|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 20, 2010 21:15:28 GMT 1
my treasure trove ,FOLLOW THE 'X'DECEMBER 18thHellere klare lektierne nu, som altid... For i det øjeblik han havde en fod inden for døren derhjemme, blev alle hans ting taget fra ham, gennemsøgt, og kun hans 'normale' tøj blev smidt tilbage på hans værelse. Dog var det det samme hvert år, og Ethan var efterhånden godt vant til de næste mange timer han måtte tilbringe på biblioteket og i læsesalen for at nå igennem juleferiens mange lektier. Han burde næsten bære Ravenclaws blå farver med den sved og de tårer han lagde i at sluge al denne viden. Nej... Han hørte kun til Ravenclaw lige op til jul - resten af tiden var han stolt af hans kollegium.
Ethan trak endnu en bog ned fra hylden med et svip fra hans stav og tilføjede den til stakken i hans favn. Da han havde fundet hvad han behøvede, eller rettere - fundet hvad han kunne bære for denne gang, fandt han sig et ledigt bord. Han smed den lange kappe over stolen ved siden af hans egen, smøg ærmerne på den hvide skjorte op og greb den øverste bog i stakken. Der var kun én vej herfra - og det ville tage ham de næste to dage at rejse hen ad denne.
Jeg ville gøre alt for en god kaffe nu...
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 20, 2010 23:31:39 GMT 1
"The man who does not read good books has no advantage over the man who can't read them." [/color] *[/center] De diskrete hæle på Carolines støvler ramte stengulvet i en hård, fast rytme som hun bevægede sig ned af den tomme gang, hvor det eneste moderat levende var de få portrætter på de ellers bare vægge. Både støvlerne og hendes lyse nederdel, hvide skjorte og mørkeblå uldtrøje understregede det feminine, men seriøse udseende som hun havde tillagt sig mere og mere siden den dag for mere end to år siden, hvor hun modtog sit vejleder-skilt med uglepost sammen med de sædvanlige boglister.
Hun dirigerede en større stak bøger foran sig med hævet tryllestav. Endnu et par lå i hendes skoletaske, som hang fra den ene skulder og dinglede let frem og tilbage for hvert skridt hun tog. Da hun nåede døren ind til biblioteket, åbnede hun den manuelt og lod bogstakken svæve ind foran hende.
Hun fortsatte ind imellem reolerne, slog let i luften hver gang hun nåede en af sine bøgers hjem og betragtede dem finde deres plads med et smalt, tilfredst smil på læberne. På få minutter var de alle sammen vendt hjem og hun gik på jagt efter den ene hun skulle have med hjem i ferien. På vejen måtte hun forbi rækkerne af studiepladser og hendes blik hæftede sig ved en mørk rodet hårpragt på en af de flittige elever.
Hun smilede antydningsvist da hun med sikkerhed genkendte Ethan Sinclairs profil og standsede ud for hans bord, imens hun krydsede armene over hinanden. ”Jaså. Der kan man se. Jeg vidste ikke at du kunne læse.” Hendes ansigtsudtryk var næsten alvorligt, men et smil spillede i hendes ene mundvig.
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Mark Twain |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 21, 2010 15:24:57 GMT 1
that's me in the corner ,Fordybet, ja næsten druknet i de mange bogstaver, ord og formularer, havde Ethan ikke den mindste smule opmærksomhed rettet mod hans omgivelser, eller de mennesker der passerede ham. Han havde ganske enkelt ikke tid til at lade sig distrahere - ikke hvis han ønskede at bestå dette år, og det sidste han havde lyst til, var at give hans far den glæde. Endnu en side vendt - et par hurtige kravetær kradset ned på pergamentet og et dybtfølt suk. I det mindste var han snart en fri mand, og et år ældre. Hans fødselsdag stod for døren, men han havde ikke megen lyst til at fylde atten...
"Jaså. Der kan man se. Jeg vidste ikke at du kunne læse."
