|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 22, 2014 17:26:48 GMT 1
Der havde lige været Quidditch træning så Joseph sad stadig i sit fulde udstyr, med de gule farver. Hans bat lå ved siden af ham på bordet og benene var smækket op. Sveden løb ned af panden på ham, men han strålede stadig af glæde.
Foran Joseph lå en besværgelses bog, der indeholdte mange noter. Nok ikke hans egne, men alligevel en hjælp til hans undervisning.
Rundt om i opholdstuen gik der også andre fra Quidditch holdet rundt. Det var tæt på spisetid, men pufferne var jo dem der havde den korteste vej.
Et hårdt dunk genlød i hele rummet som Joseph havde lukket sin bog sammen. "Hvorfor kan man ikke bare vælge at have Quidditch hele dagen, og så måske slippe for den kæmpe bunke lektier!" brokkede han sig og lagde armende over kors. Folk valgte at undlade at kommentere på hans udbrud, men dem der kendte ham grinede bare. De fik dog et par lange blikke i deres retning fra Joseph, før de brød ud i latter samtidig som ham.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 22, 2014 17:40:26 GMT 1
Cathy havde været oppe og skifte til en ren skjorte inden aftensmad og hun følte sig allerede bedre tilpas. Hun satte vejleder skiltet bedre fast på sin kappe da hun trådte ind i opholdsstuen og lod blikket glide rundt, indtil hun fik øje på sin kollegiekammerat Joseph. Et misbilligende blik dukkede op i hendes øjne da hun så at han havde placeret sine fødder på bordet og hun gik derfor hen til ham og satte hænderne i siden.
"Har din mor aldrig lært dig at du ikke skal have dine beskidte quidditchstøvler på bordet? De stakkels husalfer har for travlt til at gøre rent efter dig." Hun så fortørnet på ham og ignorerede resten af quidditchholdets latter.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 22, 2014 17:54:16 GMT 1
Josephs venner blev tavse et øjeblik og han fandt hurtig ud af hvorfor. Catherina som var en af vejlederne kommanderede ham til at tage fusserne ned. Joseph adlød hurtigt og blev lettere rød i kinderne. Hans venner lo lavmældt."Ikke for noget Cath men jeg tror ikke du ønsker jeg tager mine støvler af... Hvis du forstår hvad jeg mener" Han lavede en gestus med at vifte lugt væk fra ansigtet. Efter en sådan tur lugtede ens fødder sgu ikke godt. Joseph tog sit bat og rejste sig op. "Det kunne være du en dag skulle prøve at komme med ud på banen! Så forstår du bedre hvor hårdt det er!" drillede han og blinkede til sine venner. De begyndte at grine højt og kom med mindre kommentare om at piger ikke kunne spille quidditch (Selvom der var en del piger der gjorde det)
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 22, 2014 18:01:01 GMT 1
Cathy blev lettere forvirret over drejningen af samtalen, da hun jo blot ville have ham til at tage støvlerne ned fra bordet - og ikke af. Hun så derfor overrasket på ham og himlede derefter med øjnene, da han foreslog hun skulle med ud og træne.
"Nej tak, jeg forstår godt at det er hårdt, men derfor er der ingen grund til at svine alt til" Bemærkede hun og så derefter på de andre quidditch spillere med hævede øjenbryn.
"Sjov holdning, siden jeres anfører er en pige. I er virkelig ikke særlig modne" Sagde hun og sukkede opgivende, mens hun overvejede hvordan hun kunne overleve med disse mennesker resten af sin skoletid.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 22, 2014 18:08:24 GMT 1
Joseph smilede da hun sagde hun godt forstod det. Han skulle lige til at svare igen da hun fik skovlen under de andre fra holdet. De tav og så alle på Joseph. Han kunne godt se at Cath ikke var særlig tilfreds med den måde de alle opførte sig på, men han var sgu ikke særlig god til at håndtere sådan noget. "Ehm ja... Martha er sej... Men" Han ledte efter ord og forventede ingen redning fra sit bagland. "Men hvis du så ikke har noget imod at vi smider støvlerne så skal vi nok huske det" sagde han og smilet kunne knapt nok holdes tilbage. Han var ikke særlig sød ved hende, men Joseph stod jo med sine venner. -"Det er bare fordi hun ikke tør" lød det pludseligt bag Joseph og han drejede hovedet og kiggede på de andre frr holdet... "Damn.."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 22, 2014 19:06:03 GMT 1
Catherina blev mere og mere frustreret over gruppen Joseph hang ud med og havde egentlig mest lyst til at gå sin vej, men hun blev lidt længere i et forsøg på at få det sidste ord. Hun havde et stort behov for at dette skulle lykkes for hende, så hun kunne sætte tåberne lidt på plads.
