sne i bøgerne er forbuden frugt

[Pedias Cromwill]

_{læsesalen
en dag i november
tag; stuart}

Man kunne få det indtryk, at læsesalen var Ravenclaw kollegiets opholdsstue. Rygter sagde godt nok, at deres opholdsstue lå oppe i et af tårnene, men når man kiggede rundt herinde, syntes der alligevel at være så mange elever iført de blå farver, at deres opholdsstue måtte ligge nærmest tom. Det lykkedes Pedias at finde et tomt bord, hvor hun lagde bunken af bøger fra sig. Lektiemængden på det sidste år var enorm og hun startede bare fra den ene ende af og trak eliksir bogen ned fra bunken og lagde den foran sig. Hun åbnede den ved bogmærket og hendes ansigt forsvandt helt i det lyse hår, da hun lænede sig frem og begyndte at læse videre i lektien. På tider som disse, hvor vinterkulden var på sit højeste, lektiemængden overvældende og der samtidig var juleglade Huffelpuff elever over det hele, kunne hun godt føle sig en smule frustreret. Lunten blev i hvert fald kun kortere og hun trængte virkelig til noget adspredelse fra hverdagen. Den ene hånd strøg en tot af det lyse hår om bag øret, hvor en perlemorsørering kom til syne.

[Stuart Fellton]

[/color], hilste han og et charmerende smil fløj over de brede, buttede læber. ”Du er virkelig tiltrækkende som du sidder der og studere. Lidt.. nørdet men virkelig.. Jeg er sikker på du snart få din loverboy på krogen med den attitude”, jokede han. Stuart lænede sig overdrevent hen over bordet, og skævede mod bogen. Han fangede derefter hendes øjenkontakt og blinkede til hende. Han så rundt. Pludselig pegede han på en lyshåret, kraftig og bøvet Ravenclaw elev, der trods hans kluntede ydre skulle være intelligent. ”Er det ham? Seriøst, du er nødt til at fortælle mig det!”, udbrød Stuart overdrevent og lænede sig frem over bordet, på en useriøs og fimset måde. [/ul]

Notes: Hvis de ikke er bekendte allerede, så omprogrammere jeg mit svar.

[Pedias Cromwill]

Når man savnede forstyrrelser, så var Stuart Fellton aldrig den sidste man tænkte på. Han var typen, man ønskede dukkede op midt under botanik lektierne eller når man sad og læste på lektien til spådom. Tidligere i dag havde rygterne dog sagt, at han tilbragte lidt tid på rektors kontor, så hun regnede faktisk ikke med at se mere til ham i dag. Rektor Maverick havde meget forskellig indvirkning på folk, men hun tog vidst fejl, hvis hun havde forventet det havde rystet Stuart.

De krystalblå øjne hævede sig over kanten af bogen og kiggede ikke overrasket på ham efter den charme kommentar. Hans joke fik Pedias til at række ud efter en af de mindre bøger i stakken, men det var først, da han fandt mod til at spørge ham det var den bøvede Ravenclaw elev, der var hendes lover boy, at hun kastede den imod ham. - " Hvis din konklusion er, at man bliver mere tiltrækkende af at studere, så vil jeg som din ven gerne låne dig den her " tilføjede hun som kommentar til bogen der havde fløjet over imod ham. Hun klappede sin egen bog sammen igen og lænede sig tilbage i stolen, med de blå øjne rettet imod ham og et drillende skævt smil, på de velformede rosa læber. - " Det ville pynte dig at finde en lille dulle, måske det så er en anden end Rektor du tilbringer mest tid sammen med. Det ender jo med, at der opstår rygter om, at du har andre tilbøjeligheder " drillede hun og understregede det med et kort blink til ham fra et af de mørke sæt øjenvipper. Hun tvivlede på nogen ønskede et kærlighedsforhold til deres rektor, Stuart nok mindst af alle lige i øjeblikket.

