Unexpected

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Thomas stod lænet op imod en af salens mure og gjorde den som bænkevarmer, uden reelt at benytte en af de opstillede bænke. Hans hænder var samlet i uniforms-kappens lommer og hans blik ufokuseret, som han stirrede lidt ud i luften på alt og intet. Under middagen havde han været stille, men det var ikke nogen nyhed og ikke som sådan noget hans kollegianere plejede at hæfte sig ved.

Det var enkelt, at lade som om alting var helt i orden, når ingen krævede af ham, at han åbnede munden for at sige noget fornuftigt. Han kunne i mellemtiden gruble over hvor hårdt han havde det og svælge i selvmedlidenhed over den utvetydige afvisning han havde modtaget et par dage tidligere. Det var lige nøjagtig det han gjorde igen, imens han lænede hovedet bagud imod muren og sank lidt sammen op af den med et lydløst suk. Han lukkede øjnene i et øjeblik, før han tiltede nakken lidt og så op i den perfekte kopi af den mørke, stjerne-belyste himmel udenfor. En sky gled over tæppet af blinkende lyspletter og skjulte Orions bælte for Thoms blik, som han atter engang rettede sig lidt op og overvejede at søge tilbage til tårnet og sin seng.

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

Jamie havde, sammen med resten af hans kollegianer, fejret at Quidditchpokalen var i hus. Jamie var selvfølgelig glad, mest af alt på sin brors, der havde spillet en god sæson, vegne. Stemningen ved Gryffindors langbord havde været god og højlydt. Der blev hujet og råbt, grinet og joket. Alt i alt en hyggelig middag. Bordene var, efter middagen, blev rykket til siden og folk kunne slå sig løs. Jamie havde netop taget en svingom med hans kærkomne hunløve, Lily Abott. At danse var ikke noget han var specielt god til, men han kunne da nogle grundtrin og at svinge Lily rundt var ikke det største projekt han kunne begive sig ud i, eftersom hun heldigvis ikke var så krævende.

Jamie havde ladet Lily ude af syne for at kort øjeblik, og så var hun væk. Muligvis havde Jamie været ret så uopmærksom og Lily havde muligvis sagt at hun gik, men Jamie havde været optaget af noget andet og derfor knap så opmærksom på Lily. Han lod de blå øjne søge rundt i storsalen og fangede, ud ad øjenkrogen, Thoams stå for sig selv med blikket rettet opad. Et smil bredtes langsomt på Jamies læber som han satte kursen imod Thomas. Da Jamie nåede indenfor Thomas’ rækkevidde lod han sin hånd finde Thomas’ skulder og klappede ham venskabeligt to gange. ” Tillykke med en flot fjerdeplads. ” Tonen var venskabelig og ligeså var det varme smil på Jamies læber. Jamie fulgte kort Thomas blik imod den falske stjernehimmel og lod kort hans hoved glide en anelse på skrå som han betragtede de stjerner han kunne se. ” Hvorfor er du ikke ude og give den gas på dansegulvet? ”

[/b] Lød det fra Jamie, endnu med blikket rettet imod loftet. Et bredt smil viste sig dog på hans læber og han rettede blikket imod Thomas.


304 words for Thomas Chancellor, where Jamie is wearing this Outfit[/blockquote][/justify]

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Thomas' blik flyttede sig fra storsalens fortryllede loft, som en hånd lagde sig på hans skulder. En rynke indfandt sig instinktivt i hans pande over kontakten, der kom som en overraskelse og han rykkede automatisk lidt på sig. Da han sekundet senere drejede hovedet imod Jamie, røg hans øjenbryn dog i stedet lidt op og en antydning af et smil trak i hans mundvige. ”Tak,” svarede han lidt mekanisk og ikke for første gang i løbet af aftenen. ”Tillykke med pokalen.”

Hans klassekammerater, og mere specifikt Imogen og Heather, var en del mere påvirkede af resultatet end han nogensinde kunne forestille sig at blive, men det var glimrende at kunne gemme sig bag quidditch, som en grund til at være lidt mere exceptionelt stille og reserveret.

Med et kortvarigt smil på læberne, til ære for Jamie, så Thomas tilbage imod stjernehimlen og begravede hænderne lidt dybere i sine lommer, uden at slippe kontakten med storsalens stenvæg. Han trak antydningsvist på skuldrene og rømmede sig lidt, da den ældre dreng stillede et indlysende spørgsmål, som lignede ham så aldeles udmærket. ”Det er ikke os alle sammen, der bevæger os lige så uproblematisk på de bonede gulve som dig, Llewellyn,” kommenterede han lidt tørt. Hans blik, da han atter så tilbage på Jamie, glimtede dog af en svag munterhed, ligesom det sitrede en anelse i hans mundvige igen. ”Spørgsmålet er nærmere hvorfor du ikke er derude.” Et enkelt hævet øjenbryn var alt han ofrede på den lidt ligegyldige stadfæstelse.

