Ceremonien

[taut]

ceremoni !

Storsalen havde altid været et storslået syn i sig selv, men dekorationerne i aftenens anledning var overdådige og gennemførte til den mindste detalje. Der var ingen tvivl om, hvilket kollegium, der havde vundet quidditchpokalen, da bannerne, der draperede væggene mellem de aflange vinduer, var dybrøde og gyldne, og bag lærerbordet hang det største banner af dem alle, hvorpå der også var broderet en stor, brølende løve. Hvert kollegie-bord havde en dug i kollegiets farver, og de (i øjeblikket tomme) gyldne tallerkener og krus strålede om kap med de hundredvis af stearinlys, der svævede henover elevernes hoveder. Forskellige blomsteranretninger i vårlige farver stod placeret på bordene og snørklede sig op ad dørkarmene, og flere elever var efterhånden overbevist om, at det gyldne lyn svirrede rundt i den store sal. Midt på lærernes langbrod stod den gyldne quidditchpokal og tronede.

Stemningen var forventningsfuld, og elevernes stemmer blandede sig sammen til en summen. Denne forstummede dog straks idet rektoren for Hogwarts rejste sig op fra sin plads. Men en betydningsfuld mine skuede han udover langbordene, inden han gav sig til at tale.
”Lad ceremonien begynde!” sagde han med sin tenorstemme, og i samme øjeblik gik døren til højre bag lærerbordet op. Ud marcherede de fire quidditchhold, alle iført deres uniformer, og de stillede sig på rad og række så alle i salen havde frit udsyn til dem. Maverik lagde op til at tale igen.
”På fjerdepladsen med 355 point – Ravenclaw!” annoncerede han og gjorde ikke noget ud af at rose dem for deres indsats i turneringen, selvom de havde nået at samle sig op fra en håbløs til en respektabel fjerdeplads. Bifaldet bragede løs i salen, tydeligvis til rektorens overraskelse. Han syntes ikke at koble det faktum, at det var takket være Ravenclaw, at Hufflepuff og Gryffindor lå på henholdsvis en anden og første plads, til elevernes jubel, og han rynkede let på næsen. Lærerne bag ham klappede også med, men til sidst mistede han tålmodigheden og rømmede sig højt. ”På tredjepladsen!” begyndte han, mens de sidste klapsalver modvilligt forstummede. ”På tredjepladsen med 395 point – Slytherin!” En halvhjertet applaus lød fra de fire langborde, og langt det meste af den beskedne jublen kom fra Slytherins eget kollegiebord. Denne gang behøvede rektor ikke at rømme sig for at få stilhed. ”På en flot andenplads,” Han havde forsøgt at rose kollegiet, men i stedet var han kommet til at lyde lettere sarkastisk. Han rømmede sig. ”med 525 point – Hufflepuff!” Klapsalverne brød ud og forstummede dårlig nok, mens han annoncerede vinderen af turneringen. ”Og på førstepladsen med 540 point,” Jublen fra salen overdøvede ham næsten. ”– Gryffindor, som dermed også vinder pokalen!” Han lavede en gestus mod pokalen, som anføreren for Gryffindors quidditchhold, Aiden Ivory, trådte op for at tage imod. Derefter fandt spillerne vej til deres respektive langborde, og rektoren gjorde tegn til, at middagen måtte begynde, ved at vifte fraværende med sin hånd, mens han satte sig ned.

OOC: Ceremonien varer fra i dag, fredag d. 10. juni, til søndag d. 19. juni. Ligesom juleballet foregår festen på den måde, at dette fungerer som hovedtråden, hvori folk, hvis de ønsker, kan skrive en post med reaktion på ovenstående hændelse, men ellers foregår festen i undertråde som i selv står for at lave under ceremoni-boardet!. Middagen varer IRL indtil mandag d. 13. juni, og herefter bliver bordene rykket og musikken spiller til d. 19. juni.
Bemærk at overvågningen er blevet forbedret siden sidst, og der vil derfor ikke være mulighed for indsmugling af alkohol eller lignende – hverken inden, under eller efter festen. Af udendørsområder er der kun adgang til gården.

[Aiden Kane Ivory]

At se frem til denne dag, disse timer og disse øjeblikke var en underdrivelse. Aiden havde sammen med sine venner knap lukkede et øje de dage efter den store kamp og selvom de nok ikke havde sovet så meget så følte han sig personligt hverken udmattet eller træt på nogen anden måde, tværtimod pumpede adrenalinen i kroppen og gav ham et ekstra kick ved tanken af hvad der skulle til at ske. Sammen med de andre hold stod de uden for storsalen og ventede på at dørene skulle svinge op så de kunne træde ind. Alle stod iført deres træningsdragter som så ekstra flotte ud, dette gjaldt i hvert fald for vinderholdet så vidt som Aiden kunne se. Til hans store glæde havde det lykkedes hans søster at jorder Slytherin så de var endt på en tredjeplads. Han huskede tydeligt den sidste kamp som havde afgjort det hele, havde Slytherin vundet den kamp kunne Gryffindor være endt med at skulle stå overfor dem til en finale kamp. Heldigvis var dette dog ikke sket, og det skulle Imogen have noget for, ikke at Aiden frygtede for at tabe til Slytherin hvis de skulle i en kamp imod dem igen, for der ville de næppe tabe igen, men han frygtede ærligt for sine spillers liv. En kamp med Slytherin var som at sende dem til den sikre død, det viste den sidste kamp mod Ravenclaw ret så tydeligt.

