Vinterland

[Catherina Philips]

Miles Heeney

Catherina sad udenfor i gårdspladsen på en stenbænk og havde lænet hovedet tilbage mod muren. Det var en del af hendes sædvanlige aftentur, hvor hendes bror nogle gange deltog, men lige i aften havde han for travlt. Det var koldt, men hun var godt pakket ind i sin varme vinterfrakke. Et par blå handsker beskyttede hendes hænder og over håret, som var flettet i to fletninger, havde hun en matchende hue. Den friske luft var skønt efter en lang dag i indelukkede klasselokaler og hun tog et par dybe indenåndinger mens hun åbnede sine øjne og betragtede den lille sky af varm luft der langsomt forsvandt. Derefter løftede hun sine hænder op til munden og varmede sine fingre ved at puste på dem.

[Miles Heeney]

Trods mørket, kulden og de lange fremtidsudsiger til julen var Miles var i godt humør. Qudditchtræningen gik godt, han havde fået en lille møgunge til at græde idag, og var steget til et acceptabelt i forvandling. Nu var han på vej mod storsalen af en lille omvej forbi gårdspladsen. Hænderne var stukket godt ned i kappen, som et værn mod kulden, og han fløjtede lavmælt mens han kiggede rundt. Der var godt øde, bortset fra en indpakkede skikkelse, der sad på en bænk. Miles' fløjten blev til en anerkendende scoretone. En lille sag som hende, var lige hvad der skulle til for at forsøde dagen. The cherry on top. Uden nogen respekt for privatliv gik Miles hen og satte sig ned lige ved siden af hende. Ja, han rykkede sågar tæt på hende, slog sine hænder om hendes vanteklædte og sagde, 'Jeg har glemt mine vanter. Har du noget imod at varme mine hænder?' Med et skævt smil lod han øjnene hvile i hendes og nød det overraskede ansigtsudtryk.

[Catherina Philips]

Catherina så op da nogen fløjtede og hun blev underlig bevidst om sig selv da hun fik øje på Miles. Hun vidste han gik på samme årgang og kollegium som hendes bror, men hun var ikke helt sikker på om Adam syntes om ham. At han satte sig ned overraskede hende endnu mere og hun var alt for forbløffet til at svare på hans spørgsmål med det samme. Da han tog hendes hænder spærrede hun sine øjne op og så rødmende ned på hans bare hænder.
"Øhm.. nej.. det har jeg vel ikke.. " Sagde hun, mens hun stadig var en smule rundt på gulvet over hele situationen. "Hvorfor har du ingen vanter?" Spurgte hun og så på ham med et undrende blik.

[Miles Heeney]

Da pigens blik strejfede deres hænder, gav Miles dem et klem. Trods hendes vanter, forsvandt hendes små fingre nærmest i hans store. Rødmen, der bredte sig på hendes kinder, fik Miles til at smile større. Den slags åbenlyse tegn var som et drug for drenge som Miles. Det bekræftede en hvis naivitet at hun ikke blot slog hans hænder væk og gik sin vej. Og naive piger var altid nemmere at få op på hylden som trofæer end alt for selvsikre, stædige tøser.
'Tak. Ser du, det er en sørgelig historie. Jeg er født i Dublin af nogle fattige forældre. Min mor var socialrådgiver og min far var murer. Vi havde ikke mange penge og måtte spare hvor vi kunne, og det betød, at vi ikke havde råd til ting som vanter og huer. Om vinteren havde min far altid røde, arrede, tørre fingre når han kom hjem fra arbejde'. Miles slog en sørgmodig grimasse op. Selvom det ganske vist var lidt overdrevet gav hans kraftige irske accent en hvis credibility til historien. Han fjernede sine hænder, kun for at snige dem op under hendes handsker, så de nu var helt tætte på hendes fingre. 'Men takkede være dig ender mine måske ikke ligesom hans'. Et fedt smil bredte sig atter på læberne.

