i'm as strange as they come

[Ethan Sinclair]

i know i'm not perfect ,

DECEMBER

Det havde sneet det meste af denne morgen - store, hvide snefnug der hurtigt havde lagt et nyt, uberørt lag over den gamle sne og de få fodspor der var indprintet i den. Ethan havde haft planer om at blive inde, selvom kulden langt fra skræmte ham - en dag med varm kakao foran Gryffindors pejs lød som den perfekte måde at tilbringe dagen med, men det havde selvfølgelig sin pris. Lige i øjeblikket var der ikke tid til at slappe af, da han havde en del opgaver der skulle hentes ind, skulle han altså ikke ende i eftersidninger indtil juleferien. Men efter at have siddet foran det svage lys fra kaminen, vendt et par hundrede sider og færdiggjort halvanden opgave, havde han brug for en pause.

Ethan havde altid holdt af at svømme, uanset årstiden. Ja, selvfølgelig var det koldt, men der var en vis rus ved at bryde igennem det lille lag is der havde lagt sig på overfladen. Det iskolde vand fik hans hjerte til at hamre afsted - en følelse han næsten var afhængig af. Så med et håndklæde over skulderen begav han sig ud af Gryffindors opholdsstue og ned mod søen.

Sneen knasede under hans sko og kulden havde allerede gjort hans næse og kinder røde. Iklædt vinterfrakke, halstørklæde og alt der ellers hørte til - samt håndklædet over skulderen, var der et par elever der vendte opmærksomheden hans vej. Det var måske en smule uhørt, men Ethan smilte blot og gjorde honnør til dem han passerede.
Da han nåede søen smed han håndklædet over en snebedækket sten og åbnede frakken. Måske dette ville kvikke ham nok op til, at kunne tage et par timer mere foran de åbne bøger?

tag; BREE

[Bree Blance]

Vinter...

En fantastisk årstid! Julen var én ting, det fantastiske vejr var en anden! Det tiltrak Bree som bier mod honning. Hendes veninder synes hun var tosset sådan at befinde sig udenfor i så lang tid, men hun nød det.
Da det havde sneet hele natten, var Hogwarts landskab dækkede af et tyk lag sne. Det mindede i høj grad om skyer, som man kunne se når man fløj på ferie over. Og Hogwarts tårne og spir stak op over skyerne som et paradis i himlen. Det virkeliggjorde dog scenariet betydeligt, at man fysisk kunne gå på ’skyerne’. Underlaget knasede under Bree, som hun vandrede roligt ned ad bakken. Selvom kulden bed i kinderne og gjorde dem brændende røde, frøs Bree ikke så meget. Det lange, tjavsede, brune hår hang ned over skuldrene, og dækkede over de ellers forfrosne ører. Indenunder et par blå jeans, havde hun et par praktiske, tykke uldstrømpebukser. Jakken var ildrød, og med snefnug der faldt på plads på den, lignede hun nærmest en mariehøne. Hænderne var klædt af tykke, hvide vanter. I den mundering, kunne det ikke gå så galt at være udenfor!
Bree stoppede kort sin vandren for at vende mod slottet. Det klædte de grå stenmurer at være dækket af sne. De fleste af vinduerne var oplyst, nogle i en orangerød farve der kun kunne være kaminild. Bree tvivlede ikke på, at elever sad indenfor og hyggede sig. Et par havde dog bevæget sig ud, kunne Bree konstatere, da hun så ned mod søen. Nogle elever, iklædt Hufflepuffs farver, havde fundet en trækælk frem, og de susede snart ned af bakken så enkelte elever måtte springe til side for dem. Et andet sted sad en dreng og en pige i tæt omfavnelse på en bænk. Ved siden af dem stod et par glas med en brændende flamme i.
Et andet sted kom en elev vandrende ned mod søen. Bree kneb øjnene sammen, og gik lidt tættere. At dømme på det håndklæde der hang over hans ellers vinterklædte skuldre, kunne det tyde på han ville bade! Godt nok elskede Bree vejret, men vinterbadning var simpelthen for koldt til hende!
Af ren nysgerrighed, skyndte hun sig ned mod søen for at se hvem det var. Undervejs var hun ved at snuble i den dybe sne op til flere gange, men det havde nu heller ikke været Bree, hvis ikke hun havde.
Eftersom hun kom tættere på skikkelsen, var det tydeligt hvem det var. Og det kom ikke som nogen overraskelse. Selvfølgelig var det Ethan! Ingen var skør nok til den slags som ham. Et kort øjeblik blev kinderne farvede en smule rødere, men farven forsvandt hurtigt. Bree kunne ikke lade være med at betragte ham med et skævt smil, et stykke bagfra.