Aiden stod som den forreste for sit hold, han kastede et blik tilbage på sine kammerater, og søster som han smilede til inden han rettet blikket forude for sig igen. Dørene svagt endelig op og den utrolig smukke storsal kom langsomt til syne. Som altid blev man slået ud af synet derfor var denne gang ingen undtagelse, alligevel var der noget der fanget Aidens opmærksomhed, noget der i dag var langt smukkere og vigtigere for den unge syvendeårselev, pokalen. Hans far havde i sin tid været spiller, nu var han træner for en af de bedste hold i verden, at gøre faderen stolt havde været en af grundende til at han i det hele taget havde sagt ja tak til stilling som anfører og det var lykkedes ham at bringe en sejr hjem. En sejr som han vil blive husket for.

Langsomt – utrolig langsomt – satte han sig i bevægelse sammen med de andre spiller ind i salen. Her blev de hilst med klapsalver af alle eleverne. Kunne man andet end smile? Det føltes som en kamp at nå hende foran lærernes bord og standse men det lykkedes i sidste ende. Lynet svævet ind for hans synsfelt og snurrede rundt omkring ham, han strejfede den svagt da den stansede foran ham og den lod ham røre den. Han lukkede ikke hånden om den, blot rørte den inden den svævede videre til de andre tre søger. Han kastede et blik hen over Gryffindorbordet og smilet til adskillige venner inden han rettet opmærksomheden mod rektoren idet denne begyndte at remse resultaterne af kampene op. han stod roligt og ventede, smilede over måden eleverne reagerede på når de forskellige kollegier blev nævnt og smilede over måden Slytherins resultater blev taget på, han kastede et blik mod Jake Loretz men fjernede det igen. Sarkasmen i rektorens stemme da denne nævnte Hufflepuffs resultater fik at hæve det ene bryn svagt men han flyttede sig ikke, klappede med de andre der klappede og smilede til Eric som stod et stykke fra ham sammen med resten af sit hold.

Da rektor endelig kunne annoncere vinderne brød jublen ud i salen voldsommere end før, eller rettere, den var slet ikke faldet så da han nævnte vinderne steg jublen blot. Aiden satte sig i bevægelse med rolige elegante skridt. Han bukkede høfligt for rektor inden han rakte ud, og tog imod pokalen, som føltes så kølig mod håndfladerne. En ubeskrivelig glæde skød gennem ham idet han løftede den og vendte sig om mod resten af salen og hævede pokalen. Han smilede til sine spiller, blev stående i enkelte sekunder inden han ganske roligt vendte tilbage til resten af holdet og sammen fulgtes de hen til Gryffindors bord. Han gled ned at sidde og satte pokalen fra sig foran sig. ”Vi fik den folkens” erklærede han drillende.



¤ Tag: Everyone ¤ Word: 702 ¤ Outfit: Clik ¤ Note: Undskylder for fejl men det blev skrevet hurtigt XD ¤

[Ethan Sinclair]

celebrating
“IS NOT THE SAME WITHOUT YOU”

Ethan havde aldrig vist den store interesse for Quidditch. Han havde været til alle Gryffindors kampe, men han kunne ikke tage æren for at være den bedste, mest engagerede tilskuer. Alligevel følte han sit for at møde op til ceremonien – trods alt gjaldt det også hans måltid, og lidt entusiasme kunne han da altid prøve at vise, nu hvor han var der.

Ethan tog del i bifaldet sammen med de mange andre. Et stort bifald til Ravenclaw – selvom han ikke ville kunne kommentere på deres spil, men han kendte til Imogen og hun fortjente al den klapsalve hun kunne tage imod, allermest fordi det havde lykkedes dem at slå Slytherin! Ethan tog også del i bifaldet til Slytherin, dog var det kun halvhjertet og ville knapt kunne høres, stod man ikke lige ved siden af ham. Hufflepuff fik også et stort bifald, trods alt var det kun få point der adskilte hans kollegium, og Hufflepuff, fra pokalen, men Gryffindor fik hele armen. Ethan prøvede endda at fange et glimt af Rachel, men hun var alt for optaget af sejrsrusen til at kigge hans vej. Det fik ham derfor også til at føle sig en smule dum, da han havde løftet hånden for at vinke, men i stedet måtte nøjedes med et par undrende blikke fra de andre spillere der havde fanget hans gestus.

THE CRAZY LOT • OUTFIT - skoleuniform

[Benjamin Abbey]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
WORDS ARE FLOWING OUT LIKE ENDLESS RAIN INTO A PAPER CUP
I M A G E S O F B R O K E N L I G H T
THEY SLITHER WHILE THEY PASS THEY SLIP AWAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Som en fra 7. årgang havde det ikke været svært for Benjamin at bemægtige sig en plads nær enden af langbordet, så han havde et godt udsyn til begivenhederne oppe ved lærerbordet. Han havde ikke gjort synderligt meget ud af at klappe ad andre hold end Ravenclaws og så sit eget - for sidstnævnte jublede han også højlydt sammen med de fleste af sine kollegiekammerater. Rektorens sarkastiske tonefald, da han havde forsøgt sig med at rose Hufflepuff havde fremkaldt en skeptisk, lodret rynke mellem hans bryn, men den forsvandt lige så snart løverne officielt blev udnævnt som vindere. Benjamins indre sportsidiot kom til udtryk til begivenheder som disse, og han to et fast greb om sin sidemands skulder, der var Ethan fra hans klasse, og rystede ham frem og tilbage, mens hans brølede primitivt, hvilket heldigvis druknede i resten af salens jublen.

