Møde

[Casimir Ó Catháin]

Alastair Ó Catháin, Magnolia Dearborn og Agnes Tweedy
28. februar, 2110

Casimir havde aftalt at ses med både Magnolia og sin fætter denne lørdag, hvor solen tittede frem bag skyerne og gav Hogsmeade noget håbefuldt. Det var en dag, hvor man kunne bygge noget godt op. Han stod iklædt en forbavsende diskret sort kappe, halvt skjult under en spids hat, og lignede enhver anden i byen. Halvt skoleelev, halvt voksen heks eller troldmand. Han var dog ingen af delene, når det kom til stykket.

Til gengæld var han spændt, nervøs og ekstatisk ved tanken om, hvordan han og Agnes' plan kunne ende med at udvikle sig, hvis det gik som han håbede.

[Magnolia Dearborn]

Forandringerne var sket i de små, hvor kun de færreste ville bemærke det, men Magnolia Dearborn var en forandret ung kvinde. En lysstråle havde i morges fundet vej gennem vinduet overfor Magnolias soveseng, og varmede nu hendes ansigt, mens en duft straks ramte hende, i det hun bevægede sig mod Hogsmeade. En duft af foråret der var på vej, en ny dag og . . håb?

Der var intet unaturligt ved de mørke farver Magnolia var iklædt i. Men det røde hår var sat op og var skjult bag en hat i sit kollegiums farver. Magnolia stoppede op og ledte efter en krølhåret fyr iført farverige klæder. Det var først efter at have nærstuderet de mange magikere at hun pludselig fik øje på ham. Synet af ham fik det til at sitre lidt. Hun tog sig selv i bare at stå og betragte ham et par sekunder før hun bevægede sig hen mod ham.

”Hej”

[Casimir Ó Catháin]

Casimir havde ikke forventet, at hans mellemgulv ville snurre, som hans blik mødte Magnolias. Han fugtede sine læber og smilede antydningsvist. Kysset stod klart i hans minde et øjeblik, men det var ikke den slags pjat de var der for og han rømmede sig hurtigt.

"Kom med," opfordrede han, før han vendte sig om og gik. De var tæt på Tudselommen, men det tog alligevel et par minutter at gå hen til Agnes Atterberrys hus. Casimir var tavs imens. Alvorlig og svagt nervøs. Magnolia kunne nå at ombestemme sig endnu. Da de nåede havelågen, holdt han den åben for hende. Han løftede hånden og bankede på med et hurtigt blik rundt.

[Agnes Tweedy]

Agnes var i et lettere uroligt humør. Det var måske ikke sådan, man burde have det på sin fødselsdag, men det var nu muligheden bød sig og hun var kommet tidligere tilbage fra Yorkshire, end hun havde informeret nogen om at hun ville gøre. Hun var anspændt mens hun ventede på at det bankede på døren og blev ikke mere lettet, da det gjorde.

Hun fik dog hurtigt åbnet og bad med det samme Casimir og den unge kvinde, han vidst havde kaldt for Magnolia, indenfor. Først da døren var lukket bag dem, faldt hendes skuldre lidt. "Vi kan tale i køkkenet," konstaterede hun og smilede mildt til de to, unge magikere, før hun slog bydende ud mod stumtjeneren og selv gik ud for at sætte en kedel over.

[Magnolia Dearborn]

Et lettere forvirret udtryk malede sig over det fregnede ansigt. Det faldt hende kort ind at spørge indtil hvor de skulle hen, men sjovt nok stolede hun på ham nok til at tro på at han ville fortælle hende det tids nok. Mon han kendte til det der var sket på Hogwarts siden de sidst havde set? Hun ville gerne tale med ham om det, men hver gang hun skævede mod ham var han så tavs, at hun næsten følte at det ville være en forbrydelse at bryde stilheden.

Det forvirrede udtryk steg i det hun trådte ind af havelågen Casimir holdte for hende. Hun kendte ikke dette hus. Hun skævede mod ham i det han kom op ved siden af hende, og da han bankede på døren, vædede hun for første gang i flere minutter læberne, for at spørge ind til hvad de skulle. Spørgsmålet fik da ikke mulighed for at komme over læberne før en fremmed heks åbnede døren.

