|
|
Post by caroline on Jan 17, 2011 17:18:25 GMT 1
D r i n k i n g t e a [/font] in bed. Watching DVDs
Carrie rynkede panden og rømmede sig lidt. Det var ikke just det svar hun havde forventet at høre, og ærlig talt vidste hun ikke hvad søren hun skulle sige til det. I stedet for at forsøge at finde på nogle fornuftigt ord, trådte hun endnu et skridt bagud. Hun kløede sig lidt i nakken og betragtede Anthony med et alvorligt blik. Han lignede den samme, hun lignede den samme, og der var en hvis fare for at alt ville blive det samme, hvis hun bare kastede sig hovedkulds ind i hvad det end lige var de var i gang med.
Hun bed hårdt ned om sin egen underlæbe. Denne her situation var alt andet end ideel nu, hvor hendes tanker igen havde fået frit løb, og hun ikke var bedøvet af sine egne hormoners kamp for kontrollen. Carrie kunne godt lide lister. Hun havde lyst til at sætte sig ned lige nu og her, hive en notesbog frem og give sig til at skrive fordele og ulemper ned.
Ville det ikke være nemmere hvis de kunne tale om hvad der konkret var gået galt – hvad de havde forventet af hinanden – og hvad de blev nødt til at ændre hvis de skulle bukke under for fristelsen, eller var det her bare noget fysisk for ham? Han havde sagt at han elskede hende.
Hendes tanker fløj i øst og i vest og hun blev gradvist mere og mere forvirret over dem selv. Da Anthony åbnede munden igen, rystede hun hurtigt på hovedet for at befri sit hoved for alle spekulationerne og lytte til ham.
Hun følte sig temmelig fortabt. Mest af alt havde hun lyst til bare at stikke af fra gerningsstedet og finde en stor spand vand hun kunne stikke sit hoved ned i. I stedet hævede hun blot øjenbrynene en smule og tøvede i et kort øjeblik. Hun kunne godt lide den måde han sagde hendes navn på. ”Men hvorfor blev du vred?”
Da Anthony nærmede sig måtte hun spænde i kroppen og tvinge sig selv til at blive stående. Hun kunne ikke overskue følelsen af hans stærke arme omkring sig, eller den der duft der gjorde hende helt svag i knæene. Hun havde behov for at overveje, tænke, skrive, fremlægge fremtidsudsigter, lave sikkerhedsvurderinger. Alle disse behov blev lidt slørede i hans favn og hun lagde sukkende sin hage imod hans brystkasse og så op. ”Hvad har vi egentlig gang i? Tone” Hun huskede at hun selv have åbnet med sin kærlighedserklæring, ude af stand til at holde ordene inde. Hans læber var stadig røde af de kys de havde delt efterfølgende. ”Jeg mener, hvad er det her?” Carrie kunne ikke forhindre sin hånd i, nærmest mekanisk, at stryge let hen over hans ene kind. Hun blev lidt rød i kinderne, men forhindrede trangen til at krybe i et musehul. ”Er det bare noget fysisk? Et eller andet underligt behov for en afslutning?”
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 18, 2011 0:19:28 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony sank klumpen i halsen, og så fortvivlet op på Carrie da hun spurgte til årsagen bag hans vrede. Var den da ikke så tydelig?
"Jeg blev vred fordi..." hans høje gennemtrængende stemme knækkede, og han forsøgte at finde et sted hvor han kunne hvile sit blik mens han tænkte over sine ord. Punktet ende med at være lige over Carries hoved. "jeg blev vred, fordi jeg stadig har følelser for dig... jeg elsker dig og jeg savner dig mere end jeg vil indrømme. Men..." han tav lidt, og lyttede et øjeblik bare til hendes rolige stemme. Selvom hendes ord vækkede urolighed i hans mave, så virkede hendes stemme beroligende, og mens hun snakkede, lukkede han bare øjnene i. Det virkede måske barnlig, i og for sig, men ikke desto mindre forsøgte han at skubbe fornuften til side. Lige nu ville han hellere leve i sin vanvittige verden af uansvarlighed og tankeløshed. Tænke på alt andet end Samuel Abott... og da hun strøg sin hånd henover hans kind, åbnede han sine øjne igen i tavshed, og fandt hendes kærtegn trøstende midt i sin ulykkelige tankegang om Abott. Det var måske hans egen skyld at han var endt hvor han var endt, men det gjorde ikke mindre ondt af den grund.
