|
|
Post by Anthony Burton on Jan 15, 2011 16:46:48 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony næsten trampede ned af gangen. Hans vrede udtryk gjorde ikke hans ansigt mindre skræmmende at se på, og det klædte ham bestemt ikke. Han havde netop snakket med en af vennerne fra årgangen og kollegiet, der havde drillet ham med at hans ekskæreste åbenbart var kommet sig over ham hurtigt, - og Anthony anede ikke hvorfor det gik ham så meget på... han burde være glad på hendes vegne... men helt ærligt... Samuel Abott?
Anthony drejede impulsivt af ved gangen, fordi der gik flere snakkende om rygtet foran ham, som han ikke gad at høre på mere. Døren han var gået ind af, gik til mindesalen. Han havde aldrig været derinde sådan rigtigt før. Han havde kigget ind fra døren af et par gange, men aldrig mere... og nu stod han der. Han havde aldrig skænket "krigen" en tanke. Det var bare en del af magiens historie, som han forsømte på det groveste for tiden. Han gik hen til den nærmeste nøgne væg, placerede sine arme op ad den, og slog panden ind i muren uden at skåne sit hoved for eventuelle skader.
Sikke en lorteuge. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 15, 2011 17:23:11 GMT 1
T h e l i t t l e s t t h i n g s [/color][/size] that take me there
Strømmen af syvendeårs elever havde for længst forladt forvandlingslokalet, men Carrie tog sig god tid med at pakke sammen og småsnakkede med professoren om anvendeligheden af dagens lektion. Det var dejligt at være en af afgangseleverne engang imellem. Til tider virkede det i hvert fald som om lærerne betragtede en mere som et tænkende individ, end de nogensinde havde gjort før, og hun havde selv gjort sig tilpas bemærket både indenfor og udenfor klasselokalet, til at det meste af skolen – inklusiv hendes undervisere – kendte hendes navn.
Med den sidste bog på plads og hendes skoletaske lukket, svang hun den over skulderen og bød professoren en god dag, med et høfligt smil. Forvandling havde været dagens sidste lektion og hun så frem til en aften i politikkens tegn. Mødet med de mest loyale hallows lå flere timer henne, men hun havde tænkt sig at få skrevet dagsordenen ren og få helt styr på hvordan hun skulle håndtere de sidste angreb der var blevet peget i hende og gruppens retning. Egentlig var det gennemtænkt og nedskrevet, men hun var nervøs, og det ville hjælpe på hendes nerver at sikre sig, at hendes argumenter var skudsikre. Da hun gik ned af gangen var hendes tanker beskæftiget med det forestående møde og der gik et øjeblik før den bankende lyd trængte igennem og fik hende til at standse op, med et forundret blik. De fleste elever ville måske have passeret og overbevist sig selv om at det var ubetydeligt, men Carries gamle vejlederinstinkter havde ikke helt sluppet hende, og hun gik imod lyden og gik et par skridt ind i den gamle, småstøvede mindesal, imens hun rømmede sig for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.
Så snart hun fik øje på kilden til den underlige lyd, fortrød hun. Anthonys ansigtsudtryk virkede fremmed og hun trådte automatisk et skridt bagud, uden at kunne finde noget passende at sige. Hun kunne ikke regne ud hvad der var årsagen til hans tydeligt dårlige humør, men det var ikke hendes område længere, og hun følte at hun var trådt ind et sted hun ingen ret havde til at være, især ikke efter at rygterne om hende og Samuels pinlige og akavede fadæse var sevet ud.