Ethan genkendte stemmen med det samme. Trods alt havde de været venner igennem flere år, og en stemme med den autoritet kunne kun tilhøre Carrie.
"Undersøgelser viser, at piger er langt mere interesseret for drenge der - tilsyneladende - har noget på øverste etage," svarede han, uden at vende sig om. "Jeg lader kun som om." Han drejede hovedet og blinkede med det ene øje. En lille pause kunne vel ikke skade? "Har jeg en chance hos dig nu?" Det var meget svært for Ethan at undertrykke det smil der brød ud på hans læber. Han havde altid flirtet en smule med Carrie, oftest meget bevidst for ikke at ende i en akavet situation. Det var svært at se dem som andet end venner, selvom de kunne diskutere som et ægtepar.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 21, 2010 17:22:25 GMT 1
"Education is a better safeguard of liberty than a standing army." [/color] *[/center] Carrie betragtede Ethan med et kritisk blik og rystede lidt på hovedet, imens hun slog klik med tungen. Han lignede en der ikke havde fået nok søvn i flere dage. Hvis hun kendte ham ret, var det heller ikke helt forkert at antage, at det netop var tilfældet. Modsat hende, var han bestemt ikke en planlægger. Hun vidste præcis hvad hun skulle læse hvornår, havde studie-planer langt ud i fremtiden og havde aldrig brug for at panik-læse inden eksamenerne, selvom det ikke stoppede hende fra alligevel at gøre det.
Hun rettede lidt på taskens rems placering på hendes skulder og stak tryllestaven ned i en af dens sidelommer.
Da han åbnede munden, fik hans ord hende til at fnyse muntert og et smil viskede den påtagede alvor i hendes ansigt næsten helt væk. Hun så ham i øjnene, da han vendte sig, med et drillende glimt i sine egne. ”Aldrig. Jeg kender jo desværre sandheden om kvaliteten af den deroppe.” Hun slog let på siden af sit eget hoved med en pegefinger og nikkede indikerende imod Ethan selv. Hun blinkede til ham og kastede et blik på bunkerne af skolesager han havde foran sig, før hendes øjne igen fandt hans og hun igen fik et skær af bekymring over sig. ”Du ligner en hængt kat. Prøver du på at lære hele første semesters pensum udenad inden jul?” Carrie rynkede panden, men kunne ikke helt holde et skævt smil tilbage. ”... Pigerne har sjældent interesse i drenge der falder døde om af udmattelse.” Ligeså havde de færreste drenge interesse i piger der farede rundt hele dagen og fulgte en plan for hver eneste time, men det var hverken en nyhed eller noget hun skænkede en tanke i øjeblikket.
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Edward Everett |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 21, 2010 18:56:19 GMT 1
that's me in the spotlight ,Ethan følte noget sno sig om benet på ham. Han vidste dog med det samme, at det var Pixie, siden den kat meget sjældent forlod hans side. Den blev sikkert betragtet som skolens grimmeste, men Ethans bløde side holdte virkelig meget af den absurd-udseende kat.
"Slå dig ned," brød han hurtigt ud med, mens han trak stolen ved siden af ham ud, og greb fat i Pixie dernæst.
Ethan skubbede den åbne bog til side og rullede pergamentet sammen - til hans fortrydelse, da blækket endnu ikke var tørt, men de få linjer han havde kradset ned havde han ingen problemer med at huske.
"Vi kan ikke alle være Ravenclaw-kloge," slog han igen og skar en grimasse. Ethan var en middelmådig elev med karakterer der nok skulle sikre ham en god fremtid, men Minister ville han aldrig kunne stille op som, og Auror ville han heller ikke kunne blive - heldigvis var det heller ikke de drømme han havde. Et middelmådigt liv lød slet ikke så værst, desuden havde han levet i løgnen af det i næsten seks år nu.
Til Carries kommentar om at ligne en hængt kat, løftede han Pixie op til hans ansigt.
