Heaven

[Aiden Kane Ivory]

Som søger for Quidditch-holdet måtte han træne konstant. Især evnen til at være opmærksom i luften og undvige smasherne som underligt nok elskede at forfølge ham. Især fart var påkrævet som søger da det kunne være afgørende hvilke af de to søger der var hurtigst. Nu havde Aiden efterhånden været søger for Gryffendor i 5 år hvilket betød at det langt fra noget nyt for ham at sidde på en kost og jagte lynet som snart kendte ham så godt. Det var lørdag eftermiddag hvilket betød weekend og ingen skole. Han var en af dem der elskede at lave lektier fredag så han kunne lave hvad han ville lørdag og søndag. Han brugte ret meget tid sammen med sine venner, nogen havde dog valgt at tage til Hogsmeade denne lørdag andre lavede lektier, selv havde han valgt at blive tilbage og tilbringe en del tid uden for på sin kost. Lidt træning skadede ingen og han kunne træne i en times tid inden han kunne gå en tur rundt eller finde sine venner i Hogsmeade. Han sad derfor på sin kost på banen ca. 40 meter over jorden og jagtede lynet som han havde fået lov til at låne sammen med de andre bolde. Forskellen mellem en kamp og dette var at under kampen der havde han nogen til at jagte smahserne og sørge for at holde dem fra ham, nu fløj de begge lige i hældene på ham og han undveg dem elegant hver gang de fløj tæt forbi ham. Han var iført en hvid skjorte med en Gryffendor trøje over og sorte bukser. Kappen blafrede omkring ham og underligt nok så gled hætten ikke af hovedet. Enten ville man kende ham fordi man kendte ham ret godt i forvejen eller så havde man ingen jordisk chance for at genkende ham når han fløj så høj over himlen i en fart som han aldrig havde fløjet i. Kosten skød gennem himlen i en fart der var livstruende hvis han mistede grebet.

[Eleanor Ivory]

Det var ikke sjældent at Ellie bevægede sig udenfor, og det var især til quidditch banen hun sneg sig ud til om lørdagen. Som en del af Ivory slægten kendte man selvfølgelig til den kendte sport, og Ellie havde altid ønsket sig at være en del af holdet. Men hun havde ikke haft modet til at ansøge om et plads, dog havde hun det faktisk helt fint med sig selv for hun havde noget hun kunne tage sig til ud over at lave lektier. metamorphmagi var en af de ting som havde fanget Eleanors interesse, det var en af de grunde til at hun i dette øjeblik gik og skiftede hår farve.
Tidligere på dagen havde Ellie, det næste ældste barn af Kean Ivory, fundet en bog hvori der stod at ens hår kunne skifte efter hvilket humør man var i. Forelsket var pink, glad var grøn og sur var sort. Men hun bekymrede sig ikke om sine følelser, mere om de mange flotte farver der gled gennem hendes lange hår og forsvandt igen efter få sekunder. Men da en skikkelse gled ind i hendes synsvinkel blev håret sin egen farve igen. Dog ikke uden at en koncentrations rynke formede sig mellem hendes bryn. Det var nok ikke det bedste at gå rundt og vise sig foran andre.
Det var først da hun så de røde farver, at hun nogenlunde vidste hvem det var. ”aiiiiiden!” Hendes stemme steg et par oktaver, da hun råbte hans navn og vinkede ustyrligt. Det var en løgn at sige det lille pigebarn ikke forgudede sin fætter. For det var lige hvad hun gjorde. Den måde han kunne flyve gennem luften på og den måde han bare var, det var jo det fantastiske ved ham.
I det hun havde råbt hans navn, fortrød hun det en smule. For hendes fætter var utrolig interesseret i hendes race. Derfor var det tit at han fik hende til at skifte hårfarve eller noget, ikke at hun havde noget i mod det men til tider kunne det blive trættende i længden.
Tankerne blev hurtigt slået til side, i det hun langsomt bakkede ud fra den store cirkel, som var omgivet af tribunen. I håb om at han ikke havde hørt eller set hende.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden havde faktisk været så dybt koncentreret at han ikke havde bemærket at der var kommet andre, ikke fore hans navn blev råbt og han bade blev overrasket og mistede koncentrationen. Hans blik blev vendt mod jorden og han glemte et øjeblik at han blev jagtede af smashere hvilket desværre var ret uheldigt for i samme øjeblik fløj en af dem så tæt på at han mistede grebet om kosten og derved balancen. Han var rimelig tæt på at falde fra kosten men genvandt balancen igen. Det skete sjældent at han ikke var opmærksom på sine omgivelser, ja det skete endelig kun når han uden de andre spiller eller uden for en kamp jagtede lynet. Han kunne blive så koncentreret at alt andet var ligegyldigt. Nu gik det op for ham hvor dumt det var af ham at være så fraværende og uopmærksom for tænk hvis en dødsgardist pludselig befandt sig i nærheden? Det eneste der kunne ryste ham vildt meget var netop dødsgardister, han var ikke bange for nogen speciel blot frygtede han at stå hjælpeløs overfor en af dem. Hans blik gled endnu engang vendt mod jorden og blikket faldt denne gang på Elli. Han trak sin stav og fik fangede de to smashere med de velkendte besværgelser man brugte for at indfange dem efter en kamp. Lynet fangede han dog uden en besværgelse. Han fløj ned mod Elli ”Jamen hej med dig, lyst til en tur” sagde han med den blide og varme stemme, han vidste at han nogle gange kunne hver møg irriterende for han var virkelig fascinerede af hendes race.

