i think i heard you say I'M SORRY

[caroline]

You can always tell a real friend :

When you've made a fool of yourself, he doesn't feel you've done a permanent job. *

Carrie opfordrede aldrig nogen til at glemme pensum, og alene brugen af udtrykket føltes lidt atypisk i hendes mund, men historie var vigtigt. Virkelig vigtigt! Især hvis man som mugglerfødt ønskede at sætte sig ind i den nye verden man blev en del af, når man havde anlæg for magien. Hun smilede tilfreds ved Ethans forsikring og nikkede lidt. ”Der er langt mere end en bog, men jeg skal nok finde en fornuftig udgave af den historie til dig i næste semester.”

Hun vendte hovedet mod vennen med en rynke i panden og lagde sine sager fra sig i et øjeblik. ”Så må du jo sætte tempoet op. Hvad har du brug for hjælp med?” Hun stak armen frem og tog en af bøgerne fra bunken. ”Eliksirer?”

Et lille *plop* annoncerede tilbagekomsten af Dempsey med to store dampende kopper kaffe på en bakke. Han skubbede lidt til Ethans bunker og satte bakken fra sig på bordet, afsluttende med et dybt buk. ”Er der andet jeg kan hjælpe med, Frk. Caroline?”

Carrie så op og sendte husalfen et smil imens hun rystede lidt på hovedet. ”Tak for hjælpen, Dempsey. Hils nanna.”

Dempsey bukkede atter engang imod både Ethan og Carrie før han forsvandt igen, med nøjagtig samme lyd.

Carrie rynkede panden lidt og kløede sig i nakken. Hun havde aldrig rigtig hørt om mugglerfødtes forældres reaktion på at få en magiker. Var det vidunderligt – eller føltes dem mon som når en heks fødte en fuser? Hun kunne ikke sætte sig ind i hvordan nogen forældre ville kunne se det dårlige i at have et så dejlig specielt barn, men hun var jo heller ikke selv muggler. ”Jeg ville blive nødt til at sende mor en ugle...” Sagde hun, imens hun betragtede vennen undersøgende, og rakte ud efter den ene kaffekop. Igen føltes det som om der var et eller andet han ikke fortalte hende, men hun ville ikke snage. ”... Men jeg kan ikke forestille mig at hun ville sige nej.” Hun smilede en anelse da han blev tydeligt ivrig ved tanken om hendes hjemby. ”Det er jo ikke det samme som Hogsmeade, du ved. Ikke en hel troldmands-landsby. Der er ingen åbenlyse butikker med magiske remedier, alt foregår bag lukkede døre...”

Tag: Ethan Sinclair

------------

* Laurence J. Peter

[Ethan Sinclair]

i thought that i heard you laughing ,

Med et nyt år kom der altid nye planer; nye idealer for hvordan livet skulle leves; for hvad der skulle ændres - eller, hvad man ønskede der skulle ændres. Ethan var ikke god med nytårsfortsæt. Han havde nok af dem - der var altid ønsket om at kunne ændre personlighed - han ønskede at piger kunne se ham som andet end en flirt, eller et one-night-stand, men af en eller anden grund kunne han aldrig leve op til dem. Men hvis han nu sagde hans nytårsfortsæt hos Carrie, måske havde han så en chance for at overholde dem. Måske var det fordi han altid havde sagt dem derhjemme, i en familie der ikke forstod at sætte pris på noget eller overholde løfter. Måske det ville hjælpe hvis han ændrede sted? I det mindste var det værd at håbe på.

Ethan tog den ene kop, pustede hurtigt på overfladen og sippede den første mundfuld i sig. Selvom han brændte spidsen af hans tunge, nød han hvordan varmen spredte sig, og han kunne næsten sværge, at han kunne føle koffeinen sætte ind.
"Det hele... Jeg har brug for hjælp til det hele," sukkede han og satte koppen fra sig. Han måtte nok hellere vente med den næste mundfuld til at den var kølet lidt af.
"Du skulle ikke tilfældigvis have en Tidsvender på dig?" Han drejede hovedet mod hende og sendte hende et smil. Selvom det var en deprimerende situation han sad i, havde Ethan ikke lyst til at lade det påvirke ham. Han havde ærlig talt ikke overskud til at være deprimeret.

Ethan kunne allerede forestille sig hvordan det ville blive. Han glædede sig allerede til Nytår, som et lille barn glæder sig til juleaften.
"Så længe du er der!" så var han bedøvende ligeglad med hvordan Godrics Hollow så ud. Det var selskabet, og også en lille del af historien han var ude efter. Ethan var sikker på, at hans kære veninde sikkert kendte en historie eller to om stedet. Der var i hvert fald ikke noget nu der kunne ødelægge hans humør. Han lænede sig hurtigt ind mod hende, plantede et kys på hendes kind og vendte tilbage til hans bøger med et åbent sind, klar på at tage fat. "Caroline Jessalyn Abbey, jeg elsker dig!"

[caroline]

You can always tell a real friend :

When you've made a fool of yourself, he doesn't feel you've done a permanent job. *

Carrie pustede ned i koppen og tog et par forsigtige tårer af kaffen, før hun igen satte den fra sig og slog op i det fabelagtige index. Hun hævede blikket kort til Ethan da han ytrede et par opgivende ord og sukkede, men lod sig ikke gå på af hans humør. Løver var altid så dramatiske og hendes ven var ikke nogen undtagelse. ”Du bliver nødt til at være en anelse mere konkret hvis du vil have min hjælp, E. Jeg kan ikke hjælpe med 'det hele'.” Hun smilede en anelse, afslørende sin lette ironi uden at se ham i øjnene, og bladrede uforstyrret videre. ”Tidsvendere er kontrolleret af ministeriet og jeg har ikke haft nogen undskyldning for at få tilladelse til at have en. Min far kunne ellers sikkert lave en – hvis jeg havde det.”