Det øjeblik de havde delt for nylig i opholdsstuen var både længe siden og meget tæt på, og det havde revet op i hendes følelser. Det var derfor på sin vis endnu sværere at skelne grænserne nu, end det havde været tidligere, selvom rygterne burde have cementeret for hende, at det var helt forbi imellem de to nu. Hun havde så sent som i sidste time fanget sig selv i at sidde og stirre på hans ryg i forvandlingslokalet. [/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 15, 2011 19:43:23 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Det var en ukendt følelse. Men mest af alt fordi han ikke rigtig følte sig vred... han følte sig skuffet, og han vidste at han ikke havde ret til det. Hvorfor havde han overhovedet følt sig skyldig over at have fortalt Carrie om Christiane? De var kun venner. De havde aldrig kysset eller rørt hinanden på den måde, som rygtet gik på at Carrie og Samuel havde. Anthony bildte sig selv ind at den eneste grund til at han tog så voldsomt på det, skyldtes at det netop var Samuel. Skørtejægeren.
Hvis Anthony havde vidst at hans hovedet mod muren ville udløse en reaktion udefra, havde han sandsynligvis ikke gjort det til at starte med... slet ikke hvis den person der reagerede var Caroline. Han vendte sig om, da han hørte skridt, sænkede sine arme, så skuldertasken gled ned og faldt på gulvet, og han betragtede hende et øjeblik med et anelse tomt ansigtsudtryk.
"Samuel Abott?" sagde han noget hentydende. Hvorfor blandede han sig overhovedet?! Tanken irriterede ham voldsomt.
"Er det rigtigt?" Han satte alle parader op, og forsøgte at holde en ren facade, selvom det ikke var noget han gjorde ofte. Han havde mest af alt lyst til at håne hende og såre hende som hun havde såret ham, og så alligevel ikke. Anthony kendte ikke til Carolines følelser, og vidste derfor heller ikke at hun havde taget det meget tungt da han havde slået op. Faktisk vidste han ikke særlig meget om hende for tiden, fordi de to havde isoleret sig fra hinanden, og Anthony troede at han var kommet sig fuldstændig over hende, indtil den snak de for nylig havde, og Anthony et øjeblik havde troet at en af hans bedste venner, Ethan, havde været sammen med Carrie. Var det virkelig det der skulle til for at vække hans følelser? Jalousi? Eller var det bare fordi at Anthony generelt var en meget jaloux person i forhold til mange andre? Han rystede tankerne fra sig.
"Nej glem det. Hør, jeg er ligeglad med hvad du render og laver, men folk spreder rygter om dig," sagde han... godt nok var det første en direkte løgn, men han nægtede at vise Carrie at han fortrød at han havde slået op.
Det ville han ikke. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 15, 2011 20:29:20 GMT 1
I k n o w [/font] it sounds lame but it's so true
Carrie tvang sig selv til at holde sin pande hævet og sin ryg rank, selvom hun mest af alt havde lyst til at krybe i et lille musehul, da han nævnte navnet på den muligvis største fejltagelse i hendes private liv nogensinde. Hendes ansigtsudtryk formåede at udvise al den nervøsitet hun ikke viste i sin kropsholdning og hun bed sig hårdt i underlæben, imens hendes blik vandrede undersøgende hen over Anthony.
Vreden lyste ud af ham, og hun kunne vel ikke bebrejde ham den mindste lille smule, efter hendes egen reaktion på ideen om, at han skulle have været sammen med Christiane. At ingen af dem havde retten til den følelse, ændrede ikke på at de havde den, men det satte tankerne i gang hos Carrie, som også lod sin taske falde til gulvet. ”Er du?” Hun kørte en hånd igennem håret og fumlede nervøst ved sit skjorteærme, imens hun tvang sig selv til at træde et par skridt nærmere Anthony.
”... Ligeglad altså?” Hun gled hænderne ned over nederdelen og glattede den nervøst, tørrede sine håndflader af i den og fugtede sine læber.
Hendes tanker kørte rundt i lidt forvirrede cirkler og hun handlede halvt gennemtænkt og halvt per refleks, imens nogenlunde alt inde i hende deltog i en krig for kontrollen. ”Jeg er ikke ligeglad,” sagde hun lavmælt, da hun stod stille omtrentligt tre skridt væk fra ham, og hurtigt sænkede blikket. ”Jeg er virkelig ikke ligeglad. Hvorfor tror du, at jeg overhovedet rørte Abott?” Hun sank en klump, rømmede sig og så igen op på Anthony. [/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 15, 2011 22:11:36 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony forholdt sig tavs, og specielt Carries spørgsmål kom bag på ham. Hans ansigtsudtryk ændrede sig fra tomt til undrende, lige indtil hendes tilføjelse besvarede hans spørgsmål. Rynken mellem panden opløstes idet han forsøgte at gennemskue hvad hun tænkte på. Hendes ord kunne ikke undgå at hjælpe til at røre på hans indre.
