What a lovely morning

[Rachel Saskia Ivory]

Morgenen havde aldrig gjort Rachel godt og hun fik langsomt slæbt sig ned af alle trapperne, måtte tit tage omveje, da trapperne aldrig gad vente på hun fik smølet sig færdig og bragte hende helt forkerte steder hen. Hun nåede dog endelig storsalen. Hurtigt kiggede hun ned af sig selv, skoleuniformen var taget rigtigt på, hun havde husket det hele. Tit var Rachel gået ned i den store sal med blusen omvendt på eller to forskellige farver sokker.
Hurtigt vendte hun dog sin opmærksomhed fra sig selv og vinkede til Adam, der sad på deres sædvanlige plads ved morgenbordet. Det undrede hende egentlig ikke at Aiden ikke var der endnu. Han havde det tit med at sove over sig, selvom det alligevel var hyggeligt når han, for en gangs skyld, sad hos dem. Hun var imidlertid nået hen til Adam og smilede svagt til ham.
”Vær lige lidt stolt af din kusine, der nåede levende ned til storsalen”, sagde hun med en let latter, før en Slytherin gik direkte ind i hende og omgående stoppede hendes grin. Mumlende satte hun sig ned ved siden af ham, ”Idioter, tror de eger hele verdenen”, mumlede hun for sig selv, før hun atter fik mast et smil frem.
”Har man set Aiden her til morgen?”, spurgte hun søvning og rakte ud efter et stykke toast og noget jordbærmarmelade – hendes foretrukne morgenmad. Sødt og lækkert, præcis nok til at få hendes dag på rette spor igen efter at skulle vågne.

[Deleted]

mornin' ,
tag; rachel saskia ivory

Adam grinede med, og skævede til Rachel, da hun som sædvanlig snuppede lidt af hans mad fra hans tallerken, og selvom han ofte kommenterede det, så var det nu ikke noget han gjorde modstand imod mere; sådan var Rachel bare. Og lige i dag kommenterede han det heller ikke; der var noget andet han skulle tale med hende om.
"Apropos Aiden, så var der noget jeg ville drøfte med dig," forklarede han med et varmt smil på læben, idet han tog en mundfuld røræg i munden, og afventede hendes reaktion. Han havde en tendens til at trække de ting ud, som ikke han ikke fandt specielt behagelige. Da han havde tygget af munden begyndte han dog så småt at lægge ud med ordet.
"Du burde vide bedre end at Aiden ville droppe dig for en kæreste, Rachie!" næsten drillede han, men var alligevel alvorlig omkring det, fordi han havde forstået på Aiden at Rachel havde taget det meget seriøst og næsten grædt over det. "Aiden ville ikke svigte nogen af os til fordel for en som ikke engang nødvendigvis er permanent. Vi er familie og de nærmeste venner... Vi bliver ikke bare sådan skiftet ud med en midlertidig kæreste!" plaprede han i en alvorlig tone, idet han øste (som i at øse sovs op :b) nogle melonstykker op på tallerken, med et mildt smil på læben til Rachel, meget observerende og forsigtig med at træde forkert i samtalen.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel kunne ikke tilbageholde en let latter ved Adams ord og klappede ham blidt ovenpå det mørke hår. De vidste jo begge, at han aldrig ville kunne gøre noget mod den Slytherinelev, der havde skubbet til hende. Adam havde bare aldrig været den der brutale, voldelige dreng. Det var også noget af det, hun holdt mest af ved ham. Han var altid rolig og nede på jorden.
”Du slår dig bare løs, Adam”, svarede hun og grinede, mens hun fik skrabet marmeladen ud over sit ristede brød, før hun tog sin gaffel og neglede noget af hans røræg. Det var noget hun tit gjorde, nappede fra Aidens eller Adams tallerkener. Det var jo ikke fordi hun havde lyst til en heel portion røræg eller noget, hun fik bare en hurtig lille lyst til at smage på det. Heldigvis havde begge drengene nogenlunde vænnet sig til det efterhånden, lod det til, selvom de da tit kommenterede det.
””Hvorfor overrasker det absolut ingen?” spurgte hun under en latter rystede på hovedet af sin bror, der - til manges store overraskelse over, at det var muligt - var mere morgensløv end Rachel. Det med at dele værelse, eller nu sovesal, med Aiden var en af de ting, hun savnede fra at bo hjemme. Der kunne de altid bare rende ind til hinanden. Rachel havde skam også tit rendt ind på drengenes sovesal, da det var tilladt, men drengene fra deres årgang havde kigget lidt, da hun kom ind kun i trusser og t-shirt, så hun havde efterhånden fået vænnet sig af med den vane.