[Eleanor Ivory]

Rædslen var malet i Ellies ansigt. Den måde han mistede balancen på så jo helt dødelig ud, da smasherne susede direkte i mod ham. Hænderne var blevet løftet foran hendes mund, som stod piv åben men det kom ingen lyd ud. Det var sjældent at man forskrækkede Ellie, men denne gang var hun fuldstændig rædselslagende. Hvad hvis han faldt af kosten og brækkede noget? Ryggen eller halsen! Det var først da han var kommet ned på jorden til hende, og snakkede til hende at hun tog sig ordentligt sammen og lukkede munden hvorefter hendes hænder blev stukket ned i lommen. Blikket gled med det samme ned af hende selv, en gammel vane. Hun havde en sort skjorte på, et løst siddende gryffindor slips og selvfølgelig bukser og en kappe.
”Øhm Jo!” Hendes stemme var oprigtig glad og hun ignorede med vilje den varme stemme som inderst inde irriterede hende helt ned til tæerne. Men lige nu kunne han ikke få hende til at skifte hårfarve for den hvide farve var stadig ved at aftage fra de brune lokker. Trods det kun havde været et halvt styrt havde hun været utrolig bange for at han var faldet af. ”Hvordan går det egentlig, Aiden?” Ellie søgte med det samme mod et emne, der på ingen måde ville ende på hende. Selvom hun havde på fornemmelsen at hendes fætter på en eller anden måde ville få vendt den. Det var en lodret løgn at sige pigebarnet var bange for koste, for det var ikke hvad hun var. Hun gik meget op i quidditch og var faktisk ikke værst med en kost og et bat, det ville sige i en position af en basker. Hendes blik gled hen på Aiden efter at den havde hvilt lidt på hans kost og det ene brune øjenbryn blev løftet.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde noget at bemærke at hun havde været chokeret og bange. Han gættede grunden uden at spørg og smilede blot sit drillende og dog på samme tid sit varme smil til hende. Hans blik gled ikke væk fra hende men heller ikke hen over hende. Hun var trods alt hans kusine – dem havde han mange af på skolen – men en af hans ynglings kusiner, det var ikke dem alle han kendte lige godt. Hans hoved gled på skrå mens kosten svævede nogle centimeter over jorden uden at han stod helt af men sad lænede forover den med begge arme støttede til kosten. Selv var han et naturtalent på en kost og han faldt kun sjældent af. han havde gode reflekser og var hurtig på aftrækkerne hvilket hun jo lige havde været vidne til ellers var han sikker faldet og slået sig ret slemt, de snakkede om 40 meters højde så man kunne ikke undgå at slå sig ved faldet. Da hun spurgte til hvordan han havde det smilede han ”Fint tak.. og du..? har du set Adam for nyligt?” skyndte han sig at tilføje. Han havde bemærket at hendes år var ved at ændre farve hvilke han så til på med livlig interesse. Han anede endelig ikke hvorfor han spurgte til Adam, han så ham sikkert mere end hun selv gjorde efterhånden. For udover at de to var fætre så var de hinandens bedste venner.