Da Carrie gjorde tegn til at ville bakke væk igen, greb han per instinkt ud efter hendes håndled, med hans hånd i et let greb, og fulgte med hende de skridt hun tog tilbage. Han slap hende dog hurtigt igen. Der sad en klump i halsen på ham ved synet af hendes øjne på tæt på. De skreg af ærlighed, og hans hoved føltes koldt.
"Nej..." sagde han en smule ude af kontekst. "Nej du har ret. Jeg er ikke ligeglad," tilstod han, og tog en lok af hendes hår, som han legede med mellem sine fingre, og lod den efterfølgende falde ned igen. Hendes sidste spørgsmål var også hans spørgsmål. Hvorfor ville hun dog gøre det? Han sendte hende et blik der sagde alt det og mere til.
"Det ved jeg virkelig ikke Carrie..." indrømmede han, og slap fuldstændig grebet om sine facader. Han sank oven i købet en smule sammen, i og med at han lod sine skuldre falde en smule slapt.
"Jeg troede at jeg var ovre det her..." sagde han en smule distraheret, og sendte en statue et flygtigt blik. Hans blik var praktisk talt alle andre steder end på hende. Det var vidst ærlighedens time. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 15, 2011 22:47:47 GMT 1
I k n o w [/font] it's not right but it seems unfair
Carrie så nervøst op på Anthony og et nærmest teatralsk gisp forlod hende, da han greb hendes håndled. Hun trykkede kort læberne sammen og blev stående næsten frosset på stedet. Hun afsøgte hans ansigt for et eller andet tegn på noget fornuftigt at sige, men der var ikke andet at byde ind med end sandheden, for en gangs skyld.
”Jeg gjorde det fordi jeg var skide fuld og ulykkelig, Tone, og at det svinske røvhul spreder det rundt på skolen, ikke? Det rager mig ærlig talt ikke...” De grimme ord lå udmærket i hendes mund. Kraftudtryk gjorde det nemmere at holde hendes stemme i et kontrolleret toneleje. ”Næsten ikke,” tilføjede hun. ”Men det betyder noget hvad du mener, okay?” I virkeligheden var kraftudtrykkene det eneste, der havde sørget for at hendes stemme ikke knækkede over, hvad den i stedet gjorde nu. Hun rømmede sig og blinkede hurtigt med øjnene.
”... Og jeg er verdens største idiot, at jeg ikke anerkendte det ordentligt dengang vi... Ja.” Hun så ned i gulvet og følte sig fuldstændig blottet og sårbar, en både spændende og dybt skræmmende oplevelse og hun manglede kun ganske få ord for at have klædt sig selv fuldstændig af foran ham. ”Jeg er sikkert helt forkert på den, men jeg kan altså ikke blive ved sådan her uden at sige noget, for jeg elsker dig jo stadig. Det ved du vel?” Hun rømmede sig igen og havde en stirre konkurrence kørende mellem sig selv og Anthonys skosnuder.
Hvordan formåede han og hele situationen så gennemført at forvandle hende til en nervøs lille pige?
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 15, 2011 23:21:23 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthonys vejrtrækning blev dyb og rolig i takt med at Carrie blottede sig for ham på den måde, som fik ham til at ønske at hun ville lade være. Han ønskede ikke at såre hende eller få hende til at føle sig beskidt på nogen måde. Hvorfor var det hende der endte med at undskylde for ham, og ikke omvendt. Han kunne ikke lade være med at trække lidt på mundvigen ved hendes tilføjelse om at det næsten ikke betød noget for hende, at der gik rygter om hende. Han slap dog trækningen i mundvigen igen, ved hendes næste kommentar, og lod hende stort set tale ud. Han fik den bekymrede rynke i panden igen, da han bemærkede at hendes stemme knækkede. Hvorfor var hun pludselig så nem at elske? Ikke at det ikke havde været tilfældet før i tiden, men der havde der bare været ting til at stritte imod.
