Modigt sind

[Louis Howe]

Oliver Morecambe Young
23.30

Her stod Louis. Mod en væg på en danseklub i et forsøg på at komme væk fra den festende mængde. Først havde det ikke virket som en dårlig idé at tage til maskebal, men som han nu stod her og stadig ikke havde kunne genkende nogle ansigter bag maskerne, syntes han, det var en rigtig dårlig idé. Hele konceptet med et maskebal var selvfølgelig, at ingen skulle kunne genkende hinanden - det var han godt klar over - men det var bare ikke lige hans kop te.

Rastløs løftede Louis ølflasken op til læberne. Han overvejede kraftigt at smutte hjem, men samtidig var der ikke forfærdelig lang tid til, at klokken slog midnat. I sine mørkeblå rober og den matchende maske gik han næsten i ét med væggen, men det passede ham egentlig fint.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie var egentlig mere til de afslappede, spontane fester de holdt derhjemme, men han havde nu ikke tænkt sig at gå glip af muligheden for at feste med resten af magikerverden på Tarantallegra. På samme tid var han stigende bevidst om pressens begyndende interesse i ham, så han kunne dårligt spilde chancen for en helt anonym aften.

Han var ikke længere helt appelsinfri, men væltede ikke just rundt. Humøret var højt og han strøg fingrene gennem det viltre hår der stak op over masken, som dækkede næsten hele hans ansigt. Der var tæt pakket og han funderede netop over om ikke rummet måtte være magisk udvidet, da han kom til at gå halvt ind i en person, der stod lænet op mod væggen. Ollie havde været for travlt optaget af at kigge ud over mængden. Han drejede hovedet, uden at genkende den anden med det samme. Hans mund var det eneste der rigtigt var tydeligt under masken og afslørede det brede, beklagende smil. "Det er jeg ked af, kammerat. Jeg så dig slet ikke."

[Louis Howe]

Et pludseligt sammenstød med Louis' løftede arm fik ham til at slå ølflasken ind i fortænderne, og en klagende lyd undslap hans læber. Han bandede lavmælt for sig selv og slog den ene hånd op for munden. "Det må jeg nok sige!" udbrød han irriteret og kastede kun et blik på den anden, før han fornærmet vendte ryggen halvt til.

Hvis han havde været mere opmærksom, havde han sikkert genkendt det brede smil, der strålede under den fremmede maske, men han var alt for optaget af at dømme berusede folk i sit stille sind til at opdage det.

[Oliver Morecambe Young]

Ollies øjenbryn gled lidt forbløffet op under masken over den andens aggression og han holdt afværgende hænderne op. "Slap dog af," konstaterede han impulsivt i sin lette beruselse, før hans hjerne registrerede at der var noget svagt bekendt ved den andens stemme og positur.

Han kneb øjnene lidt sammen, men det tog ham alligevel et stykke tid at pusle brikkerne sammen. Troede han. Det var svært at være sikker. Det var utroligt, hvad en maske kunne gøre. Han slog lidt ud med hænderne. "Det var et uheld."

[Louis Howe]

Louis skævede hen til den anden, da han igen talte. Han betragtede den lavere skikkelse uden at svare. Stemmen virkede bekendt, men han kunne ikke vide sig sikker på grund af larmen fra omgivelserne. Han drejede kroppen en anelse.

"Jeg . . . Det er ikke ofte, jeg er sådan nogle steder her," forsøgte han at forklare sig, da den dårlige samvittighed alligevel formåede at kravle op til overfladen og prikke til ham. "Ja, jeg beklager," tilføjede han en smule stramt, som om ordene ikke lå godt i hans mund. Han nikkede en enkel gang mod den fremmede.

[Oliver Morecambe Young]

Hvis Ollie havde været i tvivl, så forsvandt den tvivl effektivt. Han lo hjerteligt og rakte ud for at klappe den anden venskabeligt på skulderen, uden at tage sig af, at Louis tydeligvis ikke havde genkendt ham. "Jeg bliver jo ved med at sige til dig, at du skal løsne lidt op," bemærkede han og så indtrængende på ham fra under masken.

"Selvom det selvfølgelig er et fremskridt at du i det hele taget er her," bemærkede han og slog let ud med armene - tydeligvis i godt humør. Og egentlig temmelig tilfreds med at have faldet over Louis.

[Louis Howe]

Louis trak undrende øjenbrynene sammen, da den anden klappede ham på skulderen, men derefter gik der ikke lang tid, før det dæmrede for ham. "Ollie," hilste han, rømmede sig og trak lidt på smilebåndene. Så det var en ven, han lige havde snerret af. Han vendte kroppen helt mod den anden.