[Eleanor Ivory]

Ellie grinte lidt og kørte en hånd gennem det brune hår, hvorefter hun gik hen på siden af Aiden. ”Måtte man sætte dig?” spurgte hun drillende og hentydede til at hun ville stige op på kosten for at sidde bag ham. Spørgsmålet han skød ud var næsten lige som hun havde regnet med, dog ikke lige det med Adam. Hun trak lidt på skuldrene, for derefter at sætte sig op på kosten bag ham uden at vente på så meget som et svar. ”Jeg har det selv meget godt, og jeg har ikke set Adam lige for tiden” Hendes smil var til at hører i stemmen, men hun prøvede ihærdigt at gemme det væk. For selvom hun gerne ville have opmærksomhed fra sin storebror havde hun det med også at ville være irriteret på ham på en og samme tid. Derfor var det nok ikke det bedste at sidde og smile, mens man snakkede om ham.
”Flot manøvre du lavede der før.” Hendes latter kunne ikke holdes inde mere, og den trillede lige så fint ud over hendes bløde læber men den blev holdt nede i en halv hviskende latter. Selv Ellie måtte indrømme at Aiden var et naturtalent på en kost, men selv ville hun nu også sige at det lå til familien. For selv var hun ikke værst, men det var der jo mange meninger om. I det øjeblik hun begyndte at tænke på ballade og alt muligt hun plejede at lave i hverdagen gled hendes tanker med det samme over på Jaspar Wayland. Den dreng som hun altid lavede ballade med, men her på hendes femte år havde der været mere i det for hende. Koncentrationen var mistet og håret begyndte at antage en lysere pink farve. I det hun fangede sig selv i det, kneb hun brynene en smule sammen i det hun prøvede at genvinde sin koncentration inden Aiden opdagede det og ville begynde at stille spørgsmål. Den brune hårfarve var tilbage, men Ellie var langt fra sikker på om Aiden havde set farven eller ej.

[Aiden Kane Ivory]

Han svarede hendes spørgsmål med et enkelt nik. Selvfølgelig måtte hun det, han havde intet imod at vise folk hvordan han fløj og hvordan det føltes når han gjorde. Desuden havde han jo selv spurgt om hun ville på en tur, men hun havde vel blot været i chok og havde derfor ikke bemærket hans spørgsmål. Han ændrede kort på sin stilling så hun kunne sætte sig bedre til rette inden han let og slet ikke tynget af den ekstra vægt han fik oven på kosten svævede lodret op i himlen omkring 25 meter og satte sig i bevægelse mens han lyttede til hendes klokkeklar latter som var det eneste der brød stilheden. Da hun nævnte hans manøvre fra tidligere smilede han “Jamen tak.. Det var også en af mine bedre tricks” man kunne høre den drillende tone i hans stemme som altid lå i bagtonen klar til at dukke op til overfladen hvert øjeblik. Hans blik gled kort bagud “Hold fast!” sagde han og blinkede drillende med det ene grågrønne øje inden han vendte blikket forude. Han stod stille i endnu få sekunder så hun lige kunne nå at holde godt fast inden han skød gennem himlen i en fart der gik fra 0-80 km i timen i løbet af få sekunder.

