!"
Julies stemme havde hævet sig faretruende, men hun havde ikke mistet besindelsen. Adams såkaldte charme bed ikke på hende, men til gengæld var hun også klar over, at han ikke var dum nok til at prøve på noget i den retning med hende. Faktisk vidste hun slet ikke, hvordan han ville reagere, men i stedet for at spekulere over det kunne hun jo blot vente og se.

[Deleted]

fit for fight ,
tag; julie aderyn young

Adam lod hende tale indtil hun begyndte at kommentere på at han skulle have beskyldt nogen for noget, og derefter sendt gaver.
"Hey-hey-hey! Ved du overhovedet hvad du taler om?" afbrød han hende og så foraget og irriteret på hende, fordi han virkelig følte sig irriteret over at skulle forklare hende situationen, når hun burde kende til den. Men han nåede ikke at tilføje mere, før endnu en talestrøm fra hendes side spruttede ud af hende.
"Jeg..." han blev mundlam. Hans øjne føltes irriterede på grund af den der irriterende prikken. Han sænkede blikket et øjeblik for at få styr på sit hoved, og kneb øjnene sammen, og pressede på sin næseryg fra begge sider med henholdsvis sin pege- og tommelfinger.
"Jeg mente ikke det jeg sagde til hende i Hogsmeade..." forsøgte han at forklare så pædagogisk og samtidig med så megen oprigtighed at det måske ville bremse Julies talestrøm, fordi hun virkede til at have meget på hjertet. "Jeg ved ikke om du har prøvet det, men det er ikke fedt at være i en omgangskreds hvor alle i den kreds taler med den ene pige som lige præcis ikke vil tale med dig. Vi plejede at være bedste venner, Julie... Lily og jeg," han klappede i, fordi han ikke følte at det her sørgmodige undskyld-shit virkede til at være særligt overbevisende på Julie.
"Hun beskyldte også mig for at have ignoreret hende! Det har jeg aldrig gjort! Jeg har altid..." han tog sig selv i at færdiggøre den sætning, og lukkede munden da hans stemme alligevel knækkede, og vendte sig irriteret om, med en hånd dybt begravet i sit hår af frustration.

[Julie Aderyn Young]

FIT FOR FIGHT
adam ivory

Julies øjne skød lyn. Hun havde ikke særligt meget til overs for Adams forsøg på at sno sig udenom, og hun måtte knytte sine næver for ikke at vifte hensynløst med dem.
"Ja, jeg ved, hvad jeg taler om! Jeg er Lilys veninde, husker du det? Jeg snakker med hende, spørger hende om, hvordan hun har det. Måske skulle du prøve det en gang i mellem i stedet for kun at tænke på dig selv!" bed hun hidsigt igen og blev umådeligt fornærmet over, at han ikke gad at se på hende noget af den tid, de talte til hinanden. Under normale omstændigheder havde hun nok ikke skænket det, at Adam sænkede sit blik en tanke.
"Og hvad havde du forventet? At Lily pænt og venligt ville trække sig tilbage, når i ikke var venner længere, så du kunne have dem for dig selv? Du er ynkelig." Endnu en gang var den anklagende pegefinger rettet mod ham, og de sidste ord blev sagt med en udtalt afsky.
"Du burde vide bedre end som sådan. Ved du måske, hvordan det er at se sin bedste ven rende rundt med alle mulige random piger og så spørge hende, om hun vil med til juleballet? Det kan godt være, du ikke har ignoreret hende, men du har fand'me heller ikke behandlet hende pænt!" skældte hun og stirrede stædigt ind i hans ryg, som om det ville få ham til at vende sig om igen og møde hendes blik som en rigtig mand. Hun havde ikke bemærket hans stemme knække, mest fordi hun faktisk var komplet ligeglad med, hvad han sagde. Hun havde låst sig fast på, at der ikke var nogen undskyldning for det, han havde gjort, og det stod ikke til at ændre, især ikke af Adam denne aften.

[Deleted]

