ud af ingenting opstår det hele

[Magnolia Dearborn]

Casimir Ó Catháin

Det svage vinterlys strømmede ind ad det åbne vindue, og lagde sig som en tryg varme i Magnolias nakke, og forsatte med at lægge sig som striber på det papir, som hun tegnede rundt omkring med sin fjerpen. Magnolia kørte sine fingerspidser ned langs papiret, og efterlod en snurren i fingrene, samtidig med at det efterlod spor af blæk på den bløde hud, et faktum hun ikke tænkte yderligere over, da hun kort efter masserede sin tinding. Magnolia dyppede sin fjerpen ned i sit blækhus og kunne mærke at hun ramte en tør bund.

Hun skruede afslappet låget på, og drejede så hovedet søgende rundt, til det landede på en krølhåret grævling, der var den person der sad tættest på hende. I en enkelt bevægelse lænede hun sig hen mod ham, og forsøgte at få hans opmærksomhed, inden hun spurgte; ”Du har ikke et blækhus jeg må låne, har du? Jeg er selv løbet tør”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir sad og skrev et digt, der skulle læses op i storsalen. Han blev nødt til at udarbejde to forskellige og det var det, som han havde tænkt sig at præsentere for sit kollegieoverhoved inden han fik tilladelse, som han havde taget med til kunstklubbens arbejdsdag.

Han så op fra det og rynkede panden, før han tog sit eget blækhus og flyttede det ind imellem dem. "Du må låne indholdet, men jeg skal også selv bruge det," svarede han roligt, selvom hans hjerte slog lidt hurtigere. Han var spændt på, hvordan planen ville gå. Alligevel sansede han en lille morsomhed. "Så jeg regner med, at du afleverer det hele tilbage. Eventuelt i tørret format." Han smilede lidt for sig selv, så kort op på årgangskammeraten og skrev dernæst videre.

[Magnolia Dearborn]

Smilet der til start blot havde været en høflig trækning, trak nu op i et mere afslappet et, mens blikket hvilede roligt mod den jævnaldrende grævling. ”Det lyder rimeligt”, svarede hun ham, og flyttede kortvarigt blikket hen på blækhuset, stadig med antydningen af et smil på læberne. Det næste fik et muntert glimt frem i de grønne øjne. ”Du er sørme krævende.. men jeg skal gøre mit bedste forsøg”, læberne vendte sig opad i et naturligt smil, og gengældte det korte blik, inden hun ligesom ham vendte opmærksomheden mod papiret igen..

.. Sådan sad hun lidt, men kunne i mellemtiden ikke lade vær med at skæve hen mod den lyshårede fyr, og undre sig over hvad han mon sad og virkede så passioneret omkring. Magnolia løftede sin hånd lidt fra bordet, med den intention at ’låne’ fra blækhuset, men Casimir kom hende i forkøbet, og i stedet blev hånden liggende, mens hun studerede ham diskret. ”Hvad skriver du om?”, spurgte hun så, lige så stille, i et forsøg på ikke at virke frembrusende.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir trommede lidt imod bordet, før han fik en lys idé og gav sig til at grifle adjektiver ned i en lind strøm. Han så først op igen, da Magnolia ved siden af brød hans koncentration. "Hm?" Et splitsekund passerede, før han forstod hvad hun havde spurgt om og reagerede med et skuldertræk og et lille smil.

"Hvordan det er at være ung og ville så meget, men vide så lidt," svarede han, lidt vagt. Det var bestemt også et vagt prosadigt, der dukkede op på papiret lidt efter lidt, men så længe det var kønt og virkede harmløst, betød det ikke så meget. "Hvad laver du selv?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia kløede sig lidt i nakken. ”Det er svært at forklare.. Den er stadig i skabelonfasen”, forklarede hun med et skævt smil, uden intentioner om at forklare ham om tegningen yderligere. Det kunne hun, men at fortælle at det var en tegning om sin bror, der lå indlagt fordi han var sindssyg, var ikke ligefrem det mest fede emne at bringe op.