"Jeg tror, at du har ret!" Han grinte lavmælt og satte katten fra sig på bordet. Ethan havde det ikke godt med at skulle lyve overfor Carrie, trods alt var han ærlig når det kom til alt andet, men han betragtede ikke sig selv som en rigmands søn. Det var også kun en lille hvid én... Hvad gjorde et par Galleoner fra eller til?
"Jeg har meget sjældent tid til at tage mig af lektier, når jeg er hjemme." Det er da næsten sandheden... "Jeg vil meget hellere have det sjovt, også selvom det betyder lidt ekstra arbejde nu." Han var bestemt ikke god til at planlægge før tid, og oftest sad Ethan aftenen inden og svedte over en opgave der skulle afleveres den næste dag. Han havde dog intet imod at leve livet en smule 'farligt'.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 21, 2010 20:17:43 GMT 1
"Education is a better safeguard of liberty than a standing army." [/color] *[/center] Carrie smilede smørret i et par sekunder, men holdt så en enkelt finger op. ”Øjeblik.” Hun hev tryllestaven frem igen, satte sin taske fra sig ved Ethans bord og gik ned af en af rækkerne med en koncentreret rynke i panden. Hvor var den nu...? Et par meter nede, midt mellem bøgerne om magiens historie, standsede hun op og pegede tilfreds på ryggen af en tykmavet lille version af 'Hogwarts, en historie,' 12. udgave, med staven.
”Accio Hogwart, A history.” Bogen rykkede sig ud mellem de to bøger ved dens sider og fløj ind i Carries favn. Hun drejede rundt så hurtigt, at hendes nederdel fløj en anelse op af luftstrømmen, og vendte tilbage til bordet med sine klikkende, præcise skridt, placerende både bog og tryllestav på bordet, før hun selv satte sig ned ved det. Ingen grund til at bruge tiden formålsløst. Hun kunne sagtens slå de ting op som hun havde tænkt sig, imens hun snakkede med Ethan. Hun så hurtigt op på ham og smilede kort med et skuldertræk, før hun fandt sin notesblok op og gav sig til at rive små papirstrimler ud af den, som bogmærker. ”At være fra Ravenclaw er ikke en garanti for at være intelligent.” Hun fugtede læberne med tungespidsen og mærkede et smalt ironisk smil sprede sig på sine læber. ”... Men det hjælper.”
Hun så op på den både bekendte og morderligt uskønne kat og hævede et øjenbryn. ”Jamen jeg kan kun bifalde attituden. Det ligner bare ikke dig?”
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Edward Everett |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 21, 2010 20:42:41 GMT 1
losing my religion ,Altid så praktisk - der var ikke meget der kunne stå i vejen for Carrie, hvilket også var en af grundende til, at Ethan beundrede hende som han gjorde. Desuden var det altid værd, at være misundelig på dem, som kunne multi-taske med succes. Ethan havde prøvet, men han kunne knapt holde opmærksomheden rettet mod én ting - for slet ikke at tale om to!
Han skyndte sig at skrive de få linjer ned han havde tværet ud, imens Carrie fandt bogen. Et par sekunder mere, og han ville have glemt hvad han havde skrevet. Pokkers tag en hukommelse som en guldfisk!
"En gang skal vel være den første?" Han trak hurtigt på skuldrene mens han pustede blækket tørt - samme fejl ville han ikke begå igen.
"Men nok om mig... Fortæl - har du fundet en date til juleballet?" Hellere skifte emne mens han endnu kunne komme ud af det. Han var ikke sikker på, hvor let hun ville tilgive ham, fandt hun ud af hvilken løgn han sad og stak hende i øjeblikket.