[Catherina Philips]

Catherina havde svært ved at følge med, da hans accent blev stærkere. Hun havde hørt den før hos de folk af irsk afstamning hun havde mødt, men hun havde aldrig været god til at forstå den. Hun måbede dog alligevel over hans ærlige fortælling og var helt mundlam da han var færdig. Det lød som om det havde været forfærdeligt for ham, hendes familie havde aldrig været rig, men vanter havde der altid været råd til.
"Nej det håber jeg ikke, det lyder rigtig ubehageligt" Sagde hun og så oprigtig bekymret ud. "Jeg kan strikke et par til dig?" Foreslog hun og lagde hovedet på skrå, mens hun så på ham med sine store øjne.

[Miles Heeney]

Det overgik ikke Miles opmærksomhed at den kønne piges ansigt skiftede fra oprigtigt måbende til bekymret. 'Det var det også', svarede han med et dybt suk. Alligevel tegnede en lille rynke sig mellem Miles bryn alt imens han smilede, usikker på om hun tog pis på ham eller virkelig var så godtroende. Der var et så uskyldigt udtryk i hendes øjne, at Miles dels fik lyst til at banke noget fornuft ind i hovedet på hende, dels fik lyst til at smide hende over skulderen og tage hende direkte med i seng.
'Jamen, det må du da virkelig gerne. Jeg ville... Elske nogle strikkede vanter', ordene lå så mærkværdigt i munden, at Miles måtte anstrenge sig hårdt for ikke at le af hende. Det var godt, at hun ikke kendte ham. Eller var typen der ikke lyttede til grimme rygter.
'Men nu har jeg fortalt så meget om mig selv. Hvad er dit navn? Hvor er du fra? Og vigtigst af alt, hvorfor sidder du her helt alene?' Uden nogen skam i livet lod han sine fingre flette ind i hendes.

[Catherina Philips]

Catherina rynkede sine øjenbryn og blottede sine tænder i et smil. Hun forstod ikke hvorfor han sad og fortalte hende alt dette, men hun ville ikke afvise ham hvis han havde brug for at tale. Da han accepterede hendes forslag blottede hun sine tænder i et stort smil og nikkede en enkelt gang.
"Mit navn er Catherina, men du kan kalde mig Cathy." Hun bemærkede ikke at han flettede fingrene ind i hendes, men forsatte blot med at svare på hans spørgsmål. "Jeg er fra Hufflepuff.. bor i Godricdalen.. og jeg sidder her alene, fordi min bror skulle lave lektier" Sagde hun ærligt og trak på skuldrene.
"Det er ikke så specielt som din historie" Hun smilede genert og så ham i øjnene med et tøvende blik.

[Miles Heeney]

Miles nikkede for at indikere, at han lyttede. 'Cathy', gentog han. 'Smukt navn til en smuk pige'. Det var super cliché, men clichéer blev sagt for lidt, i hvert fald til unge piger, der var lutter ører for den slags komplimenter. 
'Du tager fejl, jeg synes det er spændende at høre om', bemærkede han med et øjenbryn hævet for at understrege sine ord. 'Din bror burde passe lidt bedre på dig. Der kunne jo... Komme nogen og gøre alt muligt ved dig. Men så er det godt jeg er her til at tage mig af dig'. Miles smilede et ulvesmil. Blikket fastholdt hendes et par sekunder inden det gled ned på deres sammenflettede handskehænder. 'Jeg hedder i øvrigt Miles Heeney. Syvendeårselev, Slytherin, basker og anfører for vores Quidditchhold. Og god til det'. Så var det i hvert fald sagt, og så kunne hun flygte hvis hun var bange, så ingen af dem spildte mere tid.

[Catherina Philips]

Cathy blev helt rød i hovedet igen, hun var aldrig blevet kaldt smuk før, ikke af andre end sine forældre og det var på en helt anden måde. Hun smilede lidt da han sagde at det var spændende og havde allerede lyst til at fortælle mere, men han forsatte med at tale og hun tav i stedet.
"Ja! Det er jeg også glad for." Hun smilede stort og så interesseret på ham mens han præsenterede sig selv. Hun havde hørt om hans navn, men hun var ikke sikker på at hun stolede på det hun havde hørt. Han havde jo været venlig nok indtil videre. Alligevel så hun mistænksomt på ham.
"Men hvordan kan du passe på mig, når alle siger du er en skørtejæger?" Spurgte hun nysgerrigt og trak hænderne tøvende væk fra ham. Adam ville nok sige at hun burde holde sig væk.