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

Jamie så roligt ind i Thomas’ øjne da denne så på Jamie og Jamie sendte et varmt smil i dennes retning. Et kort træk med skulderne efterfulgt af ordene: ” Tak, men det er ikke min fortjeneste. ” forlod Jamie. Nej det var ikke hans skyld at Gryffindor havde vundet Quidditchpokalen, ligesom det heller ikke var Thomas’ skyld at Ravenclaw havde fået fjerdepladsen. De to havde intet med udfaldene af kampene at gøre.

Jamie lod blikket hvile på stjernehimlen og lod det afsøge loftet for en kort stund. Thomas’ ord fik et smil frem på Jamies læber da hans blik hvilede i Thomas’. En kort latter undslap ham og en svag hovedrysten indikerede tydeligt at han ikke var helt enig med Thomas. Uproblematisk ville Jamie ikke kalde hans dans, men at han turde at gøre det kunne få det til at se uproblematisk ud, i modsætning til de drenge og piger som helst ikke ville bevæge fødderne af ren og skær frygt. Jamie fandt sin plads ved Thomas’ side og lænede sig ligeså op ad væggen. ” Jeg mangler en dansepartner. ” Svarede Jamie og trak kort på skulderne. ” Hun forlod mig. ” Konstaterede Jamie kort efter. Jamie lod blikket hvile på stjernehimlen for en kort stund inden han igen så på Thomas og et svagt smil bredte sig på hans læber. Tankerne om det næste han ville sige, havde allerede fremprovokeret hans reaktion hvilket var grunden til det brede smil. ” Du vil måske overtage hendes plads? ” Foreslog han opmuntrende, selvom han mente allerede at kende svaret, nemlig nej.


263 words for Thomas Chancellor, where Jamie is wearing this Outfit

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Thomas trak en anelse på skuldrene igen, uden at kommentere den andens pointering. Han fulgte blot illusionen af en sky, der befriede ham for at se rundt i salen, hvor hans blik kunne risikere at falde på en yngre pige fra netop Jamies kollegium. En lav rømmen forlod ham, da hans tanker alligevel uværgeligt landede på netop hende, som han hjertens gerne ville danse med og træde over tæerne, hvis han ikke allerede havde trådt noget så grundigt i spinaten. Emnet gjorde ham nervøs, ligesom stort set alle andre emner formåede at gøre det samme for tiden, men han lod sig ikke mærke med det. Han trak blot en anelse på smilebåndet og fulgte Jamie med blikket, som han også lænede sig op af væggen.

Ordene der fulgte, plantede kortvarigt en lille rynke i hans pande, imens han nikkede en enkelt gang. Han havde ikke godt nok styr på Jamies eventuelle bekendtskaber til at regne ud hvem hans dansepartner havde været og det var som sådan også ligegyldigt. ”Du kan jo trods heller ikke tilbyde hende andet end dans,” bemærkede han lidt tamt, med et glimt i øjet og en henvisning til det hele skolen efterhånden vidste om den ældre løve.

Han tog den ene hånd op af lommen og hævede et øjenbryn over det brede smil på den andens læber, imens han kløede sig kort i nærmest usynlige skægstubbe på hans kæbelinje. Det tilbud, der fulgte, fik ham i et øjeblik til at standse helt op. Et lavt muntert fnys forlod ham, uden at smilet, der indfandt sig på hans læber, nogensinde nåede hans øjne. Han kløede sig lidt i nakken og drejede hovedet, for at se tilbage op på stjerne-tæppet, imens han fandt ordene. ”Det skulle da nok få rektors øjenbryn til at ryge helt op i panden,” sagde han, uden rigtig at svare på spørgsmålet.

Igen fandt hans hånd ned i kappens lommer og han smilede lidt, antydningsvist opmuntret af det velkommende selskab. Efter et kort øjebliks tavshed, rømmede han sig lavmælt og skævede til Jamie. ”Kender du følelsen af, at man har valgt den en elendig strategi? Som om man ville udregne én ting, men ved brugen af en forkert formel er nået til et helt forkert resultat?” Den uendelig tørre og nærmest filosofiske udlægning af et essentielt rimelig simpelt problem, var ikke ulig ham, men efterlod ham alligevel en anelse tør i munden. Han havde brug for at kunne lukke sine frustrationer ud på en eller anden måde. Om ikke andet, så i det mindste sløret i kryptiske vendinger.