Idet holdspillerne kom hen til langbordet rejste Ben sig for at give de nærmeste hånden, og han bøjede sig ind over Ethan, så han kunne få fat på Aiden.
"Godt gået, mand!" udbrød han begejstret og trykkede anførerens hånd, inden han satte sig ned og blev mødt af synet af den overdådige mad, der var dukket op på bordene i mellemtiden. Han kastede en hurtigt blik efter den ene af holdets baskere, men han vendte hurtigt opmærksomheden mod maden igen og stak en albue i Ethans side.
"Jeg ville ønske der var quidditch-ceremonier lidt oftere!" sagde han med et smil, der var ret ukarakteristisk for ham, og begyndte at tage for sig af den dampede laks som det første.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
THOUGHTS MEANDER LIKE A RESTLESS WIND INSIDE A LETTERBOX
A C R O S S T H E U N I V E R S E
THEY TUMBLE BLINDLY AS THEY MAKE THEIR WAY ACROSS THE UNIVERSE
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

[Collin Kendley]

Acknowledgement

- is a small victory in itself

Det sarkastiske tonefald, der hang i hovedet ved Rektor Mavericks udråb af Hufflepuff på 2. pladsen, gik ikke uhørt hen over hovedet på Collin Kendley, idet denne yderst til højre i sine gule og sorte holdgevandter stod rank op og ned og skuede ud over den forsamling af velkendte og ukendte mennesker, der var forsamlet ved bordene. Den gamle sang måtte synge på sidste vers, når man så hvad de havde præsteret sig. Det var ikke just utalentfulde magikere, der hev en 2. plads hjem. Han hævede hovedet ubetydeligt og lod øjnene søge hjem imod hans gullige bagland, der nu sad og jublede ved udråbet, og han løsnede i stedet op i et stolt smil ved solidariteten udvist nede ved langbordet. Hvad han havde trænet for i mange år havde opnået sit højdepunkt her, når man nød anerkendelsen for en god sæson. 2. pladsen var i hans øjne en strålende succes. Naturligvis var det ikke en sejr i den bogstaveligste forstand, men for ham var det på længere sigt et skridt imod en sejr. Og mange skridt nedlægger en stor vej. Han glattede diskret på en fold i ærmet og priste sig selv lykkelig for at han fik nået at fjerne jordpletterne fra sidste træningstime fra ryggen, inden han rankede sig op og foldede hænderne foran sig, imens han stoisk stod og så ud over salen.

Da det blev tid til at træde ned af platformen og i stedet gå om bord i den (som altid) overdådige aftensmad, så han hurtigt sit snit til at træde hurtigt ud af holdmængden i kraft af hans yderposition som Målmand, og endte ved Eric Wolfes side på vejen ned mod bordet. Imens de gik, lod Collin hurtigt sit blik glide over til løvernes bord, hvor den gyldne pokal stod i midten af selve langbordet og var blevet genstand for al opmærksomhed i hele salen, af hvad de mange fordrejede hoveder og vendte blikke imod det forgyldte sejrsbevis indikerede. Hans blik dvælede dog ikke længe ved den, og han fortsatte med at holde trit med sin anfører på vej ned imod deres egne pladser ved kollegiebordet ned langs den bevægende masse af Quidditchspillere i rød, blå, gul og grøn, som var på vej mod sine respektive pladser. ”Den rødklædte Ivorys hold fortjente hæderen. De spillede fænomenalt godt. Det gjorde Ravenclaw og Slytherin nu også.” kommenterede han halvt til sig selv og halvt til Eric, idet han roligt koordinerede sine skridt med den ældre grævlings på vej ned langs bordet til de ledige pladser. ”Men vores egne kampe taget i betragtning, tegner udsigterne til at få pokalen i hus hos os næste skoleår lovende.” bemærkede han kort, og henfaldt derefter kort til sine egne refleksioner. Naturligvis kunne de ikke vide sig sikre: næste år ville der komme nye elementer ind på holdet, som ville erstatte dele af det nuværende hold, og holdet skulle bygges op på ny og gøres til den samme enhed, som de havde været på banen i år. Og de ville stadig have stærke konkurrenter på feltet. Men de havde Eric som leder - og i betragtning af de resultater han havde fået dem til at udvise var der i Collins øjne ingen tvivl om den betydning han havde for resultatet. Han smilede anerkendende op til ham, inden han måtte se op på den højere og ældre ven, og nikkede respektfuldt. ”Og den succesplacering tager du vist en del af æren for som anfører. Godt gået, Eric.” roste han ham med et venligt smil, inden han vendte blikket mod de sidste ravne, som skyndte sig på plads ned af rækken, så de kunne tage plads ved bordet lige om snart. ”Jeg har på fornemmelsen, at hvis ikke der kommer noget spiseligt på de fade, vil min mave lige om lidt give sin hyldest til vores 2. plads med at rumle som et andet jordskælv. Jeg er skrupsulten.” påpegede han med et smil, og så ud mod fadene.