Da Carrie havde brugt ordet "elsker", tyssede han dæmpet på hende, selvom det ikke standsede hende i at afslutte sætningen, og betragtede hende. Han ventede til hun var helt tavs, før han selv åbnede munden.
"Undskyld," sagde han hæst, og så stadig bekymret på Carries noget blanke øjne. Hans blik flakkede en del mellem hendes øjne og hendes mund. Han hævede forsigtigt hånden, og placerede den på hendes bløde kind. Han ville gerne sige at han også elskede hende, men hans hals arbejdede imod ham, og derfor valgte han at handle per instinkt i stedet.
Det tog ikke særlig lang tid for ham at nå ned til hendes læber. Den velkendte smag af hendes læber nåede ligeså hurtigt hans tunge, og han trak vejret dybt gennem næsen for at dufte til hendes ligeledes velkendte duft. Han placerede diskret en hånd på hendes lænd, dels for at holde balancen, eftersom han følte sig temmelig gummiagtig. Hans læber skiltes svagt, idet han lod sin tunge strejfe hendes underlæbe, hvorefter han smånervøst og forvirret lukkede kysset i, og åbnede sine øjne, uden at tage afstand til hende.
Selvom han umuligt kunne tænke fornuftigt lige nu, kunne han alligevel ikke lade være med at have det i baghovedet, at det på ingen måder var fair over for Carrie. Han følte at han legede med hende, men samtidig havde hendes kommentar ligesom gjort udslaget... det ændrede alting at de begge havde indset hvad de havde gjort forkert første gang. Anthony kunne nok også godt have støttet hendes politiske side lidt mere, ligesom hun havde accepteret hans interesse for mugglerkøretøjer. Han trykkede sin pande og næse mod hendes, og skævede svagt til hende uden helt at vide hvad han skulle sige til sit forsvar. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 15, 2011 23:57:22 GMT 1
T h a t t h i n g s [/font] are reminding me of you
Carrie bed sig hårdt i læben, efter at hun havde talt færdig. Da Anthonys ene hæse ord nåede hende, så hun hurtigt op med en protesterende lyd. Det var overhovedet ikke ham, der skulle undskylde. Det var jo hende der var idioten, som stod og bragte deres afsluttede forhold op til revision, når han nu så ganske tydeligt havde afsluttet det. Hun kunne bare ikke lade være med at være i tvivl. Han havde virket så oprørt over det med Samuel, betød det ikke at han måske også...?
Hun blev helt tavs under hans hånds blide kærtegn og mærkede en kuldegysning sprede sig fra sin rygrad og ud i armene. Et halvvejs opgivende smil fandt vej til hendes læber og hun kom til at tænke på den dag i opholdsstuen. Var det lige sådan nu? Hun åbnede sig alt for meget og hans omsorgsgen narrede dem begge to, lige ind til en af dem vågnede op og så hvad de havde gang i?
Hendes spørgsmål blev halvvejs besvaret, da han i en bevægelse, der både virkede uendelig langsom og usandsynlig hurtigt, lænede sig frem og fandt hendes læber med sine. Hun tabte alt hvad hun muligvis havde tilbage af åndssvage spekulationer og besvarede hans kys. Hendes mund kendte hans og hele hendes krop kunne tydeligt mærke at den havde følt hans kærtegn tidligere.