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

James lod blikket søge Thomas da han åbnede munden og indirekte kom med en kommentar til Jamies seksualitet. Et svagt smil spillede over Jamies læber og han nikkede kort og eftertænksomt. ” Det kan du have ret i. Og så tror jeg hun har fundet hendes kæreste. ” Jamies smil blev bredere og varmere og glimtet i øjnene var ikke til at tage fejl af.

Jamie morede sig over den andens reaktion og fik det brede smil på Jamies læber til at vokse yderligere. Den andens ord fik en lav latter til at lyde fra Jamies strube, en svag lyd der dog alligevel ikke kunne tolkes som latter men som et resultat af morskaben. Jamie valgte at tilføje: ” Hans, og resten af skolens. ” Jamies blik gled endnu engang over på den anden og gled langsomt ned over den andens ansigt. Det ville ikke kun få rektors øjenbryn i vejret, det ville nok få alles øjenbryn i vejret, mest af alt på grund af den synligt heteroseksuelle Thomas der pludselig dansede med en af samme køn, som ikke kun var af samme køn men sågar åbenlyst homoseksuel.

Stilheden tog over for en kort stund og Jamies blik hvilede på den menneskeskabte stjernehimmel. Stilheden blev brudt af Thomas’ filosofiske ord og Jamie drejede hovedet så han kunne se dennes ansigt. Eftertænksomt nikkede Jamie til Thomas’ ord, som han var sikker på havde fanget Thomas’ blik. Jamie følte ikke han blev nødt til at åbne munden for at få Thomas til at fortsætte, hvis dette selvfølgelig var Thomas’ intentioner. Jamie ventede tavst og tålmodigt på at Thomas ville følge op på hvad han netop havde slynget ud i det offentlige rum og regnede ikke med at det ville stoppe der.


289 words for Thomas Chancellor, where Jamie is wearing this Outfit

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Thomas nikkede en anelse, uden for alvor at tage stilling til hvordan resten af Hogwarts ville reagere på to hankønsvæsner, der dansede sammen. Det var da set før, men det var en sjældenhed. Han rømmede sig og fandt stjernehimlen, imens han ledte efter sine ord. Som de langsomt dukkede op, rettede han atter engang ryggen lidt og sænkede hovedet for at se alvorligt på Jamie. Det var ikke nogen lettelse at komme af med i kryptiske formuleringer, men han kunne ikke drømme om at sige tingene præcis som de var, trods alt. At det lige var Jamie, der blev offer for hans småfilosofiske omskrivninger, var nærmest tilfældigt, men han var ikke noget dårligt valg af samtalepartner i denne henseende. En lav rømmen fulgte Thomas' ord og han fortsatte, som den anden nikkede. ”Livet er bare ikke til at forudsige,” bemærkede han lavmælt.

Da det fortærskede i hans ord gik op for ham selv, skar han ansigt og hævede sin hånd for endnu engang at klø sig i nakken. Han rystede lidt på hovedet og sukkede lavt. ”Bare glem det,” sagde han opgivende, før han skubbede sig fri af væggen. For syttende gang samme aften, trak han fingrene igennem håret og trak vejret dybt ned i lungerne, imens han prøvede at slette det mentale billede af Meredith, som hun fandt ud af at det var ham, der havde sendt hende alle de tåbelige breve. ”Jeg tror bare jeg går i seng,” meldte han opgivende ud, før han mønstrede et svagt smil til Jamie. ”Tak for at du lånte mig dine ører til mine tåbeligheder.” Han nikkede en enkelt gang, før han bevægede sig imod udgangen, med alle intentioner om at finde sin sovesal.

På vejen var han dog halvvejs ved at støde ind i en eller anden rødhåret pige og da hun straks bragte hans tanker direkte tilbage til Meredith, mærkede han halvvejs sit hjerte gå i stå. Selv en helt almindelig dag på skolen kunne hurtigt blive til en gang spidsrod, hvis han ikke kunne tåle noget så latterligt ligegyldigt og han forbandede irriteret sig selv. Så snart han kom udenfor salen, gik han imod trapperne, men frem for at fortsætte op af dem, sank han sammen på det andet trin og lænede sig frem, for at begrave ansigtet opgivende i sine egne hænder med et dybt suk.

