En ulykke kommer sjældent alene

[lucas]

Bilbioteket var befolket. der var mange der sad og lavede lektier og læste bøger rundt omkring. Han havde været der før, men han kom der egentlig ikke for at læse lektier den her gang. selvom det dog var oplagt da han havde en stil for i MDPP.
Men nej, han var på udkig efter hende. Hende pigen fra hans egen årgang. men som han aldrig havde lagt mærke til før for nylig. Hun var ikke bare en han ville kigge på når hun gik forbi på gangene, nej.. hun var en han ville løbe efter, som en hund efter et post bud. " Det var tider" mumlede han for sig selv da han gik igennem de støvede rækker af reoler. Han havde sneget sig hele vejen igennem biblioteket, for ikke at blive opdaget eleverne rundt omkring. Og hvis hun var der, ville de være endnu mere pinligt. Men han måtte komme nærmere, og han måtte se om hun var der. Hun måtte bare ikke se ham.
Stemmerne blev højere som han kom tættere på, men han kunne ikke høre nogen velkendte stemmer, Hverken Aiden eller Rachel var der. Og det kom jo egentlig ikke bag på ham, nu hvor han vidste hvad deres holdning til bøgerne var.
Bog rækker tømte ud, og han stilte sig forsvarligt bag et afsides hjørne for bedre at kunne se. men i hans iver efter at kunne få et glimt af hende. Snublede han, væltede en stak bøger ned fra reolen som landede med et kæmpe brag mit på gangen.
Han gik i panik. Og begyndte at samle bøgerne op " Pokkers også!" sagde han. stablede bøgerne.

Tag: Alice Isabell Henton

[Alice Isabell Henton]

Alice, som havde stået for enden af en af reolerne nede bagved i biblioteket, havde fundet en bog på en af hylderne der så spændende ud. Hun elskede enden af biblioteket, det var her alle de gode bøger var. Alle de spændende bøger der dragende og fastholdt dig i deres verden. Det var bøger om eventyr og andre ting der kunne få en væk fra hverdagen - også selvom den hverdag hun faktisk levede i var lidt af et eventyr i sig selv så var det ikke nok for hende. Hun elskede at dagdrømme om at flyve henover store grønne områder og bekæmpe drager og den slags selvom hun vidste at det ville hun aldrig kunne få sig selv til at gøre alligevel. Det var dog en af hendes yndlingsbeskæftigelser og hun kunne få flere timer til at gå med at sidde i opholdstuen, helt alene, og nyde en god bog hun netop havde fundet i denne ende af biblioteket.
Her var næsten aldrig nogen så det var her hun bedst kunne lide at være. Der var ingen drenge til at pege fingre af hende og snakke indbyrdes om hvem der var den bedste kandidat til at score hende. Hun var efterhånden vant til det men det blev aldrig helt nemt at håndtere selvom hun var blevet bedre til det. Selv i hendes sorte kappe og dystre skoletøj var hun alligevel en skønhed.
Hun fugtede underlæben kort men var ved at bide sig i den da der lød et kæmpe brag fra den anden ende af reolen. Hun så frem fra sit skjul og så en Hufflepuff-elev - øjensynligt på samme årgang som hende selv - der havde været så uheldig at have væltet en kæmpe stak bøger. Hun grinede lidt før hun klappede sin egen bog sammen og gik hen for at hjælpe ham med at samle bøgerne op - ren refleks.
Hun smilede lidt da hun nåede derover. Hun satte sig på hug ved siden af ham og grinede lidt med sin klokkeklare stemme. "Brug for hjælp?" Hendes stemme var klar og tydelig og ville kunne få enhver såret soldat til at stå kampklar på få sekunder. Hendes øjne var fæstnet på hans ansigt og hun ventede tålmodigt på at han skulle dreje hovedet så hun muligvis ville genkende ham.

