We wish you a merry..

[Aiden Kane Ivory]

Tag: Ivoryslægten

Aiden var selvfølgelig sammen med sine søskende hjemme på ferie. Juleferien var trods den af de ferier hvor hele den store Ivoryfamilie var samlet. Hvert år planlagde familien hvor ferien skulle afholdes og dette r havde man besluttet at det skulle være hjemme hos Harry og Aneglina Ivory, altså Aidens forældre. De havde et stort hus i London og derfor behøvede børnene ikke hele vejen tilbage til Irland for at holde deres ferie.


Aiden havde som den ældste blandt flokken på fire stået for at ordne invitationer og den slags sammen med faderen. Som den eneste dreng i familien var det ikke altid sjovt at se til mens søstrene sad og fniste for sig selv over nogle ting de planlagde sammen men hvad skulle han dog gøre? Selvfølgelig havde han forsøgt at finde ud af hvad de havde gang i men han havde opgivet efter et stykke tid, måske var det alligevel ikke noget specielt.


Det var juleaften, og familien ville snart troppe op en for en. Hans mor lallede rundt i det store hus og sikrede sig at alt var som det skulle være. Hun standsede op og hævede brynet over Aidens påklædning ”Hvad skal dette forestille Aiden Kane Ivory.. gå op og tage en jakkesæt på” sagde hun med den bestemte klang han kendte så godt og som Rachel også kunne mønstre og tid tider også Imogen. Han så på sin mor og skulle lige til at sige hende imod men valgte i stedet at gøre det på en anden måde ”Mor.. du ser godt du i dag” til svar fik han blot et fnys ”Afsted..” sagde hun og pegede ud døren. Han sukkede og forlod den store stue idet døren ringede. *Redet af gongongen* tænkte han og smuttede hen til døren der netop blev åbnede af en husalf.

Outfit: Clik

[nicole]

Tag: Ivory-slægten

I år var det blevet bestemt at Julen skulle holdes hos Angelina og Harry. Og Dermed også hos deres fire børn. Nicole, der var den yngste af de fire, sad på sit værelse i fuld gang med at gøre sig klar. Tøjet lå parat på hendes seng, mens hun selv sad på en stol iført et par shorts og en alt for lang bluse. En børst gled gennem de vilde krøller, og i spejlet reflekterede den unge Ivorys ansigt. De brune øjne, kiggede ind i hinanden, krøllerne var de samme. Og smilet, voksede om hendes læber. Så elegant, som en tolvårig pige nu kunne, hoppede hun ned fra den lave stol og iførte sig hurtigt den sorte kjole. Men der var noget der manglede. ”Hey!,” Råbte hun, og løb med små skridt hen til døren før at åbne den. ”Har en af jer tre set halskæden jeg fik af far!?” lød hendes stemme, gennem gangene. Nicole sprintede ned af trapperne, uden strømper eller noget på. Først forbi den ene dør også den anden. Da hun endelig kom ned, fik hun er misbilligende blik fra sin mor og hendes fars ansigt var gemt i avisen. Først da hun så Aiden, som gik hen til døren.

Dør klokken havde ringet, uden at Nicole havde hørt det. Hendes ansigt blev formet i en grimasse, hvorefter hun løb op af trappen og var flere gange ved at falde forover. Da hun igen var oppe på værelset, trak hun nogle hvide strumpebukser på og et par røde sko. Derefter, gik hun i et langsommere tempo ned af trappen med en besværet vejrtrækning og med små røde pletter omkring kinderne. Hendes bryst hævede og sænkede sig med små mellemrum, men stoppede da hun endelig stod for enden af trappen. ”Hvem er det?” spurgte hun nysgerrigt, og stilte sig på tæer som for at se hvem der var. Hvilket var svært, da døren var af massivt træ.

Tha' outfit

[/color][/url]

[Imogen Ivory]

til IVORY'ERNE

Imogen sad inde på sit lille værelse, som var farverigt møbleret med slidte møbler hvor malingen for længst var begyndt at skalle af. Det var ikke fordi familien ikke havde råd til nye, men Imogen var utrolig glad for de gamle og det ’vintage-look’ de havde fået sig. Alt undtagen hendes seng stammede fra diverse genbrugsbutikker, og Imogen kunne ikke lade være med at føle at det havde en vis charme over sig.

