Søskendekærlighed

[Casimir Ó Catháin]

Chrysanta Ó Catháin

Casimir var ikke videre munter for tiden. Der var ganske enkelt alt for meget at tænke over, alt for meget at planlægge. Han missede undervisning, kom for sent til aftaler og klarede sig generelt kun igennem i skolen, fordi han var temmelig kvik og afvæbnende rolig i sin opførsel, på trods af alt der foregik inde i hans hoved.

Et lille menneske var dog ikke så nemt igen at glemme og han fangede hende med blikket, da hun trådte ind i opholdsstuen. Uden postyr, samlede han sine ting sammen, rejste sig og svang tasken over skulderen, før han gik direkte imod hende. "Rys, vi skal tale," mumlede han diskret, før han greb sin søsters arm og førte hende med sig til en stille del af opholdsstuen.

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrystana havde stadig mudder viklet i den højre fletning efter hun var snublet tidligere. Fra den noget ustabilt reparerede taske stak botanikafleveringen, hvor et rødt E for Elendigt fyldte det meste af forsiden. Med et noget opgivende smil vinkede hun efter Joseph, der forsvandt sammen med nogle af de andre drenge det sekund, de satte fod i opholdsstuen. En lille skikkelse fangede hendes blik, og fik straks plantet et solidt smil på hendes læber. Cathy. Nærmest uden at tænke efter satte hun mod veninden, og opdagede slet ikke Cas, før han pludselig stod foran hende.

En indvending blev straks kvalt, da hans alvorlige tonefald stoppede den ned i halsen på hende igen. Uden et ord fulgte hun efter ham hen til en tommere del af opholdsstuen. Udmattet lod hun sig dumpe ned på en skammel, der helt klart så blødere ud end den var. "Hvor brænder det?" Det var svært at skjule nysgerrigheden, der lyste ud fra hende.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir krydsede armene over hinanden og lænede sig imod væggen, imens han betragtede sin yngre søster alvorligt. Han var et øjeblik om at få sat ord på sine tanker, men så gik det ellers derudad.

"Jeg arbejder på et digt, der indkapsler hele den uretfærdighed, der foregår omkring os lige nu. Jeg vil læse det op i storsalen, hvis jeg får vores overhoved til at tro på, at det er noget andet jeg vil læse op. Men der er en risiko for, at jeg bliver smidt ud herfra efter og så skal du være klar til at klare dig alene."

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrystana kløede sig distræt på kinden, mens hun ventede på broren fik omdannet tankerne til ord. Mens Cas talte, var hun hurtig til at kopiere ham, og armene blev smidt over kors. Hun lignede dog mere en utilfreds fire-årig end én, der havde et reelt modsvar.

"Det kan du ikke mene, Cas!" protesterede hun, mens farven støt søgte mod hendes ansigt. "Jeg er altså ikke helt sikker på, jeg forstår, hvad du mener." Hurtigt skiftede hun strategi. Nej, han havde ikke seriøst fremlagt det som en mulighed at skride fra skolen før tid. Det måtte være hende, der havde misforstået noget.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir smilede roligt og hævede øjenbrynene lidt over Rys. "Du ved udmærket hvad jeg mener," konstaterede han mildt. "Jeg står ikke og beder dig om at gøre noget, bettesøs, jeg synes bare du skulle være advaret, inden der skete noget. Jeg kan ikke stå hjælpeløs på sidelinjen uden at sige noget. Har du ikke set loven? De bortfører børn nu. Tager dem direkte fra deres familier, Rys... Hvad hvis de havde gjort det med os?"

Han så lettere frustreret ned på sin lillesøster. "Forstår du?"

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrystana sukkede teatralsk, men lyttede omend noget modstræbende til hans ord. Det var forkert. Cas bad hende jo, i værste fald, om at skulle undvære ham et halvt år før tid. En anelse skamløst så hun ned. De bortførte børn, og alligevel synes hun, det var dybt uretfærdigt, at det var hendes bror, der kæmpede kampen. Hun nikkede tøvende.

"Men jeg vil gerne have, du beder mig om noget. Jeg forstår det altså godt, okay?" hun hævede trodsigt blikket til sin bror. Hun ville så gerne have, han kunne være stolt af hende, og se, hvordan hun også brændte for sagen. Rys så heller ikke gerne, at børn blev taget fra sine forældre. Selv hun fik stadig hjemve af og til.

[Casimir Ó Catháin]

Cas løftede den ene hånd og kløede sig lidt i de strittende, viltre krøller, før han nikkede og opgivende sank lidt sammen op imod væggen. "Fint nok. Fint. Du vil gerne have noget at lave?"