"Jeg ved det ikke," hviskede han til svar, og åndede dybt ud. Den fysiske tiltrækning til Carrie havde altid været der... måske var det for vanernes skyld at han havde kysset hende. Eller for mindets skyld. Han vidste det ikke. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 18, 2011 1:46:31 GMT 1
W h e n I d i s c o v e r e d [/font] all your dirty grotty magazines.
Carrie ville ikke helt indrømme det over for sig selv, men hun vidste egentlig udmærket hvorfor Anthony blev vred. Nogen inde i hende ville bare gerne høre ham sige det. Den side af hende selv, der kunne finde på at stille dumme spørgsmål, som hun godt kendte svaret på, kun med et følelsesbetonet motiv, brød hun sig meget lidt om. Alligevel kunne hun mærke en bittersød tilfredsstillelse, da ordene forlod hans mund. Hun sænkede selv hovedet og begravede sit ansigt i hans brystkasse, brummende lavmælt imod den. Han var så varm og dejlig. Uanset hvor fornuftig hun kunne blive i korte tidsrum af gangen, så kunne hun nemt mærke hvordan hendes uanfægtede forelskelse styrede hende imod noget både farligt og potentielt endnu værre end det, som hun allerede havde været igennem. Det var skræmmende og underligt uimodståeligt.
”Du har lige indrømmet det. Game up, Tone,” mumlede hun, uden at flyttede på sig. Hendes ene hånd gled ned af hans arm og fandt hans. ”Det burde vi virkelig finde ud af.” Hun trådte et meget kort skridt bagud, for at kunne se ham i øjnene. ”Det ville være det mest fornuftige,” sagde hun, mere til sig selv end til ham. Det at hun få sekunder trykkede sig let ind til ham igen, modsagde dog fuldstændig hendes ord. En famlende hånd på hans ryg tjente heller ikke ligefrem til at illustrere den ellers vældig korrekte pointe. Hun mumlede noget uforståeligt ind i hans brystkasse og knugede hans hånd i sin. For sin egen side var hun slet ikke i tvivl om, at det handlede om andet og mere end fysisk tiltrækning, men hun var, trods hans erklæringer, ikke helt overbevist om de følelser han selv nævnte.
Et kort øjebliks svaghed ramte hende, midt i al hendes tvivl og gode intentioner, og hun hævede sig op på sine tæer og plantede et blidt kys på hans læber. De modstridende følelser var tydelige i hendes ansigt, da hun efterfølgende fandt hans øjne. Ville han overhovedet have lyst til hende, nu hvor Samuel havde rørt ved hende? Hans tidligere handlinger tydede kraftigt på det, men hun blev underligt usikker. Det var den slags åndssvage ting forelskelse bragte op i folk. ”Jeg er virkelig ked af det. Jeg ved godt, at du siger, at du ikke har nogen ret til at være vred, men det synes jeg at du har. Jeg ville være vred. Jeg ville faktisk slet ikke have lyst til at røre ved mig.” Hun sænkede blikket og bed sig igen i underlæben. Denne her rutsjebane var efterhånden ved at tære på hende. ”Jeg ville have lyst til at skrige og forvandle pigen til en tudse. Og slå dig. Hårdt.” Hun hvilede panden imod hans brystkasse. ”Men jeg er så også fuldstændig helt og aldeles, uden spørgsmålstegn fortabt forelsket i dig, Burton.” Hendes kinder glødede lidt, men hun var ligeglad. Hormonerne havde sat ind. Dramaet rullede og hendes mave slog kolbøtter. Det eneste hun ikke kunne, var at se ham i øjnene. ”Det er måske ikke så smart at være, eller indrømme, og du behøver ikke, at føle dig skyldig over at gå herfra som du kom, men jeg synes du skal vide det, også selvom du måske bare er... Nostalgisk.” Hun sank en klump og mærkede hvordan det skar i hjertet at genoverveje den mulighed. Med en mental kraftanstrengelse trak hun sig tilbage og slap hans hænder. Det føltes lidt som et ultimatum, selvom det ikke havde været hendes mening. Hun sank en klump og rømmede sig lidt, kørte en hånd igennem håret og drejede sig langsomt om for at hente sin taske, egentlig uvillig til overhovedet at røre sig ud af stedet. Hendes ben lystrede dårligt.
