Afsløring (Lou)

[Rachel Saskia Ivory]

tag; Mary-Lou Trevor

Vinden susede ind over Hogwarts udendørsarealer, fik folk til at skutte sig i kulde og, for det meste, søge indenfor i varmen. Det gjaldt dog ikke Gryffindors Quidditch-hold. Eller måske nærmere deres træner! Lou havde kaldt til træning og, selvom Rachel ikke var for glad for det, havde hun nu alligevel begivet sig ud i det stormfulde vejr. Der var dog stadig en halv time til træning skulle begynde, men Rachel havde altid nydt at møde op i god tid. Så kunne hun også nå at skifte i ro og mag uden at de andre piger behøvede at betragte hende uden specielt meget tøj på. Okay, de havde jo egentlig samme kroppe, men selvom Rach jo ikke var grim, havde hun aldrig betragtet sig selv som køn eller været komfortabel med sin krop. Hendes tanker gled over mod træningen, hvordan det ville være på holdet med Lou. Aiden havde sikkert afvist hende på nuværende tidspunkt. Et svagt smil gled over hendes læber. Nej, Aiden var hendes, det var vel bare surt for Lou. Med den tanke i hovedet, satte hun farten lidt op, skridtede hurtigere over græsset mod tribunen og fortsatte ind mod omklædningslokalerne for at kunne klæde om i ro og mag. Alligevel satte hun sig dog ned derinde og kiggede sig omkring lidt. I en sløv bevægelse, snoede hun en lok af de lysbrune krøller om sin finger, men fik dog hurtigt travlt med at holde håret væk fra ansigtet. Forbandede vind!

[lou]

Vejret var bidende koldt, men det var desværre en konsekvenserne ved vinter. Lou syntes dog at sne og hyggelig stemning vejede op for de fleste af de negative sider ved vinter, men hun måtte ræligt indrømme over for sig selv, at hun ikke gad at rende rundt udenfor i den alt for friske blæst lige nu. Hendes stædighed forhindrede hende dog i at aflyse træningen. Desuden ville det være et meget dårligt forbillede for hendes hold, hvis hun begyndte at aflyse træning på grund af vind og vejr. Desuden havde hun håbet på lidt solskin, da hun satte datoen for denne træning for to uger siden, men vejrguderne var ikke med hende.
Som en zombie havde Lou slæbt kisten med boldene ud på banen efter hun havde smidt sine ting i omklædningsrummet. På vej tilbage over græsplænen satte hun sit hår op i en knold, og hun var halvvejs ude af sine skolekappe, da hun trådte ind i omklædningsrummet, også selvom det var koldt. Hun gik direkte hen til sækken med sit træningstøj, men halvvejs derover stoppede hun op og drejede om på hælen.
"Rachel? Hvad laver du her så tidligt?" spurgte hun ikke særlig imødekommende og fortrak ikke en mine, da hun talte til hende. Snakken med Aiden lå stadig meget frisk i bagsiden af hendes hoved, og hun havde haft umådlig svært ved at tænke på andet end netop det de sidste par dage: også en af grundene til, at hun hellere ville ligge under sin varme dyne i dag. Aiden var jo også på holdet, og hun havde koncentreret sig så meget om ham, at hun helt havde glemt hans søster.

[Rachel Saskia Ivory]

En iskold vind sev ind gennem omklædningsrummet og Rachel trak sig lidt sammen under den. Hvem i alverden havde dog lyst til at være ude i sådan et vejr? Hun skælvede svagt af kulde. Lige nu var det ikke just tanken på at smide den store trøje for at kunne trække i træningstøjet, der syntes mest indbydende, men snarere tanken om sin varme seng oppe i tårnet. Igen gik en skælven gennem hendes krop, men hun fik da endelig smidt sin skolekappe, puttede sig kun tættere ind i sin store sweater, som hun med megen kamp og besvær, havde fået kæmpet under sin kappe. Alligevel bevægede hun sig ikke mod træningstøjet. Kulden gjorde hende altid sløv under skiftningen.
Hun stivnede dog hurtigt, da hun hørte en lyd udenfor omklædningsrummet og ventede roligt på Lou trådte ind i rummet, traskede direkte forbi hende. Et svagt smil gled over hendes læber. Nåeh, det var åbenbart ikke alle, der tog en afvisning så pænt. Hun pakkede dog hurtigt smilet væk og erstattede det af et kattevenligt, da Lou endelig vendte sig mod hende. Spørgsmålet og manglen på venlighed i holdkammeratens stemme kom dog ikke som nogen overraskelse for hende. De havde jo ikke just været perlevenner på det sidste.
”Som du jo nok husker, Lou, bryder jeg mig ikke om at skifte, når der er andre herinde”, forklarede hun med et sødt smil og trak en lok af håret om bag øret. Godt nok snakkede de ikke så tit, men Rachel havde haft det på den måde siden de var helt små.