"Jeg tør godt!" Udbrød hun fornærmet og lagde armene over kors, mens hun så surt på flokken af mennesker, indtil hun til sidst vendte blikket mod Joseph.
"Men jeg har bare andet at bruge min tid på en af flyve rundt på koste" Bemærkede hun og løftede sine øjenbryn, mens hun gav den anden grævling et surt blik.
"Tag dine støvler af så.. Hvis du virkelig vil have dine fødder på bordet" Sagde hun og vendte derefter ryggen til dem og gik hen til en af sofastolene i den anden ende af rummet og satte sig. Der tog hun en lille bog frem fra sin kappe og gav sig til at læse, mens hun forsøgte at ignorere de andre.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 22, 2014 19:17:47 GMT 1
Joseph veg tilbage af Caths svar. Han blev lettere forskrækket over hende, og lod hende forlade selskabet. De andre begyndte på deres kommentere igen. "Seriøst.. hvorfor skal i være sådan!" hviskede han til dem, for at Cath ikke kunne hører det. Joseph satte sig ned i samme sofa som han havdet siddet i før. Han kørte han hånd i gennem det uglede hår og sukkede. Piger. Det næste han gjorde fik hans lille følge til at kigge nysgerrigt efter ham. For igen rejste han sig op og nærmede sig Cath, som hun sad med sin bog... "Undskyld..." mumlede han indædt. "Jeg skal nok lade være med at have støvlernde op på bordet. Men jeg tager dem altså ikke af!" Han klørede sig nervøst i nakken før igen fortsatte. "Men jeg tror ikke de andre holder op før du bestiger en kost. Det er ikke særlig svært" Det sidste blev sagt med et indbydende smil, om så Cath ville tage imod hans undskyldning
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 22, 2014 19:44:31 GMT 1
Catherina var efterhånden død ligeglad med hans sko og ville egentlig hellere læse i fred, men ikke engang det kunne hun få lov til. Hun skulle nok bare give op og gå op til storsalen for at få en god plads ved middagsbordet.
"Så må jeg jo vise dem at jeg tør, hvis det kan få dem til at holde kæft" Bemærkede hun og himlede irriterede med øjnene, uden at være helt sikker på at hun nogensinde ville gøre det. Hun var ikke særlig glad for tanken om at flyve og hun havde aldrig været særlig god til det på første år.
"Jeg tror jeg vil smutte op til Storsalen, vil du med, eller vil du hellere følges med de andre?" Spurgte hun og lagde bogen ind i inderlommen på sin kappe igen, hvorefter hun rejste sig op.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 22, 2014 20:25:49 GMT 1
Joseph bed sig hårdt i læben og var usikker på hvad han skulle svare. Han pegede om på sine venner fik et undskyldende udtryk. "Jeg må nok hellere gå med sine venner" svarede han og vinkede farvel. Joseph gik tilbage til sine venner, og de gik først derned efter Cath var gået.
Storsalen
Joseph sad omgivet af sine venner, men kunne ikke lade være med at se lidt efter Cath. De sad i hver deres ende af puff bordet, så han kunne svært skimte hende. Da de endelig var færdige blev han siddende på sin plads et øjeblik. Normalt var han ligeglad men det var som om at efter at han var blevet 15 så var andres meninger blevet vigtigere. Han fik da så øje på Cath der også var på vej ud. "CATHERINA!" råbte han til hende og rejste sig op og skyndte sig hen mod hende. I farten formådede han at tabe sit bat og samtidig falde og en stol. Hans næse blev vel placeret nede i det hårde gulv og folk grinnede omkring ham. "av" mumlede han mens han prøvede at samle sig op
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 22, 2014 20:54:24 GMT 1
Catherina var ved at rejse sig fra bordet med en af sine veninder, men hørte nogen kalde på hende og drejede derefter rundt for at se hvem det var. Hun så forbløffet på Joseph mens han skyndte sig hen mod hende og løftede sine øjenbryn med et undrende blik. Da han faldt blev hendes øjne dog mere bekymrede og hun skyndte sig hen til ham for at hjælpe ham på benene.