[Ethan Sinclair]

but no one really is ,

Ethan smed vinterfrakken på sneen ved siden af håndklædet, og trak den mørkeblå sweater over hovedet. Kulden havde endnu ikke ramt ham, men gåturen ned til søen havde også varmet ham op. Det næste han gav sig til, var at knappe skjorten op, men noget brændte i hans nakke. Han vidste at der sikkert var et par elever der ventede på hans næste træk - havde drengen tænkt sig at springe i søen på dette tidspunkt af året? - men det var ikke bare de andre elever. Midtvejs i at knappe skjorten op, vendte han omkring.

"Bree!" udbrød han glædeligt med et smil tegnet i hele hans ansigt. "Kommet for at holde mig med selskab?" Han knappede de sidste knapper op og trak skjorten af. Først nu begyndte han at lægge mærke til kulden. Han gned armene for at bringe varmen tilbage og tog et par skridt i hendes retning.
"Det er slet ikke så koldt, når man først er kommet i!" Det var dog kun meget få, der kunne finde på at hoppe i - de fleste var bange for at dø af kuldechok og turde slet ikke tage chancen. "Jeg skal nok love at holde dig varm," kommenterede han med et glimt i øjet og rakte en hånd frem.

[Bree Blance]

Vinter...

De brungrå øjne betragtede hans bevægelser der langsomt tog jakke, sweater og skjorte af. Det så så koldt ud, at Bree skuttede sig. Alligevel var det tydeligt at hun morede sig. Det kunne ses på smilet, og smilerynkerne ved øjnene.
Da han fik øjne på hende, blev smilet endnu større. ”Ethan, din skøre dreng! Hvad har du nu fundet på?”, udbrød hun, efterfulgt af en kort, lille latter. Det blev dog ret hurtigt tydeligt, da han fik knappet sin skjorte helt af og lagt den ved siden af. Ubevidst gled blikket hurtigt ned af hans muskuløse overkrop, men da en rødmen flammede op i kinderne, låste hun blikket fast på hans ansigt, fast besluttet på ikke at lade det vige derfra.
”Du kan tro nej!”, udbrød hun hurtigt, og kunne ikke lade være med at grine. I takt med han kom tættere, trådte hun hurtigt et par skridt tilbage i sneen, for at illustrere sin modvilje til vinterbadning. ”Det er alt for koldt. Du er vanvittig! Decideret VAND-vittig”, tilføjede hun, og måtte sende ham et småfnisende blik, over den tumpet vittighed. Hænderne holdte afværgende frem for sig, og hun rystede kort hovedet så det brune hår hvirvlede om skuldrene.

[Ethan Sinclair]

she wanted someone perfect ,

Ethan fangede kun svagt, at der kom mere farve i hendes kinder da han smed skjorten. Han havde ikke tænkt over, hvilken reaktion det kunne frembringe, men rødmede selv en smule da det gik op for ham. Han kiggede hurtigt ned af sig selv - i det mindste var han ikke flov over hvad han så, selvom han langt fra var den mest muskuløse dreng på skolen.
"Vandvittig, men tiltrækkende," kommenterede han og blinkede med det ene øje inden han knappede bukserne op, skyndte sig at smide skoene og løb mod den halvfrosne sø.

Ethan tøvede ikke et eneste sekund med at hoppe i - tøvede han ville han aldrig have fundet på at gøre det.