Da deres læber skiltes igen, sukkede hun lavt. En melodisk brummen forlod hendes hals, imens hendes ene hånd fandt sin vej rundt om ham og trykkede ham unødigt imod sig. ”For helvede Tone,” mumlede hun lavmælt med et af hans egen verdens bandeord. Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile, påvirket af enten endorfiner eller bare vanvid. Hun kunne ikke helt selv finde ud af det, men åbnede endelig øjnene og fandt hans. ”Er det her fuldstændig sindssygt?” Hun kærtegnede hans ryg og følte hans kropsvarme smitte af på hende i deres berusende tætte nærhed. Han både duftede og smagte præcis som han plejede og det gjorde hende næsten svimmel at være så tæt på ham igen.
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 16, 2011 0:31:19 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Carries svar fik ham til at afsløre et vedligeholdt tandsæt i et lettere tilfredst smil. Han kunne ikke finde noget bedre svar end...
"For helvede, Carrie." efterfulgt af et kort latterudbrud, og hånden som havde hvilet blidt på hendes kind lige siden, sank han, for at placere den på den anden side af lænden, og trak hende ligeledes tæt på, da hun gjorde det samme.
"For helvede Carrie, jeg elsker jo også dig," åndede han. Det var blevet så meget lettere at få sagt. Men hænderne på hendes lænd, puffede han hende forsigtigt tilbage, til de mødte væggen som var hans mål, og sukkede let ved hendes spørgsmål.
"Måske," svarede han, uden at ville eller kunne tage stilling til spørgsmålet på nuværende tidspunkt, med et spillende, men tilbageholdt smil.
Han trykkede blidt, men alligevel med en næsten aggressivt, sine læber mod hendes. Måske var det i iver for at mærke hende igen, - det var i hvert fald længselsfuldt på en måde,som havde den effekt, at man skulle tro, at han var bange for at hun pludselig forsvandt i armene på ham. Hans hænder flyttede sig længere op af hendes krop til hendes ribben, hvor de stoppede, selvom han dels måtte bremse sig selv, for ikke at skride hendes personlige grænser. Grundet de 10-15 centimeter de havde til forskel i højde, måtte Anthony bukke sig en anelse og ligge hovedet på lidt på skrå, og efter noget som føltes som 5 minutter, men nok nærmere var 10 sekunder, placerede han sine hænder diskret på hendes underlår, for at løfte hende op, og trykke hende mod væggen igen for at holde hende der, altsammen uden så vidt muligt at bryde de mange kys. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 16, 2011 0:52:46 GMT 1
S o m e t i m e s [/font] I wish we could just pretend
Anthonys humør smittede hurtigt Carrie, som ikke kunne lade være med også at grine lidt. Hun sænkede blikket i et øjeblik, men så op i det sekund han trak hende ind til sig. Hans ord spredte en helt andet form for smil på hendes læber og hun mærkede sit hjerte decideret slå et slag over. ”Ja?” Spurgte hun med grødet stemme og lod sin anden hånd køre igennem hans hår, hvor den sædvanlige klamme voks satte sig fast i hendes fingre. Fænomenet tvang et lavt fnis ud af hende og hun trykkede læberne lidt sammen for at kvæle det.
Hans følelsesladede kys sendte hendes hormoner totalt i selvsving og efterlod hende med brændende kinder, hivende en anelse efter vejret og med begge hænder viklet rundt omkring ham imens hun trykkede hans krop insisterende imod hendes og sine læber imod hans. Hun ramte væggen uvidende om dens eksistens og mærkede stort set intet andet end Anthonys kærtegn og kys. Verden rundt omkring hende virkede sørgeligt ligegyldig i det øjeblik og det største problem hun havde var egentlig deres irriterende højdeforskel, som hun selv prøvede på at minimere ved at række sig endnu mere op på tæerne i de sko der i forvejen havde høje hæle. Hun brummede utilfredst da han kortvarigt måtte slippe hendes læber, men lod sig villigt løfte op og trak Anthony til sig ved at placere begge hæle på hans underlår og trykke til. Hendes hånd rodede sig ind i hans hår og hun så ham kort i øjnene med et forunderligt glimt i sine.
Hun var på omtrentligt et minut gået fra meget lille usikker pige til stormende teenager, totalt i sine følelser og hormoners vold.