[Eleanor Ivory]

Komplimenter var ikke lige Ellies stil. Faktisk så ville hun hellere have kritik, som hun kunne blive bedre af. Komplimenter gjorde bare en mere egocentreret. Selvom hun havde forventet at Aiden ville skyde frem i luften som et lyn, havde hun på ingen måde forudset at han ville havde gjort det så hurtigt. Armene var hurtigt blevet slynget rundt om maven på ham, i den tro hun ville falde ned. ”Forhelvede Aiden!” Eleanor var ikke den pige som ville opfører sig som den søde lille tøs. Faktisk var det lige det hun ikke ville, man skulle være sig selv og den søde lille pige var hendes modsætning. Det var ikke bevidst at hun strammede grebet om maven på Aiden, men hun var ikke på nogen måde van til at flyve så hurtigt gennem luften. De brune hår bafrede vildt om hendes ansigt og ryg. Det var som om de skar mod hendes kinder, og vinden var så hård at den rev i hendes kappe.
Eleanor havde med det samme glemt hvordan man brugte stemmen. Det var grunden til at hun klyngede sig til sin fætter, og ikke sagde et ord. Hun begravede bare ansigtet i hans ryg og ventede på at han holdt helt stille i luften. Sådan en fart havde hun aldrig prøvet at flyve i, som sagt, men hun vænnede sig langsomt til farten. Inderst inde nød hun vel at hun var bange. ”Men er der noget du vil vise mig heroppe?” spurgte hun af ren nysgerrighed, da hun altid skulle gøre et eller andet når hun blev slæbt et sted hen. Især hvis det var Aiden der havde slæbt hende væk.

[Aiden Kane Ivory]

Han lo hjerteligt ad hendes reaktion og lod sig ikke mærke med irritationen i hendes stemme. Han vendte kort blikket bagud mod hende ”Hold nu ordentligt fast” sagde han drillende og efter få sekunder steg farten. Ja han elskede fart, det var ingen hemmelighed, og fart var også lige det han havde brug for under kampene hvis han skulle have en chance for at fange lynet. Han fløj rundt om tribunerne hvor tilskuerne sad for at se kampene. Han fløj ud og ind af dem i en høj fart og uden problemer med at accelerere det mindst. Han var van til den fart og hvis det stod til ham så ville han gerne øge farten lidt mere han havde dog mærket hvordan hendes greb om ham blev strammede og følte hvordan hun skjulte ansigtet i hans ryg.

Hendes stemme der brød gennem larmen af hendes blafrende kappe overraskede ham for han havde ellers nydt stilheden som hun var blevet brudt af lige netop lyde af kappen. Hendes ord sivede først ind efter nogle sekunder ”Nu hvor vi er heroppe.. så ja..!” sagde han med et skævt smil om sine læber. ”Men så må du holde virkelig godt fast.. jeg vil nødigt have Adam efter mig hvis du falder” det var tydeligt at han drillede. Han satte farten lidt ned for hendes skyld og fløj højere og højere op. de fyrre meter han selv havde været oppe i da han havde været ved at falde var han kommet langt over. Kulden begyndte virkelig at kunne føles i knoglerne men han ville så gerne vise hende det her derfor satte han først farten helt ned da de var kommet omkring 80 meter over jorden. Han standse de helt i luften og måtte lige bevæge fingrene så kolde de var blevet. ”Se..” sagde han nu med kun den ene hånd lukkede om kosten mens han brugte den anden til at pege med. fra den højde de var i kunne man se solen der var på vej ned bag sletterne. Udsigten var smuk. Slottet var smukt. Ja man kunne se alle de bakker og bjerge i nærheden, et skønt syn det var hvad dette var.