Kulden slog ham som en hård hånd mod hans kind og hjertet sprang op i halsen på ham. Han havde brudt isens overflade, men kun dér hvor han havde sprunget i, og fra under vandet var det svært at finde det hul han netop havde lavet. I det mindste havde han taget en god indånding, selvom en del af luften var blevet slået ud af ham da han kom i kontakt med vandet. Det tog ham et par sekunder at genvinde hans syn, men endelig fandt han hullet og tog turen op for at få en mundfuld luft.
"Du aner ikke hvad du går glip af, Bree!" råbte han tilbage mod hende inden han dykkede under igen.

Ethan gav sig til at svømme lidt længere ud under isen hvor den ville være tyndere, skulle han have brug for at komme op for mere luft, men han havde svømmet hele hans liv - selv før han lærte at gå, og kunne derfor holde vejret længe.

Der gik yderligere et par sekunder før han dukkede op ved hullet han var sprunget i. Han trak sig op, dog med lidt besvær da isen gav efter og gik målrettet mod håndklædet. Hans tænder klaprede højlydt og hans læber havde fået et svagt blåligt skær, men smilet på hans læber var ikke til at tage fejl af - han havde holdt af den kolde fornøjelse. Det halvlange, brune hår hang livløst ned foran hans øjne, men han fandt hurtigt vej til håndklædet og skyndte sig at slynge det om hans skuldre.
"J-j-j-jeg føler mmmmig mmmmeget le-le-levende!" stammede han, efterfulgt af en rystende latter.

[Bree Blance]

Vinter...

Bree lagde overhovedet ikke mærke til den smule rødmen der kunne ses på Ethans kinder. Blikket var rettet mod hans læber, og ordene der kom over dem. Med et lille fnys rystede hun på hovedet. En typisk, selvsikker Ethan-kommentarer. Det lå ligesom i hans natur at flirte med hvem som helst, så Bree lagde ikke noget i det.
Da han gik ned til søens kant, gav Bree sig til lede efter hans tøj, så det ikke blev alt for vådt. Der var ikke noget værre end at være våd og kold, og skulle have vådt tøj på! Samtidig var det en god metode til at distrahere blikket fra Ethans spændstige ryg. Hun bukkede sig ned mod hans sweater, så den røde frakke strejfede sneen. Da alt hans tøj var samlet op til en byld i hendes favn, fangede ørene lyden af et ordentligt plask. Brees blik rettede sig uvilkårligt ned mod søen. Ethan var ikke til at se. Efter et kort øjeblik hvor han ikke kom til syne, bredte en panik sig kortvarigt. Men så kunne hans hoved anes bryde op gennem isen. Bree bed sig kort i læben, og gik helt hen til kanten af søen. Ved hans ord, råbte Bree med et smil, ”Det tror jeg nu nok jeg gør”!
Synet af hans dryppende våde krop, fik Bree til kort at skifte vægten fra den ene fod til den anden. Hendes reaktionsevne blev lidt bedre, da han fik håndklæde om kroppen. ”Du ligner ellers et lig”, spøgte hun, og hentydede til hans blege, rystende krop, og den næsten blålige farve. Det så så koldt ud, at hun knugede hans tøj ind til sig for at få lidt varme.

[Ethan Sinclair]

okay, but can you tell me who is ,

Ethan skyndte sig at tørre de værste kolde dråber af hans krop - var han ikke hurtig nok ville han sikkert ende med en slem forkølelse, eller det der var værre. Han sluttede af med håret, der hurtigt genvandt livet og stod ud til alle sider. Ethan lod håndklædet falde til jorden og vendte blikket mod Bree, der havde hans tøj i et jerngreb. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så den perfekte mulighed til at drive lidt gæk med hende, også selvom det ville blive en kold fornøjelse indtil han fik sit tøj tilbage.
"Bree..." startede han tøvende ud med mens han prøvede at holde endnu et smil tilbage. "Jeg ved, at du kan lide hvad du ser, og hvis du nu giver mig mit tøj tilbage, skal jeg nok give dig besked næste gang jeg smider det." Han kunne ikke holde latteren tilbage, men den var mild og ikke spor hånende. Det var da en smule kært, sådan som hun knugede det til sig.