[Stuart Fellton]

[/color], udbrød han og lagde hænderne foldet på bordpladen. Han fortsatte i samme dur: ”Nu føler jeg virkelig jeg kan være mig selv omkring dig! Det er virkelig en dybt befriende og let følelse, som om en byrde er blevet lettet fra mine skuldre. Jeg kan slet ikke beskrive det for dig”, sagde han og fangede hendes hænder i sine. Stuart lod derefter blikket fange drengen fra Ravenclaw, i den han vendte sig om. Stuart havde, bevidst, for at fange hans opmærksomhed, snakket en anelse højere end det måske var tilladt. Drengen stirrede skeptisk på ham, men vendte sig perpleks om, i det Stuart blinkede til ham. Derefter brød han ud i en lavmælt, hæs, komisk grin og gav roligt slip på Pedias hænder.
”Jeg er i gang med at finde den der dulle”, lød det fra Stuart og han blinkede til hende. ”Problemet er bare.. at hun ikke er en dulle, men en fiks Ravenclaw elev. Jeg talte sandt lige før. Jeg kan ikke holde nallerne fra de nørdede, læsende typer”, tilføjede han og sendte hende et af sine strålende, drillende blikke. [/ul]

[Pedias Cromwill]

Pedias løftede let på øjenbrynene, da han bare fortsatte hendes lille drillerier. Hun lagde godt mærke til tonelejet han sagde det i og kiggede over på Ravenclaw eleven imens. Det var faktisk ret komisk, specielt da Ravenclaw eleven tog flugten efter at Stuart havde blinket til ham. Så var der da en ravn mindre at bekymre sig om. Hun tog en hånd op til munden og skjulte det værste af hendes grinen.
Da han kom til det med dullen, drejede hun ansigtet lidt til siden og kiggede vurderende på ham. Det blev dog tydeligt at se at hun ikke brød sig om passagen '..men en fiks Ravenclaw elev'. På det punkt blev de nok aldrig enige. En ting var, at blodstatus var vigtigt, noget andet var at kollegiet helst også skulle være det rigtige. - " Nørdende og læsende typer er der overflod af på Ravenclaw, jeg vil dog ikke driste mig til at kalde nogen af dem for 'fikse' " svarede hun roligt og klikkede neglene på den ene hånd imod bordet. - " Hvem er hun? " , det måtte da være et forventet spørgsmål. Sladder var altid interessant.

[Stuart Fellton]

[/color], brummede han forsvarsbevidst men stadig, stod han ved sin holdning. At Pedias og Stuart ikke nærede samme mening til dette punkt, og tusinde af andre, gjorde deres venskab specielt. I hvert fald hvis man dykkede ind i Stuarts kranie, og spurgte den. Stuart lagde hænderne foldet på bordet og så kort ned i den. ”Jeg siger ikke hvem det er. Der er ingen grund til at du render rundt og sladre til Gud og hver mand”, bed han af hende. Derefter rejste han sig og snuppede en af hendes bøger. Han betragtede forsiden, imens han hoppede op på bordpladen, for at slå sig ned der. ”Du burde læse noget mere interessant, hvis du endelig skal læse dine lektier. Er det egentlig noget nyt du er begyndt på?”, spurgte han slesk, og sendte hende et kort smil. Hvis hun skulle bide af ham, kunne hun ikke forvente andet end at få igen af samme skuffe.[/ul]

[Pedias Cromwill]

Dybe følelser eller ej, man burde ikke rende rundt med Ravenclaw elever og slet ikke have følelser for dem. Det var forkert i hendes hoved, sådan var hun opdraget. Desuden brød hun sig ikke om folk, der troede de var klogere end hende. - " Jeg kunne da aldrig finde på at sladre om dit livs kærlighed " svarede hun med let sammenknebne øjne og en tydelig sarkasme i stemmen. Hun ville nok snare vende personen om med et slag fra sin tryllestav og hamre vedkommende ind imod den nærmeste murstensvæg. Stuart gjorde nok ret i ikke at fortælle hende det. Hun ville til tider bare ønske, at der var lidt mere slange over ham. - " Jeg vil bare lykønske hende " tilføjede hun efterfulgt af det mest uskyldige udtryk hun kunne sætte op.

