Things that were done

[Edward Johnson]

tag: PSYCHE GUILLOTINE

Med foroverbøjet hoved og slæbende fødder travede Edward langsomt ned ad korridoren mod hospitalsfløjen. Han var ikke engang sikker på, at han måtte komme derind, men når han nu engang fik afsonet sin eftersidning kunne han nok føle sig sikker. Problemet var bare, at Ed ikke kunne vente med at tjekke op på Psyche efter at have set hende så sårbar. Det overraskede ham næsten, at han ikke var blevet smidt ud, fordi han jo trods alt kom løbende ind på slottet efter de var blevet beordrede til at blive i storsalen på grund af drabet på læreren - og så ovenikøbet med en pige i favnen, der kunne forbløde når som helst.
Edward havde ikke set til Damien siden, og han turde ærligt talt heller ikke konfrontere ham efter at have set, hvor skruppelløs, han var med en tryllestav. Godt nok var besværgelsen ment til Edward, og selvom han fortrød inderligt, at det var Psyche, der var blevet ramt, så var han samtidig meget taknemmelig for at have sluppet det selv. Det var en hyklerisk tanke, men han kunne ikke lade være med at blive rørt over, at Psyche havde skubbet ham af vejen for at redde ham.

Luften i hospitalsfløjen var tør men frisk, og flere forhæng var trukket for og skjulte de sengeliggende patienter. Der var helt stille, og da Edward ikke kunne skille Psyches silhuet fra de andres, var han nødsaget til at banke på healerens kontor og bede om hjælp.
Den barmfattige kvinde rynkede utilfreds på næsen ved synet af Edward, der uden tvivl lignede en, der havde gjort noget galt. Hans blik afslørede alt, men ikke desto mindre pegede hun på en af sengene længst bagud i lokalet, da han spurgte efter Psyche.
I et forsøg på at lægge låg på sin bekymring, der havde plaget ham lige siden han var blevet udvist fra hospitalsfløjen, rettede han ryggen og tog en dyb indånding. Rynkerne var dog stadig at finde i hans pande, og da han nåede Psyches seng lød han mest af alt som et faldefærdigt vrag.
"Pysche?" spurgte han for at sikre sig, at han var ved den rigtige seng, men tog derefter modet til sig og kiggede ind bag forhænget.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Under den tunge hospitals dyne, lå Psyche. Ved siden af hende, på samme stang som forhænget hang på, var hendes balkjole hængt op på en bøjle. Kjolen bar klart vidne om hvad der var sket. Den havde tidligere haft flæser, og havde måske ikke ligefrem været helt glat. Nu var det endnu værre, og kjolen var mildest talt ødelagt. Det så ud som om en flok gale hunde, eller løver med skarpe kløer, havde samarbejdet om at rive den i en million stykker. Virkeligheden var dog en del anderledes. Der var ikke tale om vilde dyr, men en relativt simpel forbandelse. En forbandelse hun havde taget for Edward.
De få gange hun havde, kunne holde sig klar i hovedet, havde hun prøvet at finde ud af hvad der helt præcist var sket. Hun kunne ikke huske ret meget andet, end at hun havde skubbet Edward væk da Damien havde angrebet ham. Og smerten, den rivende flænsende smerte. Det var efter den havde ramt hende, at hun fuldstændig havde mistet overblikket. Men hun havde reddet Edward, hun var næsten helt sikker på at hun havde reddet Edward.