Magnolia placerede albuen solidt i bordet, og lod sit hoved hvile skævt i sin flade hånd, mens blikket var vendt opmærksomt mod Casimir. Kort faldt hendes ansigt i tænkende folder, og så lidt efter lyste samme munterhed ud af øjnene som fra før. ”Så hvem er det om? Dig? Eller alle andre?” Hun kunne ikke lade vær med ikke helt at købe hans historie. Det virkede bare en tand for urealistisk at en oprørsk fyr som ham skrev om et så kliche emne.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir godtog svaret uden de store problemer. Han tørrede fjerpennen af i den lille klud og betragtede sit eget værk med kritisk mine, inden han skævede lidt til Magnolia og trak på smilebåndet.

"Det er om os allesammen, Dearborn. Men det er selvfølgelig mest om mig selv. Synes du aldrig det er frustrerende at vi lever i denne her komplicerede verden, men at ingen antager, at vi rent faktisk har en holdning til den?"

[Magnolia Dearborn]

Hans ord fik et svagt smil til at kruse frem på læberne. ”Selvfølgelig antager de at vi har en holdning, Catháin. Den er bare ikke relevant for dem, hvis vi er uden autoritet”

Magnolia slap sit hold fra fjerpennen, og studerede sit værk lidt, mens hun fik vurderet at hun nok ikke kom meget længere med det i dag. “Jeg går ud fra du hentyder til den nye lovgivning?”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir smilede et kort øjeblik skævt, før han rystede svagt på hovedet og betragtede sin egen kreation med skepsis. Han løftede blikket til Magnolia og hævede et øjenbryn. "Typisk en Slytherin at tænke, at autoritet er den eneste form for magt... Nej, jeg hentyder ikke til den nye lovgivning. Det ville være formålsløst at skrive noget om den."

Han slog lidt ud med armene. "Vi skal jo ikke være politiske, vel?" Han trak ironisk på smilebåndet. "Hvad synes du selv?"

[Magnolia Dearborn]

Casimirs sætning fik hende til at le lavt, inden hun lagde sit hoved på skrå, og gengældte det hævede øjenbryn hun selv havde fået tilsendt. ”Atypisk af en grævling at generalisere sådan..”, svarede hun ham igen, og mens smilet falmede stille, så glimtede øjnene stadig af svag morskab.

Magnolia lænede sig tilbage i stolen, og slog sit ene ben op på det andet, mens hun så lige mod ham. ”Om hvad?”, startede hun og kneb øjnene let sammen. ”Lovgivningen? Eller dit digts handling?”, ved den sætning fik smilet lov til at vokse lidt igen.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs mundvige sitrede og han trak lidt på skuldrene, før han trommede fingrene let imod bordpladen, uden at slippe Magnolia med blikket.

"Lad os sige lovgivingen, Dearborn. Hvad synes du om den?" Enhver antydning af smil var forsvundet og han betragtede hende alvorligt, imens han ventede på svar.

[Magnolia Dearborn]

I takt med at Casimirs ansigt lagde sig i alvorlige folder, falmede hendes smil også. I stedet bar ansigtet nu præg af seriøsitet, og hun så på ham, mens hun overvejede hans svar nøje. Man kunne sige det var farligt – måske ligefrem dumdristigt – at bevæge sig ud på denne sti med en fyr som Cas. Det skulle dog ikke stoppe Mag, der altid havde haft styr på sine holdninger, og som gerne delte dem, var andre interesseret i dem.