Blikket fulgte med ham, da han satte sig op på bordet med en af hendes bøger. - " Eliksir er interessant.. Det ville du have opdaget hvis du nogensinde havde fulgt med " drillede hun og drejede ansigtet så hun kunne se hvad bog han sad med. - " Bare ugens lektie " svarede hun, da han spurgte om det var noget nyt hun var begyndt på.

[Stuart Fellton]

[/color], brummede han og sendte hende et blik, et af hans mere alvorlige. Hans ord var ikke truende, for han gjorde sig ikke i den slags, men han forventede, at han som hendes ven, blev taget en kende seriøst.
”Jeg kender godt til det der begreb.. ugens lektie noget.. jeg har hørt om det”, mumlede han sarkastisk og sendte hende et kortvarigt smil. Ordene fra før sad stadig i ham, og han vidste der muligvis ville komme mere. [/ul]

[Pedias Cromwill]

For Pedias var Stuart klart en ven, men det betød ikke, at hun var enig med ham. Det ville hun dog kunne klare senere, hvis det blev alt for alvorligt imellem ham og den ravn kunne hun vel finde på noget. Lige nu gad hun dog ikke skændes med ham, de havde ikke helt de samme rammer at spille efter. Hvor Stuart fulgte sit hjerte, ville Pedias til en hver tid vælge efter status. Hvor skulle hun kende andet fra?
Hun strøg fingrene ned fra hans skuldre til hans underarm og gav den et blidt klem. Bare lige for at komme på hans gode side igen. Fint så lod hun det ligge, for nu. Hun ville jo bare hans eget bedste og det kunne da umuligt være en Ravenclaw elev!
- " Jeg mener også, at du lavede lektier på dit første år, jeg vidste bare ikke om du kunne huske det " sagde hun smilende og pegede kort på bogen i hans hånd. - " Det der er en bog søde, dem læser man i hvis du skulle have glemt det " drillede hun let.

[Stuart Fellton]

[/color], insisterede han og vendte og drejede bogen i hænderne, for at undersøge den nærmere. Han skim læste bagsideteksten og rakte den derefter mod hende. ”Jeg læser da også lektier tøs!”, udbrød han ’dybt fornærmet’ og med begge bryn solidt plantet højt i panden. ”Du ligger bare ikke mærke til det, når jeg endelig gør det! Og!”, udbrød Stuart og hævede hånden for at pege på hende, ”så klare jeg mig suverænt godt i skolen, fordi jeg er så pokkers tiltrækkende og jeg er god til at slikke røv”, afsluttede han og sendte hende et bredt, funklende smil. At den sidste del af sætningen godt kunne forstås på to måder, skød Stuart en hvid pil efter. Hvis Pedias valgte at tolke den på.. ja, den lidt mere akavede måde, så sagde det mere om hendes person. Stuart var generelt fantastisk til at indsmigre sig på de rigtige mennesker, med den rigtige status i det magiske samfund. Derfor læste han sjældent lektier.[/ul]

[Pedias Cromwill]

- " Selvfølgelig har du det " gav hun ham ret på den der indforståede måde, der alligevel ikke gav ham helt ret. Hun tog imod hendes bog og lagde den tilbage i bunken, inden hun smilede lidt over hans dybt fornærmede udtryk. - " Nej, jeg må indrømme, at jeg nok overser de to gange om året du læser lektier. Om forladelse " svarede hun og sendte ham et drillende smil, hvor man kort kunne skimte de hvide tænder. Stuart kunne da lige så godt indrømme det, han lavede ikke meget skolearbejde. Til gengæld havde han ret i, at de karakterer han fik kom af hans fedterier. - " Hvis bare man havde dine evner Stuart, så ville skolen blive meget nemmere " , men Pedias læste nu også mest lektier, fordi det konkurrencemenneske der var i hende, aldrig ville lade hende blive nummer to i noget som helst. Hun ville være den bedste til alting og det hjalp fedteri altså ikke med.

[Stuart Fellton]

[/color], sagde han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. ”Men det skal hurtigt vise sig, at man ikke kan stole på sine ’venner’ nu til dags”, afsluttede han sig og rystede svagt på hovedet.