[lucas]

Latteren gik lige igennem ham, som et spøgelse, og varmede ham fuldstændig. Hans blod boblede, og hans kinder blev endnu mere røde end de var i forvejen. så kiggede han forsigtigt op, og stirrede lige ind, i et par fantastisk smukke øjne. Hendes ansigt var utroligt attraktivt, og hendes smil varmede helt ind i kroppen. hvad skulle han dog gøre? han havde gjort sig selv fuldstændig til grin overfor hende. lige netop den pige som han havde let efter. hun havde sneget sig ind på ham bagfra, og overrasket ham. men han var nu ikke ked af det. Var splittet mellem og være flov, og overrasket.
" J-j-Jeg kunn.. jeg mener. det ville være en hjælp. tak " sagde han med blussende kinder, og rykkede blikket længere ned i gulvet. Hvorfor kunne han ikke tage sig sammen? det var umuligt at være sig selv i den situation. Bøgerne var utrolig støvede, og der var absolut ingen grund til at han skulle smile, i givende situation. men lige med et begyndte han at grine af sin egen klodshed. og sendte hende sit varmeste smil. Eleverne i Biblioteket var så småt ved at glemme det høje brag som havde runget igennem Biblioteket. og de var nu helt alene ovre bag bog reolerne. Han stilte forsvarligt bøgerne på reolen, stirrede så måbende på hende. " Jeg, faldt bare det er det hele " sagde han, og blev meget mere forlegen.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede og lagde et par bøger ovenpå dem han allerede havde stablet på stolen. Hun grinede lidt af hans måde at reagere på hendes tilstedeværelse. Hun forkastede tanken om at han sikert var helt væk i hende på grund af hendes udseende og gættede på han bare var flov over at have væltet bøgerne. Bare for at gøre en forskel. Det var jo desuden heller ikke ham der var kommet til hende, netop hende der var kommet til ham for at hjælpe.
Hun grinte af hans forklaring. "Er du sådan en der bare falder engang imellem eller hvad? sikker på du ikke ledte efter noget?" Hun smilede til ham selvom hun godt vidste at det sikkert ville have en effekt på ham. Det havde altid en effekt på drenge at hun smilede, ikke nødvendigvis til dem men bare generelt.
"Desuden var det kun en ulykke, der skete ikke noget?" Hun blinkede til han og grinede lidt så en perlerække af hvide tænder kom til syne mellem de lipgloss-skindende læber. Hun holdt stemmen på et lavt niveau da hun vidste hvor irriterende det kunne være at der var nogen der snakkede højlydt på biblioteket når man var fordybet i lektier, bøger osv.
Hun kunne ikke genkende ham nogen steder fra og anede ikke hvad han hed hvilket kom bag på hende da de var fra samme kollegium. Hun havde i det hele taget ikke så mange venner fra Hufflepuff. Selvom de mindede meget om hinanden var der ikke rigtig nogen hun rigtig var faldet i snak med. I hvert fald ikke endnu.

[lucas]

Hans kinder blussede endnu mere ved synet af hendes perlevide tænder. og hendes fantastiske smil. " nej du har nok ret, jeg ledte efter nogen, M-m-men hun er her åbenbart ikke" sagde han og forsøgte at skjule sin flovhed. Han havde aldrig i sit liv set nogen lignende. Hun var så utroligt smuk, og der var ingen mulig måde hvorpå han kunne beskrive hende. Hun lignte mest af alt en engel i hans øjne. bøgerne stod som et vaklende " skæve tårn i piza" og han søgte beskyttelse i at vende sit blik mod bøgerne. Han følte sig som en kæmpe idiot, gud hvor var han dog dum!
Men han måtte tage sig sammen, han kunne ikke bare stå og savle over hende. Så ville hun da først løbe? så han tog sig sammen, og rakte en prøvende rystende hånd hen mod hende, som han hurtigt sænkede. " Jeg er hedder Lucas " sagde han, og smilte så varmt han overhoved kunne. og prøvede at skjule hans yderligere rødmen under hendes smil.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede prøvende. Han så meget forlegen ud. Nu var der næsten ingen tvivl om at han syntes om hendes udseende. Og dog var han ikke som de andre drenge. Han var mere... Modig? Det lød rigtig i hendes hovede da det jo egentlig var rigtigt selvom mange nok ikke ville synes det samme. Han var bange for at dumme sig overfor hende, såvidt som hun kunne se, og dog blev han stående og introducerede sig selv overfor hende.
'Lucas'... En lille klokke ringede bagerst i hendes hovede... Da hun huskede hvor hun havde set ham genkendte hun ham straks. Hun havde set ham flyve på en kost et par meter over jorden nede ved søen en dag for et par år siden hvor han nærmest havde væltet hende omkuld ved at flyve for tæt på. Der var en af drengene han havde fløjet sammen med der havde råbt noget til ham og sluttede sin sætning af med "... Lucas!" Nu da hun tænkte over det genkendte hun ham også af udseende. Han havde vendt sig om på kosten og råbt undskyld til hende. Det var da altid noget.
Hun så ham sænke sin hånd og hun nåede ikke tage den før den hang ned af siden på ham igen. Hun blev lidt irriteret - tyspisk for hendes temperament - og rakte ud mod hånden, tog fat i den og rystede den let. "Jamen JEG ER hedder Alice", sagde hun og grinede lidt af sin egen vittighed. "Rart at møde dig, Lucas."
Hun så ham ind i øjnene og smilede lidt fjoget, "Du behøver ikke være så nervøs. Bare fordi jeg er en "pæn" pige betyder det ikke at jeg er så højrøvet som folk går og tror" sagde hun og blinkede til ham. Hun brød sig ikke just om at folk opførte sig anderledes bare fordi de snakkede med hende. Hun turde slet ikke tænke på hvordan folk havde opført sig hvis hun havde været hel wilie. Tjaeh... Så havde hun vel lært at leve med det? Men det havde sikkert været sværere end det var for hende nu. Det var jo just nemt at skulle afvise drenge næsten hver evig eneste dag og finde sig i de blikke man fik sendt på gangene og i korridorerne. Normalt ville hun også var have gået fra Lucas uden at tænke over det men idag var det anderledes. Måske var det fordi hun havde læst en kærlighedroman lige før han væltede over bøgerne? Hmmm... Nej...

