Julemorgen

[Catherina Philips]

Adam Philips
25. december 2109

Catherina var ikke gammel nok til at have mistet glæden ved at åbne pakker julemorgen og havde næsten ikke kunne sove hele natten. Hun vågnede tidligt, før solen var stået op og listede ned af trappen til det store grantræ i stuen. Stadig iklædt natkjole satte hun sig ved træet og begyndte at finde sine gaver. Den første hun fik fat i var dog en af Adams og hun så nysgerrigt på den og følte lidt på pakken, mens hun forsøgte at gætte hvad det var. Det var dog ikke særlig svært, højst sandsynlig var det en bog. Til sidst lagde hun den til side og kravlede lidt frem for at finde sine gaver.

[Adam Philips]

Selvom Adam aldrig havde været det største legebarn, var der alligevel noget ved Juledag og den specielle duft, der var i luften. Iklædt nålestribet pyjamas skridtede han ned ad trapperne. Selvom Cathy havde været let på tå, syntes han alligevel at have hørt hende bevæge sig nedenunder i det store hus og ganske rigtigt var hendes rødblonde hår det første, der fangede hans blik. Uden et ord bevægede han sig ud i køkkenet.

"Godmorgen" brummede han hæst, da han igen trådte ind i stuen, og slog sig ned i den store lædersofa. Det normalt velfriserede hår var uglet, og krøllerne strittede mod alle verdenshjørner. De lange fingre var knuget om en kaffekop. Den frie hånd purrede lidt op i søsterens lokker, før han sank lidt sammen i sofaen.

[Catherina Philips]

"Jeg fandt en gave til dig" Sagde hun uden at se på ham da han satte sig ned i sofaen. I stedet tog hun fat i den hun havde fundet lige før og rakte den til ham med et entusiastisk smil. Ligesom ham var hendes hår også en smule uglet, selvom det var flettet og derfor stadig nogenlunde acceptabelt. Da han havde taget imod pakken, fandt hun i stedet en af sine egne frem og gav sig til at pakke den langsomt ud.

"Har du sovet godt? Jeg kunne slet ikke sove. Jeg var så spændt på at se om jeg havde fået den nye plakat med Ballycastle Bats" Bemærkede hun ivrigt og så nysgerrigt på sin gave. "Den her er fra Rysse" Udbrød hun og skyndte sig at pakke resten af papiret af, indtil hun fandt ud af at det var et billede af dem i en ramme, der var pyntet med en masse glimmer og glitter i alverdens farver.

[Adam Philips]

Adam tog distræt fat i gaven og lagde den fra sig i sofaen uden at skænke den større opmærksomhed. Han havde godt hørt nogle rygter om denne 'Rysse', der skulle have kysset hans lillesøster. Ikke at han begreb, hvorfor det lige pludselig skulle være hele skolens mål at stikke deres klamme læber mod hans søsters. Ikke at han lyttede til halvdelen af, hvad hun sagde. Den pige havde simpelthen for meget energi - specielt om morgenen.

Utilfredst kiggede han ned på gaven over Cathys skuldre og måtte et splitsekund måbe - noget, der ellers var ham så unaturligt. "Har jeg overhovedet lyst til at vide, hvad der går igennem det pigebarns hoved?" spurgte han og havde tydeligt svært ved at skjule sin misbilligelse.

[Catherina Philips]

Catherina så smilende på billedet og trak det ind mod sit bryst og krammede sin gave. Hendes glæde blev dog kortvarigt afbrudt da Adam åbnede munden og hun så i stedet undrende op. "Rysse er min bedste veninde, vi elsker hinanden ligesom du elsker mig. Det er vel okay" Sagde hun og undlod at nævne brorens kollegiekammerat, som hun havde givet sit hjerte og var dødforelsket i. Miles ville nok ødelægge julestemningen.

[Adam Philips]

Adam hævede teatralsk det ene øjenbryn, som han med tydelig skepsis betragtede Cathys tydelige glæde over den hjemmelavede gave. Der var drysset glitter og et enkelt stykke pink makaroni ned på gulvet, der havde tvunget hans mundvige nedad. "Jaså," kommenterede han tørt, "Og hvor tit render I grævlinge så rundt og kysser jeres veninder?"

Adam tog en tår af den dansende kaffe og betragtede afventende sin yngre søster. Hun var for naiv, hvis hun troede, han ikke havde hørt rygterne om Chrysantas upassende begramsning af hans lillesøster. Det havde været fristende at følge Cathys veninde bare for at vente på en fejl, der kunne retfærdiggøre en pointfratrækkelse.

[Catherina Philips]

Catherina så forvirret på Adam og vendte derefter blikket ned mod pakken, mens hun forsøgte at blinke nogle tårer væk. "Nej selvfølgelig ikke, Rysse er min veninde.. jeg er ikke interesseret i hende på den måde.. men derfor kan jeg vel stadig holde af hende." Svarede hun tøvende og skævede op mod sin bror, mens hun stillede rammen med billedet på gulvet ved siden af sig.
"Jeg vælger selv mine venner og hvis du ikke kan lide dem er det ikke mit problem" Sagde hun og bed sig i underlæben uden at turde se ham i øjnene.