Stuart vendte fronten mod Pedias, og lagde svagt hovedet på sned. ”Jeg tænkte egentlig på noget”, brummede han. Hans mørkeblå øjne blev straks en kende mere alvorlige, et øjeblik sløret på grund af hans tanke. ”Du er jo en pige”, startede han ud og placerede begge bryn i panden, på en måde, så det var ganske tydeligt, at det mente han i hvert fald hun var. ”Og jeg er jo en dreng”, tilføjede han og sank en klump. Stuart samlede brynene i en rynken, før han fugtede læberne langsomt. ”Og.. Der skal en dreng og en pige til at følges til ballet, ikke?”, sagde han slå ud med begge hænder, da han bestemt mente han havde fat i noget. ”Så jeg tænkte på, om vi to skulle følges til ballet?”, afsluttede han og sendte hende et smil. ”Som venner naturligvis, jeg sidder ikke og ligger an på dig, bare rolig”, afsluttede han og slå et lille, finurligt men drillende grin op.[/ul]

[Pedias Cromwill]

Her kunne hun spydigt have sagt, at hun ikke havde venner, der var vilde med ravne, men det var nok lige at træde ham for meget over tæerne, når han var i det humør. Hun smilede derfor bare af hans fornærmede attitude. Nogen gange var det bedre bare at holde tand for tunge, det var hun bare ikke så god til.

Pedias kiggede nysgerrigt på ham, da han begyndte at snakke igen. - " Det er jeg glad for, at du har bemærket " indskød hun, da han sagde, at hun var en pige. Helt forkert var han da ikke på den, men hun skød øjenbrynene lidt mere undrende op, da det gik op for hende hvad det var han var i gang med. En invitation til ballet. Hun strøg det glatte blonde hår tilbage og bed sig kortvarigt i læben. - " Det kunne vi vel godt, jeg ved bare ikke helt om jeg vil med til ballet " svarede hun så og en kort tanke om, om det ikke ville være smartest, at han tog hans Ravenclaw dulle med blomstrede kort op i hendes hoved. Så kunne hun da finde ud af hvem det var han gik og var lidt lun på. Nej, det var måske ikke den smarteste ide. - " Jeg tror bare det er fordi du er vild med mig " smilede hun drillende.

[Stuart Fellton]

[/color], sagde han smilende og nikkede en enkelt gang. ”Jeg ville bare gerne følges med en tøs, og eftersom du er..”, Stuart tav brat og pegede på hende, efterfulgt af et akavet smil, ”dig, så tænkte jeg at vi måske kunne finde på et eller andet hurlum-hams”, forklarede han hendes og lagde svagt hovedet på sned, før smilet straks blev en kende bredere. Han brød ud i grin, ved hendes sidste kommentar og han nikkede med hævede bryn. ”Jeg er vild med dig! Der fik du mig, var?”, udbrød han sarkastisk og sendte hende et skeptisk blik. Han hoppede ned fra bordet og knipsede et par gange, før han vendte fronten mod hende og hoppede en enkelt gang på stedet. Stuart havde problemer med at sidde stille i længere tid af gangen, det var simpelthen umuligt for den knægt at placere sin røv et sted i længere tid af gangen.[/ul]

[Pedias Cromwill]

- " Fint jeg tænker over det, hurlum-hams lyder ikke dårligt " sagde hun og overvejede kort de positive og negative sider ved at tage til juleballet. Det kunne vel egentlig være meget sjovt. Hun endte med at lukke sin bog i og ligge til tilbage i stakken, så hun i stedet kunne koncentrere sig om Stuarts selskab. Hun kunne ikke dy sig for at grine af ham, da han fik et energiflip og sprang ned fra bordet for at tåge lidt rundt. - " Ja jeg er sikker på, at du er vild med mig. Desværre for dig vil jeg bare ikke risikere at gøre rektor jaloux " drillede hun og drejede sig lidt på stolen for at vende imod ham. - " Har jeg ikke sagt, at du skal holde dig fra sukker? " kom der som kommentar på hans hoppen rundt. Hun tvivlede på, at han ville holde sig fra sukker selvom hun sagde det, men hverken det eller multismagsbønner havde vidst en positiv effekt på hans enorme energi overskud.