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 16, 2011 2:25:55 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Der var tusinde måder Anthony kunne have reageret på da Carrie havde bekræftet hans bange anelser, og selvom hans reaktion måske var en smule irrationel, så var det nu engang en reaktion der afspejlede Anthony som person. Han var glad for at Carrie havde lagt alle spørgsmålene fra sig og gav efter, fordi han mest af alt så fornuften i hendes spørgsmål når hun stillede dem. Han sukkede lidt under presset af hendes hæle ned hans lår, og måtte ved enhver given lejlighed trække vejret i hurtige træk, når de indimellem brød kyssene.
Da han omsider kunne finde viljen til at løsrive sig fra hendes læber, gjorde han det, og begav sig i stedet ned på hendes kæbelinje, som han let berørte med sine læber, hvorefter han placerede sine insisterende kys på hendes hals. Hendes duft var ved at drive ham til vanvid... den havde han virkelig savnet.
Men Anthony var ligeledes halvvejs bedøvet af dels duften og dels følelserne som steg ham til hovedet og gjorde ham lettere svimmel. Det faktum at hans humør smittede af på hende, udgjorde kun at han blev endnu mere høj på deres fælles iver. På en eller anden måde, lykkedes det ham diskret at løfte hende med den ene hånd, med lidt hjælp fra Carrie selv og hendes støttende hæle. Dermed kunne han med den løse hånd liste den op langs hendes lår til hendes nederdel, som han løftede let op i. Det var egentlig ikke noget han tænkte over... generelt tænkte han ikke rigtig nu. Desorienteret strøg han sine læber henover hendes ene kraveben. Han sukkede dybt.
"Din duft..." mumlede han begyndende og trak vejret dybt i en let brummen, "den driver mig til vanvid," igen kom det ud som en uforstående mumlen, som generelt var lidt ude af kontekst, - det var selvfølgelig ment som en kompliment. Han havde bare behov for at konversere med hende undervejs. Det gav ham en rimelig god idé om hvornår han overskred grænser. Grænser havde der ikke været meget af da de før i tiden havde kommet sammen, men de var ikke længere officielt sammen i hvert fald, og det var stadig svært at vide hvad man måtte og ikke måtte. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 16, 2011 3:04:26 GMT 1
E v e n i f o n l y [/font] for one weekend
Hvordan alting på under fem minutter havde udviklet sig fra noget, der kunne have endt i et skænderi omkring uafklarede følelser, til deres ikke mindre voldsomme fysiske udtryk for selvsamme, kunne Carrie ikke engang have svaret på hvis hun ville.
Hun havde travlt med at finde rundt i en verden af kærtegn, kys, kolde sten imod hendes ryg og Anthonys varme hænder imod hendes lår. Hendes hænder var travlt beskæftigede med at lære enhver del af hans overkrop og nakke at kendte på ny og hun kunne på det nærmeste mærke sit hoved summe let med alle de både nye og gamle sanseindtryk. Da hans læber forlod hendes og begyndte deres rejse ned af hendes hals, sukkende hun i lavmælt nydelse og trykkede sit baghoved imod stenvæggen. Hun holdt sig skrøbeligt fast med sine ben tæt sammensluttet omkring Anthonys krop og begge arme omkring hans hals. Ikke i et sekund gjorde hun sig klart hvordan de måtte se ud for en udenforstående, men det var jo også så sjældent at nogen kom ind i Mindesalen. Det var sådan et sted man passerede forbi, når man havde haft forvandling.
Hun bed sig hårdt i underlæben og åbnede øjnene for at følge hans bevægelser, med et skævt smil truende i den ene mundvig. Det her var virkelig eminent forkert, men det føltes temmelig rigtigt. Hans mumlende kommentarer udløste et lavt fnys, hvis eneste muntre undertone blev slået an af det ansigtsudtryk der fulgte det. Hun tvang hans hoved opad med den ene hånds fingre og kyssede hans læber blidt. ”Du skal slet ikke give mig eller min duft skylden. Du har hele tiden været vanvittig,” drillede hun useriøst, før hun igen fandt hans læber og fortabte sig lidt i følelsen af hans hånd der gled op af hendes strømpebukseklædte lår.