[lucas]

Lucas grinte lidt af sin egen flovhed. "Nej du har nok ret" sagde han, og smilte. Han holdte let fast i hendes utrolig bløde hånd. Han stod bare og stirrede ind i hendes øjne. Han var ikke til stede mere, nej han var drømmende. og Han troede aldrig han skulle vågne igen. Han sænkede langsomt blikket fra hendes øjne, og ned til hendes hånd. Som han stadig holdte i et fast greb. Han ville ikke slippe den. Men han holdte dog ikke hårdt fat, kun kærligt. hans nervøsitet var for længst gået væk, men han skyndte sig alligevel at trække hånden til sig. Han tænkte kun på hvor hurtigt hans hjerte hoppede af sted, som en Racerbil. Han stirrede på hendes utroligt smukke hår som bølgede let. Og han fik pludselig lyst til at flyve. " Hvad laver sådan en pæn pige som dig her?" spurgte han med et drilsk smil på læben. Han tog fat på en tung bog, og løftede den let op i luften, hvorefter han satte den på plads

på en tom bog reol. Han kiggede forventnings fuldt på hende og ventede.

[Alice Isabell Henton]

Hun kunne med det samme se at han var blevet mere tryg ved situationen og han slap hendes hånd efter et en lille akavet stilhed. han så hende direkte ind i øjnene og hun kunne ikke slippe hans grønne øjne med sine. Dun kunne se noget i dem hun ikke havde set før. Ikke hos en dreng i hvert fald. Noget som hun kun havde set hos sine veninder når de var forelskede. Men hun vidste ikke om det var tilfældet så da han endelig slog blikket ned sukkede hun lettet, dog stille.
Hun havde regnet med en cheesy samtalestarter men blev mødt af "Hvad laver sådan en pæn pige som dig her?"
Hendes mod faldt. Endelig havde hun måske fundet en hun kunne være sammen med som var på samme kollegium som hende selv og dog smadrede han det hele ved at sige sådan noget. Det var noget i den stil ALLE drengene fyrede af og det var det sidste hun havde brug for. Hvorfor skulle alle drenge absolut være så tomhjernede og dumme? Kunne de ikke se hun havde fået nok?
Hun slog blikket ned, lukkede øjnene og rynkede øjenbrynene, prøvede at holde et vredt udbrud inde. Hun ville ikke råbe af ham. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham. Lige så hårdt hun kunne. Endnu én der ikke forstod hende. Det kunne godt være det var svært men de kunne da i det mindste prøve? For hendes og deres egen skyld. Hvis de virkelig ville have noget at gøre med hende måtte de vise hende at de så andet end hendes udseende.
And he just chance blew that chance to show her.