[Eric Wolfe]

Individual glory is insignificant .. .. .. .. .. .. ..
.. when compared to achieving victory as a team...

Eric rankede sig så snart døren længere fremme begyndte at gå op og så sig hurtigt over skulderen, og sendte sit hold et opmuntrende smil. Lige fra Olivia, der gik lige bag ham, og efter hende holdets tre angribere, Jason, Gabriella og Sofia. Hans blik standsede ved Margot nogle sekunder længere end ved de andre og han sendte hende et varmt smil, før han til sidst så på Collin der stod som rosinen i pølseenden og så endelig rettede sit blik frem igen.

Gryffindors hold var begyndt at gå og da deres målmand satte i bevægelse, ventede Eric til han var nogle skridt foran, før han selv begyndte at gå og fulgt af sit hold. Snart stod alle fire hold foran lærerbordet og alle ventede mere eller mindre tålmodigt, mens rektor begyndte at råbe de fire hold og deres point op. Eric klappede og så ned af rækkerne efter et glimt af Imogen, da Ravenclaw blev råbt op som de første. Da turen kom til Slytherin næst, undlod han demonstrativt at klappe og så blot lige frem for sig. Normalt tog han ikke afstand til sine konkurrenter overhovedet, men det stunt Loretz havde lavet efter årets sidste kamp, gik imod alt Eric så som godt sportsmandskab. At det så lige var anføreren selv der havde tabt besindelsen og spillet unfair i tiende potens, gjorde kun det hele så meget værre. Så kom turen til dem selv, og han valgte komplet at overhøre den lette sarkasme i rektors stemme og løftede i stedet begge arme over hovedet et øjeblik og revnede i et bredt, og særdeles tilfredst smil, før han tog armene ned igen og klappede med alle andre, da Gryffindor blev udråbt som vindere. Hans blik mødte et øjeblik Aidens og hans smil blev lidt bredere mens han nikkede som diskret hilsen og anerkendelse.

De blev stående til Aiden havde fået pokalen overrakt og efter endnu mere klappen og hujen, satte han sammen med resten af holdet kursen ned mod deres respektive langbord og deres kammerater der virkede ligeså begejstrerede med deres flotte placering som Eric selv. Han så til siden da Collins stemme drev op til ham gennem tumulten og rettede blikket mod løvernes bord med et skævt smil og et nik ”Alle har spillet godt i år, og heldet afgjorde det sidste.” han skævede mod de grønklædte spillede og rynkede panden lidt ”Men godt spil forhindrer åbenbart ikke ufine metoder.” han skød den lette utilfredshed fra sig og så igen på Collin med et smil da den anden fortsatte og nikkede igen ivrigt ”Vi tager den næste år!” han slog begejstret ud med begge arme og hans blik søgte et kort øjeblik Margot igen, før det var tilbage på Colling ”Femten point! Mere var der ikke i mellem os.” han var tydeligt stolt og tilfreds og fyldt med ny gejst til at gøre det endnu bedre næste sæson.

Han tav det sidste stykke ned til bordet, men smilede hele vejen og hilste på flere på vejen, indtil han så på Collin igen og et øjeblik smilede næsten forlegent. Så løftede han den ene hånd og gav kammeratens skulder et solidt klap ”Tak, og godt gået selv.” han skævede mod resten af holdet der fordelte sig på langbordets ledige pladser ”Uden jer havde jeg bare været en tosse med storhedsvanvid på en kost...” han så muntert på sin målmand og lod sig så dumpe ned på en af de tomme pladser på bænkene og rykkede sig så der var plads til Collin ved siden af. Han fandt hurtigt Emma og Noah med blikket og vinkede hurtigt, før hans blik for tredie gang søgte Margot der havde sat sig lidt derfra, som de var kommet hen til bordet. Han grinede og så tilbage på Collin som fik et let puf i siden med en albue ”Du æder også for fem ind i mellem. Har du en bændelorm eller er du bare gravid?” han blinkede drillende til den anden, mens hans egen mave tydeligt gjorde ham opmærksom på, at den var enig med Collin.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 761 ~ (Tag) :: Everybody ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[River Jordan]

v i c t o r y
and gummy bears

Det var et stolt øjeblik for River, at stå på scenen, ikke som centrum, men som en del af noget større. Hun havde prøvet det et par gange før, da hun havde været Basker for Ravenclaw siden hendes andet år, men de havde slået Slytherin! Det havde været en hed kamp og hun havde selv taget en del knubs, blandt andet en Smasher til hovedet der var ved at udvikle sig til et blåt øje, men hun havde elsket hvert et sekund. Hun havde selvfølgelig et helt hold at takke for indsatsen, specielt en umådelige dygtig søger og den bedste Anfører Ravenclaw kunne ønske sig. Okay, så de måtte nøjedes med en sidste plads, men hun havde endnu et år til at udvikle sig som spiller.
River klappede med alle de andre, selv for Slytherin, måske en smule i hån af deres nederlag. Jake Loretz havde bestemt ikke taget det pænt, men Imogen havde mange års erfaring i at håndtere anføreren. Desuden var det hans sidste år, og River kunne ikke vente med at se hvem hans 'arving' kunne blive.
Da Gryffindor fik overrakt pokalen fulgte hun resten af hendes hold ned til Ravenclaw-bordet, klar til at mæske sig i de overdådigheder der ventede dem alle.