Hun sad på den smalle enkeltseng foran sin komode, hvor hun havde placeret et lille spejl på toppen. Der kunne ikke være mange øjeblikke til at diverse familiemedlemmer begyndte at vælte ind og hun var så tæt på at være klar, som hun kunne være. Imogen var kendt for lidt af en drengepige, men når det kom til hendes valg af tøj slingrede det helt uforudsigeligt. I dagens anledning bar hun for eksempel en meget tøset, blomstret kjole, de fleste af hendes drengevenner på Hogwarts sikkert ville have mobbet hende med i uendeligheder. Specielt Charles. Ham ville hun dog bare have langet en på siden af hovedet, og så var den afsluttet. Det var næsten kutyme imellem de to, og han var vel efterhånden ved at være så vant til det.

Med et irriteret suk rejste Imogen sig op, efter at have gennemrodet samtlige små æsker med smykker hun havde til at stå spredt ud over hele værelset. Hun stak hovedet ud af døren og råbte med gennemtrængende kraft, som hun bedst havde lært det fra Quidditch. Som anfører, en arrig en af slagsen, havde hun haft brug for at have et rimeligt voldsomt stemmeleje.

”NICOLE, RACHEL! HVEM FANDEN HAR NAKKET MINE ØRERINGE?” brølede hun, netop som Aiden passerede hende, og hun sendte ham et smørret smil, stadig stående halvt i døråbningen. Ikke længe efter lød Nicoles stemme dog også nede fra den anden ende af gangen, og Imogen lænede sig med hænderne og brystet ind imod dørkarmen.

”Den ligger ude på badeværelset,” svarede hun hende højt, og ignorerede sin mor, der ikke havde kunne undgå at høre Imogens råb, som højlydt bad hende om at snakke pænt til sine søstre. Så svang hun sig ud fra værelset og brasede ind hos Rachel uden at banke på, for at finde sine perleøreringe. Alle tre piger havde det med at dele smykkerne lidt tilfældigt.

this is the O U T F I T

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Som altid før den årlige familiesamling havde Rachel rent faktisk ikke barrikaderet sig inde på sit værelse, men var stået tidligt op og havde hjulpet til i husholdningen. Det førte dog også til, at hun nu hektisk stormede gennem det store hus for at nå at gøre sig klar til gæsternes ankommen. Alt forløb egentlig i klassisk juletraditions-vis. Imogen og Nicole råbte efter deres forskellige ting, Aiden prøvede igen at undgå jakkesættet, Harry sad med hovedet begravet i avisen og Angelina færdiggjorde de sidste detaljer med en ynde, Rachel altid havde beundret. Ja, selv den lille folde, der havde dannet sig mellem hendes bryn af det pres, der lå på hende, klædte hende på en måde.

Et skrig lød fra Rachel, da hun snublede i gulvtæppet på sit værelse og faldt så lang hun var. Rachels værelse havde egentlig altid overrasket mange, der umiddelbart ville tro at hendes værelse var meget piget eller elegant. Det var dog langtfra tilfældet. Væggene var malet en enkel, hvid farve, som man dog næsten ikke bemærkede ved alle de farverige bannere, plakater og andre ting, der prydede hendes vægge med røde farver. Gryffindor-våbenskjoldet hang stolt på hendes væg sammen med et utal af Quidditchplakater. Udover det havde hun en helt væg dedikeret til sine venner, der næsten alle havde skrevet kærlige og sjove hilsener til hende med forskellige farver, der alle passede til deres personligheder. Hendes blik faldt på den sidste væg, væggen bag hendes dobbeltseng. Billeder fra hendes år på Hogwarts; Lily, Aiden, Ethan, Jacob, Imogen, Samuel, Alexander for kun at remse nogen op.. Alle hendes venner hang og smilede blændende til hende, killede hinanden, legede.. Der var ikke grænser for den sjov, der foregik på billederne.

Et smil gled over Rachels læber, før hun hurtigt fik sat sig ned ved sit spejl og lagt en hurtig, men festlig make-up. Imo’s råb indefra fik et opgivende støn over hendes læber, mens hun puffede de viltre krøller op med Scarlett Shimmerfields hårmousse og smilede blændende til sig selv i spejlet, før døren blev revet op med et brag. Forskrækket gloede hun på sin lillesøster, før hun fik hævet et slankt øjenbryn.
"Jeg har dem her", svarede hun roligt og rakte de forsvundne øreringe til Imo, før hendes opmærksomhed blev taget af Nicole. En latter strøg over hendes læber.