”Jeg bryder mig ikke om tanken om at børn skal tvangsfjernes fra deres forældre – det virker en smule drastisk, hvis jeg skal være ærlig”, hun sukkede svagt. ”Når det er sagt, så forstår jeg regeringens desperation. Det er forkert at så mange magikere lever uden at få den retmæssige træning, ligefrem farligt.. ” Hun kløede sig i nakken.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir betragtede Magnolia underfundigt, men manglede ikke modsvar på hendes argumentation. Det var stort set de samme alle pro-ministerielle magikere brugte. Mere eller mindre. "Men hvor mange drejer det sig om - og hvorfor vil deres forældre ikke have dem til at gå her? Det har jo ikke været et problem tidligere."

Han lod fjerpennen ligge og smilede svagt. Der var ikke meget oprører over den fornuftige, bund-irske knægt der sad og diskuterede ganske roligt.

[Magnolia Dearborn]

”Er antallet ikke ligegyldigt?”, spurgte hun, og rettede sig lidt op, mens de grønne øjne hvilede roligt mod hans. ”Et barn der bliver frarøvet retten til at lære magi er et barn for meget”, hun førte en hårtot om bag øret der sad og generede foran ansigtet.

”Det er svære spørgsmål at stille en der ikke har svarene, Catháin.. Jeg kan forestille mig de er bange for det ukendte. Noget der ikke kan forklares, noget der ikke giver logik, det opfattes oftest som en trussel. Førhen havde vi vel nemmere ved at afklare den skepsis, fordi vi kun tillod et begrænset antal mennesker at kende til vores verden. Nu er den viden universel, og det gør at menneskerne danner deres holdninger på forhånd .. og sådanne holdninger kan være svære at bryde”, under den længere tale havde hun lænet sig en anelse forover, men nu hvor hun stoppede lænede hun sig tilbage igen, og sendte Cas et svagt smil.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir betragtede Magnolia med et ganske uudgrundeligt blik og sad kortvarigt i tavshed. "Og hvordan har de opnået den holdning, at det magiske samfund ikke er noget for deres børn? Hjælper det, at vi nægter dem rettigheder? At vi ser os selv bedre end dem og dømmer det retfærdigt at tage deres børn fra dem? Hvis jeg ikke synes din mor lærte dig det rette perspektiv på verden, ville det så give mig ret til at tage dig fra hende?"

Han talte roligt, men passionen lurede under overfladen. "Og hvis ikke du kan svare på spørgsmålene, hvem skal så? Lægger du villigt den slags spørgsmål i armene på gamle mænd og kvinder, der ikke behøver at stå til ansvar for nogen af deres egne handlinger? Vi taler om små børn, Dearborn. Uskyldige børn, der bliver revet fra deres familier og alt de kender. Tror du, at de børn kommer til at elske det magiske samfund - eller hade det?"

[Magnolia Dearborn]

Magnolia betragtede grævlingen foran sig med et ulæseligt udtryk i ansigtet – dog var det begyndt at prikke svagt under huden. ”Det har aldrig hjulpet nogen at tro at man kan være herre over alt, og selvfølgelig er det dybt forkert at tage børn fra deres forældre under tvang, men selv du må kunne se, at det er farligt at lade utrænede magikere gå frie rundt. Noget må og skal der gøres, men jeg er enig i at jeg også føler det er en forkert måde de tackler det på”, Magnolias tanker lå kort ved sin far, seniorsekretær i den øverste ledelse, som ikke ville blive glad hvis han hørte hvordan hun ytrede sig.

“Der er ingen der kan give dig svarene. Selv ikke de gamle mænd og kvinder der mener de kan. Ingen af os ved hvordan vi løser det her. Hvorfor tror du regeringen er endt med at bevæge sig ud I så drastiske metoder? Vi kan mene hvad vi vil, Ó Catháin, men vores meninger præcis, de betyder ingenting. Ikke med mindre vi kæmper os op til en status hvor folk rent faktisk gider at lytte.. Indtil da.. er er vores meninger bare ord..”

Magnolia pustede svagt ud efter den længere talestrøm, og så direkte på ham, tydeligt bidt af samtalen.