[Aisling Ériaan Delaney]

Stemningen havde været en smule lav det meste af dagen, hvis ikke fyldt med håbløse forsøg på at muntre ens kollegium kammerater op. Det var svært for dette stolte kollegium at tabe til den traditionelle rival, og selvom de ikke ligefrem var kommet på en fjerdeplads, var det stadig tungt for de fleste Slytherins at se Hufflepuff og Gryffindor foran dem. Hvis det så havde været Ravenclaw – ville det måske have været lidt lettere for dem.

En gruppe femte års elever sad ved midten af bordet og grupperede sig lidt sammen. En med lyst hår, næsten hvidt, skilte sig ud fra dem. Hendes kropssprog så alt andet end entusiastisk ud. Hun gik ikke meget op i Quidditch, men alligevel sad hun og pillede ved et af stearinlysene. Hendes hoved hvilede hun i håndfladen og hun lod kun blikket bevæge sig op mod Aiden et kort øjeblik, og gjorde alt for at alle skulle se hvor komplet ligeglad hun var.

Aisling var iført sin skoleuniform, dog havde hun taget kappen af, da hun havde det ret varmt og alligevel syntes den var ret uklædelig. Aisling havde dog stadig formået at pifte uniformen lidt op. Skoene var lidt pænere end de plejede at være, hendes hår var sat op i en knold og de mørke grå og grønne strømper gik hende til lidt over knæene.
Den eneste gang hun klappede var da Slytherins navn blev nævnt, også selvom det var lettere håbløst. Der var endda nogle få Slytherins der piftede, bare for at vise deres stolthed over deres eget kollegium. Aisling holdt sig dog til en ivrig klappen, og klappede da slet ikke til hverken Hufflepuff eller Gryffindor. Hun viste sin modstand ved at lægge armene over kors, som et barn der ikke ville spise sine grønsager.

[Gabriel Caron]

Gabriel fulgte skam med i Quidditch-kampene. Han havde ikke brudt sig om nogen af udfaldene, end ikke holdets sejre havde været noget specielt stort hvis man spurgte ham og man kunne roligt sige at holdet kvajede sig i år. Hvem kunne man så give skylden? Anføreren? Ja det kunne man vel og mange elever både Slytherinelever og andre elever gav Jake skylden for nederlaget. Gabriel selv gav ham ikke direkte skylden, han mente at sporten gik ud på en fælles samarbejde i holdet, og når det kom til Slytherin så kiksede det helt vildt dette år. Selvom han ikke bebrejdede Jake for nederlaget så havde han ikke budt sig om Jakes reaktion på sit nederlag til Ravenclaw. At miste besindelsen på den måde, en skændsel hvilket Gabriel ikke lagde skjul på at han mente.

Da ceremonien endelig begyndte fulgte Gabriel naturligvis det hele med blikket, stemningen omkring Slytherins bord var nærmest dyster, irriteret og måbende. Han betragtede rektor mens denne nævnte resultaterne af kampene, han klappede ikke en eneste gang og var blot rolig. Da Aiden roligt gik op efter pokalen kastede han et kort blik hen over hans søster som sammen med resten af holdet stod i uniform. Han huskede tydeligt hvordan Aiden havde fangede ham i at stå og røre ved hende, dette fik et svagt dog næsten usynligt smil frem over hans læber som dog forsvandt da Aiden hævede pokalen over hovedet og jublen brød om muligt højere ud i salen.

Gabriel ændrede kort sin stilling og lod blikket glide langs bordet ”Fjols” mumlede han mest for sig selv og det var ikke til at sige hvem ordet var rettet imod. Han var fuldkommen tavs ellers og lod blot blikket glide hen over kollegiekammeraternes ansigter. Han lagde hovedet på skrå og betragtede kort Aisling inden han vendte blikket mod maden der dukkede op foran eleverne.

¤ (Tag): Everyone ¤ (Word): 308 ¤ (Outfit): Uniform ¤ (Note): N/A¤

[Collin Kendley]

Acknowledgement

- is a small victory in itself

Ved lyden af Erics anerkendende ros og det klap på skulderen som medfulgte, kunne Collin ikke helt undsige sig at smile taknemmeligt og ranke sig ubetydeligt, imens han mærkede en let varme sive op i kinderne. En ting var anerkendelse, noget andet var at det var anerkendelse for den indsats han havde gjort i sæsonen som enkeltspiller. Det var til tider helt underligt at tænke på sig selv som enkeltstående spiller og ikke som en del af holdet - på den måde kom rosen ligeså meget bag på ham, som den varmede ham. At den ydermere kom fra Eric, der i Collins øjne virkelig havde evner på en kost, gjorde kun rosen så meget mere virkningsfuld. Han så, med glæden tydeligt præget i ansigtet, op på ham. ”Mange tak. Men havde det ikke været for dig, havde vi blot været et par jublende Quidditchentusiaster, der suste ukoordineret rundt på banen. Du har gjort os til et hold af jublende Quidditchentusiaster.” bemærkede han glad, og sank ned ved siden af ham, idet der blev gjort plads til ham på bænken. Knap havde han nået at bænke sig, før maden vældede ud i de fortryllede fade, og han kunne ikke undsige sig at smile saligt af den lange bjergkæde af mad.