[lucas]

Hans smil stivnede, og forsvandt meget hurtigt. "Dårlig start dårlig start" tænkte i sig selv, og kiggede ned i gulvet. Han måtte rede det her, han måtte skynde sig at finde på noget som kunne redde deres samtale før den røg til jorden. Så han gik lidt tættere på, og lagde en blid hånd på hendes skulder. "hør det er jeg ked af, jeg ville ikke fornærme dig eller noget. jeg tænkte mig ikke lige om." sagde han og smilte til hende. Han var en klovn. score triks havde aldrig hjulpet på noget som helst, ihvertfald ikke fra hans side. det han sagde var en blanding mellem en joke, og sandhed. men han vidste godt hvor meget han havde kvæjet sig nu. og der var ikke noget han kunne gøre ved det, andet end at håbe. Han gav slip på alt han havde i hænderne, rettede sig op, og lod sine kinder blusse atter en gang. nu var han for alvor flov, og ville rette op på det. Jeg går ud fra det må være noget man høre tit, når man er dig? ... Det var overhoved ikke sådan ment... det er jeg ked af. " sagde han og kneb øjene lidt sammen. Han så hende aldeles ikke kun for hendes udseende, men nej. for hendes personlighed.

[Alice Isabell Henton]

Endnu engang var det sket. Hun havde haft alle for store forhåbninger og nu var hun bare vred og såret. Det han sagde hjælp ingenting for han kendte hende jo ikke engang. Det var sikkert hende han havde ledt efter på biblioteket. Og desuden havde han sikkert også et dumt væddemål med sine venner om hvorvidt det var muligt for ham at score hende.
Vreden fyldte hele hendes krop og kunne mærke den sære prikken i armene, ansigtet og resten af kroppen. Hvad vidste han overhovedet om hende? Hvad bildte han sig ind? Han skulle ikke komme her og tro at han var god nok til hende fordi han kunne vælte nogle bøger og spille forlegen og på den måde vinde hendes hjerte. Næh, han var ikke meget bedre end alle de andre fjolser før ham.
Den intense prikken blev til en hovedpine og hun følte fjerene komme frem og øjnene flytte sig en smule. Hun åbnede øjnene og så intenst på ham. "Du burde også være ked af det! Se hvad du nu har gjort! Til din information er jeg mere end bare en pæn pige! Men tillykke, det er længe siden jeg har været så sur og nu kan du vel se hvorfor du er så fortryllet af mig! Jeg er halv wilie! Troede et kort sekund at du var anderledes men det var åbenbart ikke tilfældet! Og du RØRER mig ikke!" sagde hun forholdsvist højt og rystede hans hånd af sig. Det gjorde hende endnu vredere at han nu åbenbart fortrød. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig om. Enhver med hjerne kunne da se at der var et eller andet wilie-agtigt over hende og de burde vide at sådan én skal man ikke gøre vred. Hendes stemme var ændret fra at være det sukkersøde pigegrin til at være en skinger krage-agtig hæs stemme. Hun var vant til denne forvandling men kunne ikke lade være med at tænke hvad han mon så når han kiggede på hende. Om et øjeblik ville han sikkert bryde ud i latter. Det eneste hun havde brug for lige nu var at komme væk og falde ned så hun kunne få fjerene væk og få øjnene på plads igen.

[lucas]

Han stod helt stille. Ikke en bevægelse løb igennem hans krop. Han kunne se hvor ked af det hun var, og han forstod hvorfor hun blev så sur. Han havde bare ikke kunnet regne det ud. selvfølgelig var hun smuk, ikke bare smuk. men Gude smuk. Han ville bare ikke kommentere hendes willie træk, for han var bange for at det muligvis også kunne være en fornærmelse. Så han rømmede sig. "Det var forkert af mig. Men jeg ville aldrig kunne finde på at lave væddemål om piger. Hvis det altså er det du tror?" Sagde han i en dæmpet tone. Han synes ikke noget af det der skete var morsomt, tværtimod synes han det var synd for hende. og han begyndte at tænke over, hvordan det måtte være at blive piftet efter på gangende. Eller modtage score replikker, hver evig eneste dag. Det må til sidst blive ret trættende. Og Han vidste at hvis han ikke snart fandt på noget ville hun gå. Men han skulle ikke sige flere platte ting. Det var hun ikke i humør til. Nej, han skulle være sig selv, og vise hende at hans venskab var meget værd. " hør, Jeg ville ikke komme så skævt ind på dig. Jeg vil rigtig gerne lære dig at kende. Og jeg har ingen intention om at... Score dig... " sagde han igen i et seriøst tonefald. og prøvede at få øjenkontakt med hende. Hendes øjne var flotte. Det synes han. og han håbede selvfølgelig hun ville synes det samme om hans. Men det han ønskede sig mest af alt var bare at kunne starte på en frisk.
"Det må være hårdt... at være som dig. Med alle drengende omkring. er det svært at se forskell på hvem der vil score dig. og hvem der vil have dit venskab." Sagde han og smillede prøvende sit skæve smil til hende.