Ethan tog et par skridt frem. Hans fødder føltes som to is-plader - bare som de var i sneen, og han kunne knapt mærke dem, men han tog sin tid, trods kulden. Han lagde begge hans hænder omkring bunken, men hev den ikke til sig, selvom det nok havde været det klogeste. Ethan fortsatte blot med at smile. Der var alligevel noget ved Bree der fangede ham igen og igen. Okay, så han havde en tendens til at flirte med alle han kendte, men det var ikke skødesløs flirten. De fleste af hans venner havde vænnet sig til det og tog det ikke længere som andet end hans personlighed, men der var ingen tvivl når han i sandhed mente det. Ethan havde et vist behov for at tilfredsstille - et smil fra dem han holdte af, betød mere end en god karakter for denne dreng.

[Bree Blance]

Vinter...

Bree trak frakken lidt op om sig for at holde varmen. Sneen var begyndt at dale lidt tættere, og da hun havde været ude i et par timer efterhånden, var der ikke noget at sige til den stigende kulde. Det hjalp heller ikke lige, at Ethan stod og så så kold ud.
Da hans tonefald pludselig ændrede sig, blev Bree en smule bekymret for hvad han ville sige. Munden var derfor let, naivt åbnet, da han fortsatte. Et smil kom hurtigt til syne på de fyldige læber, og drillende kastede hun tøjbylden hårdt mod ham. ”Ellers tak! Dit ego er stort nok til at fylde hele Hogwarts”,

[/b] kom det tørt fra hende, uden hun kunne skjule et smil. Hun vidste godt hans drillerier var kærlige ment. Om end med et skjult, flirtende motiv. Bree vidste hun skulle passe på med en fyr som Ethan. Hun var så ofte endt med ulykkelig kærlighed, og derfor forbød hun alle følelserne der muligvis var rettet mod Ethan.
”Men nu du er så våd i forvejen...”[/b] Bree bukkede sig ned og skrabede sne hurtig sammen. Med vanterne trykkede hun den sammen i en hård snebold, og efter kort at have sigtet på ham, kylede hun den mod ham. Det fortjente han med sin kæphøjhed.

[/Blockquote]

[Ethan Sinclair]

she set the bar just above the stars ,

Fuldtræffer, og fuldt fortjent var den også. Ethan gav altid udtryk for at være en helt anden, end den han egentlig var. Han vidste ikke, hvorfor han ikke bare kunne opføre sig normalt når han var i kønt selskab. Han skiftede altid til den flirtende nar han nu stod og luftede. Det undrede ham derfor ikke, at han aldrig havde haft en kæreste. Pigerne måtte se ham som en potentiel utro-hungrende dreng, der ikke kunne holde sig til én før han måtte have en anden, specielt fordi han flirtede med alt der stod på to ben! Fandens til fjols møder man kun hos Slytherin...

Ethan børstede det værste sne ud af håret og skyndte sig at hoppe i tøjet. Hans store ego var sikkert arvet fra hans far - det var i det mindste en undskyldning han hurtigt kunne gøre brug af.
Han bukkede sig ned for at binde hans snørrebånd, men i stedet for at binde dem, skovlede han en god håndfuld sne op og snublede mod Bree for at trække hende ned i sneen. Den halve meter sne der lå kunne let tage det værste af faldet, men Ethan greb fat i Bree, slippede sneen over hendes hoved og trak hende med sig ned så de begge landede på siden. Han havde låst hendes arme fast ved at holde hans egne rundt om livet på hende, men han gav slip igen efter et par sekunder - trods alt ville han heller ikke være for voldsom - han ville bare give lidt igen.
Hans latter fyldte hurtigt hele gården, da han, i forsøget på at få Bree ned, samtidig havde slugt en hel mundfuld sne, samt havde fået sne ind under jakken, der nu langsomt var på vej ned af hans ryg.

[Bree Blance]

Vinter...

Bree kunne ikke skjule en tilfredsstillelse da snebolden ramte plet på Ethan. Et øjeblik så han ud til at have tankerne et helt andet sted, og nærmest kæmpe en indre konflikt. Bree overvejede kort hvad han mon kunne tænke på. Det gik op for hende, at hun egentlig ikke vidste så meget om Ethan, selvom de havde haft timer sammen i 7 år. Han var vidst muggler... Og så var han selvfølgelig tilbedt af alle piger! ”Ikke uden grund, selvfølgelig”, tænkte hun kort, og bed sig i læben bagefter.

