|
|
Post by Catherina Philips on Feb 14, 2015 20:21:23 GMT 1
Catherina sad på en bænk og ventede på sin bror, da de havde aftalt at gå en tur i aften. Hun havde mildest talt undgået ham helt det sidste stykke tid, også fordi at hun forsøgte at gå store omveje for ikke at støde ind i Miles og da de var på samme årgang og kollegium gik det også ud over Adam. Hun havde søgt omsorg i Rysses arme og besluttet sig for at det var der hun hørte til, i hvert fald lige i øjeblikket. Rysse var sød og blid, Miles var vred og voldelig. Hun fik stadig kvalme af at tænke på hvad han havde gjort mod hende og selvom hun havde forsøgt at opfinde undskyldninger for de blå mærker og den dramatiske scene på gangen, var der alligevel opstået de mest skrækkelige rygter om hende og Miles. Hun var derfor en smule nervøs for mødet med sin storebror og var bange for at han havde hørt noget om hende, som hun helst ikke ville have han skulle vide. |
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 14, 2015 20:43:32 GMT 1
Det havde været sværere end først forventet at få kontakt til den yngre søster og i et sidste forsøg på at gøre det ordentligt (og uden at misbruge sine privilegier som præfekt) havde han sendt en ugle til søsteren med tid og sted til et møde. Det var derfor direkte efter middagen at Adam satte ud mod udendørsarealerne og han skulle ikke længere end solgården, før søsterens velkendte skikkelse mødte ham på en af bænkene.
"Catherina." Adam stoppede foran grævlingen og sendte et sjældent smil hendes vej, før han slog sig ned ved hendes side. "Det et længe siden, jeg har set noget til dig." Forsigtigt lagde han armen om hende.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 14, 2015 21:05:55 GMT 1
Catherina fik straks dårlig samvittighed over Adams ord og dukkede hovedet lidt da han lagde armen om hende. Hun sukkede dybt og placerede sine hænder mellem sine ben, mens hun betragtede sine knæ. "Jeg har bare haft travlt.. Femte år.. du ved.. " Sagde hun og så tøvende op på ham mens hun smilede undskyldende. "Har du det godt?" Spurgte hun og så på ham med et spørgende blik og forsøgte at smile, selvom det endte med at forsvinde ret hurtigt fra hendes læber.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 14, 2015 21:43:22 GMT 1
Adam nikkede langsomt. Hans fremgår havde immervæk også været hektisk, men nu var det ikke fordi Catherina var den bedste løgner og som den menneskelige løgnedetektor, han nu var, gennemskuede hende øjeblikkeligt. Smilet blev også noget stivere, før det igen helt forsvandt fra hans læber. "Udemærket." Hurtigt fik han afsluttet sin del af svartiden, før det blev hans tur til at spørge.
"Hvad med dig, guldfugl?" Uden at tænke over det, rettede han lidt på hendes hår, før hans hånd igen fandt hvile på hans knæ.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 14, 2015 22:00:31 GMT 1
Catherina smilede prøvende over hans svar og trak lidt på skuldrene da han spurgte ind til hende. Hun rødmede en anelse da han rettede på hendes hår og sænkede blikket, mens hun overvejede sit svar. Så løftede hun skyldbetynget sit blik og smilede svagt. "Jeg har haft det bedre" Mumlede hun og så ham i øjnene, hun havde savnet sin bror mens hun havde holdt sig på afstand til ham og hun havde ikke vidst hvor meget før nu, hvor hun var sammen med ham igen. Derfor blev hendes øjne blanke og hun omfavnede ham i et kram.
"Jeg har savnet dig" Sagde hun og slap ham ikke før hun havde givet ham et klem.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 14, 2015 22:25:07 GMT 1
Da Catherina trykkede sin spinkle skikkelse ind til ham, indtog et begejstret smil hans læber. Selvom han ikke var god til at italesætte det, rørte den yngre søster altid noget dybt i ham. Forsigtigt plantede han et kys mod hendes hår. Hun duftede af deres hjem, bemærkede han svagt. "Jeg har også savnet dig, sanglærke."
Langsomt trak han sig tilbage og studerede hende indgående. "Tal til mig, lille du." Han tog hendes hånd og gav den et blidt klem. "Det er det, jeg er her for. En bror bliver jo helt bekymret med alt det, der bliver hvisket i krogene på den her galeanstalt."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 14, 2015 22:35:35 GMT 1
Catherina trak sig tilbage og så skræmt på ham, mens hun bed sig overvejende i underlæben. Hun havde virkelig ikke lyst til at fortælle ham om det, men det havde ikke noget med Adam at gøre, hun skammede sig over at være så dum hele tiden. Han ville ikke holde af hende hvis han vidste hvad der var sket.
"Hvad har du hørt?" Spurgte hun og rynkede fortvivlet sine øjenbryn. "Jeg er bange for at det meste nok er sandt.. " Hviskede hun og lagde armene om sig selv, mens hun lod sit hår glide ned foran sit ansigt. Hun kunne slet ikke klare at se ham i øjnene. "Jeg ved godt hvad du vil sige, at jeg er dum og skulle have lyttet til dig.. og det er alt sammen sandt.. det her ville ikke være sket hvis jeg havde lyttet" Sagde hun og skævede op mod hans øjne gennem håret.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 15, 2015 0:21:53 GMT 1
Adam sukkede dybt og strøg fingrene kærtegnende over hendes ryg. Selvom han tit lagde en del pres på hendes skuldre, var det alt dammen af kærlighed. "Vi er alle mennesker og begår fejl - det er det, der gør vi vokser som mennesker." Han gav hendes skulder et klem, før han strøg håret væk fra hendes ansigt. "Så du skal ikke skjule dig."
