Fyraften

[Nicholas Dearborn]

Shirley Felbrigg

Nicholas havde en aftale med sin kusine og stod derfor ude foran hendes dør, på trods af at han var en smule træt efter en lang dag på arbejde. Han kunne dog altid sætte tid af til at besøge Shirley, som var en af de personer i familien han holdt meget af. Han bankede på et par gange og ventede på at der blev åbnet op, inden han blottede tænderne i et skævt smil og rettede sig lidt op. "Shirley" Hilste han smilende og blev akavet stående udenforan døren og ventede på at hun gav ham lov til at komme indenfor.

[Shirley Felbrigg]

Shriley strøg mod døren i lette, glidende skridt og trak den op, for at blive mødt af synet af sin fætter uden for. Læberne trak sig tilbage i et varmt smil og hun tøvede ikke længe med at træde frem og give ham et familiært kram. "Nicholas. Kom indenfor." Hun trådte tilbage og ventede til han var inde, før hun lukkede døren bag ham.

Hun glattede den lyse kjole lidt og slog ud med armen, for at byde ham følge med ind i køkkenet. "Jeg har lige kogt vand til te. Hvilken foretrækker du?"

[Nicholas Dearborn]

Nicholas havde været der nok gange til ikke at se voldsomt akavet ud da han stod inde i entreen og fulgte også ganske hjemmevandt med ud i køkkenet. "Ehm.. bare den der almindelige sorte te.." Svarede han og hentydede til den te han altid fik når han var hos hende. Han drak ikke særlig meget te derhjemme, han kunne godt lide det, det var bare ikke noget han selv fandt på at drikke.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede og nikkede, før hun gav sig til at rode lidt i et køkkenskab og snart havde fundet en dåse med teblade. Hun fik med vanens lethed fyldt to tehuse og lod dem glide ned i to kopper med kogende vand. "Sæt dig endelig ned," tilbød hun og nikkede mod køkkenbordet, hvor hun satte kopperne fra sig.

"Hvordan går det på arbejdet?" spurgte hun nysgerrigt og gled selv ned at sidde, mens hun så undersøgende på sin yngre fætter. Dearbornfamilien var prominent i ministeriet. Shirley var udmærket klar over, hvor mange der havde forventet, at hun ville gå i samme retning.

[Nicholas Dearborn]

Nicholas satte sig ned ved køkkenbordet og tog imod en af kopperne, mens han rømmede sig lidt for at svare på hendes spørgsmål. "Tjo.. Nogenlunde.. Al den drama med bortførelsen af eleven går alle en smule på nerverne." Bemærkede han og rynkede alvorligt sine øjenbryn, mens han mødte sin kusines blik. Personligt havde han intet imod at hun ikke havde valgt ministeriet som karrierevej, men hans far havde været Dearborn familiens sorte får og han havde ingen lyst til at se ned på andre i sin familie. Lige præcis faren, hadede han som pesten.
"Det må vel også kunne mærkes på Alt for Heksene?" Spurgte han og så spørgende på hende.

[Shirley Felbrigg]

Shirley rynkede lidt bekymret på øjenbrynene, før hun smilede et lettere beklagende smil. "Selvfølgelig kan det det, men det når ikke i bladet," konstaterede hun lettere opgivende. "Det er ikke just det, vores læsere er interesserede i. Selvom det er vigtigt. Men de dækker det nu godt hos Profettidende, virker det til."

Hun drejede koppen lidt mellem hænderne, som smilet falmede igen. Hun så alvorligt på sin fætter. "Er der stadig intet nyt? Han kan vel ikke være forsvundet i den blå luft?"

[Nicholas Dearborn]

Nicholas nikkede til hendes ord, det havde han ikke lige overvejet, men han læste heller aldrig Alt for Heksene.
"Ikke hvad jeg har hørt.. Men det er heller ikke mig der får nyhederne først" Kommenterede han og løftede sine øjenbryn, mens han så hende i øjnene. "Jeg tror dog de arbejder hårdt på at få ham tilbage" Sagde han og smilede en anelse til sin kusine. "Hvordan har du det?" Spurgte han og drak en tår af sin te.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede forstående, omend stadig bekymret og rystede let på hovedet. "Selvfølgelig ikke," svarede hun mildt og pustede let på den varme drik, før hun forsigtigt nippede til den.