"Du virker mere tilfreds, end hvad jeg er," sagde han og kunne ikke undgå at lade sig smitte af Ollies gode humør. Han løsnede lidt op i skuldrene og betragtede den anden. "Men fester er jo også lige dig," tilføjede han og gestikulerede ud i rummet med ølflasken. Han huskede flygtigt tilbage til den fest efter Quidditchkampen i huset på Fønixengen, hvor vennen havde danset på stolene.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo muntert og trak på skuldrene, tilsyneladende ikke uenig i Louis' konstatering. "Man lever kun én gang," konstaterede han og så sigende på den begyndende kammerat gennem hullerne i masken.

Han blinkede en enkelt gang, svagt konspiratorisk. "Og selvfølgelig er jeg tilfreds. Du er jo i virkeligheden slet ikke kedelig at være omkring." Den drillende tone var tydelig.

[Louis Howe]

Louis vippede lidt på hovedet ved Ollies kommentar. Sandt, man lavede kun én gang - altså havde man kun én chance for at udføre noget stort. Og at se hvor mange øl man kunne sluge under et minut var ifølge Louis ikke særlig stort. Men det var vel et spørgsmål om smag og behag

Troldmanden hævede efterfølgende sine mørke øjenbryn en anelse. Han fangede god den drillende tone. "Det var på tide, at det gik op for dig," sagde han og slog let til Ollies arm med flasken. "Du har godt af lidt modent selskab."

[Oliver Morecambe Young]

Ollie lo over Louis' svar og rakte impulsivt ud og greb fat om den andens håndled, da han vappede til ham med flasken. Han gav dog slip med det samme igen og blottede tænderne, øjnene svagt sammenknebne.

"Kom, Louis," begyndte han drillende og slog lidt ud med armene. "Du kan ikke fortælle mig, at du ikke synes det er herligt at slå håret ud fra tid til anden." Han sendte den anden et sigende blik, følende sig temmelig meget på toppen af verden.

[Louis Howe]

Louis så ned på sit håndled, da han mærkede Ollies fingre. Berøringen var kort, men det var som om, at han stadig kunne mærke den et stykke tid efter. Diskret gned han håndleddet mod bukserne i et forsøg på at få fornemmelsen væk.

Et højlydt fnøs forlod ham ved kommentaren, som om han overhovedet ikke var enig og så ud over menneskemængden, men sagde derefter ikke noget. Nej, han kunne ikke benægte, at det var befriende. "Fra tid til anden," indrømmede han, og hans blik flakkede lidt over Ollies ansigt. "Men nu må du ikke blive for høj i hatten - det er kun naturligt at have det sådan," tilføjede han fornuftigt, hvilket var at modsige sig selv totalt.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie fugtede læberne en enkelt gang og kneb øjnene lidt sammen bag masken. Han smilede flabet. "Jeg bliver altid for høj i hatten," konstaterede han henkastet og smilede næsten rovdyragtigt. Hvorfor vidste han ikke helt.

Læberne forblev let adskilt, tydeligvis på vej til at sige mere. Der gik dog lige et øjeblik før det kom. "Men du må altid gerne pille mig ned igen." Han smil var drillende, men blikket var ikke helt.

[Louis Howe]

Louis fnøs et lille grin og bøjede ubevidst ryggen. Det var en dårlig vane, at han faldt sammen for at komme på niveau med andre, der var lavere end ham. Kombineret med hans slanke skikkelse fik det ham til at se endnu mere utilpas ud, end hvad han allerede var.

Troldmanden kneb let øjnene sammen ved den andens kommentar. "Det vil jeg huske til næste gang, du påstår, at jeg er kedelig," svarede han og tog den sidste tår af sin øl. Hans blik faldt på den tomme flaske. "For så kedelig er jeg altså heller ikke," tilføjede han en smule mumlende, som om han ikke helt ville have, at Ollie skulle høre det.

[Oliver Morecambe Young]

Ollie blottede tænderne, men blikket var overraskende undersøgende. Nysgerrigt. Måske havde det noget at gøre med de aktiviteter han havde været involveret i kort forinden, på trods af at det egentlig ikke havde noget med Louis at gøre. Han var fanget af stemningen.

"Nej?" spurgte han og fugtede læberne en enkelt gang, før han smilede lettere udfordrende. "Bevis det."

[Louis Howe]

Louis så overrasket op. "Hvad?" røg det ud af ham, som om han just havde glemt, hvad han selv havde sagt, og trak de mørke øjenbryn sammen bag masken.

"Hvordan det?" tilføjede han med blikket fikseret på den anden og havde momentært glemt, at han egentlig ikke var typen, der behøvede bevise noget for nogen. Især ikke noget, der kunne ende som dumdristigt.