|
|
Post by Xavier Adler on Apr 26, 2011 22:09:32 GMT 1
til dig!
stuff we chose to burn ...
. . . . . . . . . . . "Okay, Magiens Historie... Done! Talmagi... On my way!"
Okay... At tale til mig selv overbeviser den sidste del af skolen om, at jeg helt bestemt har tabt forstanden et sted imellem femte og syvende årgang!
Xavier havde netop drejet Tidsvenderen en omgang - snildt sneget sig udenom sig selv og var nu på vej mod Talmagi-lokalet. Måske det var denne rejsen frem og tilbage i tid - hvilket i bund og grund mest var tilbage - der langsomt var begyndt at påvirke hans forstand? Måske han havde efterladt sig en skrue eller to et sted tilbage i tiden? Måske jeg burde bestille en seng hos Skt. Mungos mens jeg stadig har forstand til det?
Der blev rodet lidt op i den tykke, krøllede fuglerede Xavier altid bar på hovedet mens tasken blev tjekket for bøger. Tænk at han havde båret rundt på en tung taske de sidste fem år, altså lige indtil at han opdagede en vægtløsheds-besværgelse halvvejs inde over hans sjette år! Det havde i hvert fald hjulpet på både skulder og ryg. Hvordan kunne han også tillade sig, at kalde sig "skolens klogeste dreng" når han ikke engang havde tænkt på den besværgelse noget før?!
Lige som Xavier rundede det næste hjørne konfronterede han frontalt en anden elev. Han nåede knapt at se det ske før han lå på gulvet, bøger spredt omkring sig da sammenstødet havde resulteret i en rift i hans taske. Slytherin-eleven (til hans held) undede ham hverken hjælp eller undskyldning, og forlod hurtigt gerningsstedet med en række forbandelser bag sig. Heldigvis var det ikke værre!
Gad vide om en simpel 'Reparo' kan fikse min taske? Det var bestemt et forsøg værd! Piletræs staven blev hevet frem fra mørket af den ødelagte taske, som viste sig ikke at være det eneste der var ødelagt.
"Hvordan kan det lade sig gøre?!" Og der sad han så... Med kun en halv stav i hånden.
|
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 27, 2011 20:00:08 GMT 1
Xavier Adler Agnes kom roligt slentrende ned af en af Hogwarts' mange korridorer, selvom hun snart skulle have et af sine yndlingsfag. Hun var på vej mod besværgelseslokalet, men skulle først møde om fem minutter, så mens hun bevægede sig fremad, tænkte hun på, hvordan hun skulle få en padde til at gø, mens den ormede sig henad bordet. Det var en ganske latterlig opgave, men hun havde fået sig et godt grin sidste uge, hvor en af eleverne var blevet ramt af en besværgelse og fået helt bløde ben, så han måtte blævre rundt i en hel time. Hendes tanker blev afbrudt, da en eller anden bumpede ind i hendes taske. Med et overrasket udtryk vendte hun hovedet, men da et surt slytherinansigt kom hende i møde, hævede hun øjenbrynene og hankede op i tasken, hvorefter hun fortsatte med at gå uden at skænke et ord til slangen. Da hun drejede om hjørnet, måtte hun dog stoppe igen, da hun var ved at gå ind i noget, som lå på gulvet. Med det samme overraskede indtryk kiggede hun ned, men hurtigt genkendte hun krøllerne, som tilhørte en fyr på syvende årgang. Xavier Aldier. Ald ... Adler! "Problemer?" spurgte hun med et skævt smil og betragtede ham. Hun kiggede op og kunne ikke bestemme sig, om hun skulle hjælpe ham. Det hele foregik jo på gulvet, og der var vel kun to minutter tilbage af pausen nu. Efter at have stået et øjeblik, gled hun dog ned på hug og placerede den blå taske på gulvet. Hun betragtede rodet og tog en enkelt, ynkelig bog op i hånden som hjælp, hvorefter hun indså, at hun nok skulle samle lidt mere sammen, hvis det skulle anses som hjælp.
|
|
|
|
Post by Xavier Adler on Apr 27, 2011 20:39:06 GMT 1
til agnes llewellyn!
stuff we chose to burn ...
. . . . . . . . . . . Ved Merlins lange skæg!
Det var slemt nok at halvdelen af skolen nu havde fået et glimt med på vejen - og nu hans stav! Halvdelen - nej, ikke engang halvdelen - det meste af hans liv afhang jo af det lille, tilsyneladende skrøbelige træ! Alle de besværgelser, alle de øvelser, alle de lektioner han ville gå glip af nu! En stav kunne ikke bare fikses med en simpel 'Reparo'! Og den kunne BESTEMT ikke bare erstattes! Den stav havde jo været med ham igennem tykt og tyndt! Den havde valgt ham. "Mit liv er officielt ikke værd at leve længere," mumlede han melodramatisk for sig selv mens han skubbede sig op på knæ. Xavier kunne dog knapt koncentrere sig om at få samlet hans bøger sammen, ikke med hans ødelagte stav liggende foran ham.