H an lo muntert, idet Eric puffede en albue i siden på ham og bemærkede at han enten måtte være gravid eller have en bændelorm, såsom han skovlede i sig, og han lagde armene let over kors, og forsøgte at se opgivende på Eric, en grimasse der, med Collins ikke-eksisterende skuespillergen, tydeligt viste at han udelukkende morede sig over bemærkningen. ”Min mave er bare af den overbevisning, at den ikke vil lade husalfernes gode arbejde gå til spilde!” påpegede han med et bredt grin og så forventningsfuld ud over de fade, der netop var blevet fyldt op med alskens lækkerier, og han skovlede en portion kartoffelmos på størrelse med en mindre vulkan ned på sin gyldne tallerken, imens han vedholdt sit talespor. ”Men du har da også en sund appetit til tider, Eric.. hvis jeg spiser for fem på en god dag, hvor mange spiser du så for?” spurgte han og sendte anføreren et drillende blik og hævede sigende øjenbrynene, inden han satte tallerkenen ned foran ham og indåndede den lækre os, der dampede op fra den gule madklump, imens han fornøjet udstødte lavmælte anerkendende lyde.

Collin brummede let af Erics ord, imens han mentalt forsøgte at afgøre hvad det var, der boede i hans mave. Han fjernede blikket fra kartoffelmosen, og så i stedet på sidemakkeren. ”Nu er jeg ikke ekspert, men jeg vil umiddelbart sige at jeg har en gravid bændelorm, selvom jeg ikke kan vide mig sikker.. det kunne nu også godt være et sort hul.” fortsatte han i det samme muntre tonefald og klappede sig let på maven, der prompte kvitterede med en boblende reprimande over at han blot sad og plaprede, imens der stod mad foran ham og dampede indbydende. Han fik med et blik ned af bordet tjekket hvor langt henne af rækken den nærmeste sovseskål befandt sig, og da det tegnede til at blive en længere venten, kom blikket tilbage til Eric. Han sad et øjeblik let med tungen mellem tænderne, inden han dristede sig til at tale. ”Næste år så haler vi den stensikkert hjem, ja. Femten point er ikke meget i sammenligning med hvad vi udlignede fra sidste år.” påpegede han med sidste års ceremoni tydeligt i erindring, hvor det bestemt ikke havde været så snævert et opløb om pokalen. Med et tak sendt ud mod siden modtog han sovseskålen og hældte en mindre sø af brun sovs ud over sin kartoffelmos, hvorefter han satte den på bordet, så Eric og resten af bordet kunne få glæde af den. "Måske kunne vi retfærdiggøre de femten points difference ved at træne et kvarter mere.. jeg er i hvert fald frisk!" foreslog han smilende.

[Heather Heartfield]

Heather stod rank på sin plads i rækken af Ravenclaws spillere med sammenknebne læber og blikket rettet lige fremad, mens hun ventede på signalet til at gå frem og ind i storsalen. Selvom hun var på benene igen, var hun ikke uden mén fra deres sidste kamp og hvilede så vidt muligt det meste af vægten på det højre ben for at skåne den venstre hofte. Det havde været en tæt kamp, som de havde vundet på ærlig vis og så havde det misfoster til Jake Lorenz..... Hendes blik flammede op og hun bed ekstra hårdt sammen, mens hun trak vejret dybt ned. I det samme gik dørene op og fremmarchen til den oplyste, feststemte sal afledte hendes nærved morderiske tanker.

Salen var så smuk som de forgående år og Rektors bekendtgørelse så farvet som altid. Hun smilede let ved det bifald de modtog. Det var mere end der kunne forventes for en fjerde plads, men deres sidste - og eneste - sejr havde sikret Gryffendor og Hufflepuff deres pladser. Da Slytherin blev nævnt sendte hun deres anførers ryg et lynende blik, der tydeligt talte om hendes følelser for ham lige nu, før hun tog del i klapsalverne til de to ledende hold. De havde et år mere til at vise hvad de kunne. Et år mere til at vinde pokalen. Med den tanke fik hun smilet frem, som de langt om længe bevægede sig ned til bordet og maden.

Hun sank lettet ned på bænken nær Imogen, tagende sig til siden for et kort øjeblik til turen over bænken havde lagt sig. Så kunne hun smile igen og tage del i glæden. "Næste år, så viser vi dem!" Hele dette år havde deres hold været forfulgt af uheld og skader, så bare det at de havde vundet den sidste kamp havde været stort - og gjort det hele det værd! Så kom maden på bordet og hun holdt sig ikke tilbage.

[Eric Wolfe]

Individual glory is insignificant .. .. .. ..
.. .. .. .. when compared to achieving victory as a team...

Eric smilede bredt og skævt og nåede at give sin målmand endnu et let klap i ryggen før de begge sank ned på de frie pladser på bænkene. Han så drillende på Collin med et hævet øjenbryn, men var tydeligt glad for rosen og anerkendelsen alligevel. Så kom han til at grine kort og himlede let med øjnene ”Entusiaster lyder så meget bedre end sportsidioter, det må jeg give dig.”