[Deleted]

mornin' ,
tag; rachel saskia ivory

ej, undskyld, men jeg kom til at trykke "modify" på mit tidligere svar i stedet for "reply"! så nu gik mit første svar altså tabt :s jeg håber du kan leve med det!

Adam grinede med, og skævede til Rachel, da hun som sædvanlig snuppede lidt af hans mad fra hans tallerken, og selvom han ofte kommenterede det, så var det nu ikke noget han gjorde modstand imod mere; sådan var Rachel bare. Og lige i dag kommenterede han det heller ikke; der var noget andet han skulle tale med hende om.
"Apropos Aiden, så var der noget jeg ville drøfte med dig," forklarede han med et varmt smil på læben, idet han tog en mundfuld røræg i munden, og afventede hendes reaktion. Han havde en tendens til at trække de ting ud, som ikke han ikke fandt specielt behagelige. Da han havde tygget af munden begyndte han dog så småt at lægge ud med ordet.
"Du burde vide bedre end at Aiden ville droppe dig for en kæreste, Rachie!" næsten drillede han, men var alligevel alvorlig omkring det, fordi han havde forstået på Aiden at Rachel havde taget det meget seriøst og næsten grædt over det. "Aiden ville ikke svigte nogen af os til fordel for en som ikke engang nødvendigvis er permanent. Vi er familie og de nærmeste venner... Vi bliver ikke bare sådan skiftet ud med en midlertidig kæreste!" plaprede han i en alvorlig tone, idet han øste (som i at øse sovs op :b) nogle melonstykker op på tallerken, med et mildt smil på læben til Rachel, meget observerende og forsigtig med at træde forkert i samtalen.

[Rachel Saskia Ivory]

Da Adam bragte Aiden på banen, kiggede Rachel automatisk op. Der var intet i hendes verden, der var vigtigere for hende end Adam, Aiden og Lily – hendes tre bedste venner. Hun bemærkede dog hurtigt at han ikke fortsatte til punktet selv efter hun havde givet ham det meste af sin opmærksomhed og lod sit brød og gaflen dumpe ned på tallerkenen. Det kunne kun betyde, at det var vigtigt. Underligt, der plejede nu ikke være det, Aiden ikke ville tale med hende om selv medmindre det var virkelig akavet at snakke om. Han havde før sendt Adam med undskyldninger, når Rachel var blevet rigtig rasende, men udover det, havde de tre altid kunnet snakke åbent om alt.
Selvom hun mest af alt var ved at eksplodere af nervøsitet, lod hun fætteren tygge af munden, før han fortsatte. Hans ord fik hende nærmest i chok og hendes mund åbnedes og formedes til et nærmest perfekt ’o’, mens hendes ellers så rolige, brune øjne spærredes op. I lidt tid sad hun bare og betragtede ham, før farven begyndte at træde op i hendes ansigt igen. Hektiske, røde pletter af vrede blomstrede frem og overskyggede de fine tæppe af fregner, der var strøet ud over hendes næseryg. Det var egentlig sjældent hun kunne blive vred på nogen af dem, men i dette sekund boblede raseri i hende. Tænk, at Aiden var gået bag hendes ryg og talt med Adam om det!
Det var ikke længere vredens rødmen, men også lette røde pletter af forlegenhed, der bølgede op i hendes kinder, men Adam havde tydeligvis ikke bemærket det, mens han øste melonstykker op, før han atter vendte blikket mod hende.
”Jeg kan ikke fatte, I har siddet der som bedste venner og plapret om mig bag min ryg!” Hendes stemme var skinger af tilbageholdt raseri og hendes øjne var blevet blanke.
”I har rigtig hygget jer, har I ikke? Lou har sikkert også sladret om vores skænderi i omklædningsrummet! Tænk, at I er sådan overfor mig?”.