[Eleanor Ivory]

Et fnys var ikke til at tilbage holde, som om Adam overhovedet ville kaste et blik på hende hvis hun faldt af kosten. Ellie åbnede først øjnene da hun havde brugt en rum tid på at brokke sig inden vending. Før hun nåede at kigge rundt kunne hun ikke lade være med bemærke vinden der kærtegnede hendes kinder og vinden der gled gennem hendes brune hår. Bare ved at sidde og kigge ud over synet fik hende til at føle sig helt paf. Koncentrationen var tabt igen og hendes hår tog en kraftig gul farve. Selv bemærkede hun ikke en ting, men lod blikket glide ud over Quidditch banen som blev badet i solens stråler. ”Tro ikke at det her gør mig blød om hjertet” Mumlede hun, stadig en smule tøse fornærmet. Trods at hun havde advaret ham var det nok lidt for sent for Aiden havde mange ting ved sig som man kunne holde af. Nogle gange lod han dem dog ikke skinne så kraftigt igennem, men så til tider fik han tøet flere hjerter op.
En vind gled ind over hende og rørte hende helt inde i knoglerne. Det var ved at blive koldt, det ville hun på ingen måde benægte. Men det var det hele værd for denne udsigt. ”Du for ingen julegave, hvis jeg falder!” Grinte hun, i det hun løsnede sit greb om ham. Med vilje lod hun sig løne en smule til siden i det hun lod som om hun havde mistet grebet. Dog kunne hun ikke lide at hænge for længe ude til siden, da det virkelig føltes som om hun mistede sit greb om hans mave. Ellie satte sig ordentligt på kosten og hvilede sin hage på hans skulder. Sådanne ting kunne altid være hyggeligt, især når man var med sin ynglings fætter. Den som hun kunne snakke med, og grine med. For fanden hvor hun forgudede denne dreng! Det ville dog aldrig ryge ud over hendes læber.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde skam hørt hendes fnys hvilket kom en smule bag på ham men han lod som om han ikke havde hørt det. Selv kunne han ikke få nok af udsigten, han kunne være deroppe i flere timer uden at kede sig og først komme ned når det næsten blev helt umuligt at bevæge sig så frossen som han var blevet. Da hun endelig lukkede øjnene op og tog sig tid til at se sig omkring kunne han ikke andet end smile, han havde vendt hovedet halvt om så han kunne se hendes reaktion. Synet af hendes ansigt som i enkelte sekunder var helt paf fik et triumferende smil frem over hans læber dog sagde han intet. Hendes ord fik hans klokkeklar latter til at forlade læberne, en latter der varede i et kort tidsrum inden han standsede med at grine. Genlyden af hans latter kunne dog høres i enkelte sekunder efter at han var blevet tavs inden denne også døde hen. ”Det tror jeg skam heller ikke.. der skal meget mere end det til at gøre dig blød om hjertet elskede Eleanor” svarede han blidt og dog drillende. Han havde skam hørt eller opfattet hendes lettere tøse fornærmet tone men havde bare smilet af det. Han kendte intet til at hans kusine forgudede ham, han vidste at deres forhold var ret tæt selvom de kunne skændes og selvom han kunne irritere hende, men mere end det vidste han heller ikke. Hendes næste ord fik ham til at vende blikket mod hende og række armen bagud da hun lænede sig til side ”Jeg tror heller ikke jeg vil få brug for en..”

[/b] svarede han drillende og holdt en pause der godt kunne være lang ”Jeg vil nok straffe mig selv temmelig hårdt hvis det sker” han holdt skam vældig meget af hende, og han ville beskytte hende som han beskyttede Rachel, hans egen tvilling og sjæle ven. Da hun satte sig ordentligt tilbage smilede han og tog fat om kosten med begge hænder ”Når.. det bliver koldere her.. ønsker frøknen en elegant landing eller en der kilder i maven?” sagde han med en yderst charmerende stemme. [/blockquote][/blockquote]

[Eleanor Ivory]