Alt Xavier havde lyst til var at græde - som et lille barn der netop har mistet sig yndlings legetøj...
"Problemer"
Tilbage til den virkelige verden!
Llewellyn... Et meget kendt navn på skolen, da der efterhånden var en del af dem. Ravenclaw - en årgang under ham hvis han huskede korrekt. "Agnes!" Det slog ham som et lyn fra en klar himmel. De havde ikke snakket så meget sammen, da Xavier knapt kunne ytre tre ord i kvindeligt selskab, men alligevel havde de kendt hinanden længe. Agnes var let at ligge mærke til - hun var køn, havde en stemme der næsten sang hvert ord og en personlighed der kunne lyse opholdsstuen op. Ukendt var hun i hvert fald ikke!
"Jeg er officielt stav-løs," lykkedes det ham at få frem et par akavede sekunder efter, alt imens han selv prøvede at skrabe bøger sammen.
"Du skal ikke komme for sent til din klasse på min bekostning." Det var dog rart at have nogen til hjælp.
|
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on Apr 27, 2011 21:23:33 GMT 1
Xavier Adler Hun samlede et par papirer sammen, men standsede sig selv i bevægelsen, da Xavier nævnte noget om sin stav. Hun kiggede op på ham med halvt åben mund, og undveg det næste han sagde ved at ryste hurtigt på hovedet. Det med staven interesserede hende endnu mere. "Hvad er der sket?" spurgte hun, men behøvede ikke at vente længe på svar, da hun fik øje på den halve stav, der lyste op blandt rodet. Hun gispede lavt, og inden hun nåede at stoppe sig selv, havde hun samlet den sølle stump op mellem fingrene. En stav var noget af det vigtigste hos troldmænd og hekse, de var en del af dem - selv kunne Agnes huske følelsen (og scenariet), da hun havde fundet sin stav. Gad vide om ejerens kat havde fået det godt igen. Hendes fingre fulgte den splintrede ende, da det gik op for hende, at Xavier måske ikke ville have, at nogen skulle pille på resterne af hans stav. Hun kiggede op og rakte ham stykket. "Den burde kunne reddes," sagde hun prøvende, med hovedet lagt let på skrå. Oftest gik hun ikke så meget op i sådanne ting, men dette slag var som rettet mod hende også. Aldrig havde hun tænkt over, hvor meget hun holdt af sin stav. Der som den lå skødesløst nedproppet i hendes taske. Korridoren havde efterhånden tømtes for elever, der nu var til deres lektioner, eller løb stressede dertil, men de få, der stadig var der, kiggede nysgerrigt hen på det lille scenarie, dog uden at hjælpe. Men det var faktisk ikke noget nyt. Flere gange kunne man møde især førsteårselever, som var blevet fanget af nogle ældre. Det var efterhånden trættende, at få dem til at stoppe med at græde.
|
|
|
|
Post by Xavier Adler on Apr 28, 2011 8:58:40 GMT 1
til agnes llewellyn!
stuff we chose to burn ...
. . . . . . . . . . . Okay, der var ikke andet at gøre, end at komme på benene, se bort fra den ødelagte stav, og komme videre. Tidsvenderen omkring hans hals kunne skaffe ham lidt ekstra tid, men den ville ikke kunne reparerer hans stav. Han måtte købe en ny, længere var den ikke.
"Du kunne vel ikke..." Xavier pegede på den lange flænge i hans taske. Siden hans egen stav havde valgt at lade livet, havde han ikke længere mulighed for selv at tage sig af sagen.
Med bøgerne samlet sammen rejste han sig op, stumpen af hans stav i hånden. Og her troede man, at det mægtigste objekt inden for den magiske verden var en lille smule mere robust, end dette! Typisk!
"Den burde kunne reddes."
"Det tror jeg nu ikke. Det kan jeg i hvert fald ikke forestille mig." Xavier var dog ikke en ekspert på området, men almindelig fornuft fortalte ham, at dette var en skade gjort der ikke kunne fikses.
Skolens kloge dreng ødelægger egen stav... Se... Det var en historie værd at skrive om! "Jeg er glad for din hjælp, tak, men har du ikke time nu?" Talmagi lød ikke nær så indbydende længere, også selvom det var et fag hvor han ikke behøvede at bruge stav. Det eneste Xavier kunne tænke på, var at komme til Diagonalstræde så hurtigt som muligt og håbe på, at han kunne finde en stav der kunne måle sig med den gamle - eller bedre endnu - få hans gamle repareret! Hvad ville hans far ikke tænke når han fik nys om dette? "Min far slår mig ihjel når han hører om dette!"