[lou]

Lou stod et øjeblik og nærmest vurderede Rachel med lidt rynkede øjenbryn.
"Mhm." svarede hun med en ligegyldig tone til sin holdkammerat og gik hen til sin pose, så hun stod med ryggen til hende. "Så må du jo gøre det bag mig." mumlede hun en anelse surt og trak uden videre sin t-shirt af, fordi hun hurtigst kunne skifte til sin spillertrøje på den måde. "Så længe du tør skifte retning foran tilskuerne, når vi spiller er det vel ikke noget problem." tilføjede hun sarkastisk højt nok til, at Rachel med sikkerhed kunne høre hende.
Selvom Rachel var bag hende og ude af syne fandt Lou det utroligt svært at ignorere hende. Hun måtte vel vide alt om hende og Aidens lille 'snak', og allerede nu mærkede Lou, hvordan irritationen boblede i hende, fordi hun vidste, at Rachel ville smide en kommentar om ballet på et eller andet tidspunkt. I sit stille sind planlagde Lou, at de skulle deles op i mindre hold i dag, for så kunne Lou slippe for både Aiden og Rachel, og hun kunne holde dem fra hinanden, så de ikke kunne snakke bittert om Lou. Det var nok noget af det værste, der kunne ske, at holdet gik i spåner på grund af personlige relationer, tænkte Lou, men hun var opdraget til at klare sig i gennem den slags. Selvom det med Aiden gik hende på, så kunne hun sagtens ignorere det, når det kom til stykket: hun ville og skulle vinde, så simpelt var det.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel kunne ikke tilbageholde en latter ved Lous tilsyneladende dårlige humør og hun trak hurtigt sit tøj af, så hun kunne komme i sit spilletøj. Svagt rystede hun på hovedet af Lou. Typisk hende at være så barnlig omkring det! Ved lyden af hendes stemme, der sarkastisk prøvede at prikke til de gløder, der allerede lå i Rachs temperament bare ved at være i samme lokale som Lou, smilede hun igen. Fair, hvis det var sådan Lou ville spille i dag, så var der vel ingen grund til at gå mod deres holdkaptajn. Det var jo hende, der lagde strategien og et par kommentarer om Aiden skulle nok hurtigt få pillet hende ned fra sit høje sted. Ufatteligt, at nogle var så umodne. Bare fordi Aiden ikk kunne lide hende, skulle det da ikke gå ud over Rachel. Eller… Han havde jo egentlig ikke fortalt hende, at han ville afvise hende, men… Hun var da stærkt gået ud fra det.
”Jeg vidste slet ikke du var så vild med at se mig nøgen, søde”, sagde hun roligt og trak i sin holddragt, fik hurtigt sat den ordentligt. Hun havde altid elsket den røde farve, der prydede deres kapper. ”Jeg må nu ærligt indrømme, at jeg troede på rygterne om, at det var Aidens smækre krop, du gik efter”, konstaterede hun med et svagt smil på læberne, bandt sit hår i en stram fletning ned ad nakken, før hun pakkede sine ting sammen i posen.

[lou]