Endnu engang fremviste Carrie sin uforandrede kærlighed til regler, retningslinjer og kontrol. Hun kunne næsten ikke drømme om at være i besiddelse af et illegalt objekt. Næsten.
Hvis der fandtes et der kunne fremme hendes politiske karriere noget mere direkte end en tidsvender, skulle hun nok være den første til at anskaffe den.

”Det er jeg. Jeg og hele familien Bloom i al dens herlighed.” Hun fnøs muntert og lukkede bogen sammen om det aller sidste bogmærke. Ethans kys frembragte et smørret smil og hun betragtede vennen med hævede øjenbryn. ”Hvis du bliver ved med det der, ender du med at sprede nogen meget saftige falske rygter.” Carrie blinkede til ham og rystede så lidt på hovedet. ”Jeg vil gerne hjælpe dig, men om...” Hun hævede sin venstre arm, trak ned i skjorteærmet og betragtede viserne på sit armbåndsur. ”... Ti minutter har jeg en...” Hun tøvede i en antydning af et sekund. ”... Aftale. Så det kan kun blive senere. Interesseret?” Hun tog en hastig tår af kaffen og blev siddende i et øjeblik endnu, men var tydeligvis lige ved at tage sig sammen til at rejse sig.

Tag: Ethan Sinclair

------------

* Laurence J. Peter

[Ethan Sinclair]

i think i thought i saw you try ,

Kunne hun ikke bare give Ethan hendes noter, papirer og diverse afleveringer? Han kunne bare kopiere en lille del af dem, tilføje lidt af hans egen uvidenhed, og *voila* - ingen ville kunne se forskel! Okay... Ethan var udmærket klar over, at dette ALDRIG nogensinde ville ske; for det første ville Carrie aldrig lade ham slippe så let, og for det andet, så ville Ethan aldrig nogensinde snyde - ikke engang om det så betød forskellen mellem at bestå og dumpe.
"Mind mig om, at jeg bliver nødt til at købe nogle onde kaninsutter til dig," kommenterede han, efterfulgt af en latter. Han elskede dog Carrie for hendes oprindelighed, og for det faktum, at hun stadig havde lyst til at hjælpe ham, uanset hvor meget lort han så end var begravet i.

"Smut du bare... Jeg kan desuden ikke koncentrere mig om mit arbejde når du sidder der og taler hele tiden!" Han løftede begge øjenbryn, skar en grimasse, men sendte hende et hurtigt smil bagefter - det skulle ikke tages seriøst, men han vidste ikke hvor klar joken havde været.
"Jeg skal nok komme igennem dette. Jeg har gjort dette siden første årgang - jeg kan gøre det igen."

Ethan ville have kysset Carrie igen og igen, men hun havde ret i det hun sagde. Hogwarts var det perfekte sted for sladder at trives - det spredte sig hurtigere end løse blade i en heftig vind, og selvom Ethan ikke ville tage rygtet så tungt, så vidste han hvordan det ville se ud på papiret. Han var ikke ligefrem skolens mest populære dreng, eller havde andre uvurderlige egenskaber der var værdige nok.

Med et opgivende suk vendte han tilbage til den lektiemængde der ventede foran ham. Han skulle igennem det inden jul, og havde ikke meget tid til sjov og ballade.
"Du kan finde mig her de næste par timer, skulle du mangle mit uimodståelig selskab... Og tak... for kaffen, og for dit selskab." Han opførte sig meget vel som en nar det meste af tiden, men han var en taknemmelig nar.

[caroline]

You can always tell a real friend :

When you've made a fool of yourself, he doesn't feel you've done a permanent job. *

Caroline hævede et øjenbryn men smilede så skævt og rakte frem og rodede Ethan drillende lidt i håret. ”Det kan du tro. Hvor får man sådan nogle, Borgin og Burkes?” Hun fnøs muntert over hans imiterede bebrejdelser og skubbede stolen bagud, imens hun selv rejste sig i processen.

”Jeg ved det. Jeg er en evig distraktion – men jeg kan jo ikke gøre for at du har besluttet dig for at samle det hele sammen på en enkelt weekend. Jeg gav dig den der planlægger, du ved...” Hun smilede uskyldigt, velvidende at den lige så godt kunne være endt i en skraldespand oppe på Gryffindorkollegiet. Ethan havde aldrig været meget for den slags, hvorimod hun ikke kunne holde ud ikke at have sin kalender med sig og se i den mindst et par gange om dagen.

”God arbejdslyst.” Hun plantede et kys på to fingre og trykkede dem lidt imod hans kind, før hun bukkede sig ned og samlede sin skoletaske op. Hun placerede den på stolen hvor hun selv havde siddet, åbnede den og placerede forsigtigt bogen med alle dens bogmærker nede i bunden. Med et sidste drillende smil til Ethan trak hun tasken over skulderen. ”... Ja de næste par dage, ikke? Vi ses måske. Jeg skriver til min mor omkring nytår.”

Hun løftede en hånd og drejede om på hælen, før lyden af de klikkende hæle atter ledsagede hende ud af læsesalen.

Out

[/font][/size]

Tag: Ethan Sinclair

------------

* Laurence J. Peter