"Er du okay? Det så ud til at gøre ondt" Sagde hun og så undersøgende på ham, mens hun kiggede sig om efter en lærer. Hun var ikke helt sikker på om hun kunne klare situationen selv, det hele var lidt overvældende for den unge pige, der kun lige var blevet vejleder.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 23, 2014 0:10:36 GMT 1
Joseph blev faktisk glad for at Cath havde hørt ham, og at hun samtidig var kommet til hans redning. "Ja ja jeg er okay!" svarede han stolt og prøvede at skjule den smule blod der løb fra hans næse. Han kom helt på benene igen, og tog sig lidt til hovedet. "Ehm altså det var bare fordi jeg vil hører om du vil med ud på Quidditch banen?" Normalt vil Josephs stemme have lydt mere drilsk og udfordrende, men hans lille fald havde gjort ham en smule ør. "Altså kun hvis du har lyst. De andre fra holdet går hen i opholdstuen nu, men jeg havde selv planlagt at træne ligt mere. Vi skal jo vinde pokalen!" Det sidste kom som en begejstring og Joseph lyste helt op. En lille bule var begyndt at danne sig i hans pande, og hans hånd var stadig klistret af den lille mængde blod
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 23, 2014 13:40:34 GMT 1
Catherina så bekymret på Joseph og rystede på hovedet. Hun forstod ikke hvordan han kunne få den ide at spille quidditch nu han havde faldet og slået sig.
"Du skal op på hospitalsfløjen, vi kan tage ude og flyve på et andet tidspunkt" Sagde hun bestemt og tog godt fat om hans arm.
"Gør det meget ondt?" Spurgte hun, mens hun trak lidt i ham for at få ham til at følge med hende. Hun var bekymret for hans skader og hun ville have helet dem selv, hvis hun havde vidst hvordan. Den slags magi var dog lidt for avanceret for hende.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 23, 2014 19:42:39 GMT 1
Joseph blev helt forskrækket over Cathys reaktion. Han ville have trukket armen til sig hvis hun ikke havde holdt så hårdt fast. "Av ja når du holder så stramt gør det ondt" svarede han og dirkede sin arm ud af hendes greb. Han tørrede hånden af i sin Quidditch dragt. "Se magi! Nu er det godt igen!" sagde han med et påtvunget smil og pressede sig selv til ikke at klø sig på bulen i hans pande. "Hør jeg har fået utallige tromlere i hovedet og det har gøet over af sig selv. Jeg skal nok gå der op hvis jeg bliver svimmel" Hans stemme lød en smule stædig, for nu ville han altså ud og flyve, og ikke pusses og plejes omkring
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Nov 23, 2014 19:55:44 GMT 1
Catherina så en anelse fornærmet ud da han ikke ville acceptere hendes pylren. Hun kunne da også bare gå sin vej hvis det skulle være på den måde. Hun lagde armene over kors og hvilede vægten på den ene hofte, mens hun betragtede ham surt.
"Godt for dig, jeg håber ikke du besvimer og falder ned fra din kost." Bemærkede hun og så hen mod sin veninde. "Men nu skal jeg smutte, jeg skal mødes med vejlederne, vi ses" Hun gad ikke med ud og flyve, det var koldt og det regnede. Det måtte han selv hygge sig med, derfor trak hun på skuldrene, vendte sig om og gik tilbage til sin ven.
|
|
|
|
Post by Joseph Peretz on Nov 24, 2014 14:38:26 GMT 1
Joseph havde ikke regnet med Cath ville afvise på denne måde. Det var måske ham der var en klovn, men han prøvede virkelig at gøre sit bedste. Han fik en bitter smag i munden og lod hende gå. Selv travede han med hårde skridt op mod opholdstuen. Han havde ikke lyst til at træne men bare surmule over hvor besværgelige piger var.
//Out
|
|