|
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on May 3, 2011 14:11:09 GMT 1
Xavier Adler Agnes fulgte hans finger med blikket, og da hun fik øje på hans ødelagte taske, behøvede hun ikke mere forklaring på, hvad Xavier ville have hjælp med. "Ja, selvfølgelig," mumlede hun og gav sig til at rode i sin taske. Heldigvis fandt hun sin stav forholdsvist hurtigt, og uden tøven rettede hun spidsen mod flængen og mumlede: "Reparo." Som med en usynlig nål syede flængen sig sammen og efterlod tasken så god som før. Med en let bevægelse stak hun staven ned i tasken igen. Som Xavier rejste sig op, fik hun selv bakset sig op. Da hun igen stod solidt på fødderne, børstede hun sine bukser af og holdt en ironisk kommentar inde. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til nogle mindreårige piger, der fnisede af scenariet, men igen forholdt hun sig tav og gav dem køligt blik i stedet. Da Xavier snakkede til hende, trak hun let på skuldrene over det, han sagde, og gad mest af alt ikke at svare, for så ville hun helt sikkert give ham dårlig samvittighed. Dog reddede han hende fra det ved at sige endnu mere. "Er det nødvendigt for dig at fortælle det?" spurgte hun og valgte at glemme det forrige spørgsmål. For Agnes ville det være svært at holde sådanne ting hemmelige, eftersom hendes familie bestod af flere sladrehanke. Hun ville dog have prøvet at snige sig udenom og give de sladrende nogle kanariekager. Agnes samlede sin taske op og tog den på skulderen. "Skal vi ikke gå lidt?" spurgte hun, da hun så nogen pege, og bevægede sig hen mod den nærmeste korridor.
|
|
|
|
Post by Xavier Adler on May 3, 2011 20:59:57 GMT 1
til agnes llewellyn!
stuff we chose to burn ...
. . . . . . . . . . . En repareret taske gjorde livet den lille smule lettere, men det nylige brud på hans stav føltes dog stadig som et brud på en knogle - en smerte der ikke kunne ignoreres. Til gengæld kunne han heller ikke drukne i den samme sorg hele tiden, så Xavier besluttede sig for at gemme det bagerst i hovedet - måtte det kun komme frem når hans far fik nys om uheldet.
Det var vel kun et spørgsmål om tid...
Med resterne i tasken havde Xavier taget de første par skridt inden Agnes knapt nåede at stille spørgsmålet. Talmagi var for længst glemt, og han havde også på fornemmelsen, at han ikke alene var forsvarlig for ét fravær, men for to!
"Kan jeg få din ekspert-mening om en enkelt ting?" Hvad der havde fået hans tunge så let på gled kunne han ikke lige sætte fingeren på, måske det var ren og skær chok plus adrenalin der fjernede alle hæmninger? "Kanin-fod... En god ting at anskaffe sig, eller overtroisk pladder?" Mon han kunne finde en eliksir? LIQUID LUCK selvfølgelig! "Tror du at Liquid Luck er svært at brygge?" Som med alle andre eliksirer var det sikkert et spørgsmål om enten at ende med at lave den rigtige bryg, eller en dødbringende tvilling!
Han rettede lidt på slipset, følte efter for at sikre sig, at han ikke også havde tabt Tidsvenderen i tumulten, og stak den ene hånd i lommen, da den anden allerede havde grebet godt fast om skulderstroppen til hans taske. Han prøvede sig ad med endnu et smil, men endte med at sende Agnes et der kunne have sendt ham til Skt. Mungos. |
|
|
|
Post by Agnes Llewellyn on May 6, 2011 15:22:03 GMT 1
Xavier Adler Agnes drejede ned af en afsides korridor, hvor de var helt alene, fordi de fleste var til time nu. Hun havde før haft mest af alt lyst til at tage til besværgelseslektionen, men nu havde hun ændret sig af en grund. Når hun tænkte over det, var hun ganske træt, og måske var Xavier som en opkvikker for hende, og når det kom til alt, foretrak Agnes altid alt andet end undervisning. Også selvom blævrende elever gav et godt grin. "Hm?" kom det fra hende, da Xaviers spørgsmål trak hende ud af sine tanker. Hun smilede over det, han sagde, og trak tasken længere op på skulderen, mens hendes blik landede på sin kollegiekammerat. "På det område er jeg ikke ekspert, men hvis du vil have min mening, vil jeg sige, at det er overtroisk pladder," sagde hun og rettede blikket fremad, så hun ikke stødte ind i noget. Det efterfølgende spørgsmål fik hende til straks at tænke tilbage til en lektion, hvor deres lærer havde fremvist eliksiren. Alle var blevet betaget, og det var højst sandsynligt derfor, Agnes kunne huske det. "Den skulle være ekstremt svær at brygge," sagde hun med et skuldertræk, "og fejltagelser kan være katasrofale. Hun trak tænkende øjenbrynene sammen. "Kan du ikke huske ham, der blev forgiftet?" Det var egentlig ikke et spørgsmål, men en erindring der var poppet frem i hendes hovede. Det var hendes mor, der havde fortalt det, men det havde også stået i flere aviser, da det også havde vist sig, at den forgiftede havde været en svindler. "Men hallo, du er jo den klogeste på din årgang," sagde hun og så op med et smil i mundvigene. På skoler, så store som Hogwarts, sværmede der alverdens rygter rundt.
|
|