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[/blockquote]

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

James kneb øjnene let sammen og en lodret rynke kom til syne imellem hans to øjenbryn da de blev skudt let sammen ved Thomas’ ord. ” Det ville være kedeligt. ” Bemærkede Jamie stille og var stadig ikke helt sikker på hvor den anden ville hen. Jamie ville ikke kunne forudsige hvordan livet ville udspille sig, det ville være kedeligt og der ville ingen overraskelser være.

Jamies ansigt rettedes ikke ud og da Thomas skubbede sig ud fra væggen rettede Jamie sig en smule op. Jamie følte ikke Thomas gav ham en chance for at reagere og inden Jamie vidste af det var Thomas på vej væk fra ham. Jamie stod tilbage med let skilte læber og lod sit blik følge Thomas der gik med faste skridt imod den store dør der ville føre ham ud ad storsalen. Der gik et øjeblik før Jamie opfattede hvad der netop var sket og at lade Thomas være alene med den smerte det virkede til det forvoldte ham brød Jamie sig ikke om.

Jamie blev stående i et øjeblik og kiggede i retningen af hvor Thomas var forsvundet. Der gik dog ikke længe før Jamie tog en beslutning og skubbede sig ud fra væggen og småløb ud ad storsalen for at fange Thomas inden han nåede til hans sovesal og Jamie derfor ikke havde muligheden for at fange ham. Jamie fik hurtigt møvet sig forbi de tilstedeværende personer i storsalen som stod i hans vej og nåede endelig hans mål som først og fremmest var den store dør der ville lede ham ud ad storsalen. Jamie løb rundt om hjørnet og var nu kommet op i højere fart eftersom der ikke var særligt mange mennesker han skulle tage hensyn til længere. Han drejede rundt om hjørnet og var ved at løbe direkte ind i Thomas der sad ved foden af trappen. Jamie stoppede op foran ham og betragtede ham. ” Thomas. ” Hviskede Jamie lavt og næsten uhørligt ved synet af Thomas. Det gjorde en smule ondt at se Thomas på denne måde og Jamie satte sig stille ned på trappetrinet ved siden af Thomas. Jamie lod sin hånd lande på Thomas’ skulder og lod sin underarm hvile imod Thomas’ skulderblad. Til at starte med forholdte Jamie sig tavst og lod blikket hvile imod kammeratens ansigt. ” Hvad er der sket? ” Lød det stille fra Jamie og han strammede kort grebet en smule om Thomas’ skulder.


404 words for Thomas Chancellor, where Jamie is wearing this Outfit

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Tankerne svirrede rundt i Thomas' hoved, da han faldt ned at sidde på det kolde trin. Han hev vejret hårdt ned i lungerne og forsøgte at få styr på sig selv, uden det store held. En enkelt passerende Hufflepuff-elev sendte ham et undrende blik, men han kunne ikke være meget mere ligeglad, som hans fingre strøg over hans egen pande og han overvejede for hundrede og syttende gang hvordan det lige var, at de der Abbey-piger kunne fordreje hovedet på ham noget så grundigt og få ham til at opføre sig fuldstændig irrationelt. Fodtrin fra andre mennesker gled ind i hinanden, indtil et enkelt par standsede lige foran ham. Hans fingre strøg igennem det mørke hår, før han hørte sit eget navn og så op i Jamies ansigt. Selvom han ønskede det, formåede han ikke at skjule sine lidelser, som han så ind i de mørke øjne i et kort øjeblik. Han sænkede blikket igen, imens den anden dreng satte sig ned ved siden af ham og så ned i gulvet, som hans hænder faldt til hans egne sider med et uhørligt suk.

Den fysiske kontakt var uvant, men modsat hvad han normalt ville have gjort, protesterede han ikke imod den. Han blev siddende stille, stirrede frem for sig og svarede ikke med det samme på det lavmælte spørgsmål. Den første impuls var at fortælle, at der ikke var sket noget, men hans forsøg på at formulere det troværdigt skramlede sammen omkring ham, som han til sin gru mærkede knuden i hans mave strammes sammen. Hans fingre strammede sig sammen om tom luft, som han rystede en anelse på hovedet. En lav rømmen forlod ham, inden han endelig lukkede munden og tvang ordene langsomt frem, for ikke at miste fatningen imens. ”Bare fordi man selv ønsker noget. Nogen. Brændende,” han standsede op, rettede ryggen og trak vejret dybt ind med lukkede øjne, inden han fortsatte igen, stadig uden at se på Jamie. ”Det er ikke en garanti for, at de har det på samme måde. Det ved jeg godt. Men afvisningen. Måden. Affærdigelsen.” Han rystede på hovedet igen og rømmede en lettere hæs stemme, uden at kunne sige mere. Ordene sad fast i halsen på ham og hvis han sagde bare et enkelt til, ville han ikke kunne holde følelserne moderat på afstand mere.

