Læsning

[Miles Heeney]

Líle Ó Fionnagáin

Det var et fremmede syn at se Miles på biblioteket, men her sad han nu engang med en bog foran sig. Eksamenstiden nærmede sig på frygtelig vis, og Miles havde lavet en aftale med sig selv om at give den en skalle til sidst. Det viste sig dog at være hårdere end forventet. Nu sad han for eksempel og læste om nissers rettigheder, men det var ikke nemt at forstå, eftersom adskillige referencer viste tilbage til episoder, han ikke kendte til.
Efter en halv times læsning var blikket blevet fjernt. Bogstaverne var blevet levende, og blevet til små skikkelser på koste, der fløj ind og ud mellem hinanden. Automatisk begyndt han i hovedet at rykke rundt på dem i forskellige formationer.

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle sad allerede på biblioteket, da Miles kom ind. Hun gjorde dog ikke noget for at han skulle lægge mærke til hende, hun var selv travlt optaget af sin egen læsning. Som dog var ren tidsfordriv. Hun havde fået en aflevering omkring mugglers brug af biler som transport. I den situation var hun glad for, at hendes mor var muggler, og hun kunne trække på sin egen opvækst med dette transportmiddel. Det hun læste om nu var, hvordan en bil fungerede. Og det var godt nok noget mærkeligt noget. Hun sukkede træt, og lukkede bogen i, hvorefter hun så op og hen på Miles. Slangen så ud som om, at han var i en helt anden verden. "Skal du ikke læse, Heeney?" Normalt ville den unge heks være på fornavn med de andre elever hun kendte. Men så meget havde hun ikke haft at gøre med Miles, at hun følte, at hun havde ret til at gøre det.

[Miles Heeney]

Miles' små bogstavspillere susede rundt på siden, først i ørneformation, så ned om ringene i en loop-finte. Han rynkede brynene koncentreret, men en stemme bragt ham til virkeligheden, og bogstaverne forstenede og blev til kedelige ord. Med en lettere ubegavet åbenstående mund, fortabt i dagdrømmerier, så han mod personen, der viste sig være en køn, rødhårede pige. Èn han havde set rundt på gangene, men aldrig snakket med. Så det var en overraskelse, at hun kendte hans navn. På den anden side, han var jo Miles. Og anfører for Slytherins Quiddtchhold. Og rimelig good-looking. 
'Hvem er du?', spurgte Miles næstvist til svar. Hun måtte i hvert fald være ravn, med sådan en belærende kommentar. Men pæn var hun. Så pæn, at Miles per refleks løftede øjenbrynet og fortsatte slesk,  'Det er svært at læse, når der sidder så køn en pige foran mig'.

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle havde ingen forhåbninger om, at han kendte hendes navn. Tværtimod ville det undre hende en hel del, da hun ikke var typen, der gjorde opmærksom på sig selv. Hun lagde sin bog ned i tasken, inden hun kiggede på Miles igen. "Líle," svarede hun blot og følte ikke nogen trang til at sige sit efternavn. Han ville sikkert ikke kunne udtale det alligevel. "Hvilken køn pige? Der er kun os to lige nu," kommenterede hun med en smule sarkasme i stemmen. Hun var udmærket godt klar over, at han havde ment hun var køn. Men helt ærligt, hun faldt ikke få den slags.

[Miles Heeney]

'Líle', gentog Miles og nikkede til hende som hilsen. Han lænede sig lidt ind over bordet og lod fraværende hånden glide op og ned af bogens kant mens han betragtede hende nysgerrigt. Det var langt mere interessant at tale med hende end at læse om nisser. 
Miles vidste godt at hun mente det sarkastisk, men alligevel sagde han drillende, 'dig, selvfølgelig. Er du sådan en af de piger med dårlig selvtillid? Eller affejer du bare komplimenter generelt?' Han lod hovedet hvile i hånden og betragtede hende med hævede øjenbryn.

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle fandt det mærkeligt at høre hendes navn komme ud af hans mund. Hun rystede det dog af sig, da han lænede sig ind over bordet. Hun rynkede panden, og løftede det højre øjenbryn, da han betragtede hende. Helt ærligt. Var han i gang med at score hende? "Dårlig selvtillid? Det er ikke noget jeg praktiserer," sagde hun, og efterlignede hans måde at sidde på med hovedet i hænderne.

[Miles Heeney]

Et skævt smil bredte sig på Miles læber i takt med at Líle imiterede hans bevægelser uden at lade sig provokere. 'Så du indrømmer, at du er smuk?' Miles kedede sig tilpas til at lege ordspil blot for at få tiden til at gå, og få noget til at distrahere ham fra bogens kedelige sider. Og Líle var langt mere interessant, selvom hun ikke gav ham meget.

