Another year

[Christiane Wolf]

anthony burton

Christiane Wolf og Anthony Burton havde i år aftalt at holde nytår hjemme hos Christianes mugglefamilie. Christiane havde været en smule mod det først, men til sidst kom hun frem til den konklusion, at det ikke kunne gå alt for galt - Anthony havde trods alt selv mugglegener, så det var jo ikke helt ukendt for ham. En mindre nervøsitet, som hun dog ihærdigt prøvede at skjule, havde alligevel sneget sig frem i hende, da hendes mors respons på brevet havde været meget, meget gladt og lidt for ophidset.
De havde kommet frem i god tid til togstationen, og eftersom der ikke var særlig mange, der skulle hjem fra Hogwarts, var toget underligt tomt, og ingen problemer opstod på turen. Altså de var kommet meget tidligere end planlagt, og da de gled gennem muren fra perron ni-trekvart, var der endnu tre kvarter til, Christianes far kom og hentede dem i bilen. Derfor havde Christiane trukket Anthony med på en lille, afsides café, mens de ventede.

Bilen brummede let som de kørte. Lige nu kørte de på mere stille veje, men snart ville storbyens høje bygninger hæve sig ind over dem, og stress og larm ville omgive dem. Christiane havde næsten ikke kunnet vente. "Tja, nu er vi der snart," skød hr. Wolf ind i de to unges samtale og skævede til dem i bakspejlet. "Du må ikke lade dig skræmme af min mor," mumlede Christiane til Anthony. "Hun er meget spændt," tilføjede hun og kiggede med sammentrukne øjenbryn på Anthony. Bare ikke det blev helt forkert nu.
Storbyen havde nu omgivet dem, men det var ikke myldretid just nu, så bilen gled let ind i baggården og fandt sin parkeringsplads. "Så," sukkede Christiane let og trådte ud af bilen. Hun ventede på Anthony, før hun smækkede døren i, og fulgtes med Anthony efter sin far, der allerede var ved døren, der førte op til bagtrappen. "Hvis I bare smutter op, tager jeg kufferterne," sagde Christianes far, men stopede op i et ryk. "Øh, Chris, kom her," Christiane lænede sig frem mod ham og betragtede hans besynderlige ansigtsudtryk. "Din rotte, du ved, hvor er den?" Christiane hævede let øjenbrynene og trak på skuldrene. "Jeg efterlod hende på Hogwarts," sagde hun og vendte sig mod Anthony igen. "Nåh da, det var da synd. Den kunne jo godt have været her, ved du" sagde han med et lettet ansigtsudtryk og satte i bevægelse hen mod bilen. Christiane satte kurs mod trappen og skævede med et smil i mundvigene til Anthony.

[Anthony Burton]

v e r y . c h r i s t m a s

and a happy new year! ,

[/size]

Anthony var enormt høflig når han besøgte andre menneskers hjem, og da han også havde glædet sig til at fejre nytåret hos Christiane, så gjorde det ham kun ekstra omhyggelig med at holde karismaen i orden, og få åbnet op. Forældre elskede når de personer deres børn kom hjem med, kunne snakke med dem om noget som de også fandt interessante, og det lykkedes meget godt. Han startede bare ud med at komplimentere familiens bil, og forældrenes valg af bilmærke, og så havde han vel allerede åbnet en hel sluse op dér. Det hele var også meget nemmere, fordi familien, som hans egen, var mugglere.

Efter at have drukket ganske almindelig kakao på en café nær stationen, havde han nu siddet i bilen og chitchattet med henholdsvis Christiane og hendes far i et pænt stykke tid, lige indtil det tidspunkt hvor Christiane afsluttende sagde "så", og så fik han ellers hevet selen af kroppen, og trukket sig ud af bilen. Han gjorde mine til at ville tage bagagen ud af bilen, da hendes far netop sagde at han ville tage sig af den, selvom det var imod Anthonys høflighedsprincip. Han tog det bare i sig med et venligt smil... faderens venlighed måtte jo delvist skyldes at han i hvert fald ikke mente at Anthony var noget skidt eksemplar at have med sig hjem.

Spørgsmålet fra faderen fik ham til at smile mildt. Anthony selv havde efterladt Honey, hans slørugle, blandt dets mange medugler på Hogwarts. Hun kunne let klare sig selv hvad angik både føde og selskab. Anthony sendte Christiane et tavst smil tilbage, og fulgte hende, da hun begyndte at gå mod trapperne.
"Har I boet her længe?" spurgte han, imens han iagttog og scannede alt hvad han passerede, så godt som han kunne på den tid han havde i forbifarten.

[/blockquote][/blockquote]

[Christiane Wolf]

Christiane havde sit blik rettet mod trappen, mens hun gik, og hænderne begravede i sine jakkelommer. Hun tænkte sig let om, for at regne ud hvor lang tid de havde boet her. "Vi har boet her i otte år," svarede hun og overraskede næsten sig selv. Det var lige så lang tid, som hun havde boet i Tyskland, men årene her i England havde fløjet afsted. Hun løftede blikket og lod det hvile kort på Anthony, før hun selv betragtede omgivelserne. Hele bygningen havde et strejf af noget gammelt, men på ingen måde forfaldent. Alt bestod af lyse farver, bortset fra gelænderet der bestod af mørkt træ, og der var godt om plads.
"Nu skal vi ikke meget længere," sagde hun og pegede op ad trappen. Hendes fingerspidser rørte knap håndtaget, før døren åbnedes, og en mørkhåret kvinde med et stort smil på læberne kom til syne - det var ikke svært at regne ud, hvem det kunne være. "Christiane!" sagde hendes mor med en tyk tysk accent. Hun omfavnede kærligt sin datter og holdt hende fast i et par sekunder, før hun slap og vendte sig mod Anthony istedet. "Og du må være Anthony! Jeg er Christianes mor, Sabine," og uden advarsel krammede hun også Anthony, hvorefter, hun uden at give nogen chance for både Christiane og Anthony at reagere, trak dem indenfor.

De kom ind i en aflang, hvid entré med højt til loftet, hvor de tog deres overtøj af, hvorefter de trådte ind i stuen, som var et stort firkantet rum med brede vinduer, der førte ud til hovedvejen. Der var pyntet op med forskelligt konfetti og glitrende tekster, og spisebordet var en stor glitterklump. Christiane kløede sig let i nakken og betragtede bekymret omgivelserne. Hvis hun kendte sin mor ret, var det her ikke det værste. Mens Sabine snakkende, sikkert til Anthony, kiggede Christiane søgende efter sin bror, men det eneste spor hun kunne få øje på, var tv'et, der var indstillet på hans yndlings kanal. Hun bed tænderne sammen og rettede opmærksomheden mod hendes far, der var kommet brasende ind i gangen. "Åh, undskyld Anthony," afbrød Christianes mor sig selv, der havde været igang med at fortælle en masse om huset, og hastede ud til hendes mand. "Mein Gott, Christoph. Du ved godt, din ryg ikke kan klare det," beklagede hun sig ude i gangen, hvorefter hun med hurtige bevægelser satte kufferterne ind i stuen. "Skal vi ikke tage vores kufferter ind på værelset?" foreslog Christiane, og uden at vente på svar, havde hun allerede taget fat i sin.
Hun førte Anthony ned af en mindre gang, som sluttede i tre døre. Mens Christiane sloges med døren til højre for hende, åbnedes den venstre dør, og en ung mand med lysebrunt hår kom til syne i døråbningen. Han så først overrasket på dem, men derefter ganske tørt på Anthony. Han gjorde ikke noget for at få Christiane til at se på ham, men betragtede blot Anthony.