”Tålmodighed er en dyd, Nic”, råbte hun ned til sin lillesøster, men indeni var hun selv ved at dø af spænding.

WORDS 387
OUTFIT KLIK
TAG Ivory’s

[Aiden Kane Ivory]

Tag: Ivory-slægten

Aiden kunne selvfølgelig ikke undgå at høre larmen fra sine søstre. Hvorfor mon piger altid skulle larme og bruge så meget tid i bad og påklædning? Det var en gåde for ham og problemet var så den at han havde tre søstre! Han standsede inden han nåede døren og vendte sig om da han troede at Nicole havde væltede ned ad trappen så meget som hun larmede. Han opdagede dog at hun ikke var kommet noget til og trak på skuldrende ved hendes spørgsmål. Hvor skulle han vide det fra? Man kunne ikke sige at han lallede rundt med sine søstres smykker.


Inden han havde flyttede sig styrtede hans søster op ad trappen igen og inden der var gået mange sekunder stod hun igen fuldt påklædt. Så snart denne stod på trappen lød Imogens stemme, også denne ledte efter sine smykker. Kunne de dog ikke lægge tingene tilbage når de havde lånt dem, det ville spar huset for larm. ”Hvis I ellers gider tage det roligt så vil du finde ud af det” svarede han Nicole som i det samme spurgte om hvem det var der bankede på.


Lyden af et brag fik ham til at stivne og hans mor og far der havde været optaget af avisen så nu op. Det dunkede i hans bryst et øjeblik da han faktisk vidste hvem der var faldet. Skriget genkendte han straks ”Rachel!” kaldte han mens han ventede på en form for svar. De var trods alt tvillinger og en form for kommunikation havde de så det gjorde underligt nok ondt på ham når der skete hende noget. Da han hørte hende snakke til Imogen sukkede han et suk af lettelse.


Udenfor døren stod hans onkel, Hurley Ivory, sammen med hans hustru Patricia, deres ældste søn og så selvfølgelig Evelynn. Hans blik hvilede kort på hende inden han gik familien i møde. ”Far.. Onkel Hurley er her” råbte han med sin rolige stemme. Selv behøvede han ikke hæve stemmen spor meget for at få den til at runge i hele huset. Han regnede med at have arvet denne evne fra sin far som jo var træner for en Quidditchhold, den samme stemme havde Imogen vist arvet for hun havde brugt den for ganske få minutter siden. Aiden gav sin onkel og fætter hånden og daskede sidstnævnte et venligt dask over skulderen. Han hilste høfligt på Patricia inden han vendte sig mod Evelynn ”Hej..” sagde han med et venligt skævt smil.

Outfit: Clik

[nicole]

Nicole undlod bevidst at svarer på Imogens spørgsmål, om hvem der havde nakket hendes halskæde. Hun trak sig modvilligt væk fra døren, for at gå ud på badeværelse og vende alt på hovedet. Halskæden var af guld, et lille hjerte med en diamant i midten. Det var og blev hendes ynlings halskæde og til den passede hendes ring, som var formet som en sommerfugl. Med sine smidige fingre, fik hun halskæden omkring halsen og lukket låsen. Hjertet hvilede blidt på hendes bryst. ”Tak, Imo!” Råbte hun ude fra badeværelset, og puffede lidt op i håret med den ene hånd. Krøllerne dansede om hendes ansigt, og et mildt smil var plantet midt på hendes læber.