Han begyndte ivrigt at fylde på sin tallerken så snart maden kom til syne, og med den mængde han forsynede sin egen tallerken med, var der ingen tvivl om, at han på ingen måde stod tilbage for Collin når det kom til indtaget af mad. Han grinede smørret midt i at øse ærter over til kartoffelmosen der allerede lå på tallerkenen og skævede skælmsk til Collin igen ”Mig?” han vrikkede lidt med øjenbrynene mens han et stykke kød havnede på tallerkenen ved siden af mosen ”Tvillinger og tre bændelorm lige i dag.” han greb sin gaffel og begyndte at spise med alle tegn på velbehag.

Han nåede at få et par mundfulde indenbords før Collin fortsatte og fik ham til at lægge nakken tilbage i et højt grin, som det tog ham nogle øjeblikke at få dæmpet igen. Han prikkede en albue i siden på målmanden og skovlede så en mundfuld mos mere i munden før han svarede ”En gravid bændelorm... tjek.” han var lige ved at grine igen ”Den mulighed havde jeg ikke lige overvejet.” han rystede på hovedet med et lille muntert fnys og spiste så videre. Han tyggede af munden og nikkede ivrigt da sidemanden fortsatte, før han viftede lidt med sin gaffel og svarede ”Lige det jeg mener!” han sank det sidste og fortsatte upåvirket ”Selvfølgelig skal vi lige se på nye spillere og to nye kaptajner.” hans blik blev tænksomt og spørgende ”Og nu jeg siger det. Har du hørt noget om hvem der står på bedding til at overtage efter Ivory og Loretz?”

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

(Words) :: 404 ~ (Tag) :: Everybody ~ (Outfit) :: Here ~ (Notes) :: ---

[Collin Kendley]

Acknowledgement

- is a small victory in itself

Imens han skænkede græskarjuice op fra en stor kande, der før havde stået på bordet, lyttede Collin til hvad Eric sagde ved siden af ham, og han var tæt ved at have spildt ud over kanten af kruset, da den sarkastiske bemærkning omkring at entusiaster lød så meget bedre end idioter blev ytret af sidemakkeren, fordi han begyndte at le. Han klukkede, imens han satte den store kande fra sig igen, og så med en let skuldertrækning på Eric, inden han hævede glasset og tog sig en slurk af den fyldige drik. Pludselig realiserede han, at han havde været ligeså tørstig, som han havde været sulten, og bundede juicen i et væk, inden han satte kruset ned på bordet igen og så på sin sidemand. ”Det kommer da an på hvad man lægger i ordet entusiast.. af hvad jeg ved af, har der endnu aldrig været noget galt med entusiasme i mådehold. Med mindre det tager overhånd, selvfølgelig. Så bliver det til gøgleri og fastelavn og jeg ved ikke hvad. Alt andet end hvad vi har på banen til træningen, i hvert fald.” bemærkede han med et smørret grin, selvom det var tydeligt at det sidste ikke blev sagt nær så spøgefuldt som det første. Der herskede komplet seriøsitet fra hans side, når først han var på kosten, og holdet delte samme mentalitet. Det var blandt andet en af deres dyder, der havde fået dem langt i denne sæson, samt deres leder og deres sammenhold. At heldet, som Eric havde bemærket, havde været afgørende i sidste ende, kunne ligeså godt have fået pokalen over til dem, som den var endt hos løverne – nu havde de blot noget at se frem til og arbejde for at erhverve sig i næste sæson.

Han fik dog et spøgende glimt i øjet kort efter at han havde talt, og han fortsatte med fornyede kræfter. ”Men du skal ikke brokke dig, entusiast var en af de pæneste udgaver jeg kunne komme med. Du havde jo allerede taget sportstosse, som jeg ville have retoucheret med.” tilføjede han med et grin og skænkede en ny krusfuld græskarjuice op, som han dog lod stå denne gang. ”Bare fordi vi ikke alle sammen har plads til en fembinds-synonymordbog herinde med alt det der ellers skal holdes styr på op til UGL’erne..” påpegede han muntert, lod en pegefinger daske let ved tindingen for at indikere hvor ordbogen skulle være, og grinede til Eric. Han kunne såmænd ikke prale af det store retoriske leksikon, og det var ikke noget, han gik meget op i. Han morede sig glimrende med hvad han havde, og så kunne indpakningen af morskaben være noget så simpel i hans øjne. Det ville ikke ændre på hvor sjovt han havde det. Han måtte indrømme overfor sig selv, at han gruede alvorligt for de kommende UGL’er – mest fordi han vidste at teorien vægtede, og at han virkelig ikke følte sig sikker i noget som helst teoretisk, uanset hvor meget hjælp han havde fået af Emma og andre velmenende venner. Men i aften var det svært at bekymre sig meget om de kommende prøver, så højt som humøret var.