Selvom utalige af spørgsmål gik gennem hovedet på Magnolia, så var det langt fra i tøvende skridt at hun gik hen til stumtjeneren, og fik hængt sin kappe op. Hun løsnede sin knold så håret faldt ned langs sine skuldre, og brugte de få sekunder det tog til at samle sig helt, inden hun gik med de andre ud mod køkkenet.

[Casimir Ó Catháin]

Casimir afklædte sig den sorte kappe, hatten og støvlerne, før han gik ud i køkkenet og dumpede ned på en stol med et tungt suk. "Magnolia. Det her er Agnes. Magnolia ved ikke noget om vores plan," forklarede han. Han så alvorligt fra den ene til den anden. "Inden jeg siger mere om det, vil jeg sige, at jeg hørte om din bedrift. Flot. Jeg hører det driver den gamle hejre til vanvid, at hun ikke ved hvem der stod for det."

Han smilede varmt for en kort bemærkning og sneg sig til at række frem og trykke Magnolias hånd forsikrende. "Nu er spørgsmålet, om du er villig til at gøre mere. Risikere... Mere." Blikket flakkede til Agnes. "Jeg vil ikke bede dig om at hjælpe, hvis ikke du selv vil."

[Magnolia Dearborn]

Magnolia blev stående op ved siden af hvor Casimir havde sat sig, og så skiftevis på dem i et anspændt udtryk, især efter Casimir nævnte en plan. I det han nævnte hendes ’bedrift’ blev de brune øjne vendt mod ham, og hun sendte ham et smalt smil, inden de brune øjne blev vendt mod Agnes igen. Hun stolede på at Casimir ikke ville udsætte hende for fare, men alligevel røg hendes faresignaler op, da han nævnte hvad hun havde gjort overfor Agnes. Indtil videre havde det kun været hende og Casimirs hemmelighed – hun ønskede ikke at det tal hobede sig op.

De anspændte skuldre løsnede en smule op ved Casimirs berøring. Hun lyttede til hans ord i alvorlige folder. Det tog hende ikke mange sekunder før hun nikkede. ”Jeg sagde jeg ønskede at hjælpe dig og jeg holder stadig fast i den beslutning”, hun sendte ham et lille smil, inden blikket blev vendt mod Agnes. ”I kan indvie mig i jeres plan”

[Agnes Tweedy]

Agnes var ikke uopmærksom overfor det faktum, at de to virkede til at være mere end blot bekendte. Det var dog kun et plus og hun smilede mildt, men udstrålede dog stadig alvor, da Magnolia accepterede. "Ministeriet indførte for nogle måneder siden en lov om fratagelsen af mugglerfødte magikere fra forældre, der ikke umiddelbart er villige til at sende deres børn til Hogwarts," begyndte hun.

"Hvad der foregår er regulær kidnapning og en voldsom krænkelse af personlige rettigheder, ved at gå ind i modificering af hukommelser. Vi vil hjælpe børnene med at komme tilbage til deres forældre."

[Magnolia Dearborn]

Mens Agnes snakkede trak hun en stol ud og satte sig ned ved siden af Casimir. Med et blik der lyste af seriøsitet betragtede hun Agnes mens hun snakkede. Intet af det var nyt for Magnolia. Hun havde godt hørt om det i et vis omfang fra sin far. Meget havde dog ændret sig siden juleferien, og det var derfor ikke mærkeligt, at Magnolia følte hun hørte det hele på ny.

Agnes sidste sætning tydeliggjorde til dels deres plan, og i et par sekunder sad hun og tog i stilhed det hele til sig, inden hun skilte læberne ad. ”Det bliver en svær opgave”, sagde hun, og fugtede læberne, inden de brune øjne blev vendt mod Casimir. ”Men ikke umulig. . tænker i?”, det var nærmere et spørgsmål, end en konstatering. Hendes nysgerrighed var vækket. Hun ville gerne vide mere.