Skoene klikkede svagt mod gulvet, trods der ingen hæl var på den, når Nicole gik. Man kunne tydeligt høre at hun var på vej ud i køkkenet, for at hjælpe moderen med det sidste. Men før hun nåede derud, blev hun skubbet ud af Angelina som absolut ikke ville have den mindste datter til at hjælpe. Nicole stak barnligt underlæben ud, og lagde armene over kors mens hun trak øjenbrynene sammen og lavede sit sure fjæs. Derefter trampede hun ud i gangen for at se hvem der ventede udenfor døren, for hun havde ignoreret Aidens svar blankt. Det sure udtryk forsvandt med det samme, da et kæmpe brag hørtes gennem hele huset. Deres mor bankede lidt på forklædet, for at fjerne alt det støv hun havde samlet fra komfuret og blev mødt af Nicoles irriterede blik. Nicole rykkede lidt på sig, et enkelt skridt til siden og kiggede så op af trappen. ”Jeg har ikke tålmodighed!” svarede hun, med en rungende kraft. Hendes stemme fejlede ikke noget, og hun kunne sagtens bruge den. Med et smil vendte hun sig om, da døren blev åbnet og onkel Hurley stod der. Et kæmpe smil formede sig om hendes læber, hvorefter hun tog fem hurtigt skridt og krammede sin onkel. Nicole var den mindste, og var derfor van til at hun måtte gøre hvad der passede hende, sådan lidt. Ville hun kramme nogen, kunne hun gøre det. Derefter smilte hun til Evelynn og trådte så tilbage for at gøre plads til resten af familien.

”Jeg går ind i stuen” mumlede hun til Aiden og sendte ham et opgivende smil i forbifarten. Larm var der nok af, det måtte hun give ham. Derfor var det nok godt at sætte sig til rette inde i stuen, også derefter komme tilbage og lave mere larm!

Tha' outfit

[/color][/url]

[Evelynn Rose Ivory]

Julemiddagen, den årlige julemiddag – for Evelynn, den årlige tortur. Hendes siddende i et rum med den store familie, der alle var nærmest modsætninger af hende. Alligevel havde hun brugt tid til at gøre sig i stand og før de var taget af sted hjemmefra, havde hun været godt tilfreds. Den sorte kjole havde hængt bagerst i hendes skab og hygget sig alene, da hun aldrig ville tage den på til en fest blandt venner – desværre var dette en familiefest og derfor skulle hun vælge noget mere uskyldigt og ikke helt så afslørende. Det flammerøde hår bølgede blødt ned ad hendes ryg og bryst og gav ligesom det afgørende prik over i’et. Normalt gjorde det, at hun var tilfreds med sit udseende, Eve til en meget roligere og selvsikker person, men når de skulle hjem til andre Ivory’s var det altid et helvede og hun kunne allerede på vejen mærke en iskold klump af nervøsitet danne sig i hendes mave. Imogen og hende var jo på god fod og Aiden kunne hun også af og til snakke fint med. Nicole havde hun aldrig rigtig haft en holdning til, så det var jo egentlig også fint. Det reelle problem kom jo først ved Rachel. Hadet til Eve var jo altoverskyggende og hun glædede sig langt fra over, at de var årets værtsfamilie.

Nervøst tog Evelynn et par dybe indåndinger og prøvede at falde til ro, før hun fulgte sine forældre og broder hen til døren. Den blev hurtigt åbnet og Eve kunne se Aiden bag sin onkel, der hurtigt trådte ind i varmen. Forsigtigt fulgte Eve ham og gengældte Aidens forsigtigt smil med et, der rent faktisk nåede øjnene, før hun atter tog blikket fra ham og på Nicole, der var kommet til syne.

”Ummm… Glædelig jul”, sagde hun og smilede svagt til de familiemedlemmer, der var kommet til syne. Forsigtigt trådte hun selv ind i varmen og lod sin jakke glide ned i armene på den lille husalf, der flittigt fik den bragt hen til hendes forældres overtøj. Hendes far og Harry gav muntert hånd, mens Angelina var kommet ind fra køkkenet og nu stod med armene slynget om Patricia, der gengældte omfavnelsen. Eve kunne ikke tilbageholde et svagt smil ved synet af kærligheden i rummet. Det var dog også en smule trist, da ingen nogensinde hilste sådan på hende. Et lydløst suk gled over hendes læber, mens hun lod hænderne glide over kjolens skørt i glattende bevægelser, for at have noget at tage sig til.