[Adam Philips]

Adam rystede på hovedet. Altid så meget drama med de tøsebørn. Han sukkede dybt og sank lidt sammen i sofaen. "jeg siger ikke, jeg skal bestemme, hvem du er veninder med, Catherina," svarede han med svag irritation i stemmen. Det gik selvfølgelig usagt, at det alligevel var hans mening, at han stod for en endelig afgørelse i hver situation alligevel. Hvorfor skulle hun altid fylde stemningen med en malplaceret trodsighed. De vidste jo begge, at hun ville give efter til sidt alligevel.

"Jeg siger bare, hun er en dårlig veninde at udstille dig på den måde. Selvom hendes families navn er helt ødelagt, er dit ikke." formanede han og tog endnu en tår kaffe. Catherina var stadig ung og behøvede virkelig vejledning.

[Catherina Philips]

Catherina betragtede fortvivlet sin storebror og havde efterhånden glemt alt om de andre gaver. Hun vidste ikke hvordan han kunne finde på at gøre hende så ked af det juledag, kunne han ikke for en gangs skyld holde sin mening for sig selv?
"Hun er en god veninde." Sagde hun bestemt men havde ikke tænkt sig at udtale sig videre. De ville altid være uenige om dette emne, ligesom han heller ikke brød sig om Miles.
"Det er dig der er en dårlig bror" Mumlede hun så lavt at det næsten ikke kunne høres, mens hun rakte ud efter en anden gave og forsøgte at blive distraheret af det farverige gavebånd. Det virkede dog tilsyneladende ikke, da enkelte tårer dryppede ned fra hendes øjne og gjorde gavepapiret vådt.

[Adam Philips]

Adam vippede de lange ben op i sofaen og slangede sig i sin fulde længde på den. Han sad ærligt ikke bruge sin julemorgen på en så umulig opgave som at prøve at få bare en smule fornuft presset ind i sin lillesøsters hoved. Det var et slag, der var tabt på forhånd, og han nøjedes med en affejende viften med hånden. Så kommenterede hun på hans opgave som bror.

I løbet af et splitsekund kom han på benene og tårnede på ved siden af sin lillesøster. "Så må du jo håbe, der ligger en ny under træet." Uden et ord drejede han om på hælen og vandrede mod trappen.

[Catherina Philips]

Catherina så op da han rejste sig, men kunne knapt nok se ham tydeligt, da hendes øjne var fulde af tårer. Uden tøven rejste hun sig op så pakken faldt ud af hendes skød og tonsede efter ham og indfangede ham i en omfavnelse. "Undskyld jeg mente det ikke, jeg skal nok være en bedre lillesøster, jeg har bare været så forvirret på det sidste, du er den bedste bror jeg kunne ønske mig.. kan du tilgive mig?" Spurgte hun og tog et par skridt rundt så hun stod foran ham i stedet. Hun så bedende på ham og rynkede sine øjenbryn opad, mens hun tog fat i hans hånd og gav den et klem med et lille smil på sine læber.

[Adam Philips]

Adam stoppede, da Cathys spinkle skikkelse pludseligt hamrede mod hans og de små arme strøg om hans liv. Det var svært ikke at holde et sjældent smil fra at indtage hans læber. Hurtigt nikkede han og gengældte omfavnelsen. "Jeg ved også godt, jeg kan være streng." medgav han en anelse modstridende og bøjede sig ned for at hvile hagen på hendes hoved, nu hun stod foran ham.

Igen hev han hende ind i et kram og sukkede. "Jeg håber, du ved, jeg kun vil dig det bedste, Cath." mumlede han og gav hendes skulder et blidt klem. Han elskede jo sin søster over alt i verden og at se hende ked af det var det sidste, han ønskede.

[Catherina Philips]

Catherina smilede mens tårerne løb ned af hendes kinder og gjorde storebrorens tøj vådt, da han trak hende ind i et kram. "Det ved jeg godt" Hviskede hun og forsøgte at trække vejret roligt, inden hun vendte ansigtet op mod hans. "Men hvordan kan jeg nogensinde leve op til dine forventninger?" Spurgte hun med et smil, så det blev tydeligt at hun ikke mente det seriøst. Derefter rettede hun sig en anelse op og forsøgte at tørre sine kinder og var glad for at deres forældre stadig sov, så de ikke behøvede at se det åndssvage lille skænderi.

[Adam Philips]

Adam klappede kejtet Cathys spinkle skuldre og betragtede hende, som hun fik fejet størstedelen af de salte tårer fra kinderne. I det mindste græd hun ikke mere. Det gjorde det lidt nemmere for ham at forholde sig til hele den uoverskuelige situation.

Et underholdt fnys forlod ham ved det retoriske spørgsmål, og han rystede lidt på hovedet over hende. "Lad os lægge alle disse åndssvage stridigheder på hylden i anledningen af julen," foreslog han mildt og trak sig fra hende igen. "Jeg er så glad for alt det hejs med Miles Heeney er ovre." Adam trykkede blidt om hendes overarm og bevægede sig over mod sofaen og juletræet igen.

[Catherina Philips]

Catherinas smil forsvandt fra hendes ansigt da han nævnte Miles og hun rynkede uforstående sine øjenbryn. Han måtte da have set dem til julefesten, hvordan kunne han tro at det var ovre? Hun var jo forelsket i manden og efter hendes mening var det først lige begyndt.
"Men.. Jeg elsker ham jo." Sagde hun og tænkte ikke over at det kunne få deres skænderi til at blusse op igen. "Er al min kærlighed forkert?" Spurgte hun uden det egentlig var henvendt til ham. I stedet satte hun sig ned i sofaen og betragtede juletræet med et tænksomt blik.