On Edge

[Miles Heeney]

At komme tilbage til Hogwarts efter ferien var som at komme hjem. To uger under samme tag som sin far, i Dublins trænge gader, havde efterladt ham arrig, eksplosiv og dybt utålmodig. Samtidig havde opstemtheden og iveren efter at vinde den kommende Quidditchkamp mellem Slytherin og Gryffindor sat sig. Der skulle trænes mere end nogensinde, og Miles var klar til at presse sig selv til det yderste. Man kunne aldrig vide om der var nogle scouts, og nu, med et halvt år tilbage, var det tid til, at Miles begyndte at tænke på sin fremtid. En fremtid, han kun kunne se bestå af Quidditch.
Nu, iført mudrede Quidditchrober, vandrede Miles, irritabel og enormt sulten, fra indgangshallens store døre og hen mod Krypten for at lægge sin kost. De andre fra holdet var gået i forvejen mens Miles var blevet for at opfriske et par skemaer. 

[Catherina Philips]

Catherina havde hurtigt fundet ud af hvornår Slytherin trænede og var gået op i indgangshallen for at vente på Miles. Hendes mave spændte sig sammen af bar glæde og hun havde endda forsøgt at stadse sig lidt op, selvom det langt fra var på samme niveau som juleballet. Hun ville dog stadig se flot ud, så hun havde taget en top og en nederdel på. Det pæneste hun kunne finde i sin garderobe.

Endelig fik hun øje på ham da han kom ind af døren og hendes hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere, hvorefter hun smilende løb ham i møde.
"Miles! Jeg har savnet dig.. Har du haft en god jul?" Spurgte hun og kastede armene om hans hals, uden at overveje at han måske ikke var interesseret i sådan en gestus.

[Miles Heeney]

Miles' tanker centrerede sig om Quidditch og hvordan holdet skulle stramme op for at vinde, så det var med en del overraskelse han pludselig blev revet til virkeligheden da en lyshårede pige kom løbende mod ham og kastede sig om halsen, så han nærmest tabte kosten. 'Pas på', udbrød Miles irriteret, og trak sig væk fra hende for at kunne stramme sit greb om sin gode, gamle Arrow, der ærlig talt var et noget kærere eje end Cathy. Og lige nu havde han virkelig ikke brug for hende rendende rundt omkring. 
Miles betragtede afmålt den yngre grævling. Hun havde dresset sig op, det var synligt, sandsynligvis for hans skyld. Miles sukkede indvendigt. Han blev nødt til at skære situationen ud i pap for hende. 
'Cathy', begyndte Miles. '...Det her..', pegefingeren vippede frem og tilbage mod dem, 'kommer ikke til at fungere. Du er alt for... Ung', fortsatte han tænksomt. Wow. Det var længe siden han havde sagt det til nogen piger på sådan en pæn måde.

[Catherina Philips]

Catherina genfandt forbløffet sin balance mens hun så på den ældre Slytherin elev, der kiggede på hende med så koldt et blik at hendes hjerte sank ned i livet på hende. Hendes øjne flakkede forvirret hen over hans ansigt, men så rynkede hun sine øjenbryn og så ham i øjnene.
"Men jeg elsker dig! Og du sagde at du var forelsket i mig." Hendes stemme var fuld af gråd og vrede. Hun følte sig snydt. "Var det bare en stor løgn?" Tårerne begyndte at trille ned af den lille Grævlings kinder mens hun stirrede på ham. Hun forlangte at få et svar.

[Miles Heeney]

Et øjeblik troede Miles, at hun løj. 'Hvornår har jeg sagt, at jeg var forelsket i dig?', spurgte han anklagende, og kunne ærlig talt ikke huske, at han nogensinde havde sagt den slags. Det ville være dumt.
Snart begyndte tårerne at vælte frem i Cathys øjne, og det var tydeligt at følelserne sad på huden af den femtenårige grævling. Miles betragtede hende som var hun noget slimet og ulækkert han helst ikke ville røre. 'Lad nu være med med at være så dramatisk', sagde han og himlede med øjnene. Der var kun en lille snert af skyldfølelse, men han retfærdiggjorde overfor sig selv, at han faktisk gjorde hende en tjeneste. Nu ville Cathy aldrig falde for den slags naive skuespil igen!

[Catherina Philips]

Catherina stirrede længe vantro på ham, men så dukkede vreden frem i hendes øjne, hvilket ellers var et sjældent syn.
"Jeg er ikke dramatisk! Og du sagde det til mig mens du lå ovenpå mig og forsøgte at få din lille tingest op i mig" Sagde hun lavmælt men stadig med en hvislende arrig undertone. Hendes øjne var fyldt med tårer men nu var det på grund af vrede og ikke sorg. Hun kunne ikke fatte hun nogensinde havde fundet denne mand attraktiv.

[Miles Heeney]

Vrede. Det var noget Miles kunne håndtere i sin nuværende tilstand. Ikke alle de tårer og sårbarhed. Skyldfølelsen forsvandt som solen bag en sky og erstattede en kold vrede. Han valgte at overse det faktum, at hun rent faktisk havde ret, da mindet kom tilbage. 
Miles lo køligt af hendes ynkelige forsøg på at ramme ham, ligesom han havde ramt hende. 'Lille? Er det derfor du græd som en lille bitch, da jeg var oppe i dig?'  Han sænkede hovedet mod hende i en yderst nedgørende attitude. Smilet forsvandt. 'Du har ret, Cathy. Jeg løj hele vejen igennem. Måske hvis du ikke var så bundnaiv var du stadig jomfru nu'. Det gjorde fandens godt. Ikke mere skuespil. Og de to forfærdelige uger fyldt med undertrykt vrede boblede nu frem og lod det gå ud over Cathy.

[Catherina Philips]

Cathy var ikke trænet i at underminere folk og hun havde derfor ikke flere kort på hånden. Hendes vrede blev igen erstattet af fortvivlelse og hun så på ham med store anklagende øjne. Så han var altså klar over at oplevelsen ikke havde været god for hende.
"I det mindste har jeg et hjerte Miles. Dit er sort og behåret. Du vil være alene resten af dit liv. Mudderblod" Ordene fandt vej over hendes læber inden hun nåede at tænke sig om og et øjeblik efter havde hun trukket sin tryllestav og fået hans kost til at spire. Derefter drejede hun om på hælen og satte i løb.

[Miles Heeney]

Miles så afventende på hende, men havde alligevel ikke forventet de ord, der kom ud af hendes mund. Ikke så meget, at hans hjerte var sort, men ordet 'mudderblod' fik ham til rynke brynene. Skælsordet blev ikke brugt så ofte mere, eftersom segregationen havde givet muggler-fuldblods-sagen en hel ny betydning. Et øjeblik senere havde Cathy kastet en eller anden forbandelse på hans elskede Arrow. Hvis de spirer ikke kunne fjernes var Cathy i alvorlige problemer.
Miles så efter Cathy med et mørkt blik, halvt fyldt op med vrede og irritation, halvt med en lettelse over, at det var overstået. Han gad ikke følge efter pigebarnet men satte istedet kursen mod sin krypt.

Lukket