WORDS 415
OUTFIT KLIK
TAG IVORY’s

[Imogen Ivory]

til IVORY'ERNE

Imogen bemærkede knapt nok braget fra sin søsters værelse, så vant til forskellige mærkelige lyde i hele huset, at hun for længst var stoppet med at tænke over det. I et hus med tre halvvoksne Quidditchspillere og en lillesøster der var godt på vej, var der aldrig helt stille siden en af dem altid baldrede ind i et eller andet. Dog var Rachel oppe fra gulvet igen da Imogen trådte ind, så værre kunne det ikke have været. Med et smørret smil rakte hun hånden frem så storesøsteren kunne lade øreringene falde ned i hendes udstrakte håndflade. Det var ikke tilfældigt at de var endt hos Rachel, siden hun havde et par magen til. De havde faktisk købt dem sammen for længe siden - men Imogen havde sikkert efterladt dem i stuen, hvorefter Angelina tilfældigt havde lagt dem på en af sine døtres værelser.

"Tak du," sagde hun og begyndte at stikke stikkerne igennem hendes tynde øreflipper, og sendte Rachel et sidst smil før hun var ude af døren igen og på vej ned af trappen i hælene på Nicole og Aiden. Hendes smil blev varmt ved synet af sin onkel og tante, samt kusine og fætter. Med rolige, bestemte skridt trådte hun over til Hurley og gav ham et halvt kram med den ene arm.

"Velkommen til, Onkel Hurley." derefter omfavnede hun sin yndlingstante og rodede distræt sin ældre fætter i håret, der tjattede ud efter hende. Til sidst nåede hun den jævnaldrende Evelynn, som Imogen kom overraskende godt ud af det med, og skænkede hende endnu et kram.

"Godt at se dig, Eve," sagde hun med et endnu varmere smil og rettede på sin åndssvagt tøsede kjole.

this is the O U T F I T

[Rachel Saskia Ivory]

picture perfect memories ,

Det var tit Rachel faldt, klodset og nærmest umulig som hun var. Det kom derfor ikke bag på hende, at Aiden var den eneste, der reagerede på braget, der kom med det. Hun fik dog råbt ned at hun var okay og vendte hurtigt tilbage til sine ting. Da Imo også kom ind til hende fik de det hurtigt ordnet, så Rache kunne få gjort sig helt færdig til middagen med familien. Hun blev dog lettere distræt, da Aiden fik annonceret at onkel Hurley var der. Hun elskede egentlig Hurley og Patricia, men når det kom til Evelynn, var hun ikke ligeså åben. Det, at kusinen var kommet på Slytherin, var fra Rachels synspunkt fuldkommen utilgiveligt, hvis man bar navnet ’Ivory’. Desuden gjorde det faktum, at hun havde haft så mange drengebekendtskaber, det ikke just nemmere for Rachel. Alligevel gik hun hurtigt ned ad trapperne og hilste på sin onkel og tante med et bredt smil. Også sin fætter gled hun hurtigt ind i favnen på og rodede, selvom hun ikke bevidst kopierede sin søster, denne i håret. Da hun så vendte sig mod Evelynn kom en kølig distance i hendes øjne og hun nikkede enkelt.

”Velkommen til og i lige måde”, sagde hun køligt og snurrede om på hælen for at gå ind til sin lillesøster, der havde sat sig ind i stuen. Hun glædede sig nok mest af alt til nogen af de andre kom, da hun jo altid havde det bedre med de ældre fætre i familien, da hun jo var en af de eneste piger på sytten. Hun glædede sig især til at se Jacob og Emma, som hun altid havde det godt med selvom de to var værre end kamphaner på deres højeste. Hendes blik faldt på Aiden. De to havde heller ikke just været de bedste venner på det seneste. Jaeh, lige siden alt rodet med både Nathan Brady og Gabriel Caron, havde de to næsten undgået hinanden, noget de fleste Ivorys var blevet meget overraskede over.

Men den tanke i hovedet drejede Rachel hurtigt tilbage til de andre og stillede sig overfor Aiden, åbnede munden for at sige noget, men ordene ville ligesom bare ikke forlade hendes læber.

”Tager du lige den ind på bordet, kære?” Rachel vendte overrasket blikket mod sin mor og tog automatisk fadet med kødet, nikkede og vendte igen ryggen til sin tvilling.