Slangen trak hånden til sig igen, før hans blik igen fandt situationens alvor. "Bare husk, at vi også må gå forud med et godt eksempel." Han så let formanende på hende. "Visse mennesker gavner situationer og skaber muligheder - andre har ødelæggende potentiale og det er essentielt at kunne skelne." Adam holdt en kunstpause. Han havde absolut ingen anelse om, hvordan søsteren ville reagere. "Jeg har hørt, du har plejet omgang med flere af Ó Catháin-familien." Blikket var stadig strengt.
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 15, 2015 0:48:14 GMT 1
Catherina så op og smilede lidt til ham, inden hans blik blev alvorligt og hun forsøgte at lytte til hans ord, som hun lige havde sagt hun burde have gjort. Hun skuttede sig lidt over hans strenge blik, men nikkede så med en skyldbetynget mine.
"Rysse er sød ved mig.. Hun viser mig omsorg og kærlighed.. og jeg er glad når jeg er sammen med hende" Sagde hun og så spørgende på sin storebror, søgende efter svar på hvad hun skulle gøre. Catherina ville måske have været mere tilbøjelig til at stå ved sine valg havde hun ikke været så mentalt ustabil, men nu var behovet for storebrorens enegyldige sandhed mere vigtig end den nogensinde havde været.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 15, 2015 1:51:57 GMT 1
"Pigenbarnet skilter tydeligt ikke kun med sin forblændelse af dig, men også sin genetiske defekt." Adam rev sig i nakken for ikke at sukke dybt, men blot at fastholde den yngre søsters blik. Det var vigtigt for ham, at Catherina forstod situationens alvor. Han tog hendes hånd.
"Catherina, Ó Catháin-familien er spækket med afvigere, der ikke kun er en skændsel for det magiske samfunds opbygning, men også naturens lov og orden." Slangen gav hendes hånd endnu et klem. "Det kan være hårdt at skulle gå forud med et eksempel, men ville du ofre hele din fremtid for dem viltre afstikker?"
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 15, 2015 2:02:22 GMT 1
Catherina kunne ikke slippe ham med blikket og da han tog hendes hånd, foldede hun sine fingre om hans og gav den et blidt klem. Hun lukkede sine øjne og tog en dyb vejrtrækning over hans ord. "Nej" Sagde hun opgivende og åbnede sine øjne, mens de blev fyldt med tårer. Hun var ikke sikker på hun kunne gøre det, det ville ikke kun knuse Rysses hjerte men også Cathys. Selvom hun ikke var sikker på hun rent faktisk var til piger, elskede hun virkelig sin veninde højt.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 15, 2015 2:13:09 GMT 1
"Du ved, at jeg på ingen måde vil se dig ulykkelig, min due." forsikrede slangen den yngre elev. Selvfølgelig kunne Adam godt se, Catherina ikke just reagerede positivt på det, men der var visse ting her i livet, man måtte opgive i en situation som deres. Alle privilegier havde deres pris og det at skære en sådan vederstyggelighed mod deres samfunds og naturens struktur fra. Selv kunne han ikke se, hvordan det kunne være så svært, men søsteren lod til at have et problem med det.
"Du kan lette dit hjerte hos mig, lille lærke. forsikrede han hende, som tomlen strøg over hendes hånd. "Tal til mig."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 15, 2015 2:22:58 GMT 1
Catherina var ikke helt sikker på hun troede på at hun kunne lette sit hjerte hos ham, men hun havde ikke andet valg, hun kunne ikke holde til at holde på sine hemmeligheder længere. "Rysse gav mig tryghed da jeg havde brug for det.. hvis jeg er helt alene hvordan kan jeg så komme igennem disse måneder med Miles rendende rundt på skolen?" Spurgte hun og så fortvivlet på sin bror. "Jeg er så bange for at han slår mig igen.. eller det der er værre.. " Hun gned sine øjne selvom hun ikke græd særlig meget, i stedet rystede hun en anelse og det var ikke på grund af kulden.
|
|
|
|
Post by Adam Philips on Feb 18, 2015 9:06:04 GMT 1
Adam nikkede langsomt. Det var svært at se Catherina i en sådan situation. At ødelægge sig selv mere var ganske normalt efter ubehagelige oplevelser, men som hendes bror hvilede det også på hans skuldre at hjælpe hende ud af denne selvdestruktive spiral af synd og misbrug. Tankfulde fugtede han læberne.
"Lad mig beskytte dig, Catherina." Det var ikke så meget et spørgsmål, som en blid, men bestemt byden. "Jeg skal nok holde et øje på Heeney, det skal du slet ikke bekymre dig om, men hold en sikkerhedsafstand til denne Miss Ó Catháin. Hun er bestemt ikke sundt selskab."
|
|
|
|
Post by Catherina Philips on Feb 18, 2015 12:04:27 GMT 1
Catherina så bedrøvet på sin storebror og sukkede fortvivlet inden hun lagde sit hoved på hans skulder. "Tak" Mumlede hun og lukkede sine øjne en kort stund, da hun følte sig utrolig tryg i storebrorens selskab. Han ville passe på hende og alt ville blive som det engang var.
Til sidst rettede hun sig dog op og smilede en anelse til Adam. "Skal vi gå indenfor? Jeg fryser" Sagde hun og tog fat om hans hånd, mens hun så ham i øjnene med et spørgende blik. Hun ville aldrig tvivle hans autoritet igen.
|
|