Hun havde det bedre nu. Sygeplejersken havde healet sårene, og smurt noget oreganoekstrakt på dem. Da hun var stoppet med at bløde, havde de hentet noget andet tøj til hende. En løstsiddende kjole, som hun specifikt havde bedt om, for at slippe for det stive og kradsende hospitalstøj. Men man havde nægtet hende at få et spejl. Psyches mistanke var, at det skyldtes et utal af ar i hendes ansigt. Hun ville have lavet en scene, hvis hun havde haft energi til det, men hun manglede tilsyneladende stadig en hel del blod. Hun havde fået at vide at det var derfor, hun følte sig så tung i hovedet. Egentlig følte hun sig tung i hele kroppen generelt, men på en måde var det i hovedet mest påfaldende.
Hun så hurtigt på fra sine hænder, da hun hørte en stemme hun helt bestemt mente at kunne genkende. Der gik ikke langt tid før hans ansigt dukkede op, og hun sendte ham et svagt smil ”Hej Ed, godt at se dig, hvordan har du det?” Hun trak sig langsomt op at sidde, og trak bagefter dynen op til sine hofter.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 374 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Edward vidste ikke helt, hvad han havde forventet at se, da han havde trukket gardinet fra og stukket hovedet ind. I første omgang blev han dybt overrasket over det rene, hvide sengtøj, men med nærmere eftertanke var manglen på blodigt stof måske ikke så mærkeligt igen. Det underligste for ham var dog, at Psyche svagt smilende satte sig op i sengen og hilste på ham uden undertoner af nag eller andre negative følelser, og det gav et vidunderligt sug i hans mave af lettelse og andre følelser, som han ikke havde identificeret som forelskelse endnu.
"Psyche!" sagde han åndeløst og trådte med hurtige bevægelser helt ind bag forhænget og lukkede det omhyggeligt bag sig, så andre nysgerrige sjæle blev forhindret i at følge med i deres møde så meget som muligt, hvorefter han smed jakken på gulvet ved siden af sengen. Især sygeplejersken var i hans baghoved, men med hvert skridt han tog mod Psyche, jo mere indhyllet i hendes aura blev, og i takt med, at duften af hende fyldte hans hoved og omtågede hans tanker, glemte han også den barmfagre, skrappe dame.
Selvom Psyche ikke havde lydt hadefuld eller som en, der havde smerter, var han alligevel lidt påpasselig på grund af hendes hverdagsagtige tonefald. Han gjorde sit bedste for ikke at behandle hende som en syg svækling, da han satte sig på sengekanten og rettede yderligere på dynen, hun havde trukket op til sine hofter, men som altid behandlede han hende med samme varsomhed, som var hun en skrøbelig glasfigur.
"Jeg har det..." begyndte han med antydningen af et smil i sin ene mundvig men blev pludselig overvældet af at have en klump i halsen. "Du - jeg troede at..." sagde han i et forsøg på at udtrykke sin lettelse over at finde hende i god behold, men som altid fejlede han i at udtrykke sin følelser. Desuden havde han travlt med at undertrykke de tårer, der pressede på, fordi han helst ikke ville sidde og tude foran hende. Selvom han holdt gråden succesfuldt skjult, så kunne man stadig læse ham som en åben bog. Enhver følelse af uro og bekymring var at spore i hans blik, men samtidig var der noget umådeligt kærligt i folderne af hans mine og hans varsomme bevægelser.
"Jeg er ok nu i hvert fald." sagde han endelig og kiggede sigende på hende, mens han rynkede panden karakteristisk. Han kunne først slappe af nu, hvor han havde set hende i god behold, og frygten for at blive afvist var pludselig glemt i et øjeblik. Totalt afvist ville han nok aldrig blive, men han var ikke sikker på, om han kunne forvente, at Psyche nærede andre end venskabelige følelser for ham. Selvfølgelig havde de kysset til ballet, omend de blev afbrudt flere gange, men til den slags events var stemningen altid en faktor, for ikke at tale om alkoholen i punchen. Desuden havde han slet ikke givet sig selv tid til at udforske sine følelser for hende, fordi han havde været så dybt optaget af angsten og uroen, der fulgte efter juleballet. At han selv skulle til eftersidning og måske ville blive smidt ud rørte ham ikke en pind, så længe Psyche stadig var sengeliggende, og han havde i sandhed ikke haft ro i sjælen, før han endelig havde set hende igen.
De blege ar trådte frem på Psyches ansigt i det hvide hospitalslys, men på trods af deres tilstedeværelse syntes hendes skønhed bibeholdt. Trangen til at kærtegne hende voksede i ham, men som altid satte han andres behov før sine egne. Inden han overhovedet kunne begynde at tænke på at finde ud af, om han skyldte hende noget, om hun kunne lide ham, eller om hun forventede noget af ham, så var han nødt til at udtrykke sin taknemmelighed og sikre sig, at hun havde det godt. Ordene ville bare ikke som han ville, og han sænkede blikket mod den hvide dyne og derefter hendes lyse, bløde hånd, som han tog i sin, inden han tog modet til sig og mødte hende blik.
"Tak." hviskede han ærligt og havde nu tydeligt blanke øjne. Det gik ham utroligt meget på, at han ikke havde kunne beskytte hende bedre. Han vidste, at selvom han var konfliktsky og til tider en hykler, så ville han gøre det samme for hende til enhver tid. Om hun ville tro på det, hvis han sagde det, var han i tvivl om, men egentlig havde han også en fornemmelse af, at hun godt vidste det, selvom det forblev usagt. Desuden kunne han ikke lade være med at gå meget op i de klassiske kønsroller, og selvom Psyche tydeligvis var en selvstændig kvinde og havde bevist, at hun kunne klare sig selv, i aller højeste grad, så følte han stadig et ansvar over for hende, ligesom han følte et ansvar over for alle dem, han holdt af. I andres øjne ville dette nok ikke blive betragtet som en klassisk opfattelse af kønsroller, men Edward havde aldrig kunne sætte andre ord på det, på grund af hans dårlige evner til at formulere sig og sætte ord på ting, følelser og fænomener.