Lou trak i de hvide bukser og sørgede derefter for at få fat i sin sweater så hurtigt som muligt. Den lå i bunden af stofposen, og det var ikke lige til at få den ud. Forgæves stod hun og prøvede at vrikke den ud, mens Rachel spydigt svarede igen. Kommentaren bed ikke rigtig på Lou, der var koncentreret om at få sit varme tøj tilgængeligt.
"Jeg står med ryggen til dig." sukkede hun opgivende uden at se tilbage på Rachel. Hun var egentlig ret ligeglad med at klæde om sammen med andre piger, der var jo ligesom ikke nogen vej udenom. Bare fordi Rachel havde et problem med det, så behøvede Lou ikke at indrette sig efter det. Lous ligegyldige holdning ændrede sig dog brat ved Rachels næste kommentar, og på en eller anden måde fik hun revet sweateren ud af posen i en ret voldsom bevægelse.
"Hvor har du hørt det?" spurgte hun skingert, men hun kendte jo allerede svaret: fra Aiden. Hun vendte sig om for at se Rachel i øjnene, og hun glemte helt at tage sin sweater på - på trods af kulden. Hendes blege arme var dækket af gåsehud, men Lous hoved var for optaget af at se sig rød på sin kollegiekammerat, at hun gad at tage sig af det lige nu.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel smilede svagt ved hendes forsikring om, at hun stod med ryggen til. Det var heller ikke fordi Rachel ikke kunne skifte om med piger til stede, hun havde bare aldrig brudt sig om det. Det der med, at hun vidste de på en eller anden måde sammenlignede sig med hende og sådan. Der havde hun endda nemmere med at klæde om med Aiden. Det var blevet lidt underligt med årene, men de var stadig i stand til at se hinanden den særlig meget tøj på og da de jo tit sov sammen i ferierne, klædte de jo også om sammen.
Der var dog ingen måde Lous reaktion kunne have undgået Rachels blik og hun smilede triumferende for sig selv, før hun fokuserede om at holde et neutralt ansigt, før hun vendte sig mod Lou igen.
”Sødeste, allerkæreste Lou.. Undrede du dig ikke hvor min kære broder vidste det fra? Du glemmer vist, at jeg engang kunne læse dig som en åben bog”, sagde hun roligt og smilede så skævt, før hun placerede hænderne på sine hofter, det var nu rimelig sjovt at se Lou så oprørt.

[lou]

Rachels ord ramte intet mindre end plet, og Lou vidste slet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun vendte sig halvvejs væk og begyndte at tage sin sweater på, men halvvejs i processen ombestemte hun sig og vendte fronten mod Rachel endnu en gang. Da hu endelig fik trukket sweateren ned over hovedet, gloede hun arrigt på Rachel.
"Din stride heks!" sagde hun endnu mere skingert, end hun havde talt før. "Kunne du ikke bare have ladet mig have det sådan i fred? Eller er du så overbeskyttende, at du ikke en gang kan unde din bror lidt erfaring?" hylede hun, og hun var helt rød i kinderne af vrede. I vildrede satte hun sig hårdt ned på bænken, som gav under for hendes ellers ubetydelige vægt. "Stinkende hekseskrud..." mumlede hun blandt andet indædt, mens hun kæmpede for at få sine støvler på, så hun ikke mistede dem på grund af forfrysninger.
"Eller er du bare misundelig?" talte hun lidt højere, dog stadig henvendt mod sine fødder. Endelig fik hun sit fodtøj på, og hun rejste sig umiddelbart efter for at færdiggøre sin sætning. "Fordi du aldrig har oplevet noget lignende selv?" spurgte hun og så meget trodsig ud.

[Rachel Saskia Ivory]

Der skulle ikke en psykolog til for at se, hvordan Rachels ord havde siddet lige, hvor de skulle og ramt Lou, hvor hun var allermest sårbar. Et eller andet sted dybt i Rachs samvittighed stak det, men alligevel kunne hun ikke lade være at nyde øjeblikket til fulde. Med et grin over læberne betragtede hun Lous indædte kamp for at beslutte sig om hun skulle tage sweateren på først eller råbe. Da det så blev sweateren, smilede hun svagt, lyttede roligt til hendes ord.
Okay, det var ikke længere dybt nede i hendes samvittighed, det stak, det var lidt tættere på hjertet, men hey? Hun måtte selv træffe sine valg. Desuden var hun overbevist om, at det kun var på grund af Aidens venskabelige følelser for holdkammeraten, at hun havde det dårligt med det.
”Nej, jeg er skam ikke overbeskyttende.. Jeg sørger bare for, at Aiden får ham en, der er ham værdig”, hendes stemme var sukkersød, men der var det ramme alvor at spore i hende brune øjne, der var så ulig hendes brors. Roligt betragtede hun Lou, der nærmest kastede sig ned på bænken under eder og forbandelser. Roligt trak Rach selv i sine støvler, lyttede til Lous ord, før hun atter betragtede hende.
”Misundelig?” Rachel kunne ikke tilbageholde en latter, før hun atter rystede på hovedet. ”Lou, du bliver ved at overraske mig.. Kan virkelig ikke se hvorfor jeg skulle være misundelig. Jeg er ikke ligefrem ved at dø efter at have et crush på en af mine bedste venner. Måske falder han så for dig, men søde Lou, der vil ikke gå meget mere end et par uger, giv det max et par måneder og så vil du se det hele var et spild. Så mister du både ven og kæreste. ” Rachel sendte hende et blændende smil, før hun atter fortsatte.
”Livet er i sandhed en fantastisk ting, hva?”