[Casimir Ó Catháin]

Casimirs hånd kløede efter at tage Magnolias, men han holdt sig i skindet og så i stedet ind i de mørke øjne med et intenst blik. "Ikke med din hjælp. Uden den - ja. Umuligt." Han tog en dyb indånding. "Vi skal have en, der kan smugle børn til en af slottets hemmelige indgange. Få dem til at være rolige. Derfra tager jeg og Agnes os af det."

Han var anspændt. "Vi starter med ét barn. Men vi ved ikke hvem endnu. Det ville være din første opgave at finde et, der vil hjem til sine forældre."

Flygtigt udvekslede han et blik med Agnes. "Vi ville blive nødt til at bede dig om, at indgå i en kontrakt. Vi kan ikke risikere, at nogen sladrer."

[Agnes Tweedy]

Agnes foldede armene løst over kors, hendes blik alvorligt. Hun nikkede bekræftende i løbet af Casimirs forklaring og havde intet behov for at indskyde noget, før han bragte en kontrakt på banen.

"Vi gør det her for at hjælpe børnene," sagde hun alvorligt og så indtrængende på dem begge to. "Det her er ikke et åbent oprør og det handler ikke om, at sende et signal til Ministeriet for Magi. Det handler om at rette en uretfærdighed og at gøre det rigtige."

[Magnolia Dearborn]

Hendes blik fandt hen på ham igen da han begyndte hans talestrøm, og den bestemte tone han snakkede i, fik det til at trække svagt i hendes mundvige. Hun tøvede ikke mere end et sekund eller to før hun nikkede forstående til ordene om en kontrakt – det virkede kun rimeligt. Hun var dog ikke foruden spørgsmål, og hun tog sin tid til at se indgående på dem begge, inden hun fugtede læberne. ”Jeg har måske allerede en elev i tankerne”, det indre billede af den skræmte pige gav hende en klump i halsen. ”Men lad os sige at det lykkedes mig at få en elev ud af slottet. Hvad gør i med elevens forældre? Som du selv nævner, Agnes, er deres hukommelse blevet modificeret. De vil ikke kunne genkende deres eget barn”

[Agnes Tweedy]

Magnolia havde hovedet skruet rigtigt på, så meget var hurtigt tydeligt. Et mildt smil trak op på Agnes' læber, men hendes blik forblev alvorligt. Sådan var situationen.

"Jeg kender en, der muligvis kan hjælpe os med det," svarede hun. "En tidligere obliviator, der forlod ministeriet på grund af urimelighederne. Indtil da kan vi huse barnet et sikkert sted."

[Casimir Ó Catháin]

Casimir nikkede. "Vi har et sted i tankerne. Alt du ville skulle hjælpe med ville foregå på Hogwarts. Men det kræver naturligvis din absolutte tavshed... Kan vi stole på dig Magnolia?" Han så intenst på den lidt for kønne pige, som han sådan ønskede at få helt på sin side. Hvis ikke hun var der allerede. Han smilede svagt, men blikket var årvågent.

"Du er vores eneste chance."

[Magnolia Dearborn]

”Jeg tog ikke din udfordring op for sjov, Casimir”, svarede hun ham, og med et hævet bryn vendte hun de mørke øjne mod ham, og selvom de var bestemte, var der også en lille gnist af morskab bag dem – det var virkelig på tide at han begyndte at stole på hende helt.

Der var dog intet at more sig over, og lige så hurtigt som hendes opmærksomhed var blevet rettet mod Casimir, lige så hurtigt blev den rettet mod dem begge igen. ”I kan regne med mig. Jeg vil hjælpe jer så godt som jeg kan”, hun sendte et lille, forsikrende smil til dem begge. ”Men hvis jeg indgår den kontrakt, så kræver jeg at vi gennemgår planen flere gange. Gøre planen så sikker som vi overhovedet kan. Jeg vil ikke være med til at de bortførte elever oplever mere smerte på min bekostning”, hun så indgående på dem begge, som for at sikre sig at de forstod.