((OOC: Der tages virkelig forbehold for stavefejl xD))

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Psyche betragtede Edward med et roligt smil hvilende over læberne, og var måske en smule overrasket overpræcist hvor glad han virkede, til at starte med. Et hævet øjenbryn vise det et øjeblik, men det faldt hurtigt ned på plads igen. Hun valgte at tage hans umiddelbare glæde som et godt tegn. Når han var så lettet, kunne hun umuligt se så frygtelig ud som hun forestillede sig. Ellers også var det bare det der med at hun var willie. Det havde det med at indvirke på den slags, hun fandt det egentlig en smule irriterende, da det slog hende at generne lige så godt kunne være skyld i, at Edward ikke havde reageret på de ar hun muligvis mente at have i ansigtet.
Mens han lagde sin jakke, og ligesom fandt sig til rette, rykkede hun sig lidt til side i sengen, så der ville være plads til at han satte sig. Hun fulgte ham stadig med øjnene da han kom og satte sig, og lod bagefter blikket glide ned på dynen, da han glattede den ud for hende, med allerstørste forsigtighed. Hun var tæt på at komme med en spydig kommentar, men et hurtigt stik af skyd og en form for medlidenhed for Edward, fik hende til at lade være. I stedet ventede hun tålmodigt på, at han kunne formulerer et svar til hende.
Da han startede med et let smil, følte hun sit et øjeblik utroligt glad, men hendes glæde forsvandt næsten lige så hurtigt som hans smil. Hvis hun havde været i stand til det, og sygeplejersken ikke ville have slået hende ihjel for det, havde hun med glæde danset rundt i rummet, bare for at få hans smil tilbage. I stedet lagde hun forsigtigt sin hånd på hans, en minimal trøst vidste hun, men hun ville ikke afbryde ham, når han tydeligvis prøvede at finde de rigtige ord.

Da han så ud til at beslutte sig for at svar, lyttede hun til ham, før hun nikkede langsomt for forstående. Hun havde egentlig prøvet at være hverdagsagtigt, måske havde hun håbet på lidt broks over den eftersidning han havde fået, eller noget andet i den retning, men det kom ikke. Sådan som hun forstod det, var emnet, eller i hvert fald tankerne, halvt om halvt tilbage ved juleballet. Hun kærtegnede roligt hans håndryg, og så ham i øjnene med et fortroligt og kærligt blik ”Det er det vigtigste” Hun gav hans hånd et forsigtigt klem, før hun lænede sig lidt tilbage, og igen lagde begge sine hænder i sit skød. I stilheden hvilede hun sig, mens hun så på Edward med et roligt og fattet blik. Hun fremstod langt mere rolig, og langt mere klar i hovedet end hun føltes sig. Sandheden var at hun ligesom Edward havde en enorm trang til at tude, over hvor galt det hele var gået og over hvert eneste ar der åbenbart aldrig ville forsvinde fra hendes krop igen. Men hun var god til facader, det havde hun altid været, og hun ville hellere være der for Edward. Endnu en gang.
Hun så til at starte med noget overrasket ud, da den lave hvisken slap forbi hans læber. Hun var lige ved at spørge ham hvad han takkede for, da det gik op for hende. Hun var virkelig usædvanligt tung i hovedet i dag. Hun løftede langsomt sin ene arm, og lagde hånden på hans kind, mens hun smilede varmt til ham ”Det var det værd” hun strøg kort tommelfingeren over hans kind, før hun lod hånden falde ned på sengen igen. Hun havde været absolut rasende da hun skubbede Edward til side, og på den måde havde reddet ham. Hvis ikke forbandelsen havde fungeret som den gjorde, kunne hun have svoret at hun ville rive hovedet af Damien. Der havde sikkert været en del skæl på vej i hals- og rygområdet, alt andet ville næsten undre hende.
Efter hun havde sagt det, tænkte hun kort over det, og nåede overrasket frem til at det virkelig havde været det værd. Hun ville måske endda gøre det igen, hvis bare det ikke var indenfor den næste uges tid. Hun skubbede tankerne lidt til side, og sendte Edward et skævt smil ”Når jeg forklarer det til min familie, siger jeg altså at du er fuldblodet” Hendes stemme var hovedsageligt spøgende, men alvoren i det kunne dog sagtens spores. Hun mente det faktisk også, for hun kunne levende forestille sig de andres reaktion hvis hun havde sat sit liv, og sit udseende, på spil for en der ikke engang havde rent blod i årerne.