Han gik ombord i kartoffelmosen, der lunede kærkomment nede hos ormene, og fik forsynet sig med et par portioner, imens han lyttede til Eric. Han tog sig i at le højlydt, da Eric informerede om, hvad der boede inde i ham, og han rystede stadigt leende på hovedet, inden han nikkede og skævede til ham, imens han pegede let på ham med gaflen. ”Jeg er på ingen måde overrasket over at du har en hel familie dernede.” sagde han drillende, men vendte selv tilbage til sin egen mad og tog sig lidt flere mundfulde. ”Jeg håber ikke at du har planer om familieudvidelser for husalfernes skyld.. al den ekstra arbejde.” Den latter, der kom efter Eric ved hans ord, varmede Collin en hel del og smittede uvilkårligt til at han lo ligeså højt med. Den albue, der kom ind i siden igen sendte han igen med et grin i anførerens overarm, og han klukkede let, inden han selv fik svaret, forpustet af at grine og med en mave, der brokkede sig over anstrengelsen. Han lagde gaflen på tallerkenen og tog sig en slurk juice, inden latteren forstummede og banede vej for talens brug, da emnet kom ind på næste års anførere for de respektive blåtklædte og grønklædte. Han rynkede let på næsen og rystede meget definitivt på hovedet. Han var beklageligvis immun for rygter og løse tunger det meste af tiden og befandt sig sjældent de steder, hvor man kunne opsnappe dem – men tanken om afløsere havde strejfet ham fra tid til anden. ”Det har jeg ikke, men jeg er meget interesseret i eventuelt nyt på den front.. ellers har jeg et par bud omkring tronfølgerne, hvis det skulle være.” bemærkede han kort, og så over mod de to langborde, inden han tog sig en bid kartoffelmos mere og så på Eric efter at have sunket den.

[Blaine Dedrick]

One for all, and all for one
- Or we could just say “Like anyone could ever take us down”

Han kunne ikke dy sig fra at skæve over til Slytherins bord og plante det mest lumske smil på hans læber. At slå Slytherin var helt klart noget han nød til det fuldeste, hvilket tydeligt kunne ses i de nedladende øjne der var rettet mod Slytherins bord. Han forsøgte at skjule sine blikke, men uden held. I sidste ende var han egentlig ret ligeglad med om hans hoverende blikke måske var lidt i overkanten.
Han nikkede kort med hovedet da Aiden tog imod pokalen. Det var helt klart på grund af teamwork at de havde nået så langt, og de kunne ikke ha’ gjort det uden en leder.
Quidditch uniformen føltes så bekendt på hans krop, men denne gang var det anderledes. Denne gang kunne han bærer den med sejren i bagtankerne. Han fulgtes med resten af hans hold tilbage til det velkendte røde bord og plantede sig mellem to andre elever.

Hans øjne var rettet mod den prægtige pokal, men da duften fra de mange lækkerier strejfede hans næse, blev blikket straks vendt mod bordet, der som altid, var dækket af et lag af forskellige madretter. Hans hånd rakte straks ud efter noget at drikke. En skam at alkohol var forbudt, han kunne ellers gøre godt med et glas ildwhisky. I stedet tog han et glas af det der kunne tilbydes, hævede glasset højt hen over bordet og råbte ”En skål til Gryffindor” Det lumske smil blev igen plantet hen over hans læber ”Og et bedre held næste gang til Slytherin” Med de sidste ord sænkede han stemme. Hans sidste ord var sagt med en nedladende tone. Han var godt klar over at han sikkert legede med ilden, eller i værste tilfælde; hældte benzin på bålet. Men igen, han kunne bare ikke lade vær. At se raseriget bruse op i deres øjne, var lige så stor en underholdning som selve det faktum at de rent faktisk havde vundet quidditchpokalen. Blaine sænkede glasset og lod kanten ramme hans læber, han hældte og mærkede væsken fylde ham, men hans øjne der lige kunne spottes over kanten af glasset var udelukkende rettet mod Slytherins bord.

[Aiden Kane Ivory]

Aiden smilede til sine kammerater der straks overdyngede hele holdet med lykønskninger, hans blik faldt ret hurtigt på Benjamin der rakte hånden ud mod ham og selvfølgelig tog Aiden imod den fremstrakte hånd og trykkede den varmt ”Tak tak..” svarede han. Selvom han havde arbejdet hårdt for at få den sejr så kunne han langt fra have gjort det alene. Uden de fantastiske holdspiller og venner han havde, kunne han nok ikke have klaret det. Det var altid godt med venner og holdkammerater der støttede end under alle omstændigheder, og især når man var i tvivl.

Aidens blik gled hen over Benjamin igen ”Du tænker jo ikke på andet end din mave!” svarede han muntert inden hans opmærksomhed gled hen til Blaine der havde fået fat i et glas og nu skålede, Aiden hævede sit glas med et skævt smil og kunne ikke undertrykke en svag latter over dennes kommentar til Slytherin. Ja nok legede han med ilden, men ingen kunne gøre ham noget uden at hele Gryffindors bord reagerede, desuden var rektor og lærerne tilstede så man var godt dum hvis man prøvede på noget. Dette betød dog ikke at det var en god ide at blive ved, Slytherineleverne ville nok forsøge at få Blaine på egen hånd så de kan give ham en omgang… hvis han blev ved.

Aiden førte glasset op til sine læberne og drak en smule. Hans blik forlod Blaine og gled hen over pokalen der stod foran ham. Hans blik hvilede drømmende og nærmest forelsket på den. Det var der vel intet at sige til efter den hårde kamp og skaderne for at få fat i den. Hans blik løsrev sig kort for at glide hen over Ravenclaw bordet hvor han kort kiggede på sin søster derefter på Heather, han huskede tydeligt hvordan Loretz havde skudt den smasher efter hende, hun så dog ud til at have det bedre nu.

¤ Tag: Everyone ¤ Word: 316 ¤ Outfit: Clik ¤ Note: N/A ¤