Maskefald

[Shirley Felbrigg]

Shirley kunne ikke lade være med at le og hun lod sig villigt fortabe i nogle øjeblikke, før hun trak sig tilbage og så på ham med et lettere bestemt blik, der blev spoleret af et dumt smil.

"Lad være med at friste mig," bad hun, uden dog at lyde til at mene det. På trods af det skubbede hun sig dog lidt væk fra ham og satte sig halvt op. Det var dog kun for at hun øjeblikket efter lænede sig frem og stjal endnu et kys.

[Wyat Whowood]

Wyat forstod ikke hvordan hun kunne være så viljestærk, han havde i hvert fald ingen rygrad når det gjaldt hende og så da også lidt slukøret ud da hun satte sig op. "Nuvel" Mumlede han og lagde sig lidt til rette i sengen, uden at gøre mine til at rejse sig op. Han lå lige så godt og desuden håbede han på at hun ville klæde om i hans værelse. Det havde været sådan et kønt syn sidste gang, selvom han havde kigget væk, det meste af tiden. "Sig mig hvornår skal vi ses igen?" Spurgte han og blottede tænderne i et smil, mens han så afventende på hende.

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede varmt til Wyat og sendte ham et blik, der bad om tilgivelse, før hun tog sig sammen og skubbede sig på benene. Hun skuttede sig en enkelt gang over kulden udenfor dynen, men stavrede alligevel over til sit tøj, skønt hun hellere ville krybe tilbage hvor hun kom fra.

Hun stod med ryggen til, da fingrene gav sig til at pille knapperne i skjorten op. Shirley så tilbage på ham over skulderen. "Jeg kommer til at have travlt det næste stykke tid," konstaterede hun lettere ærgerligt, men dog sandfærdigt. Hun åbnede den sidste knap, men trak ikke skjorten af. Først rakte hun ud efter nederdelen og smøg sig i den. "Jeg ville sige hurtigst om to uger, men det virker som så forfærdeligt længe..."

[Wyat Whowood]

Wyat betragtede hende undersøgende mens hun talte og var glad for at hun stod med ryggen til, for han var ikke sikker på at han havde formået at skjule sin skuffelse. Han skubbede sig op og sidde i sengen og lænede sig frem over dynen. Det lød nærmest som en undskyldning for ikke at se ham igen, i virkeligheden blev hele situationen en smule underlig. Han skulle nok have holdt sig fra at tage en journalist med hjem.
"Det er lang tid ja.. " Bemærkede han og trak på skuldrene, hvorefter han smilede en anelse. "Det går sikkert hurtigt" Tilføjede han men forberedte sig alligevel på at hun nok ikke ville svare hans brev når han skrev et om en uges tid.

[Shirley Felbrigg]

Shirley fik lukket nederdelen og dumpede skjorten ned på stolen, før hun hurtigt rakte efter sin egen og trak den på. Hun besværede sig ikke med det øverste snøreliv, men lod det ligge, som hun vendte sig mod Wyat og lod hovedet falde lidt på skrå.

"Ville sige," gentog hun med eftertryk og gled ned på kanten af sengen at sidde. "Jeg tror ikke, at jeg kan vente så længe," erkendte hun og så søgende på ham.

[Wyat Whowood]

Wyat rynkede sine øjenbryn lidt over hendes svar og var ikke rigtig i stand til at tage nogle beslutninger i dette øjeblik. Han havde lyst til at se hende igen, men var lige vågnet efter en bytur.
"Heller ikke mig." Bemærkede han og smilede en anelse. "Smut du bare hvis du har travlt.. Jeg skriver til dig i løbet af næste uge" Sagde han med en gennemskærende trang til at lægge sig ned og sove igen.

[Shirley Felbrigg]

Shirley slog kortvarigt blikket ned, smilende svagt. Hun nikkede dog snart og lænede sig frem for at plante et enkelt kys mod Wyats kind, inden hun igen rejste sig og greb resten af sit tøj. Hun sagde farvel og forlod rummet med en let summende følelse i mellemgulvet.

Hun kunne ikke lade være med at føle, at det hele var gået på en meget uforudsigelig måde, men det var måske fint nok. Alligevel valgte hun dog at tage kaminen hjem, efter at have fundet sit overtøj. Som sladderjournalist var det ikke ligefrem svært at forestille sig, hvad andre kunne få ud at se hende forlade Wyats hus i samme tøj hun havde båret aftenen forinden.

Tråd afsluttet