WORDS 394
OUTFIT KLIK
TAG Ivory’s

[Aiden Kane Ivory]

Tag: Ivory-slægten

Efter at Aiden havde fået til råb om at Rachel var okay fra vedkommende selv, havde hilst på sin onkel, tante og disses børn havde han ladet de voksne gå ind i stuen eller hver til sit og blot stået og snakkede med sin fætter i enkelte sekunder. De diskuterede kort de kommende Quidditchkampe hvilket Aiden, Imogen og deres far tit gjorde under måltiderne især fordi børnene jo begge var anfører og faderen kom med råd som de begge forsøgte at bruge så fornuftigt som overhovedet muligt. Det de to fætre stod og snakkede om inden fætteren blev overdynget med kram af Aidens søstre var hvordan stemningen var i huset nu hvor den første kamp skulle spillet mellem Imogen og hans hold. Aiden havde leet og blot sagt at alt var i skønneste orden selvom de to søskende tit diskuteret hvem der ville vinde og hvorfor.


Han havde smilede til sin lillesøster og nikkede da denne bekendtgjorde at hun smuttede ind i stuen og vendte blikket mod Imogen der så ret tøset ud for en gangs skyld ”Det der vil du ikke vinde en Quidditchkamp med” kunne han ikke lade være med at annoncer ret højt så de nærmeste ville kunne høre det. Han drillede hende selvfølgelig bare. Da Rachel stod foran ham og forsøgte at sige noget så han spørgende på hende. Ville hun sige noget skulle hun spytte det ud ret hurtigt. Siden dengang han havde fanget hende med Nathan havde deres forhold ændrede det, og desværre var det ikke gået op ad bakke men ned da han igen havde fangede hende i favnen på Gabriel, slangen som han hadede allermest i verden.


Da hun opgav og i stedet tog det fad hendes mor rakte hende og smuttede igen sukkede han. Hvornår ville vanviddet dog ende! Han nåede dog ikke at få svar på det spørgsmål idet hans mor kaldte på ham ude fra køkkenet. Han smuttede derind og dukkede få skeunder efter op med et fad i hånden. Han fulgte efter husalfen som nok havde fået sig for mange friheder siden denne absolut skulle vise hvor fadet skulle stå. Aiden satte den ned det anviste plads og lod blikket glide hen over sin far som sad og snakkede med onklen. Han nåede dog ikke at opfatte hvad samtalen omhandlede da der igen blev ringede på døren.

[Eleanor Ivory]

Eleanor havde, under højlydte protester iført sig en sort kjole med hvide prikker. Den var efter hendes mening, utrolig grim og derfor havde hun, som en slags demonstration, tager sine regnbue sko på. Ellers var hun meget stilfuld med halskæden, der havde en rose i midten, rose øreringene og ringen der ligeså havde en rød rose. Da det var tid til at tage af sted, til værtsfamilien som der skulle holdes jul hos dette år, havde Deidre set de alt for farverige sko og beordret sin ældste datter at skifte til nogle mere stilfulde. Men det skete aldrig, for den unge pige var allerede smuttet ind i bilen, klemt ind ved siden af sin anden ældste søster og sin storebror. Den mindste pige, sad ovenpå skødet af hendes storebror.

Efter flere timer i den alt for lille bil, kunne Eleanor godt fornemme at hendes tålmodighed var ved at slippe op. Hun trommede på sine lår og begyndte at spørge hvornår de var der. Hun åndede lettet op, da bilen stoppede og familien begyndte at sige ud. Eleanor var den første der stod henne ved døren og hun trykkede utålmodigt på ringeklokken. Døren blev åbnet af en lille alf og hun sendte et strålende smil til den, hvorefter hun hurtigt smuttede forbi den. Hun så hen på Evelynn og sendte hende endnu et strålende smil. ”Hej med jer!” lød hendes stemme, mere glad og højere end hun havde forventet det. Den ene hånd røg op for munden for at skjule et fjoget smil og grin. ”Glædelig jul” sagde hun så og gik hen til Aiden for at slå armene om ham. Derefter hen til Evelynn som hun også slog armene omkring, også hen til de to andre kusiner. Eleanor smilte til Imogen og sendte Rachel et lille drillende smil, før hun trådte til siden for at lade syntes glide hen på resten af sin familie, der ihærdigt prøvede at sige hej til alle dem der allerede var ankommet. ”Haft en god ferie indtil videre?” spurgte hun med et glimt i øjet og så på Imogen. Hun kiggede hen på Rachel, som havde været en smule svær at omfavne da hun havde fadet i hånden, hvorefter hun kiggede opmærksomt på sin ældre kusine. Eleanor kørte en hånd gennem det brune løse hår, mens hun forestillede sig kaoset i denne familie med to anfører som også var søskende.