Det så dog ud som om de begge blev revet ud af deres tankegang, da Ethan begyndte at hoppe rundt på et ben, for at få bukser på. Bree kunne ikke lade være med at le kort, men i det øjeblik hun havde øjnene lukket, fik hun ikke set Ethan bukke sig ned og skrabe sne sammen. Istedet kom det helt bag på hende, da sneen plaskede ned over det tjavsede, brune hår. Et par faste arme lukkede sig om hofterne, og i næste øjeblik var benene revet væk under hende. Ubevidst hvinede Bree forskrækket, men da hun lå i en ½ meter sne, kunne hun ikke lade være med at le højlydt. ”Ethan!”, ustødte hun højt, og sprællede lidt rundt i sneen da han havde sluppet hende efter et par sekunder. Hun drejede hovedet mod ham, og så hvordan han havde fået sne i munden, til hendes store glæde. Selv lå der et tykt lag sne på hendes hår og den røde frakke. De brune øjne skinnede af morskab, og sneen var smeltet på de røde kinder, og fik fregnerne til at stå endnu tydeligere frem end normalt. De røde læber var spredt i et stort grin. ”Du ligner en snemand!”, lo hun. Det var en perlende latter der kunne høres langt væk, og det føltes så godt! Det var ærlig talt lang tid siden hun havde grinet sådan. Dagene havde været for fulde af kompliceret opgaver og virkelig lange stile. Selvom Bree ærlig talt nød den slags – hun var jo nu engang ravn -, blev det også hårdt i længden. Så det var velfortjent at have det sjovt for en gang skyld. Og så var det næsten kun Ethan der kunne fremkalde lige den latter.

[Ethan Sinclair]

a rocket couldn't reach it ,

Ethan måtte blankt indrømme, at han nød den tid han havde med Bree. Han manglede lidt hjerneløs sjov en gang imellem, og de fleste af dem han holdte af, havde enten for travlt på denne tid af året, eller havde for mange problemer der overskyggede alt andet.

Mørket var langsomt begyndt at falde på, også på trods af, at de kun var ude på de tidlige eftermiddags timer. De mørke skyer der hang tungt over deres hoveder hjalp heller ikke på belysningen. Kulden havde også taget sit tag i Ethan, men det kunne også skyldes, at hans krop endnu ikke havde genvundet varmen efter hans lille dukkert.

Ethan skubbede sig op på albuen og spyttede det værste sne ud, selvom halvdelen allerede var smeltet i hans mund.
"Hvad siger du til, at vi finder ind, eller finder vej til Hogsmeade og får os en kop varm kakao, eller måske en dejlige smør-øl?" Han satte sig helt op i sneen og prøvede at børste det værste sne væk fra hans krave, da det endnu fandt vej ned ad hans ryg og gjorde ham endnu mere kold. Han kunne dog leve med kulden, betød det at han kunne tilbringe lidt mere tid sammen med Bree.

[Bree Blance]

Vinter...

Bree fik grinet af, da han spyttede den efterhånden smeltet sne ud af munden. Hun kunne slet ikke forestille sig hvor koldt han måtte være, sådan at ligge i sne efter at have svømmet i en frossen sø! Selv var hun også ved at være godt frossen, og det var et kærkomment foreslag han kom med. Bare tanken om en varm pejs og lidt ingefærsøl, gjorde hende en smule varm indeni. Der var højst sandsynligt propfyldt i Hogsmeade sådan en dag, men der var stadig få timer inden aftensmad, så de kunne nok nå en smule. ”Dd-et lyder d-dejligt”

[/b], sagde hun hakkende, og så lidt drømmende frem for sig. Kort efter fik hun kæmpet sig op i sneen. ”Kom”[/b], tilføjede hun med et skævt smil, og gav ham en hjælpende hånd op. Med hurtige skridt kæmpede hun sig gennem sneen ned mod Hogsmeade.

[/Blockquote]

[Ethan Sinclair]

Fortsætter HER!

//THE END