[lou]

Uden at vide, hvilket ben hun skulle stå på, blev Lou stående og gloede olmt på Rachel, som om det ville få hende til at gå op i røg. Hendes afslappede og arrogante attitude provokerede Lou grænseløst, og hun havde mest af alt lyst til at forvise hende fra quidditchbanen for evigt, bare fordi hun så slap at se på hende. Rachels kommentar om værdighed gjorde Lou ked af det, og hun kunne ikke gøre andet end at stå der, frustreret. Hun var helt mundlam. Godt nok var Rachel og ou ikke særlig chummy længere, men det her overskred alle Lous grænser.
"Ja, du skal evig og altid sørge for ham, hva!" sagde hun endelig, nærmest oveni i Rachels næste sætning. Hun havde lyst til at skrige højt.
"Det kan der måske være noget om. Du var da i hvert fald godt og grundigt spild af tid!" ved hun og sendte Rachel et iskoldt blik, inden hun vendte ryggen til hende og lod som om, at hun børstede noget af sin spillerkappe. det var egentlig kun for at skjule sit sårede ansigtsudtryk. En frygtelig forestilling om, at Rachel havde fået Aiden til at spørge hende med til ballet bare for at håne hende spirede i hendes hoved. Men det var ikke muligt vel? Aiden havde i det mindste værdigheden i behold i det her, tænkte hun bittert og rystede på hovedet af situationen hun sad i. "Aiden synes, jeg er noget værd." mumlede hun med en tynd stemme og måtte bruge al sin viljestyrke for ikke at knække sammen.

[Rachel Saskia Ivory]

Da Lou, helt mundlam, blev ved at stirre olmt på hende, som om det på en måde fik hende til at forsvinde eller på anden måde måske dø smertefuldt. Roligt hævede Rachel et slankt øjenbryn og hendes ellers så glatte pande rynkedes svagt, mens hun fortsat betragtede Lou, lidt spørgende som for at tjekke, om hun havde mere at sige. Da hun så eksploderede videre over hendes opførsel, sukkede Rachel svagt og himlede med øjnene. Helt ærligt, kunne Lou da ikke opføre sig normalt for to sekunder?
”Joeh, det er der faktisk noget om. Heldigvis er jeg jo ikke bange for at fortælle ham, hvordan jeg føler for ham. Det er dejligt, at have et så tæt forhold til ham. Det bliver bare aldrig tættere end det mig og Aid har sammen.” På trods af hvordan Lou stod og råbte af hende, blev Rachel ved med at beholde roen, smile sødt til hende. Forsigtigt snoede hun en lok om fingeren, der var gledet ud fra sin plads i hendes hestehale.
Ved Lous hårde ord, smilede hun bare igen og trak på skuldrene, betragtede sin gamle venindes ryg, før hun selv vendte ryggen til hende. Kort kom muligheden op i hendes tanker, at hun måske havde gjort noget forkert, men Lous mumlen om Aiden fik hende til at vende sig om.
”Jah, Aiden har lidt nemt ved at få ondt af folk.. Og hvis du ikke var så dominerende altid, ville han måske kunne lide dig rigtigt og ikke bare af medlidenhed.” Hendes stemme var sukkersød og kattevenlig, før hun trådte forbi Lou og mod døren ud til den store spilleplads.

[lou]