Ethan skænkede først det kommende julebal en tanke nu, hvor han sad og snakkede om det. Han havde ingen date, intet jakkesæt - alt tydede på en god start... Chancen var dog, at han slet ikke havde tid til at gå til juleballet.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 21, 2010 21:23:46 GMT 1
"Education is a better safeguard of liberty than a standing army." [/color] *[/center] Carrie fik hurtigt revet tyve næsten lige store strimler ud fra sin notesblok, lukkede den i og placerede dem ovenpå, før hun åbnede indekset bagerst i bogen og gav sig til at slå de emner op hun havde tænkt sig at få læst færdig på. Det var ganske vidst lidt sent i sin skoletid at give sig til at finde fakta om den læreanstalt hun gik på, men lige netop de emner Caroline ledte efter denne gang, var selvfølgelig ikke trivielle fun-facts eller almennyttig viden.
Hun løftede blikket fra bogen i et øjeblik og så undersøgende på Ethan, med rynket pande og let sammenklemte øjne. ”Er der noget du ikke fortæller mig?” Hun blødte lidt op i et smalt smil. ”... En der venter derhjemme, måske? Noget der kræver al din opmærksomhed?” Hendes øjne glimtede i samklang med det drillende smil der spredte sig på hendes læber. Hun lod aldrig noget – eller nogen - tage al sin opmærksomhed, men hun vidste at der ofte skete, når folk blev forelskede, at de smed alting for nærmest at smelte sammen med deres hjertes attrå for en kortere bemærkning.
Hun rynkede på næsen og måtte bide tænderne sammen for ikke at skære ansigt af hans spørgsmål. ”Juleballet,” gentog hun, og vidste udmærket hvem hun gerne ville følges med til den årligt tilbagevendende fest denne gang. Hun slog blikket ned og bladrede et par sider i bogen. Det var stadig alt for kort tid siden at hun havde mærket Anthonys arme omkring sig, følt hans læber mod sine og set ind i hans mørke uudgrundelige øjne. Carrie kunne ikke slippe taget i sine følelser og det både irriterede hende og optændte hende. I det mindste havde det været ægte. Der var intet opstillet eller falskt i det hun havde mærket, hverken dengang det blev besvaret, eller den dag hvor hun ramte panden mod en mur og hans øjne lige pludselig var hårde. Hun sank en klump og satte et af de improviserede bogmærker ind mellem to sider. ”Nej,” svarede hun med en upåvirket stemme, der modsvarede hendes kropssprog fuldstændig.
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Edward Everett |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 22, 2010 22:04:42 GMT 1
trying to keep up with you ,Ethan var allerede begyndt at ryste på hovedet før Carrie nåede at færdiggøre sin sætning. Jo, i realiteten havde en derhjemme der ventede på ham, men ikke en han havde lyst til at komme hjem til. Han vidste udmærket hvad der ventede ham fra det øjeblik han trådte over dørtærsklen. Det var ikke nær så slemt som han fik sig selv til at tro, at det var. Det var kun fordi Ethan mistede en smule af den fridom han havde fået smag for, så derfor mente han selv at han havde ret til at opføre sig som et lille barn der ikke fik sin vilje. Let gjorde han det i hvert fald ikke for hans familie...
"Carrie," startede han ud med mens han rykkede sin stol tættere på hendes og lagde en arm om hendes skuldre. "Du ved at du er den eneste der betyder så meget for mig!" Han elskede at flirte så åbenlyst, selv når det var oprigtigt. Ethan havde engang haft mere end bare venskabelige følelser for Carrie - trods alt havde han altid beundret hende, så det havde ikke overrasket ham da han følte mere for hende. Anthony havde dog taget den plads Ethan længe havde set sig selv stå på.
"Juleballet...."
Ethan havde kendt hende nok til ikke at lade sig narre af hendes rolige, autoritære stemme. Han var ikke den bedste til at læse kropssprog, men han vidste hvad der kunne stå bag hendes reaktion til spørgsmålet. Han havde dog ikke lyst til at gnide salt i såret, og valgte derfor blot at give hendes skulder et klem, inden han strøg hånden over de røde lokker og skubbede sig selv lidt væk igen.