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[/blockquote]

[James Ian Llewellyn]

M O N D A Y ● M O R N I N G ● I N ● T H E ● M I R R O R

T H E ● M O O N ● I S ● C L O S E R ● T O N I G H T

Det gjorde ondt på Jamie at se Thomas på den måde. Det gjorde ondt på Jamie at se en person han holdte af, lide på den måde. Da Jamie fik sat sig ned ved siden af Thomas trak Jamie vejret tungt ned i lungerne gennem næsen for efterfølgende at stille sit spørgsmål om hvad der var sket. Jamie lod de grålige øjne glide afsøgende ned over kammeratens ansigt i en søgen på en reaktion. Jamie ville skam gerne vide hvad der var sket, som kunne få Thomas til at reagere på denne måde. Han var der for at hjælpe, hvis det vel at mærke var noget han kunne hjælpe med. Hvis ikke, så ville Jamie hellere end gerne tilbyde et øre og en skulder, så Thomas kunne få sat ord på hvad det var det gik ham sådan på.

Jamie sank lydløst en klump ved kammeratens ord. Jamie selv lod blikket glide ned imod gulvet og sad lod sit blik fæstne ved et punkt. Han forholdte sig til at starte med tavs, valgte ikke at kommentere på Thomas’ ord. Tankerne kørte igennem hovedet på Jamie, han kendte alt for godt det scenarium som Thomas fremlagde. Jamie lod først sin tunge glide over sine læber for efterfølgende at mærke hvordan sine fortænder borede sig ned i underlæben med et eftertænksomt glimt i sine øjne. Jamie nikkede eftertænksomt og lod sine læber skilles for at sige noget klogt. Han måtte dog bide ordene i sig igen og tænke det igennem endnu engang inden han lod sine læber skille: ” Man må lære at acceptere det.. ” Ikke særligt trøstende, men Jamie havde ikke bedre. Endnu et blidt klem om Thomas skulder kom fra Jamie, som en trøst på sine manglende ord og af medlidenhed. Jamie havde selv måtte lære det på den hårde måde, afvisning og væmmelse var to reaktioner han ofte mødte fra andre folk, i hvert fald dem der ikke var værd at samle på, på grund af hans seksualitet. Nej dem der til gengæld var noget værd, det var dem der intet havde imod om hvorvidt han var til mænd eller kvinder. Jamie havde ikke noget at sige, han ville ønske han kunne sige noget, noget som kunne hjælpe Thomas, men hvad Jamie indtil videre havde sagt dækkede sådan set rimelig godt, selvom Thomas nok allerede vidste dette. ” Men med det sagt, så tror jeg ikke det er noget man nogensinde vænner sig til. ” Jamie vrængede kort på næsen ved disse ord, han havde i hvert fald endnu ikke vænnet sig til det. Han var dog overbevist om at det kunne ville blive bedre jo ældre han blev.


441 words for Thomas Chancellor, where Jamie is wearing this Outfit

[Thomas Chancellor]

Numbing the pain for a while
will make it worse when you finally feel it

Thomas rystede svagt på hovedet, men sagde ikke noget. Yderligere ord lige i sekundet, ville få hans stemme til at knække over, og han var en ung mand, der holdt meget af sin selvkontrol, selv, eller måske især, når den var så spinkel som lige i øjeblikket. Han stirrede ned i gulvet og reagerede ikke rigtig på Jamies klem omkring hans skulder, selvom den uvante kontakt var forvirrende behagelig. Et eller andet sted burde han løsrive sig, klare sin hals og med et nik finde op til sin sovesal, uden det store spektakel, men i stedet sank han lidt sammen og så ganske enkelt modløs ud. Da kammeraten fortsatte, drejede han hovedet en anelse og rømmede sig, før han rystede lidt på hovedet igen. ”Jeg ved ikke om man burde vænne sig til det,” fik han frem. Han talte langsomt og det krævede en anelse arbejde for ham, at holde sin stemme rolig. Med lidt god vilje, lykkedes det ham dog, at få følelserne nogenlunde inde bag murene, hvor de hørte til. Han rettede sig en anelse op, uden at gøre forsøg på at fjerne Jamies arm eller skubbe sig væk. Det føltes betryggende, selvom hans indlærte vaner omkring fysisk nærvær med andre af samme køn, talte imod at sidde som de gjorde. ”Men... Op på kosten igen, er det ikke sådan de siger?”

Tag: James Llewellyn ● Quote: J.K. Rowling

[/blockquote]