fit for fight ,
tag; julie aderyn young

Adam sendte Julies lynende øjne et trodsigt blik tilbage til gengæld. Han følte sig noget frustreret over hendes vrede, og i et øjeblik holdt han sig for hovedet, som om han havde en meget voldsom hovedpine. Han vendte sig om imod hende igen efter lidt tid.
"Tænke på andre end mig selv?!" Det var dråben! Adam mærkede vreden stige op i sig, på samme måde som den havde gjort den aften i Hogsmeade. Måske var han netop vred over denne anklage, fordi han havde bedt Aiden om at følge Lily hjem, og han havde taget både Lilys og Aidens jakke med hjem fra Hogsmeade, og han havde tilmed sendt Lily sin portion hjemmelavet chokolade som undskyldning, på trods af at hun havde stukket ham en løgn! Han forsøgte desperat at køle sig selv ned, for at undgå at sige noget han ville fortryde senere igen. Dermed valgte han også at overhøre Julies formaninger om at han ikke skulle forvente at Lily bare ville droppe deres fælles venner. Han lukkede dog lyttelapperne ud tids nok til at få hendes næste og sidste strøm med.
"Alle mulige random piger? Kan hun ikke være ligeglad med det? Hun vil jo ikke engang være på venskabelig fod med mig!" svarede han hæst igen, og rømmede sig bagefter, for så at fortsætte, "Jeg har gjort alt for at behandle hende pænt! Jeg ved ikke hvad det er du karakteriserer som "dårlig behandling", men det har i hvert fald aldrig været min intention at såre hende!" brølede han tilbage. Det kunne have været en catfight mellem en hun- og hanløve. Han vendte sørgmodigt blikket mod pejsen, og slappede mere af, når han nu havde fået sine aggressioner ud verbalt med et forsvar.

[Julie Aderyn Young]

FIT FOR FIGHT
adam ivory

Julie havde fået sin mening sagt, og de havde haft en tydelig virkning på Adam. Han lignede oprigtigt en, der var i vildrede omkring det, men hvor ærlig han end så ud, så holdt hun stadig med Lily. Som pige kunne hun alt for godt relatere til alle de ting, der gik hende på, og hun priste sig ærligt talt bare lykkelig for, at hun ikke selv sad i klemme på den måde.
"Det er du ikke særlig god til at vise." sagde hun udtryksløst og satte hænderne i siden, fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af dem.
"Adam." begyndte hun og så en smule tvetydig ud - hun vidste ikke, om hun fortsat skulle være arrig på ham, eller om hun skulle kalde skænderiet for slut. "Du er et fjols." konstaterede hun. "Jeg kan ikke se, hvorfor det er så svært for dig bare at tage dig sammen! Ved du overhovedet, hvordan piger tænker?" spurgte hun uden at forvente et svar.
I et øjeblik var der pinlig tavshed, hvori hun følte sig utroligt akavet. Selvom Julie og Adam havde en hel del til fælles og egentlig fungerede fint sammen, så havde de ikke haft en egentlig samtale i noget, der lignede flere år. Hun fjernede hænderne fra sine hofter og lagde i stedet den ene henover sin albue, mens hun stirrede intenst på sofaryggen, der stod ved siden af Adam.

[Deleted]

fit for fight ,
tag; julie aderyn young

Adam satte sig ned på sofaens armlæn, og stirrede tomt frem for sig, hen mod Julie, og uden at vende hovedet yderligere imod hende eller fokusere frem for sig, svarede han bare med en halvt monoton stemme;
"Åbenbart..." Ordene kom ud udtryksløst. Han sukkede svagt, men kiggede ikke tilbage på Julie, men lod hende snakke i ét væk. Dog kunne han ikke lade være med at skære en grimasse for at forhindre sig selv i at grine da Julie påstod at han var et fjols, - ikke at Adam nogensinde havde påstået andet. Dog udeblev han indtil hun havde fået talt ud, og sendte hende et næsten undskyldende blik.
"Nej... Jeg ved ikke hvordan piger tænker... Men når hun nu ikke har nogle følelser for mig, så kan jeg ikke se hvorfor hun skulle blive såret over at jeg... forsøger at komme..." han ville have sagt, videre, men han følte ærlig talt ikke at det var nødvendigt at fylde Lilys bedste veninde med den slags informationer, når det kunne gå direkte tilbage til hende; det sidste han havde brug for var at Lily bare blev mere gal over at han havde en dyb ulykkelig forelskelse i hende, som han desuden talte åbent om. Han kløede sig i håret.
"Vær sød bare at forklare mig hvordan piger tænker, så jeg slipper for at gætte mig frem, for uanset hvad jeg gør med Lily, virker hun bare til at finde en måde at dreje det i den forkerte retning på!" vrissede han lidt, ikke fordi han skældte Julie ud, men fordi det virkelig irriterede ham at han ikke vidste nøjagtig hvad Lily ville have.

[Julie Aderyn Young]

Julie og Adams samtale kom ikke rigtig videre, men Julie forlod fællesstuen med et mere mildt syn på Adam, end da hun var kommet for at give ham en opsang. Den ven, hun før havde set i ham, var kommet til syne igen, og da hun endelig havde fået ytret sig om sin modvilje mod hans handlinger mod Lily følte hun, at hun havde gjort sit for at beskytte sin veninde. Samtidig havde hun også opdaget, at der nok lå noget mere bag deres forhold, end Julie umiddelbart kunne gennemskue.

THE END