[Alice Isabell Henton]

Hun boblede stadig af vrede men da hun så ind i hans øjne lagde hun mærke til en ting der dæmpede det hele lidt. Han så meget bedrøvet ud og hun vidste at det han sagde mente han og var meget ked af det over at han havde dummet sig på den måde.
Desuden skulle det ikke gå ud over ham. Han havde ikke fortjent at se hende på den her måde. Hun hadede sig selv efter hun havde forvandlet sig på denne måde. der vældede en slags skyldfølelse op i hende hver gang det skete. Hun kunne ikke forklare den men den var der og drillede lang tid efter.
Hun mærkede den vekendte prikken i huden og følte sine øjne langsomt glide på plads igen samt fjerene der langsomt forsvandt igen. Hun så ham ind i øjnene for ligesom at afgøre om det han sagde var sanst og om han var oprigtig. Det tog hende ikke lang tid at finde ud af at han virkelig mente hvad han sagde. Desuden havde hun vel også skræmt ham nok til at han ikke ville gøre det igen.
Hun sukkede og løsrev sig fra hans dybe, grønne øjne og stirrede ned i gulvet. Hun fnøs hurtigt og vendte øjnene imod ham igen. "Undskyld, det var ikke meningen du skulle se den side af mig..." Hendes stemme var også klokkeklar og sød igen som en sommerbrise. Dog med en vis tristhed i den. Der var ikke rigtig nogen der før ham havde kunne få hende ned på jorden igen så hurtigt før men hun lagde ikke rigtig mærke til det; det eneste hun lagde mærke til var at hun følte sig flov over at have fordømt ham på den måde. Men på den anden side havde han jo gjort det samme så det hjalp lidt på det hele.

[lucas]

Han sendte hende et opmuntrende smil, og fangede hendes blik igen. Hans kinder blussede atter lidt, og han gik prøvende lidt tættere på. "Det er helt i orden. Jeg var selv ude om det" sagde han og kløede sig forlegent i håret. Han synes han opfangede noget i hendes blik. En blanding af skam, og irritation. men dybere nede også lidt forlegenhed. Havde hun måske lidt samme følelser for ham som han havde for hende? Det kunne han ikke afgøre. men han ville heller ikke tænke den tanke. For Hvis det ikke passede, ville han bare synke sammen. Hvorfor skulle det hele også være så svært? han havde mødt en pige som var sød, sjov, helt igennem fantastisk. Men han måtte tage det helt roligt. Et skridt af gangen tænkte han.
Han rødmede lidt. " Jeg tænkte på om du ville med hen til opholdsstuen? lære hinanden lidt bedre at kende? jeg skal alligevel læse lektier " Sagde han og grinte lidt over hans sidste tilføjelse. Han så hende ind i øjnene. Hun var virkelig en ener. men en misforstået en. Han Vidste ikke hvad han havde regnet med. Men han havde regnet med at hun garanteret ikke ville give ham en chance. Men hun var helt anderledes, og det gjorde ham bare mere lykkelig.
Han gjorde en kort entré til at forlade det store bibliotek. og håbede inderligt hun ville følge efter.

[Alice Isabell Henton]

Hun smilede og imødekom hans blik. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvad de andre i biblioteket måtte tænke om deres møde. Men hun var ligeglad. Hun var speciel og det var der ikke nogen eller noget der kunne ændre på. Det var altid noget at hun ikke var sur mere. Det blev hun nemt træt af.
Hans invitation om at lære hinanden bedre at kende lød skræmmende og dog tiltrækkende da hun viderlig ønskede at lære ham at kende og vide hvad han ønskede fra hende. Han var desuden ret sød og så ret godt ud.
"Meget gerne men ikke lige nu... Jeg skal lige... Øøhhm... Komme mig over det der lige skete" sagde hun med et skævt og undskyldende smil. "Men hvad siger du til at vi mødes deroppe klokken halv 7 imorgen? Jeg har nogle ting jeg skal have ordnet." hun grinede lidt og smilede undskyldende. Hun gik forbi ham uden at vente på hans svar og forsvandt ud af biblioteket med "Borte Med Blæsten" under armen.

//out

[lucas]

Han grinte lidt da hun var væk. Hun var speciel. men det var på en rar måde. han havde ikke glædet sit til noget i flere uger. men det gjorde han nu. han skulle møde hende i opholdstuen, intet kunne gå galt nu. Han måtte straks fortælle det til Aiden.