tøjet

[Cielle Donovain Ivory]

Cielle trak sig tøvende ud fra hendes forældres lille grønne ford sierra og glattede den halvlange sorte nederdel, mens at hun prøvede at trække vejret dybt i det stramme korset. det lykkedes hende kun lige præcist.. hun vendte sig mod sine forældre for at prøve at overtale dem til at lade hende tage hjem, men da hun så spændingen i deres ansigter nænnede hun det ikke, og tog et par elegante men stadigt lidt tøvende stridt op imod angelina og harrys hus.

Det var længe siden hun havde set sin familie sidst, et par år, for sidste år havde hun været for syg til at tage med, og hun havde svært ved at huske deres ansigter præcist.. nå men hul i det.. hun bare forsøge at klare sig igennem aftenen. hun savnede pludseligt sin kat, Alistair, som jo desværre ikke måtte komme med.. hun misundte ham den stille aften hjemme i familiens hus, hvor at naboen, mr. Martin passede ham.. Mr. Martin var en rar ældre mand, der boede til venstre for dem, og ejede en enorm kærlighed til katte. Alistair ville få en pragtfuld aften.. hun håbede bare at lidt af kattens held ville falde over på hende.. så slemt kunne det vel heller ikke være, og hvis det endeligt var så måtte hun tage det som en sand groffindor og møde det med åben pande.. og lussinger..

Cielle gik langsomt op ad havegangen, men der gik ikke lang tid før at hendes forældre overhalede hende og endnu før at hun var nået op til døren var de gået ind, og var nu ved at blive omfavnet til døde af velmenene familiemedlemmer.. Tøvende lænede hun sig op ad døren og lod sine i dagens anledning gul-grønne øjne glide over forsamlingen mens hende halvlange kraftigt krøllede hår blev rodet op ad hendes mors hånd..
"det skal nok gå, skat!"
hun vendte sig med armene over kors mod sin mor, med et skeptisk blik.
"ja det bliver dig og far jo ved med at sige.."


//Tøj: www.polyvore.com/cgi/set?id=27270017//

[Aiden Kane Ivory]

Aiden smilede ved synet af Eleanor der dukkede op. Han kunne ikke undgå at bemærke skoene som fik ham til at smile. Typisk Eleanor, hvad havde hendes forældre nu bedt hende om siden hun var nød til at trodse dem med de sko? ”Hej Eleanor” hilste han varmhjertet som han altid var og lod hende omfavne sig. Han gengældte krammet inden han venligt trak sig ud af hendes favn for at hilste på resten af familien. Han gav hånd til sin onkel som han havde gjort ved den første, lod sig omfavne af hendes mor og søster inden han hilste hendes bror med et dask over skulderen.

Husalfen havde ikke lukkede døren bemærkede han, den havde fået travlt med at tage overtøjet af de nyankommne gæster. Aiden gik de få skridt hen til døren men bemærkede at endnu en Ivory-familie var på vej. Han kastede et blik hen over hans onkel og tante som han hilste på. Onkelen spurgte til hans helbred og så til hans far som endnu stod i stuen nu sammen med sin anden bror altså Eleanors far. Han smilede til Cielle, endnu en kusine af familien. ”Hej Cielle.. du ser godt ud” sagde han drillende dog mente han skam sine ord, hun så pragtfuld ud.

Han lukkede døren da hun var trådt ind og straks hørte han nogen kalde på sig, hans mor! ”Undskyld mig” sagde han og slangede sig forbi nogle af gæsterne og ind i køkkenet til hans mor som straks begyndte at give ordre til at han skulle sørg for at alle havde en plads at sidde og at de alle sad som de skulle så børnene ikke sad midt i det hele. Aiden stod og nikkede og pludselig stod hans mor med en kam i hånden ”Hvad er der med jer drenge og jeres hår..!” Aiden trak sig bagud ”Du røre det ikke” han stormede ud af køkkenet inden hans mor nåede at ødelægge hans opsatte hår. Han havde trods alt brugt noget tid på at få det til at sidde som det nu sad.