[Miles Heeney]

Da Cathy rødmede igen blev Miles' smil om muligt endnu større. Hans fingre lavede usynlige mønstre på hendes håndryg. Måske gik han alt for hurtigt frem, men han kunne ikke lade være. Det gav øjensynligt også bagslag da hun pludselig trak hænderne til sig. Skuffet lod han dem falde. 'Wow...', mumlede Miles med en såret mine. 'Du slog mig ellers ikke som typen, der lytter til rygter. Du virker så... Forfriskende fri', appelerede han. 'Nogle mennesker vil gøre alt for at hive andre ned'. Det var store ord fra en mand, som samme dag havde fået en lille dreng til at græde.
Miles stak hænderne ind under sine arme i et forsøg på at vise, hvor ensomme og kolde de nu var blevet.

[Catherina Philips]

Cathy så tøvende på den ældre dreng og var usikker på hvad hun skulle stille op. Hun satte jo selv en ære i ikke at lytte til rygter og han havde jo ikke gjort hende noget. Hun så til sidst undskyldende på ham, rystede på hovedet og smilede en anelse. "Det er jeg også. Undskyld" Sagde hun og bed sig i underlæben. Derefter lænede hun sig frem mod ham og tog sine vanter af. Hun lagde dem på bænken og blottede sine tænder i et opmuntrende smil. "Se her, nu fryser jeg også" Bemærkede hun og så ned på sine små slanke, hvide hænder og lagde dem på hans arme, hvorefter hun så ham undersøgende i øjnene med et genert smil.

[Miles Heeney]

Det virkede. Ikke lang tid efter sendte Cathy Miles et undskyldende blik der gjorde så han måtte anstrenge sig for ikke at himle øjne af hendes naive person. Uden at tabe ansigt nikkede som svar til, at undskyldningen var godtaget. Han skævede til hende igen da hun også tog sine vanter af, og med et lille smil over hendes barnlige logik vendte han atter hele sin koncentration mod hende med fuld kraft. 'Det kan vi ikke have'. Han fangede atter hendes små hænder i sine store. 'Det er hyggeligt det her. Hvornår skal vi så på vores anden date?' Med et skævt smil skubbede han drillende sin skulder ind i hendes.

[Catherina Philips]

Cathy var virkelig ikke i stand til at se gennen hans charmerende facade og faldt helt pladask for alle hans tricks. Da han igen tog hendes hænder rødmede hun og så genert på ham over hans spørgsmål.
"Anden date? Hvorfor skal det gå så hurtigt?" Spurgte hun og løftede øjenbrynene uden at tage sig af at han havde drillet. "Ikke fordi jeg ikke vil.. jeg vil gerne! Rigtig gerne." Hun blottede tænderne i et smil og gav hans hænder et klem.

[Miles Heeney]

'Fordi du virker sød, og jeg kan ikke vente med at lære dig bedre at kendte', svarede Miles, som var det den simpleste ting i verden. Ligesom hende løftede han brynet. Det var rart at se, at hun faldt for det hele. Åh, unge femtenårige. Hvis hun altså var det. Ellers var det sgu spild af tid. 
'Det er jeg glad for. Mød mig i storsalen på fredag klokken otte'. Det var mere en ordre end det var et spørgsmål. Miles blinkede til hende. Han vidste endnu ikke hvad han ville gøre. Hvilken taktik, der skulle til. Men sagen med kvinder var, at det var ligesom et Quidditchspil, og Miles var en temmelig god basker. På alle planer.

[Catherina Philips]

Catherina smilede forlegent over hans kompliment og så væk et øjeblik, inden hun mødte hans blik igen. Hun blev lidt overraskede over den pludselige aftale, men selvom hun var usikker på om hun havde lyst, havde hun ikke noget argument for at sige nej. Hun ville måske lige spørge sin bror om han mente det ville være en god ide, hvis hun kunne nå at fange ham på et tidspunkt inden da. Han havde jo travlt hele tiden og hun var bange for han blot ville gentage de rygter hun havde hørt.
"Fint. Jeg skal tilbage til opholdsstuen nu, vi ses på fredag." Hun smilede usikkert og slap hans hænder, hvorefter hun skyndte sig hen mod døren, vinkede til ham inden hun gik ind og smuttede ind i varmen.

Lukket