"Det vil størstedelen af den mandlige del af Hogwarts være glad for at høre," komplimerede han med et smil, hvorefter han gav sig til at pille ved kanten af den bog han havde liggende foran sig.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 23, 2010 0:03:31 GMT 1
"The man who does not read good books has no advantage over the man who can't read them." [/color] *[/center] Carrie hævede et øjenbryn og fnøs lavt. ”Ja ja. Den er god med dig,” svarede hun uden den mindste alvor i stemmen. Der var intet nyt i hans flirten. Deres sædvanlige spil var fra hendes side udelukkende for underholdningens skyld, og det var nærmest hyggeligt. Det holdt ham fra at blive en broderfigur, og var, i hvert fald for hende, blot en naturlig del af deres forhold efterhånden. Hun protesterede ikke da hun mærkede Ethans arm rundt omkring hende. Han var en af de få der ikke gjorde hende skrækkeligt nervøs ved fysisk kontakt. Hun kendte ham så godt.
I hvert fald dele af ham.
Hun sukkede lidt, skubbede blidt til ham med en knyttet hånd og smilede et af sine ufattelig få virkelig tilfredse, milde smil, imens hun i et kort øjeblik bare lænede sig imod vennen. ”Behold du bare dine hemmeligheder.”
Derpå greb hun den tykke lille bog igen og fandt tilbage til indekset, fjernende sig både mentalt og fysisk fra sit korte øjebliks afslappede tilstand, og det med et tiltagende dystert ansigtsudtryk. Hun var en dygtig skuespiller, men hun ønskede ikke at spille skuespil over for Ethan.
”Jeg er ret ligeglad med størstedelen af den mandlige del af Hogwarts, E, men tak.” Hun holdt en finger mellem indeksets sider, bladrede efter den næste overskrift, og så ham ikke i øjnene.
”Jeg kaster snart mig muligvis i søen hvis ikke et eller andet forandrer sig.” Den både tomme og melodramatiske trussel imod verden blev halvt mumlet ud. Caroline ville aldrig foretage sig noget så meningsløst som at tage sit eget liv. Det var ingen måde at redde verden på – og slet ingen måde at blive minister. Alting kunne bare finde på at være så håbløst når hun sank tilbage i at tænke på Anthony. Hun holdt ham væk fra sit hoved det meste af tiden, men nogen gange... Nogen gange blev det bare for svært at lade være med at drive ind i minderne.
Carrie rynkede på næsen og tog en dyb indånding, rystende kort på hovedet. ”Kaffe,” sagde hun lavt og hævede blikket til Ethan. ”... Eller te?”
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Mark Twain |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 23, 2010 14:07:28 GMT 1
and i don't know if i can do it ,Ethan havde været forelsket før - masser af gange, men han havde aldrig fundet kærligheden. Han vidste ikke hvad det ville sige, at få hans hjerte knust. Han havde en svag idé om, hvor hårdt det måtte være, og havde også set, hvordan kærlighed hurtigt tabte interesse. Måske det endda havde skræmt ham en smule væk... Han ønskede ikke at opleve den form for tab og savn medmindre han var fuldkommen klar til at overgive sig for en enkelt person, men dette havde han endnu ikke følt. Han kunne derfor ikke belære Carrie om kærlighed, og han havde derfor heller ikke ret til at sige, at det hele nok skulle løse sig, eller blive bedre - for hvad vidste han? På den anden side måtte han bare gøre det klart, at han var klar til at lytte, var hun altså klar til at tale om det.
Han fik lidt af en klump i halsen da Carrie henviste til hans hemmelighed. Sandheden var, at han ikke havde det godt med at være uærlig, specielt når de sjældent skjulte noget for hinanden. Hvad var der også at være flov over? Så han kom fra en rig muggle-familie - hvilken forskel ville det gøre? Men han følte, at det var lidt for sent at fortælle sandheden nu. Hvordan skulle han kunne gøre det? "Carrie, forresten, så har jeg løget for dig alle disse år... Jeg kommer ikke fra en middelklasses familie, men faktisk er min familie stinkende rig - håber dog at alt kan blive ved det gamle?" Nej... Der skulle nok komme en dag hvor tidspunktet var det rette.