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 760 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Edward gloede fraværende ned på sin hånd, da Psyche aede hans håndryg og havde utroligt svært ved at tro på, at hun mente, hvad hun sagde. I stedet for at stille spørgsmål nikkede han blot og prøvede at bilde sig selv ind, at han virkelig var det vigtigste, selvom det lå i hans natur altid at sætte andre foran sig selv og sine egne behov. Bare fordi han var uenig, behøvede han ikke at sige det til hende lige nu, fordi ordene ville ærligt talt ikke som han, og de sad fast i en klump i hans hals. Med et noget fortørnet blik mødte han hendes igen og bemærkede pludselig, at hans åndedræt rystede.
Da hun lagde sin hånd mod hans kind lænede han automatisk sit hoved ind mod den og lagde sin egen hånd henover hendes. Det var tydeligt, at han nød hendes berøring, fordi han lukkede øjnene, men lige så snart hun sagde, at det var det værd, åbnede han dem igen og kiggede forbløffet på hende. Han greb ordentligt fat om hendes hånd og fjernede den fra sin kind dog uden at slippe den.
"Jeg er ikke det værd." sagde han uden at tænke over det. Det sidste han ville var en eller anden ynkelighedssnak, hvor Psyche skulle sidde at fortælle ham, at han da betød nok så meget, for det var ikke selvtillidsproblemer han havde snakket om, da han havde talt. Det var mere følelsen af, at deres forhold var skrøbeligt og udefineret, og selvom han stadig sad med et stort ubesvaret spørgsmål: Vil du have mig? så var han bange for, at han ikke kunne leve op til Psyche, fordi han ikke tålte presset af sladder og fordomsfulde mennesker, når først der kom for mange af dem.
"Du burde ikke gøre den slags for hvem som helst. Jeg mener, jeg er jo bare..." Han ville have sagt 'en ven', hvis ikke det var, fordi han godt vidste inderst inde, at det ikke var tilfældet. Han udåndede stødt en enkelt gang og lod blikket vige fra hendes isblå øjne til den hvide dyne.
Ude af stand til at stoppe sig selv kom Edward til at grine af hendes kommentar til det med familien og hans blod. Han følte sig ikke stødt på nogen måde men fandt det tværtimod meget ironisk og grinagtigt.

[Psyche Hestia Guillotine]

LOVE, GIVE ME LOVE, GIVE ME LOVE
_{I DON'T NEED IT, BUT I'LL TAKE WHAT I WANT FROM YOUR HEART
G I M M E M O R E G I M M E M O R E G I M M E M O R E}

Hendes blik veg ikke så meget som et enkelt øjeblik fra ham, og selvom det var tydeligt tog hun hans umiddelbare mangel på modstand, som et tegn på at han i sidste ende gav hende ret. Hun havde dog konkluderet lidt for tidligt, for selvom hun fik en del taletid kom der modsigelser. Som altid faldt modsigelserne absolut ikke i hendes smag, og hendes blik på ham blev hurtigt vagtsomt. De varme og forstående øjne blev en anelse mere kølige, og hun vred sin hånd ud af hans greb. Tydeligt utilfreds med at han modsagde hende, og på mange måder sammenlignelig med en stædig 5-årig. Hun valgte dog lade være med at sige så meget, for hun have pludselig mistet sin trang til at sweet-talke ham.
”Jeg gør ikke noget som helst for mr. Hvem-som-helst” Hendes blik på ham var blevet skarpt, og hende tone gjorde det tydeligt at hun ikke var indstillet på at diskutere med ham. Faktisk var hun generelt ikke indstillet på at diskutere. Hun var mere en slags ”mine ord er din lov”-type. Et faktum de færreste accepterede fuldt ud. ”Folk fra mit kollegium gør ikke ting for mr. Hvem-som-helst, ergo er du ikke mr. Hvem-som-helst… Faktisk er du en hel del mere end det, for Damien kaster nogle lede forbandelser” Hun sukkede kort, og mens han rettede sig lidt mere op i sengen, mens hun for en gangs skyld lod sit blik vige fra ham.