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 18, 2011 22:25:55 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony følte sig lettere lammet, og det var som om at hvert ord, Carrie sagde, kun lammede ham yderligere. Han formåede dog alligevel at reagere nogenlunde, så han ikke bare stod ubevægelig, og han trykkede hende ligeledes ind til sig, da hun gjorde det samme. Hans arme lå stærkt om hende, og det føltes rart at fjerne afstanden mellem dem. Han smilede svagt af hendes første kommentar... hun havde trods alt ret. Men han kommenterede det ikke.
"Du er altid så fornuftig," sagde han, efterfulgt af et svagt suk, "jeg ved knap nok hvad jeg laver," tilføjede han lettere selvkritisk, i den sammenhæng, at han et eller andet sted misundte hende sit fornuftige hoved... altså hvis man så bort fra fejltagelsen med Samuel.
Kysset kom på mærkelig vis ikke bag på ham. Han gengældte det bare ømt, med hånden på hendes kæbe og kind, og en tommelfinger der blidt strøg henover hendes underlæbe efter han havde kysset den. Han gengældte hendes blik, og lod hende tale helt færdig, før han selv talte.
Og det skræmmende var, at han kunne se fornuften i alt hvad hun sagde, - hvis man så bort fra at han aldrig kunne drømme om at ligge en hånd på Carrie i den forstand. Men Samuel Abott... Han var ikke just en af Anthonys yndlingspersoner, - og trods omstændighederne smilede han ved hendes kærlighedserklæring. Han fandt hendes hænder og tog dem i sine, og stod i lang tid og kiggede ned på dem.
"Jeg går ud fra... at tilgivelse er en proces. Og den synes jeg allerede er ret godt i gang..." sagde han en anelse kryptisk, slap hendes ene hånd, og pillede let ved en af hendes lokker. Han fugtede sine læber en anelse, og smilede svagt til Carrie.
"Jeg er ikke i stand til at træffe nogen endelig beslutning lige nu... men jeg er glad for at vi havde den her snak... Jeg tror at jeg... forstår bedre nu," sagde han, og slap hende forsigtigt. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 19, 2011 18:34:21 GMT 1
Y o u ' d t a k e m e [/font] out shopping and all we'd buy is trainers.
Carrie fnøs lavmælt. Hun var netop altid så fornuftig, men det var svært at holde hovedet klart i hans selskab. Befriende og skræmmende svært. Hun kunne stadig mærke hans hænder imod hendes lår og en kuldegysning gik igennem hende ved tanken. ”Og du er under det indtryk at jeg ved hvad jeg laver?” Hun rystede lidt på hovedet. Hendes nærkontakt med Anthony føltes underligt ladet med skjulte betydninger og afskedsord, men hun nægtede at lade sig påvirke af den irriterende usikkerhed, der førte med hendes følelser for ham. Det var alt sammen op til revision. Burde det bare være et farvel? Hendes mave slog en kolbøtte og hun fik lige pludselig en smule nervøs kvalme, imens alle de frygtelige tanker og øjeblikke hun havde været omkring, vendte tilbage med fuld styrke. Det krævede en seriøs indsats at tvinge dem tilbage, men Anthonys ord hjalp på sagen. Tilgivelse. Hun nikkede lidt, uden helt at forstå hvor han var på vej hen.
Hun standsede sig selv halvt på vej over mod sin taske ved døren og betragtede Anthony med rynket pande. Et eller andet sted burde hun vel forholde sig tavs. ”Hvilken endelig beslutning snakker du egentlig om?” Ja okay. Det burde måske være åbenlyst, ud fra hendes egen frembrusende kærlighedserklæring, men hun mindedes egentlig ikke at have bedt ham om at træffe nogen beslutning, selvom det lå implicit at hun ønskede en eller anden hensigtserklæring. Ærlig talt vidste hun ikke hvad hun ønskede og hun fortrød hurtigt at hun overhovedet havde spurgt. Et vift med hånden var møntet på at signalere netop det, og hun vendte sig igen, tilbagelagde det korte stykke og svang sin taske over skulderen igen. Hendes hoved snurrede en lille smule og hun havde virkelig brug for at sidde ned et eller andet sted helt og aldeles alene.
[/justify][/blockquote] Out Tag: Anthony Burton |
|