Efter at have betragtet Carrie i et stykke tid, flittigt igang med hendes arbejde - hvilket Ethan også selv burde - slog han selv op i bogen der havde ligget foran ham i al denne tid, men selvom han stirrede på ordene, læste han ikke hvad de havde at sige. Han lyttede dog til hendes halv-sande selvmords-erklæring. Ethan kunne ikke forestille sig, Carrie tage hendes eget liv - den elskelige pige havde for mange drømme og for meget potentiale til bare at smide det væk uden lige.
"Tving mig ikke til at bruge De Vises Sten," truede han med et halvhjertet smil. "Der er ingen Ethan uden en Carrie!" Han lagde hurtigt en hånd på hendes og trak så pergamentet til sig igen. Han havde ikke tænkt sig at notere mere, men i det mindste holdte det hans hænder beskæftiget.
Deres samtale havde taget lidt af et twist indtil Carrie bød på forfriskninger. Ethan havde aldrig været god med besværgelser - det tog ham i hvert fald lang tid at få dem til at sidde i skabet - specielt Accio havde vist sig, at være lidt af en farlig besværgelse i hans tilfælde.
"Kaffe ville være fantastisk! Eller måske en eliksir der kan holde mig vågen de næste par dage?" Uden tvivl kunne Carrie hurtigt mikse sådan en lille drink sammen. Magikernes bartender.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 23, 2010 19:02:14 GMT 1
"Education is a better safeguard of liberty than a standing army." [/color] *[/center] Carrie så op fra sit arbejde med et hævet øjenbryn, helt hevet ud af sin selvmedlidende tilstand. ”Den blev destrueret af Nicholas Flamel og Albus Dumbledore for næsten hundrede år siden, E. Har du aldrig læst en biografi om Harry Potters første år på Hogwarts?” Selv havde hun været gennem alt den lilleratur om både den første og den anden troldmandskrig, som hun kunne få sine fingre i, og historien om familien Potter og Lord Voldemort var en fuldstændig essentiel del af begge. Især, naturligvis, den sidste.
”... Ingen Carrie uden en Ethan,” medstemmede hun, med et lille nik. Han havde ret, selvom han ikke sagde ordene. Nok svælgen i følelser. De forandrede sig alligevel hverken ved at sidde og have ondt af sig selv eller ved et simpelt slag med en tryllestav – selvom det sidste ville være dejligt.
Hun betragtede ham kort med et skævt smil og let sammenklemte øjne. ”Ingen eliksirer. Den slags skal man ikke pille ved. Tro mig. Hvis man med et godt resultat kunne få flere timer i døgnet på en lovlig måde og uden bivirkninger, ville jeg så ikke have fundet metoden for længst?” Hun så kort ned i bogen med en lille panderynke. Mon ikke hun kunne?
”Dempsey,” sagde hun, i et lidt højere leje end normal tale var, men uden virkelig at hæve stemmen. Hun snuppede Ethans fjerpen med et kort smil og lavede en lille note på et af sine bogmærker, før hun stak det ind mellem siderne.
Med et lavt *plop* dukkede en usædvanlig lille og storsmilende husalf op direkte på bordet i læsesalen. Han bukkede kort for Ethan og Carrie. ”Hvad kan jeg hjælpe med Frk. Caroline? En besked til Herren og Fruen? En af Fruens og mine hjemmelavede småkager?”
Carrie smilede mildt og rystede lidt på hovedet. ”Du skal endelig ikke besvære nanna, Dempsey. Jeg ved at de må have både krus og varm kaffe nede i køkkenet.” Hun pegede ned af, for at indikere at hun mente Hogwarts' og ikke hendes bedsteforældres. ”... Men vi må jo teknisk set ikke befinde os der, vel?”