[Deleted]

mornin' ,
tag; rachel saskia ivory

Okay, hvis der var noget Adam ikke havde regnet med, så var det den reaktion han modtog fra Rachel. Han efterlod melonen på tallerkenen, uden at give udtryk for at fortsætte, og så nervøst på Rachel. Han vidste ikke hvorfor han havde regnet med at hun tog det så let; måske fordi Adam sad i samme position hvad lige netop dét angik. Hvis Aiden svigtede Rachel, så ville han uden tvivl og svigte Adam, og den mulighed fandtes bare ikke.

Febrilsk rakte Adam ud efter Rachels hånd for at berolige hende, og strøg den blidt over håndryggen.
"Rachel, det ved du da godt, at vi ikke har! Aiden udtrykte sig bare for mig. I to burde heller ikke holde ting hemmelige for mig," påpegede han, fordi de tre som sagt kunne dele alt med hinanden. "Rach, han var virkelig ked af det, og han stoler på os; du måtte da have vidst at han ville have brug for at snakke med nogen om det!" svarede han, og kom til at rykke på sig, så hans skoletaske faldt på gulvet. Han kiggede efter den, og slap flygtigt Rachels hånd, hvor er række ned efter den og hive den op på bænken igen. Hans øjne faldt tilbage på Rachels.
"Lou har ikke fortalt noget om et skænderi? Har I haft et skænderi?" spurgte han en smule betuttet. Hvad skulle han dog stille op. Han følte sig helt hjælpeløs hvad angik at trøste kvinder.
"Rach, du kan altså godt stole på mig. Det er jo ikke sådan at Aidens ord til mig går videre. Det bliver indenfor denne trefod," sagde han, og smilede beroligende til hende. Hans stemme hjalp også en del, fordi den generelt bare var beroligende.

[Rachel Saskia Ivory]

Der faldt en lettere ro over Rachel, da han rørte hendes hånd og strøg hende over den bløde håndryg. Hun blev altid rolig, hvis hun havde kropskontakt med Aiden eller Adam, sådan havde det altid været. De havde altid været der for at trøste hende gennem tiden. Ved hans ord nikkede hun svagt, jo, det vidste hun jo også godt. Som sædvanlig havde han ret. Det var jo egentlig ikke fordi Adam var den der overkloge, men når Rachel kom til ham med sine problemer, kom han altid ind på det punkt, som hun jo selv godt vidste, var rigtigt.
Da hans skoletaske faldt ned på gulvet og Adam vendte sig for at samle den op, fjernede Rachel hurtigt tårerne, der havde sat sig i de nederste af hendes vipper og smilede svagt til ham, da han atter lod øjnene møde hendes. Det var ikke hendes mening, at hun havde reageret sådan som hun gjorde, hun havde bare gjort det uden at tænke. Lige siden de var små, havde Rach altid været meget lunefuld og havde haft store humørsvingninger.
”Yeah, og jeg var vildt grov mod hende, men hun kom bare og viftede mig i hovedet med at Aiden havde sagt han kunne lide hende og inviteret hende med til ballet fordi han ikke ville have mig med mere og sådan!” Det havde aldrig været hendes mening at snakke om skænderiet med hverken Adam eller Aiden, men hun havde altid været dårlig til hemmeligheder og nu, han spurgte ind til det, brusede det hele bare ud af hende.
Det gik god hurtigt op får hende, at det var en anelse synd for ham, at hun sad sådan og snakkede om alle sine problemer, da Adam kunne gå helt ned med flaget over at skulle trøste folk. De havde engang været til en fest sammen, hvor alle pludselig var blevet triste og uvenner. Der havde Adam siddet, næsten på grådens rand, med hovedet i hænderne og mumlet om, at han ikke kunne trøste folk. Det havde selvfølgelig straks fået Rachel og Aiden til at grine og sammen havde de tre festet videre alene.