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 16, 2011 17:34:28 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony rystede let under lette berøringer, og han mærkede kuldegysninger i nakken, på ryggen og på sine arme. Han følte slet ikke at han var til stede... det føltes som en sløret drøm, og det eneste der eksisterede var ham og Carrie. Hans hænder skælvede svagt, da han strøg en af hendes hårlokker væk fra hendes ansigt, for dernæst at trykke sine læber mod hendes i al dets lidenskab. Anthony kunne ikke lade være med at smile lidt under kyssenes rejsen ned af Carries hals, fordi han nød lyden af Carrie der nød det. Han lod Carrie løfte hans hoved op til hendes igen, og trykkede kærligt sine læber mod hendes.
Hendes kommentar fik ham til at le.
"Godt ord igen," svarede han bare, småklukkende, og placerede hendes ligeså stille ned på gulvet igen, da det gik op for ham at hans arme føltes en anelse ømme. Hans hånd, som før havde været ved nederdelens kant, flyttede sig op til hendes lænd. Han tog sig selv i at tænke at det var en skam at hun havde strømpebukser på, men kunne alligevel ikke få sig selv til at trække op i nederdelen, og fokuserede derfor i stedet på det kys som Carrie netop havde startet. Sådan en fristerinde. Han var godt klar over at han havde startet det, men han var til gengæld heller ikke rigtig i stand til at standse det igen. Hans hænder var lidt overalt, med nogle få undtagelser, fordi han nødig ville skride nogle grænser... han genkendte hver en del af hende, men det føltes samtidig nyt.
Et øjeblik brød han kyssene og flyttede hovedet lidt tilbage for at betragte hende, og forsøgte at komme på noget fornuftigt at sige. Deres nutid og fremtid virkede uklar... hvor stod de henne? Hvad lavede de egentlig? Betød det at de fandt sammen igen, og i så fald... ville de så forbedre deres fejl og mangler fra sidste gang? Han sukkede svagt ved tanken, og trykkede blidt sine læber mod Carries pande.
"Det bliver bedre den her gang, ikke?" spurgte han. Han tænkte ikke over at hans tanker kun havde været hans tanker, og at hans spørgsmål dermed kunne virke noget forvirrende og misvisende, hvis hun ikke havde tænkt på det samme. [/blockquote] |
|
|
|
Post by caroline on Jan 16, 2011 18:19:29 GMT 1
S o c o m e o n [/font] Tell me. Is this the end?
Carries grænser for passende opførsel havde taget en mindre omvej... Ud over en klippe. Hun overvejede ikke hvad hun burde eller skulle. Det føltes underligt hjemmevandt, og samtidig fremmed, sådan at miste selvkontrollen i Anthonys berusende selskab, men det hang måske sammen med, at hun ikke for alvor havde givet sig selv helt hen tidligere, nervøs for at miste netop kontrollen, som hun normalt klyngede sig så desperat til.
Hun gøs velbehageligt under hans fingre og hævede sig atter op på tæerne, da hun mere eller mindre elegant var gledet ned af væggen og stod på egne ben igen. Stedet de befandt sig var ikke det rette for mere... Intime kærtegn, men hun fandt alligevel sit hoved gengive billeder fra tidligere episoder med Anthony og mærkede hvordan hendes kinder tog farve af det.
