I can't tie my shoes but I can do magic

[Eryn White]

Oliver Morecambe Young

Det var ikke meget, de fik set til hinanden, efter de begge var stoppet på Hogwarts, men til gengæld hyggede Eryn sig ret meget, hver gang de endelig fik aftalt at mødes. Hun havde allerede placeret sig ved et bord med en ingefærøl stående foran sig, og på bordet lå et par sjældne troldmandskort, hun glædede sig til at vise til Oliver, så han rigtig kunne blive misundelig.
Hun lænede sig tilbage for at tage en tår mere af sit krus, imens øjnene gled lidt rundt i rummet, hvor hun var bekendte med flere af dem, der var i rummet. De levede i en lille isoleret verden her i Hogsmeade. Så lille, at hun ind i mellem kunne blive helt klaustrofobisk over det. Det var noget af det, hun elskede ved at bevæge sig rundt i London blandt alle de ukendte mugglere, der blot ville kaste et forundret blik efter hende, imens hun gik rundt og blev enormt overrasket over alle de ting, der var hende så ukendt. Overfor de få mugglere hun havde mødt, havde hun ladet som om, hun var muggler selv og nydt, hvordan det var at snakke om så ukendte ting. Hun ville ønske, hun kunne dele det med nogen, men hun havde altid valgt at holde sine små turer til mugglernes "verden" for sig selv af frygt for, at det ville påvirke hendes muligheder for at blive auror.


Hun slog blikket op, da hun hørte døren åbne, og et stort smil fandt hendes læber, da hun lagde mærke til, at Oliver var trådt ind på kroen. Hun løftede hånden for at fange hans opmærksomhed, inden hun så rettede sig mere op i stolen. Det var godt at se ham igen. 

[Oliver Morecambe Young]

Oliver nåede kun lige at gribe ud efter døren, da vinden greb fat i den og flåede den resten af vejen op. Derfor var det med let røde ører og et beklagende udtryk mod kroværten, at han fik den bakset i igen. Man kunne mærke at vinteren var på vej mod Skotland og inden længe ville han være nødt til at finde både handsker og halstørklæde frem. For nu var kappen dog nok og han efterlod den på en krog ved døren, som hans blik gled søgende rundt.

Da det fæstede sig ved Eryn, bredte et smil sig over hans læber og han kørte fingrene en enkelt gang gennem det tykke, rodede hår. Han var i en hjemmestrikket, rødbrun sweater fra sin mugglerbedstemor Ginny, men havde med lidt tricks og fiduser fortryllet det gyldne lyn der prydede den, til at flakke med vingerne en enkelt gang med flere minutters mellemrum. Han var selv temmelig stolt af det.

Oliver dumpede ned ved bordet og smilede til veninden. "Er du gal, hvor er det koldt," brokkede han sig og viftede let med en arm i retning af en af kroens medarbejdere, for at signalere at han skulle have det samme som Eryn. Armen faldt sammen mod bordet og i næsten samme bevægelse, havde han nysgerrigt grebet et af troldmandskortene.

[Eryn White]

Eryn fulgte Oliver med blikket det meste af hans vej hen til bordet. Hun tog en tår mere af sin ingefærøl og nikkede så. " Det er ikke for sjov mere,” kommenterede hun bare som en slags måde at erklære enig med ham på. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, da han med det samme havde fået fat i troldmandskortene. " Undskyld mig, men er det misundelse, jeg ser i dit ansigt? ” spurgte hun så med en stemme, der sammen med ordvalget nok kunne forståes meget hoverende. Det var nu mest et drillende spørgsmål, for hun måtte altså indrømme, at hun selv var rimelig imponeret over sin fangst.

Hun tog fat om kruset og vippede øllet lidt rundt i det, imens hun fulgte hans bevægelser - lige indtil lynet på hans trøje begyndte at flakke med vingerne. " Wow, fed trøje alligevel, ” udbrød hun så og spærrede øjnene op for at betragte den i håb om, at den ville flakke med vingerne endnu engang. Tålmodigheden til at stirre helt ind til næste gang var dog ikke én, hun besad, så hun vendte blikket mod bartenderen med det samme, da der blev sat et krus ingefærøl foran Oliver.
” Hvordan går det med dig? ” spurgte han med et smil på læberne og slog blikket ned på sine troldsmandskort. Det var helt mærkeligt at tænke på, hvor længe de egentlig havde kendt hinanden, dengang de gik på Hogwarts sammen, og hvad de havde oplevet sammen.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers blik gled fra kortet til trøjen og han blottede tænderne i et tilfreds smil. "Ja, det er ret prangende, ikke?" spurgte han retorisk og blinkede muntert, før han vendte kortet for at læse bagsideteksten. Midt i det måtte han lige stoppe for at nikke som tak for ingefærøllen, men han sørgede for at læse færdigt, før han rakte kortet tilbage til Eryn og i stedet varmede sine hænder mod kruset.

"Det går glimrende. Jeg er dog en kende misundelig. Hvem i alverden har du bestjålet, for at få fat i dem der?" spurgte han tørt, men muntert. Det var ganske imponerende. Hans egen samling nåede slet ikke op på det niveau, selvom han ville ønske at den gjorde.