Hun satte kruset tilbage på bordet og rettede sig lidt op. "Jeg har det godt, men vi har travlt. Der er forårskådhed i luften," konstaterede hun muntert og trak let på skuldrene.

[Nicholas Dearborn]

Nicholas grinede afdæmpet over hendes og var en smule forbløffet over sin egen afslappede attitude, på den anden side, havde han altid været tilpas i Shirleys selskab. Han følte han kunne være sig selv sammen med hende.
"Det kan jeg forestille mig.. er du stadig tilfreds med sladder afdelingen?" Spurgte han og drak endnu en tår af sin te. "Jeg mener.. jeg har ikke lyst til at være juniorassistent hele mit liv.. Selvom det er et fint job" Han smilede let til sin kusine og så interesseret på hende.

[Shirley Felbrigg]

Et lille, lyst suk gled over Shirleys læber og hun så tænktsomt frem for sig, mens hun drejede koppen lidt mellem hænderne. "Jeg er glad for de mennesker jeg arbejder sammen med," konstaterede hun endelig og smilede lidt. "Det er interessant at få lov til at tale med folk, men jeg kommer nok aldrig til at blive tilfreds med, at der bliver skrevet ting, som de involverede ikke ved noget om."

Hun tog en tår og satte kruset helt fra sig igen. "Det virker lidt forkert, ikke? Abigail er selvfølgelig ikke enig, men det er mennesker sjældent." Hun smilede overbærende.

[Nicholas Dearborn]

Nicholas lyttede opmærksomt til hendes ord og nikkede ind i mellem. Han kunne godt forstå hendes bekymringer, selvom han aldrig havde overvejet disse ting før.
"Det er jo et moralsk spørgsmål, men samtidig er det dit arbejde. Nogle gange kan man ikke tage højde for hvad der er rigtig og forkert.. Men det gør det selvfølgelig ikke nemmere" Sagde han og rynkede sine øjenbryn. "Du kunne ikke skifte afdeling?" Spurgte han og så nysgerrigt på hende.

[Shirley Felbrigg]

Shirley betragtede sin yngre fætter lidt. Der var fem år mellem dem og det havde altid været en del, men nu musede hun alligevel over, at han så sandelig var ved at være voksen. "Du er en fornuftig ung mand, kære fætter," sagde hun varmt og rakte ud for at give hans håndled et kort klem, inden hendes egen hånd fandt tilbage til kruset. Shirley så overvejende frem for sig.

"Jeg kunne nok skifte afdeling, men det er ikke fordi, jeg ikke holder af mit arbejde. Jeg elsker store dele af det og nogle gange må man tage det sure med det søde." Hun smilede mildt og tog en tår af teen, før tænderne kom til syne. "Men ingen ved hvad fremtiden bringer."

[Nicholas Dearborn]

Nicholas blev en anelse rørt over hendes ord, det glædede ham at hun syntes om den vej han havde taget, nogle gange var han stadig en smule usikker på hvorvidt han handlede rigtig eller forkert. Det virkede dog ikke som om at det var noget der nogensinde ville gå væk. "I lige måde" Bemærkede han og drak en tår af sin te.

"Det er sandt" Svarede han og satte teen på bordet. "Det kan være hårdt at arbejde for Timothy Dearborn nogle gange, men han er utrolig god til sit arbejde og det beundrer jeg ham for" Sagde han og smilede venlig til sin kusine.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede og nikkede forstående, men sympatiserende. "Det kommer til at være værdifuldt i sidste ende," konstaterede hun og tog endnu en tår af sin te. Det var rart at se Nicholas igen. Hun måtte sørge for, at familien snart blev samlet til en middag.

Det bragte en anden tanke til live. "Bliver du og spiser? Jeg laver pastaret," lokkede hun ham, med et blik der tydeligt afslørede, at det ikke var noget tomt tilbud. Det var en god måde at tilbringe lidt tid sammen, uden at det nødvendigvis skulle vare til sent på aftenen.

(Tråd afsluttet?)