Lou ignorerede blankt Rachels lovprisning af hendes tætte forhold til Aiden - hun havde ligesom nævnt det omkring hundrede gange i deres samtale efterhånden.
"Og du er også supertæt med Adam, ikke?" sagde Lou meget sarkastisk, stadig med ryggen til Rachel. Hun fik afløb for noget af sin frustration ved at stå og lave grimasser, som Rachel ikke kunne se, hvor barnligt det end var. Hvis Rachel bare gik, så ville Lou få en chance for at køle ned, men tøsen havde åbenbart se sig ond på hende og kørte på hende i bedste mobberstil. Heldigvis var der snart træning, tænkte hun lettet, så kunne hun få lov til at hundse med Rachel i stedet. Da Lou alligevel ikke rigtig kune foregive stadig at børste usynlige ting af sin kappe vendte hun sig halvt om mod Rachel, mens hun samlede sit tøj op for at lægge det ned i stofposen.
"Han må virkelig være et medlidende menneske så!" erklærede Lou og lød ikke særlig medtaget af det, selvom hun havde fået ondt i maven. Havde han virkelig spurgt hende af medlidenhed? "Men åbenbart ikke medlidende nok til at være din reserve til ballet - bare ærgerligt, for der er jo aldrig nogen, der spørger dig." bed hun spydigt og smed posen fra sig på bænken, da hun havde proppet sit nu meget krøllede tøj ned i den. Endelig vendte hun sig med fuld front mod Rachel og havde et forholdsvis samlet ansigtsudtryk: en gang i mellem hjalp det bare at undertrykke sin følelser, for at få nogle andre ting til at hænge sammen, og denne dag var helt klart en af dem.

[Rachel Saskia Ivory]

Rachel hævede mistænksomt et øjenbryn ved Lous spørgsmål, men smilede så igen sit selvsikre smil. Okay, hvis Aiden havde været der nu, havde hun sikkert fået røven på komedie, men heldigvis for hende, var altid i dårlig tid og kom næsten altid i sidste øjeblik før træningen. Tænkt, at der næsten allerede var gået en halv time. Så behøvede hun da ikke glo på Lous misfornøjede fjæs mere! Et eller andet sted, selvom hun elskede Quidditch mere end noget andet, havde hun bare lyst til at gå, glædede sig sindssygt til træningen var ovre, så hun ikke behøvede tale med Lou mere.
”Hvor sødt, at du ved det.. Min egen, private stalker”, sagde hun med et grin, betragtede Lous ryg med et svagt smil. Tænk, at hun ikke engang kunne se hende i øjnene?
Ved Lous kommende ord, mærkede Rachel dog raseriet syde i sig. Havde han virkelig spurgt Lou? Mary-Lou fra deres hold? Den Lou, hun snakkede med nu og nærede et så inderligt raseri mod i dette sekund? Og så uden at spørge Rachel til råds? Hun havde allermest lyst til at gå over og slå hende, måske sende en smasher med flere hundrede kilometer i hendes retning eller.. Lou ville være pæn som skalperet!
”Ej, hvor sjovt du nævner det!”, hvinede Rachel henrykt og smilede bredt til Lou, der endelig havde vendt sig mod hende, ”Faktisk blev mig og Aid enige om ikke at tage sammen.. Er allerede blevet spurgt af to andre. Tænk at se, hvad han lader sig nøjes med.” Rachel sukkede misbilligende.

[lou]

Lou ignorerede stalkerkommentaren - det lød jo bare dumt - og havde et neutralt ansigtsudtryk.
"Sødt." sagde hun kortfattet. "I var simpelthen nødt til at aftale ikke at gå sammen, fordi i plejer at gøre det, eller hvad?" spurgte hun og lignede bestemt ikke en, der gad at høre på et svar. Noget sagde hende, at Rachel løj om de to bejlere, men det kunne hun selvfølgelig ikke sige noget om - hun læste ikke Rachel lige så godt, som hun åbenbart læste Lou. Til gengæld var det lige gået op for Lou, at hun lige havde indrømmet over for sig selv, at Aiden jo gerne ville med hende til ballet. Oprigtigt. Tanken var både skræmmende og opløftende, og det hjalp hende med at se Rachel i øjnene. Hendes tanker gled over på Adam. Ham skulle hun ikke til ballet med, men hun frydede sig pludselig over, at rachel sikkert ikke vidste, hvad hun egentlig havde haft af møder med den dreng. Hun ville dog ikke synke så dybt som Rachel ved at trække ham ind i samtalen.
"Men fint nok, så har du jo en til hver hånd. Du plejer jo også at være grådig." sagde hun køligt og trak i sin højrøde spillerkappe. Det passede i Lous hoved, det der med grådigheden. Rachel ville jo bare have alle for sig selv, som om hun var en eller anden snotforkælet prinsesse. Prinsesse var hun ikke, men den anden del kunne Lou jo altid spekulere om. Med underligt geleagtige knæ gik Lou mod udgangen til stadion, og på vejen greb hun sin Nimbus.

OUT

[Rachel Saskia Ivory]

OUT