At han grinede af hendes fuldblodskommentar, fik hende til at smile en anelse. På samme tid fik det hende også til at bløde en lille smule op igen, for det var virkelig rart at hør ham le, også selvom han vel egentlig lo af hende. Da hun så op på ham igen, hvilede smilet stadig på hendes læber og hun så en hel del mere venlig ud. Hun åbnede kort munden som om hun skulle til at sige noget, men lukkede den så igen. Normalt havde hun ikke problemer med at sige hvad hun mente, men lige i det her tilfælde var det svært. Hun ville så gerne forklare ham præcist hvor meget han betød for hende, men nu hvor hun prøvede fandt hun sig selv i en underlig mangel på ord. Hun prøvede endnu en gang, men sætningen blev nærmest så ynkelig som overhovedet muligt ”Edward… Jeg…” Hun rystede på hovedet af sig selv, og giv sig selv et mentalt spark. Det var ikke engang en sætning!

_{SO THIS POST IS FOR THAT SPECIAL PERSON I CALL Edward Johnson AND IT JUST SO HAPPENS TO BE done! THERE ARE ABOUT 408 WORDS IN THIS POST SO THAT SHOULD BE GOOD. SHE LOOKS SO GOOD WEARING THIS FANCY OUTFIT kjole. OH! BEFORE I FORGET, I WANTED TO TELL YOU THAT . . . . CREDIT FOR THIS TEMPLATE GOES TO BUNNYA! OF CAUTION 2.0.}

[Edward Johnson]

Edward fornemmede tydeligt skiftet i atmosfæren, og han slap hendes hånd, idet han mærkede, at hun vred sin hånd ud af hans greb. Konfliktsky sænkede han blikket ned i gulvet ved siden af sengen og vendte siden til hende, mens hun talte. En malplaceret følelse af skam strømmede ind over ham. Pysches ord var i sidste ende ikke noget negativt om ham, men han kunne ikke lade være med at føle sig som en kujon. Han passede ikke ind i hendes liv, hendes verden, og normalt var han god til at afgøre, hvem han burde holde sig fra, men det var gået galt med Psyche. I første omgang var det hendes skønhed, der havde tiltrukket ham, men han havde jo hurtigt lært, at der var så meget mere bag hendes ydre, noget der tiltrak Edward så meget, at han fuldstændig mistede besindelsen, når han var i nærheden af hende, , men sandheden var, at lige så meget, som Psyche tiltrak ham, så følte han sig truet og skræmt af hendes temeperament. Han var så uendeligt bange for at skuffe hende, og som i mange andre situationer i hans liv, turde han ikke andet end at bakke ud.
Flygtigt lod han sit blik møde Pysches igen, og han mærkede et besynderligt sug i maven, da han så hendes igen milde blik. Han rynkede karakteristisk panden og rejste sig fra sengen, netop som hun åbnede munden for at tale. Nysgerrigt spærrede han øjnene lidt op og kiggede på hende helt uden at huske, at han var bange for at møde hendes blik, og han ledte desperat efter ord.
Da Psyche endelig talte følte han sig fuldstændig handlingslammet. Det var, som om han i det øjeblik endelig kunne sætte ord på sine følelser for hende, men der var noget i ham, der kæmpede imod dem, og han kiggede fortvivlet på hende. Han turde slet ikke høre, hvad Psyche havde at sige, selvom han inderst inde godt vidste, at hun gengældte hans følelser.
Edward gjorde et underligt ryk med sin krop, som havde han været ved at bøje sig fremover men skiftet mening i samme sekund. På samme stive facon vendte han sig meget pludseligt om og gik. Med en enkelt bevægelse fik han forhænget ud af sin vej, og uden at se sig tilbage gik han med lange, hurtige skridt mod udgangen. Undskyld ville ikke engang dække den skyld, han følte over sit manglende mod lige nu, og han vidste, at han havde spildt sin sidste chance, ved at vende ryggen til Psyche og gå derfra.

OUT

[Psyche Hestia Guillotine]

// OUT