Overtalelse

[Terrance Tweedy]

Ambrose Berkeley

Terrance var pænt klædt på og lignede sit gamle selv. Hatten sad lige, roberne var strøget og hans ryg var rank, som han trådte ind i ministeriets atrium, der bar tydelige præg af ødelæggelserne fra lørdagens brand. Han skuttede sig svagt og fortsatte til den midlertidige elevator, som var skinnende ny, men til gengæld mindre stabil end den, der var blevet ødelagt for få dage siden.

Da han trådte ind på det kontor han var blevet henvist til, allernederst i mysteriedepartementet, glattede han sit slips og tog en dyb indånding. Han kendte ikke denne Ambrose Berkeley, men han var forberedt på det værste.

[Ambrose Berkeley]

Ambrose var blevet informeret om at han nok ville få besøg på kontoret denne dag, og han sad med en del arbejde foran sig i form af pergamenter og diverse andre ting da der dukkede en mand op op hans kontor. Han rettede sig selv og blikket op og synet der kom ham i møde var Terrance Tweedy som han egentlig kun kendte af navn og fra anholdelsen. "Goddag. Tweedy?" lød hans hilsen.

Skrivebordet rejste han sig fra og fik på den måde også hævet sig over stakken af arbejde foran ham. Mod selv samme stak placerede han sin tryllestav for at skjule indholdet af sikkerhedsmæssige årsager, inden han igen rettede opmærksomheden hen på manden. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte han så og demonstrerede et kort men høfligt smil der ikke helt formåede at skjule at han var lidt træt, selvom det gjorde et bravt forsøg.

[Terrance Tweedy]

Terrance var ikke i humør til julelege. Han lukkede døren bag sig og krummede fingrene lidt om tryllestaven i lommen, før han rankede sig. "Mester Berkeley," hilste han stift. "Jeg er kommet for at tale med dig om min hustrus situation."

Tanken om Agnes var det eneste, der havde fået ham derhen. Han havde givet hende et løfte og han havde tænkt sig at holde det. "Set i lyset af den seneste modvilje imod ministeriet, formoder jeg, at I mangler sympati fra befolkningen. De skreg om uretmæssige anholdelser. Min Agnes er elsket i det meste af Hogsmeade for sine kreationer. At frigive hende ville vise, at I tager bekymringerne seriøst. At I lytter."

[Ambrose Berkeley]

Ambrose lagde godt mærke til mandens attitude og nikkede kort som for at antyde at han lyttede til hvad han havde at sige - og det var det han gjorde. Hans bryn rynkede sig en smule sammen ved ordene der kom ud af hans mund, der ligesom hans kone lå noget fornuft bag. Udover at han naturligvis var interesseret i pointerne, overbeviste det ham om at de umuligt kunne være ufarlige.

"Du må forstå at det hun har foretaget sig er ulovligt," begyndte han og løsnede samtidig op i brynene uden at se venlig ud, udmærket klar over alvoren der lå i det for begge. "Derfor kan vi ikke bare løslade hende som følge af urolighederne." At han tænkte at det ville mindske ministeriets troværdighed som en ledende instans blot at gøre som befolkningen ønskede nævnte han ikke.

[Terrance Tweedy]

Terrance betragtede manden foran sig i den dybeste alvor og lyttede til hvert et ord, vendte dem, rynkede panden svagt og klemte den ene hånd hårdt sammen, for at bevare roen. Han tog en dyb indånding. "Ja, det forstår jeg. Det er jeg sikker på at Agnes også forstår, efter over en måneds fængsel, ganske uden retssag, Mr. Berkeley."

Han rankede sig. "Jeg respekterer ministeriet. Det ved enhver. Jeg har været en helhjertet støtte i mange år, men dette..." En lyd forlod ham. "Jeg har svært ved at se retfærdigheden, for en gangs skyld. Ingen er kommet til skade, drengen er i sikker forvaring igen og Agnes har lært sin lektie. Hvad ville skaden være i, at lukke hende ud? At give hende muligheden for at se, at ministeriet ikke er nådesløst, som demonstranterne ellers påstod? I har allerede problemer nok som det er, er jeg sikker på. Agnes vil ikke skabe flere."

[Ambrose Berkeley]

Ambrose lyttede nøje efter det manden sagde og lagde også mærke til de kropslige bevægelser selvom han selv forholdt sig fuldstændig roligt. Da det så ud til at manden havde talt færdigt nikkede han betænksomt, efterfulgt af en tænkepause inden han begyndte at svare. Appellen var stærk i hans ører, det var der ingen tvivl om.

"Jeg skal se hvad jeg kan gøre," svarede han. "Din kone bør være ude inden ugen er omme." Hvorend han ville det eller ej kom det næppe til at ske med et knipseslag - der var procedurer. "Jeg regner med at I holder hvad I har lovet," understregede han, stadig meget seriøst.

[Terrance Tweedy]

Terrance skulle kæmpe for ikke at se overrasket ud. Hans skuldre faldt og han klarede den ikke fuldstændig. Lettelsen flød over ham og han kom til at smile, før han nikkede, fristet til at tage mandens hånd og trykke den taknemmeligt. Hans øjne var svagt fugtige og han blinkede hurtigt, imens han nikkede.

"Tusind tak," kvækkede han. Han nikkede igen og rømmede sig, før han flyttede lidt på sig, uden at vide hvad han skulle stille op. "Hvor... Følger I hende hjem? Får jeg et tidspunkt? Hvad... Undskyld, jeg er ikke helt mig selv, Mr. Ambrose."

[Ambrose Berkeley]

Ambrose blinkede et par gange ved reaktionen, næsten som for at forstyrre billedet en smule så han ikke blev for påvirket af det. Istedet gav han manden det høflige smil han havde lært at præstere fra ganske lille af når han ikke vidste hvordan han ellers skulle reagere.

"Hun vil få mulighed for at blive eskorteret hvis hun ønsker det. Jeg vil tro at du kan regne med en dags varsel," svarede han på spørgsmålene. Den sidste udmelding reagerede han ikke på fordi han simpelthen ikke vidste hvordan. "Har du flere spørgsmål?"

[Terrance Tweedy]

Terrance nikkede, vred hænderne kort, nikkede lidt igen og tog en hurtig indånding. "Javel. Nej, jeg tror det var det. Tusind tak."

Han smilede mat, før han forlod kontoret, inden han takkede igen. Det var jo det rene vanvid.

Tråd afsluttet