En ven i nøden

[Louis Howe]

Louis mærkede et sug i sit mellemgulv, da den nu åbne skjorte afslørede hans bare overdel. Hans slanke fingre, der hvilede mod Ollies hals, gled om til nakken og videre op i det røde hår, mens han nød følelsen af de bløde læber mod sine egne.

Uden at tænke over det rullede den unge troldmand ned på ryggen i sengen, så hans åbne skjorte gled ned fra skuldrene og afslørede endnu mere af hans lyse hud. Samtidig havde han insisterende hevet Ollie med sig men den hånd, der havde fat om hans nakke, hvorefter han med begge hænder begyndte at åbne den andens skjorte.

[Oliver Morecambe Young]

Oliver byttede plads som det naturligste i verden. Han hævede sig op på armene over Louis, lige netop så meget, at han stadig kunne kræve den andens læber. En kuldegysning løb ned over hans rygrad, som Louis åbnede hans skjorte og han trak sig lidt tilbage med et drenget smil, kun for at se opslugt ned på den anden troldmand.

Blikket spillede lidt, den alvorlige samtale for et øjeblik siden ganske glemt - for Ollie i hvert fald - og det var for fristende at bøje nakken og plante en række kys mod Louis' kraveben, til at Oliver kunne lade være. Faktisk, så forsøgte han slet ikke på det.

[Louis Howe]

Louis så opslugt ind i Ollies mørke øjne, hvorefter hans blik gled videre ned til den veltrænede overkrop. Fornøjelsen var kort, før han måtte strække halsen og lade den anden læber komme til sit kraveben.

Med tunge vejrtrækninger fjernede han skjorten fra Ollies krop, og kun en smule forsigtigt fandt hans slanke fingre vej til den bare brystkasse. Følelsen af den bløde hud mod sine fingre fik ham til at trække på smilebåndet, og snart var de begyndt at gå på opdagelse længere ned af den andens bryst og ud mod siderne. Krævende vendte Louis ansigtet og mødtes i endnu et kys.

[Oliver Morecambe Young]

Kys og kærtegn var der mange af og Oliver var alt for villig til at give dem. Han kunne mærke varmen fra Louis' nøgne hud tydeligt og det fik hans egen til at krible forventningsfuldt, kun opildnet yderligere af den andens iver.

Alligevel brød han væk fra kysset og smilede drillende i et øjeblik. Det var dog kun for kortvarigt at sætte sig op på knæ og trække skjorten helt af. Den endte kasseret et ligegyldigt sted på gulvet, før Ollie sank ned over Louis igen og krævede flere kys. Flere kærtegn.

[Louis Howe]

En svag rødmen spredte sig på Louis' kinder og hals, da Ollie smilede drillende til ham. Igen følte han, at den anden var langt bedre til at håndtere en situation som denne end ham selv, og han skulle til at åbne munden og pointere sig egen uvidenhed, da det slog ham, at Ollie selv havde sagt, at han heller intet vidste noget om dette. Det var helt nyt for dem begge.

Et eller andet sted turde Louis ikke at gøre mere, men samtidig hadede han tanken om ikke at skulle være tæt med Ollie på denne måde. Derfor tog han fat om den andens nakke med en nyfunden intensitet og trak ham ind i et dybt kys. Den anden hånd gled ned ad den bare brystkasse og ramte buksekanten, hvis åbning han forsigtigt begyndt at pille ved.

[Oliver Morecambe Young]

Det var et godt stykke tid senere, at Ollie strakte sig træt og skjulte et gab bag en hånd. Den endte med at begrave sig i den tykke manke og han drejede hovedet mod Louis og smilede skævt.

Han havde en følelse af, at han burde sige mere om Louis' far, men han kunne ikke helt finde ud af at italesætte det. Desuden var det ikke helt det, der var tættest på i hans tanker. Til gengæld føltes hans nakke en anelse varm og han vidste ikke hvad han skulle sige, men til gengæld kunne han ikke lade være med at smile.

[Louis Howe]

Louis lå afslappet på maven med armene rundt om en pude og øjnene lukkede i. Da Ollie gabte åbnede han dovent øjnene, og da deres øjne mødtes, bredte der sig en varme om hans nakke og hals.

Uden at vide, hvad han skulle sige, løftede han sig ene hånd og lagde den på den andens brystkasse. De grønlige øjne faldt til hånden, hvis fingre blidt bevægede sig op og ned i blide strøg. "Ollie . . ." sagde han så og løftede blikket. "Kan du ikke love mig ikke at tro på diverse rygter, før du har talt med mig?" bad han og stoppede kortvarigt sin hånd bevægelser.

[Oliver Morecambe Young]

Olivers blik faldt kortvarigt til hånden mod sin brystkasse og han smilede lidt, før blikket fandt Louis igen. Smilet forsvandt ikke helt, men øjenbrynene trak sig lidt sammen over det alvorlige tonefald. Øjeblikket efter røg de lidt op og han så tavst på Louis i nogle øjeblikke, før han løftede sin egen hånd og lagde den over den andens.

"Jeg vil prøve?" foreslog han, men mente det til gengæld tydeligvis alvorligt. Han kunne ikke love, at han aldrig ville tro på rygter. Selvom han ikke forventede det værste fra Louis, så vidste han at mennesker kunne overraske en. Nu havde han dog kun grund til at stole på den andens ord. "Og lade dig forklare før jeg dømmer, hvis jeg hører mere."

[Louis Howe]

Louis betragtede Ollie tavs i et langt øjeblik. Det var ikke det svar, han havde ønsket, men det var bedre end et nej. Han nikkede og lirkede sin tommelfinger ud, så han kunne stryge den andens håndryg.

"Det kan vi godt sige," medgav han og så lidt Ollie, før han lænede sig frem og plantede et let kys på hans læber. Ganske uvilkårligt vendte hans mundvige op i et lille smil. Hele situationen, ham og Ollie, fik stadig sommerfuglene til at flagre en lille smule nervøst i mellemgulvet.