Han kneb øjnene sammen. "Tal om det. Med dine veninder og venner. Forklar dem at det er forkert det der foregår. Sig det i timerne. Men lad nu være med at få dig selv smidt ud før du bliver 17, Rysse. Det er for dumt."

Han smilede mildt.

[Chrysanta Ó Catháin]

Hun nikkede forsigtigt til Casimirs ord. Aldrig i sin vildeste fantasi ville hun overveje at handle i trods mod ham, selvom han havde fyldt hendes hoved med tanker om selvstændighed og mod. Men det var mod et samfund, der behandlede folk som skidt. Selvom hun have lyst til at tale ham fra det, vidste Rysse udemærket godt, at det var en tabt kamp. Desuden var det jo godt, han kæmpede for en retfærdig vej.

Chrysanta trak benene op og lagde hagen mod sine knæ, mens hun overvejende betragtede sin ældre bror. "Har du fortalt det til mor og far?" Egentlig havde hun mange andre spørgsmål. Langt vigtigere spørgsmål om sin frygt og sine mareridt om familiens sikkerhed flaksede rundt i hendes tanker. Alligevel var det det mest oplagte spørgsmål, der havde søgt vejen ud.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir blev stående og betragtede lillesøsteren på skamlen foran sig. Han trak lidt på skuldrene, overvejede et øjeblik og rystede så på hovedet. "Det kan jeg jo ikke. Ugleposten bliver uden tvivl også overvåget. Vi har intet for os selv her."

Han rynkede panden lidt. "Så du kan ikke skrive til mig, hvis jeg bliver smidt ud. I hvert fald ikke noget direkte. Okay?"

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrystana nikkede modstræbende. Som om det ikke var slemt nok, hvis han forsvandt fra hendes hverdag. Alligevel sagde hun ikke noget. Hun havde godt set, hvordan nyhederne havde tæret på Casimir de seneste par dage, og det sidste, han havde brug for, var at hun også skulle til at stille sig op og skabe sig åndssvagt. "Så længe, jeg kan høre, hvordan du har det." mumlede hun ned i knæene og blinkede hurtigt for at få tårerne væk fra sine øjne.

Så bevægede Cathy sig ud af opholdsstuen, og al opmærksomhed blev pludseligt trukket til venindes dansende lokker. "Cas, må jeg spørge dig om noget?" En anelse nervøst rykkede hun på sig.

[Casimir Ó Catháin]

Cas skubbede sig fri af væggen og nulrede Rysse lidt i håret. "Hm?" Han gik ned i knæ foran hende med en hånd på skamlen på den ene side af hende og så op på sin lillesøster med et mildt smil.

Hendes fokus var tydeligvis forsvundet et andet sted hen. "Hvad?"

[Chrysanta Ó Catháin]

Rysses smil voksede en anelse under Casimirs berøring. Så rykkede hun sig tilbage for igen at kunne betragte ham. De to havde altid været tætte, men der havde stadig været huller i deres betroelser - nok mest fordi forelskelser og forhold ikke rigtig havde været et emne, der havde fyldt særlig meget i Chrysantas bevidsthed. Før nu.

"Har du nogensinde haft en kæreste?" Selvom hun var nysgerrig, var stemmen stadig spinkel. Forsigtig.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir så op på sin lillesøster med en rolig, afventende mine, der knækkede lidt over hendes spørgsmål. Det samme gjorde hans læber, dog i et ganske afslappet smil. De lyse øjne spillede, som han kom på benene igen i en glidende bevægelse.

"Ikke rigtig," svarede han, uden beklagelse i stemmen. "Hvorfor?

[Chrysanta Ó Catháin]

Chrysantas fingre fandt frem til en løs tråd på skamlen, der hurtigt blev pillet ved og løsnet yderligere fra stoffet. Det var svært at snakke om den slags ting og ikke kun fordi det var hendes storebror. Hendes veninder sad altid og snakkede om drenge, hvilket overhovedet ikke faldt i Rysses interesse, og når hun sad med drengene, var det ganske tydeligt at det kun var drenge, der snakkede om piger.

"Hvordan ved man, om man kan lide nogen? Altså om det er rigtig sådan," hun tøvede og tvang blikket op, "Sådan forelskelse." Hovedet blev vippet lidt på skrå, mens hun afventende så på Cas. Han vidste altid alt, og han ville sikkert også vide, hvorfor hun havde lyst til at røre ved Cathys bløde lokker og betragte hendes rosa læber.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir trak på skuldrene igen. "Det er vel bare en følelse," konstaterede han, temmelig uvidende. Han havde ikke prøvet at være forelsket, hvis det var meningen, at det skulle være så altopslugende, som han var blevet fortalt. Sytten år var ikke, trods hvad nogen troede, en evighed.

"Er du forelsket, Rysse?" Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede sin lillesøster halvt medlidende, halvt optimistisk.