Hun fandt tilbage med vægten på sine hæle, selvom hendes ben rystede let under hende, og så ham i øjnene med et uudgrundeligt blik, imens han betragtede hendes ansigt. Da han trykkede sine læber imod hendes pande, faldt hendes krop ind imod ham og hun begravede sit ansigt mellem hans brystkasse og hals, indsnusende hans duft. Hans ord ræsonnerede med alle de tanker der tidligere havde fløjet igennem hendes hoved, da hun så hans vrede over den sladder der netop havde nået hans ører. Hun brummede lidt imod hans brystkasse og trykkede sig let mod ham. ”Det kommer virkelig an på hvad 'det' er,” kommenterede hun lavmælt, imens hun prøvede på at finde sine tanker igen, midt i mylderet af endorfiner og følelser. Hun brummede igen og tog en dyb indånding, før hun tvang sig selv til at løsrive sig fra Anthony og træde et skridt tilbage, klarende sit hoved. Hun blinkede lidt med øjnene og fugtede sine læber, røde efter deres heftige møder med hans. ”Hvis du mener om jeg har lært min lektie, om at jeg ikke bare kan skubbe dig til side fordi noget vigtigt dukker op, så ja." Hun sænkede blikket og kørte en hånd igennem sit ildrøde hår. "Det betyder ikke, at jeg ikke har brug for at blive mindet om det engang imellem." Et lavt, let irriteret suk forlod hendes læber og en rynke dukkede op på hendes pande.
[/justify][/blockquote] Tag: Anthony Burton |
|
|
|
Post by Anthony Burton on Jan 17, 2011 16:24:05 GMT 1
w h y ,is this so hard ,
TAG: Caroline Abbey
Anthony vidste ikke helt hvad han egentlig havde regnet med at få som svar, da han stillede spørgsmålet, og det var da egentlig heller ikke fordi hendes svar var negativt... han kunne heller ikke vurdere om hans tilbagevendende evne til at tænke skyldtes at Carrie tog lidt afstand. Hans før temmelig distraherede hoved, virkede pludselig uhyggeligt klart, og det skræmte ham så meget at han havde lyst til at bede Carrie komme tilbage i hans arme. Han sukkede svagt ved hendes svar, og han kunne ikke helt vurdere hvorfor. Han følte sig ikke decideret skuffet, men måske gik det bare op for ham, at det han havde gang i, ikke var helt logisk eller veltænkt. Men det var højst usandsynligt at han nogensinde ville tilstå overhovedet at have tænkt den tanke.
"Måske frygter jeg lidt at det bare bliver lidt overfladisk, ligesom sidst," pointerede han, ude af stand til at se Carrie i øjnene, mens han sagde det. Han fik pludselig dårlig samvittighed over rækkefølgen af sine ord... burde han ikke have sagt alt dette inden han begyndte at stå og kysse på hende? Han rømmede sig svagt, og fangede hendes øjenkontakt med en snert af alvorlighed i hans blik. Han var nødt til at sige noget, for at komme af med den dårlige samvittighed! Hans tanker vandrede tilbage på dengang de var sammen. Selvom de måske ikke havde set særlig mange fejl ved det, så havde Anthony heller ikke været verdens mest perfekte kæreste. Han havde sjældent kunne sætte sig ind i det pres Carrie måtte lide under, og et eller andet sted vidste Anthony det godt, selvom han måske ikke tænkte over det. Der var hele tiden noget på nakken af hende, og samtidig havde han svært ved overhovedet at give slip på den tanke at Carrie havde været sammen med Samuel. Det var svært for ham at forstå, selv hvis han forsøgte at sætte sig i hendes sted, men det fik ham også til at tænke tilbage på hvilke andre belæg der havde været for at slå op, og der havde Lavender, hans nye papsøster, jo været en del af det. En klump satte sig i hans hals, og han skammede sig næsten over at have følt sig vred over hele Samuel-episoden.
"Carrie..." begyndte han forsigtigt. Han følte sig temmelig varm i hovedet... gad vide om han var ved at blive syg? "Carrie undskyld at jeg blev vred over det med Abott... det havde jeg ingen ret til," hans hoved var én stor bikube... summen af tanker og overvejelser. I tavshed gik han de skridt, som hun var gået væk fra ham, og lagde armene om hende i en omfavnelse... ærlig talt anede han ikke helt hvad han havde gang i, eller hvilke konklusioner han havde draget eller noget som helst. [/blockquote] |
|