Husalfens ører flappede da han rystede heftigt på hovedet. ”To kopper, Frk. Caroline?”
Tags: Ethan Sinclair[/color][/blockquote] ------------------- * Edward Everett |
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 23, 2010 19:51:26 GMT 1
oh no i've said too much ,Ethan skar en grimasse og løftede et øjenbryn for Carrie at se.
"Du kender mig da godt nok til at vide, at jeg ikke læser andet end pensum," og højst sandsynligt har glemt alt om det, hvis vi har fået et at vide i klassen. Nej, Ethan var ikke stolt over, ikke at kunne måle sig med Carrie - han var langt fra på samme niveau som hans kæreste veninde ved siden af sig. Han ønskede mere af sig selv - og det var ikke fordi han havde travlt med så meget andet - han havde bare aldrig været god til at huske, og oftest var han så langt bagud, at fordi han prøvede at indhente alt andet, kunne han ikke koncentrere sig om det han skulle. Men han havde lovet sig selv at han ville ændre dette på hans sidste år, og han havde aldrig været så meget med, som han var nu.
"... Ingen Carrie uden en Ethan."
Det varmede ham at høre disse ord, så han kunne ikke lade være med at læne sig ind mod hende, plante et kys på hendes kind, hvorefter han rejste sig fra hans plads for at strække lidt ud. Desuden havde han aldrig været fan af husalfer - de skræmte ham en smule, ligesom med nisserne fra banken. Han var vokset op med hushjælp til rådighed 24 timer i døgnet, men han havde aldrig brudt sig om idéen, at lade andre løbe når han selv kunne klare jobbet - hvilket han også følte at husalferne gjorde.
"Kan jeg holde nytår hos dig?" spurgte han pludselig, ud af det blå. Når han tænkte over det, så vidste han ikke så meget om hendes familie, ligesom hun knapt vidste noget om hans - desuden kunne han bruge en festlighed væk fra hans eget hjem.
"En kop til mig, tak," svarede han hurtigt husalfen inden han stillede sig om bag Carries stol og lagde hænderne på hendes skuldre.
"Eller i det mindste bare tilbringe en dag med dig, uden for skolen," mumlede han ned i hendes hår da han hvilede hans hage mod hendes hoved. Han ville ikke tage det så tungt, skulle hun da afslå hans tilbud, men han havde brug for ikke at tilbringe hele julen spærret inde bag de fire murer i hans eget hjem.
|
|
|
|
Post by caroline on Dec 25, 2010 3:48:31 GMT 1
You can always tell a real friend :When you've made a fool of yourself, he doesn't feel you've done a permanent job. *
Carrie himlede med øjnene af vennen og så tilbage ned i bogen imens hun rystede lidt på hovedet. Hun burde have tænkt sig til at han ikke lige var faldet over en helt almindelig historie om en af århundredets mest omtalte troldmænd?
Selv i sine tanker kunne hun næsten være sarkastisk.
”Hardly the point, E. Det er almen viden der knytter sig til ikke bare én, men fire af de mest omtalte troldmænd i tiden før os... Ja okay – tre, Flamel hører vist ikke helt med i den kategori. Stadig. Har du aldrig hørt historien om dengang lord Voldemort ville stjæle de vises sten? Den var jo her på Hogwarts?!” Hun viftede med en af sine bogmærker og fjernede for et kort øjeblik opmærksomheden fra sin lille opgave. Snart var hun dog i gang igen. ”Glem pensum... Det er en fantastisk historie i sig selv.”
Hun smilede skævt ved endnu et af Ethans ømhedstegn og vrikkede teatralsk med øjenbrynene for effekt. Dempseys tilsynekomst ændrede intet for hendes vedkommende. Hun var så vandt til tilstedeværelsen af ham fra bedsteforældrenes hus og det var overhovedet ikke første gang, at hun havde kaldt hans navn imens hun var på skolen. Både hendes bedstemor og bedstefar havde sagt mindst hundrede gange at pigerne bare skulle kalde hans navn, hvis der var noget som helst de manglede. Carrie satte pris på ham i samme grad som resten af familien. Hun kunne lide en alf der var på rette sted, og for denne var der intet andet bedre end hendes bedsteforældres hjem. Han ønskede at arbejde. Hun smilede til det elskelige lille væsen og nikkede. ”To kopper.”