Aidens ord blev med det samme registreret i hendes hoved. Han havde vel halvt ret. Der skulle meget til at gøre hende blød om hjertet når det var alle andre end ham. Eleanor kiggedes surt på hans bag hovedet, hvorefter hendes ene hånd susede op for at slå ham over nakken. Blikket gled ud over Quidditch banen igen da hun havde sænket hånden. De lyserøde læber pegede nedad, og smilet var fuldstændig forsvundet men man ville kunne ane en lille trækning i hendes mundvige. Eleanor var nok ikke den bedste skuespillet på hele planeten, men hun var meget god til at spille sur da hun næsten altid var det.
”Du tier bare stille, Ivory” Hendes stemme blev klemt ud gennem hendes tænder, i det hun prøvede på ikke at falde af kosten af grin. Blikket gled tilbage på Aiden og hendes øjne blev med det samme så små at man ville tro hun havde slugt en citron. Det havde helt klart været meningen at Aiden skulle havde hørt hendes fnys, hvilket også var derfor hun havde prøvet at overdøve den hylende vind. Det var bare ikke lige det letteste når man kørte i Aiden-fart. Det bar ikke sjældent at man så Eleanor jagte sin fætter rundt på gangene, med hoved i kog. For de havde nok et søskende forhold eller i hvert fald på en måde. Hun kunne svagt huske engang hvor han havde ramt et ømt punkt og hun havde kastet en pude lige i hovedet på ham. En latter gled ud over hendes læber ved tanken om hvor hurtigt hun faktisk kunne blive gal når det var Aiden der stod bag det. Men når hun drillede ham, så var det med det samme en del svære end at pisse en lærer godt og grundigt af. Det var vel tydeligt at disse to løver delte den samme trang til at lave ballade hele tiden, men det var ikke lige der at Eleanors tanker lå.
Hun havde før tænkt over hvorfor Aiden altid havde været hendes ynglings fætter, selvom han tit fik hende til at skifte næse eller sådan noget. Tankerne blev med det samme revet væk da Aidens stemme rasede i hendes tanker. De brune øjne hvilede på drengen foran hende, mens hun lige brugte et halvt minut til at komme sig over at hun ikke lige havde kastet en pude i hoved på ham. ”Kilden i maven!” Eleanor kiggede sig en smule rundt, for at se hvem stemmen havde tilhørt. Først da hun havde brugt godt og vel to minutter på at kigge, trak hun lidt på skuldrene i det prikkerne faldt på plads. Når det kom til ballade, så gjorde hun det altid fordi hun fik sådan en kilden i maven. Og hun følte sig som et barn. Det havde været hendes stemme der bare havde taget en helt anden klang til sig. En barnlig pigestemme. Et halvt undskyldende smil formede sig om Eleanors læber, men det forsvandt hurtigt og blev til en grimasse.

[Aiden Kane Ivory]

Han havde ikke set den komme. ”Av.. for fanden Eleanor” det havde ikke just gjort ondt men det var bare kommet bag på ham så han var blevet lidt overrumpet. Han var dog ikke typen der var irriteret i længere tid ad gangen og derfor kom han sig hurtigt over det og vendte blikket bagud mod hende, han bemærkede at hun surmulet og smilede bare drillende for han bemærkede skam også den lille trækning ved hende mundvig. Han ændrede kort på sin stilling og vendte blikket forude for sig igen da hendes han opfattede hendes ord. han hævede brynet ad det hun sagde ”Okay Ivory” svarede han drillende og blinkede drillende til hende. De havde set meget til hinanden som små, hun var trods alt hans kusine. De var nok den familie han havde været mest på ferie hos deraf kom hans tætte forhold til både Eleanor og Adam. De var som bedste venner eller han kunne gå så vidt at sige at de var som søskende! Han havde elsket at sidde og planlægge narrestreger med sin fætter mod Rachel og Eleanor som på samme måde sad og planlagde narrestreger mod Adam og ham selv. Nogle gang kunne de da også slå sig sammen mod de voksne. Da hun svarede på hvilke slags landing hun ville have smilede han ”Som De ønsker min søde engel” sagde han drillende inden han kort ændrede på sin stilling ”Hold fast” sagde han som en påmindelse og trak vejret dybt ind inden han strammede grebet om sin kost. Da hun havde strammede grebet om ham steg farten så pludseligt at det rykkede i kosten. Den skød nu i en vild fart gennem himlen så de kunne kløve skyerne hvis de havde været så højt oppe. De susede gennem luften med vinden i tøj og hår og med den stormende lyd af vind som de var omgivet af og nærmest var en del af. Inden for ganske få uger havde han forsøgt sig på en endnu højere fart og nu hvor han var kommet så højt oppe i fart kunne han vel forsøge på det igen i håb om at det ville lykkedes. Han var naturligvis fuldkommen fokuseret, enhver anden ville knap være i stand til at blinke men han så ikke ud til at have problemer med synet. Et roligt smil som udviste kontrol lå plantede på hans læber inden han strammede grebet yderligere om kosten ”Hvis du bliver bange så luk øjnene” lød hans stemme i et højt råb gennem den piskende vind, selv da kunne han høre hans drillende tone. endnu engang steg farten og kom op på hele 150 km i timen hvilket var hans første gang.. og forhåbentlig ikke hans sidste. Nede fra jorden ville de nok ligne lynet eller en stjerne så hurtig gik det. Han faldt ikke i fart men begyndte at dykke ned mod jorden, inden der var gået mange sekunder følte han den kildende fornemmelse i maven. Et hyl af begejstring forlod hans læber inden han rettede kosten op så de ikke ramte jorden. Farten faldt gradvist inden han standsede helt og lod hende stige af.