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle satte en latter op ved Miles' ord. "Jeg indrømmer aldrig noget. Men jeg ved, at jeg er smuk," sagde hun og et svagt smil bredte sig på hendes læber. Til trods for de rygter der gik på skolen, havde hun endnu hans temperamentsfulde side til gode. Men så igen, hun havde selv et iltert temperament. "Men bare kom med komplimenterne, det er en hvers pige drøm at blive kaldt smuk," sagde hun drillende.

[Miles Heeney]

Skiftet fra forbeholden til let drillende var en usynlig opmuntring til Miles, som smilede en smule større. Han lod hovedet hvile i begge hænder og så granskende på hende, klar til hendes udfordring om at finde flere komplimenter. 'Well, siden jeg ikke kender dig godt, endnu, må jeg fortsætte med at komplimentere dit udseende. Og det mest fremtrædende ved dig, er jo dit vidunderlige røde hår, der er som en varm solopgang, der kaster sine gyldne stråler over en kold forårsdag, hvor alting blot venter på at springe ud. Blomsten, der står klar til at blive vækket til live', bralrede han, uden at kunne lade være med at placere en enkel tvetydig kommentar.

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle kunne ikke lade være med at ryste opgivende på hovedet af de ord, der kom ud af Miles' mund. Hun vidste godt, at hun var en køn ung heks, og at hendes røde hår var hendes helt store styrke. Men det var noget andet, når andre også mente det samme om hendes udseende. Hun var ikke typen der blev genert, når hun fik komplimenter. Hun tog dem til sig, og pakkede dem ned, til en anden gang hvor hun kunne bruge dem. Dog fik hans tvetydige kommentar hende til at stirre på ham. "En blomst? Hvem siger, at den ikke er blevet vækket til live?" Spurgte hun, og sendte ham et lumsk blik, mens hendes smil forblev drillende.

[Miles Heeney]

Miles fastholdt sin alvorlige mine for at understrege at han mente det, selvom han overdramatiserede sine ord. Alligevel smilede han skævt da hun drillede ham lumsk.
'I så fald står den blot endnu smukkere!' Miles var ikke en af de typer der forventede at kvinder skulle være dydige og blufærdige. Tværtimod. Jo løsere de var, jo nemmere var det at nyde dem! 
'Du ved godt vi taler om din jomfruelighed, ikke?', spurgte han drillende og lænede sig konspiratorisk ind mod hende, selvom han udmærket var klar over, at hun vidste det. 

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle rystede på hovedet af Miles, og havde mest lyst til bare at himle med øjnene af ham og hans trang til at give hende komplimenter. Hun lukkede sin bog sammen og kom den ned i tasken. Der var ingen grund til at lade som om, at hun studere, når hun alligevel sad og snakkede. "Jo, det er jeg udmærket klar over," svarede hun med et smil på læben. Hun var altså ikke helt tabt på gulvet, og hun kunne godt forstå hentydninger.

[Miles Heeney]

Det var tilfredsstillende at se Lile pakke sin bog væk og overgive sig til deres samtale, og ligeså tilfredsstillende at hun deltog i drilleriet og ikke flygtede eller blev sur. Utrolig veltilpas lænede han sig tilbage i stolen og smed armene om i nakken.
Efter kort tid så blev Miles blik afventende, og han slog ud med hånden. 'Well, nu vi er så ærlige over for hinanden, har du så ikke tænkt dig at spørge om jeg er jomfru?' spurgte han drillende. Trods det alvorlige ansigtsudtryk lå der et glimt i øjet. 

[Líle Ó Fionnagáin]

Líle gjorde igen som Miles, og det forekom hende, at de ret meget så hinanden an. Hvorfor vidste hun ikke helt. Men de målte nærmest hinanden. Hun var blot glad for, at de var alene på biblioteket. Hun havde ikke brug for, at nogle af hendes andre skolekammerater overhørte deres samtale. Og slet ikke emnet. "Nej. Faktisk ikke. Det er ikke ligefrem nogen hemmelighed med dig og Cathy," svarede hun blot nøgtern. For det var det ikke. Rygterne havde spredt sig som en steppebrand på hele skolen.

[Miles Heeney]

Miles betragtede roligt Lile, idet han lænede sig tilbage på stolen og balancerede. Han kunne ikke holde sig fra at himle med øjnene da hun bragte Cathy på banen, og lod stolen synke ned på gulvet med et bump. 'Og du er typen der lytter til rygter?', spurgte han drillende med en fornærmet mine, uden dog at afvise hendes påstand.