Med den del overstået, og et hørligt lille *plop* ved husalfens afgang, vendte Carrie sig mod vennen med let hævede øjenbryn og et spørgende ansigtsudtryk. ”Nytår?” Hun kløede sig lidt i nakken før hun fandt en hårtot at lege med og blev ellers blot siddende, fuldstændig uberørt af den fysiske kontakt, med en lidt spekulativ mine. ”Du kan tilbringe lige så mange dage hos os som du vil, men du ved... Vi skal lidt rundt.” Hun bladrede lidt formålsløst rundt i bogen. ”Nytår er hos vores mor i år. Snotungerne er der også.” Hun smilede et smil som ikke var for Ethans skyld. I virkeligheden elskede hun begge sine lillesøstre og de var på ingen måde snotunger, men på henholdvis sjette og femte år. ”Der er i teorien ingen fest, men det er i Godrics Hollow, så der er massere fra skolen omkring. Jeg er sikker på at du er velkommen.” Hun rakte op med den ene hånd og rodede ham fraværende i de allerede filtrede lokker. ”Men jeg troede du fik så travlt derhjemme? Var det ikke derfor du skulle lave alle de de lektier som jeg forstyrrer dig midt i?” Tag: Ethan Sinclair
------------ * Laurence J. Peter
|
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 25, 2010 17:05:26 GMT 1
i haven't said enough ,Glem pensum? Ethan havde knapt tid til at læse andet, hvilket ikke var helt sandt, da han sikkert sagtens kunne finde den tid han behøvede, men han var langt bedre til at spilde den, end at bruge den på noget der rent faktisk kunne hjælpe ham og hans karriere - hvis han altså havde én ventende.
"Okay, hvis du anbefaler den, så læser jeg den gerne!" Han slog en lille latter op, gav hendes skuldre et klem og trådte lidt væk igen. Han kunne dog ikke få sig selv til at sætte sig igen, da det betød, at han skulle vende tilbage til lektierne - hvilket han, i bund og grund, burde gøre.
"Jeg består aldrig dette år hvis jeg bliver ved i det her tempo," mumlede han til sig selv, dog lydhørt nok til at Carrie kunne høre det.
Ethan genfandt hans plads ved bordet med et dybt suk og trak bogen til sig. Det gjaldt blot om at tage sig sammen - desværre var han den værste på dette punkt.
"Det er ikke fordi jeg har så travlt derhjemme..." startede han ud med, men afbrød sig selv for at notere en lille smule på papiret ved hans side - multi-tasking var ikke noget han havde succes med. "Jeg har bare ikke lyst til at være der alt for meget." Selvom nytår hjemme hos ham selv altid var en storpraget fest med masser af gæster indbudt, så havde han mere brug for noget der føltes som en familie-fest, om det så var hans egen familie eller ej. "Mine forældre er ikke så glade for magi i hjemmet, så jeg laver mine opgaver nu så jeg ikke behøver at bebyrde dem mere." Det var i det mindste den halve sandhed.
"Jeg ville elske at se Godrics Hollow!" Ethan havde hørt om denne magiker by, men han havde ikke set så meget som et billede.
Hans forældre ville aldrig gå med til at Ethan ikke var hjemme nytårs aften, men han havde allerede en plan klar. Ethan havde netop bestået hans Spektral Transferens, og med hans sytten år var det tilladt for ham at bruge magi. Et hurtigt *plop* frem, og et hurtigt *plop* tilbage - hans forældre ville aldrig finde ud af, at han ikke var derhjemme hele tiden.
|
|