[Eleanor Ivory]

Eleanor bed sig let i læben, da han ligefrem kaldte hende en engel for det var lige det hun ikke var. Hun var englens modsætning. Da han satte farten op, havde det været lige på et hængende hår at hun fik strammet sit greb om hans mave. For når det gjaldt fart og højder var det nok ikke lige hendes ting. Vindens skrigende stemme hylede i hendes øre og rev i hendes tøj, og hvis hun ikke tog meget fejl ville hun ende med blå mærker om ikke mindre end to dage. Dog kunne hun ikke lade være med at smile lidt, for det rush det gav, var vidunderligt.
”Jeg lukker ikke mine øjne” spyttede hun ud gennem sine sammenbidte tænder, selvom der hang en drillende tone til den. Faktisk var hendes tænder kun sammenbidte fordi at vinden ville fører alt for mange insekter ind i hendes mund. Og hun havde ikke lige lyst til at få endnu en omgang frokost.
Det begejstrede hyl fra Aiden, blev blandet med Eleanors grin da hun fandt det ekstremt morsomt at han kunne finde på at hyle midt i det hele. En ting hun aldrig helt forstod når det gjaldt hendes kære fætter. Hun steg af næsten lige efter de var landet på jorden. Det blide smil havde fundet sin vej tilbage til de lyserøde læber. Vinden var der stadig, men den var blevet blidere og den kærtegnede hendes hår helt forsigtigt.
”Hvornår skal vi så aftale vores næste tid?” Grinte hun og mente helt klart at de skulle gøre dette igen for hun havde haft det morsomt. Selvom det lød som om hun ville gå, var det slet ikke det hun ville. Eleanor ville hellere have at denne dag hele tiden ville fortsætte.

[Aiden Kane Ivory]

Da hun sagde at hun ikke ville lukke øjnene lo han bare. Det måtte hun jo selv om og det var jo altid sjovere at have øjnene åbne. Han havde hørt hvordan muggler nævnte deres såkaldte forlystelsesparker og havde sammenlignede det med en tur på en kost bare meget hurtigere. Aiden var nu ret sikker på at han sagtens kunne hamle op med disse såkaldte forlystelser uden problemer. Han havde dog vidst at hun blot havde sagt at hun ikke ville lukke øjnene fordi han nærmest havde drillede hende med det.

Selv tænkte han ikke over insekter eller andet han kunne få i munden han var bare så henrykt over farten og vinden og ja blot det hele. Han nød virkelig det hele og hvis han skulle beskrive det overfor nogen ville det blive helt umuligt. Man skulle selv prøve det inden man forstod følelsen.

Da hun stod af betragtede han hende med et smil over læberne og steg selv af, han svang kosten over den ene skulder. Han lo ad hendes ord ”Du siger bare til, jeg vil altid være klar til at tage dig på endnu en tur” sagde han, han ville selv helst heller ikke bryde op men han skulle mødes med Lily Abott så han måtte tilbage til kollegiet for at få skiftet til noget andet.