Det er ikke skønsang

[Daniel Owens]

Charlisa Beaumont

Dan så ud over forsamlingen, som han stemte violinen. På scenen stod hans far og yngste lillesøster, men han kunne personligt godt bruge et ansigt mere deroppe. Det var ikke en af de dage, hvor folk bare stemte i og sang med. Som tænkt, så gjort. Han udvekslede et kort blik med sin far og grinede flabet, før han trådte ned fra scenen og standsede en af medarbejderne på hendes vej tilbage ud i køkkenet.

"Charlisa min engel. Kom med op og berig os med din skønsang," opfordrede han med et drillende glimt i øjnene. "Hvis du synger med, så er jeg sikker på at resten af krostuen også tør!"

[Charlisa Beaumont]

Det var svært at holde jordforbindelsen, så festlig en stemning der var på kroen i aften. Charlisa svævede da også fra bord til bord, med den ene bestilling til den anden, og selvom der var travlt, så var der stadig tid til at sludre med nye ansigter og stamkunderne. Især lyttede hun til en ældre magiker, der altid havde den samme historie at fortælle, men Charlisa var lige underholdt hver gang.

Charlisa satte retning mod køkkenet, med et smil spillende på læberne, da hun pludselig blev standset af en mørkhåret medarbejder, der tilfældigvis også var søn af ejeren. Hun blinkede et par gange i mild overraskelse, før hun rystede grinende på hovedet, hvilket han ofte kunne fik hende til. Det var først da de grønne øjne igen fandt hans at smilet forsvandt. ”Nej, det kan jeg da ikke!”, udbrød hun, mens varmen steg til kinderne. ”Jeg har aldrig sunget før i mit liv, Dan”, forsatte hun med latter i stemmen, men stadig med en vis tilbageholdenhed. ”Jeg er ikke engang sikker på jeg ved hvordan man gør”, hun skævede op mod scenen. . Måske? Nej, nej det var ikke noget for hende.

[Daniel Owens]

Daniel grinede, som hans fingre lukkede sig let om hendes albue. Han tog bakken fra hende med den ene hånd og rystede på hovedet med et drillende glimt spillende i de lyse øjne. "Så nemt slipper du ikke, Charlisa." Han satte bakken fra sig på et bord, hvor to troldmænd fulgte med i ordvekslingen og sendte dem begge et konspiratorisk smil.

"Jeg synger med dig og jeg lover, at du kender sangen," opfordrede han, som han slog et kast med hovedet i retning af scenen.

[Charlisa Beaumont]

Charlisa så flovt på skiftevis Daniel, og de andre kunder omkring dem, der forsøgte at overtale hende. ”Nej, nu er i altså fjollede”, lo hun nervøst, og fjernede betuttet en løs hårtot fra sit ansigt.

Halvt modstræbende lod hun Dan tage bakken fra hende hun havde i hænderne. ”Jeg lover jeg synger med hernede fra”, sagde hun forhåbningsfuldt, og sendte ham et sødt smil, i et forsøg på at lokke ham til at lade hende blive. Sekundet efter blev hun dog blidt skubbet til bagfra af de to troldmænd, og nu var opmærksomheden så meget på dem, at hun måtte følge med.

Som de bevægede sig hen mod scenen, kunne hun ikke lade vær med at kigge ud på alle gæsterne, og det gav hende en klump i halsen. ”Jeg tror jeg skal kaste op”, sagde hun, uden rigtig at være klar over at hun sagde ordene højt.

[Daniel Owens]

Dans tænder blev synlige, som det stille og roligt blev tydeligt for Charlisa, at hun ikke ville komme til at slippe. Han førte hende med sig med en afslappet mine og gav hendes arm et klem, før han slap og trådte op på scenen i et let spring. "Ingen grund til at være nervøs. Det handler bare om at få folk med i stemningen," svarede han dæmpet, før han greb sin violin igen og blinkede.

"Denne her kender I. Det er en sang om en sultende mands nød og hans elskede kone. Charlisa her vil hjælpe os med at synge den og I er velkomne til at stemme i." Han løftede det mørke instrument op og hvilede hagen imod det, før han trak den første tone ud og både lillesøster og far stemte i. Inden hang begyndte at synge, fangede han Charlisas blik og talte til tre. På tre gav han et let nik og startede.

[Charlisa Beaumont]

Charlisa trådte op på scenen og følte at hendes ben kunne forsvinde under hende hvornår det skulle være. Blikket var rettet ligefrem, mens armene blev krydset nervøst over hinanden. Så røg blikket ned mod jorden. Der blev det længe, før hun valgte at se op, og med det samme fangede Dans blik. Der var noget ved måden han kiggede på hende. Det fyldte hende med en vis ro, og det kom næsten bag på hende, da hun begyndte at synge med.

I starten var stemmen meget lav, men jo længere de kom ind i sangen, jo mere modig blev hun. Charlisa sang tit for sig selv. Hendes bror havde aldrig synes at have noget imod det, men han var også obligeret til at synes hun var god til alt. Til sidst havde hun endda modet til at lægge lidt skuespil ind i stemmen, før sangen pludselig sluttede. Alle folk klappede højt og så kunne Charlisa ikke andet end at smile stort. Hænderne blev begravet foran læberne, og hun vendte øjnene mod Daniel, der lyste af overraskelse over bifaldet.

[Daniel Owens]

Det var ikke en munter sang, men Daniel smilede alligevel, da de sluttede af. Han grinede lidt over det overraskede udtryk i den unge kvindes ansigt og blinkede til hende. "Tak for hjælpen, Charlisa," sagde han med et varmt glimt i øjnene, før han så over på sin lillesøster.

"Den næste sang er en af vores yndlings. Kromutter her på stedet siger, at den muligvis er grunden til vores eksistens. I hvert fald sang den gamle her for hende i sin tid. I dag tager den nye generation den dog!"

Og med det, kastede de sig ud i en hjertevarm udgave af Galway Girl.

En halv times tid senere var musikken gået på pause og Dan havde indfundet sig bag baren. Han fangede dog Charlisa igen, da hun kom gående ud fra køkkenet og stillede sig i vejen med et skævt smil. "Du må undskyld, hvis det var for grænseoverskridende før. Men du klarede det fint."

[Charlisa Beaumont]

Charlisa havde fundet en vis selvtillid på scenen hun ikke vidste hun havde, men så snart hun trådte ned af den igen, var hun den samme generte Charlisa, som før hun trådte op. Charlisa fik hurtig samlet sin bakke op igen, og halvdansede rundt med bestillingerne til det smukke valg af sang, der var en af hendes absolutte favoritter.

Selvom det var en tom bakke hun kom gående med ud fra køkkenet, var hun ved at snuble bagover, da Dan pludselig kom ud fra den blå. Hun lo let over sig selv, og pressede bakkens flade side ind mod sit bryst, mens hun så op på ham. ”Det var ikke så slemt som jeg frygtede”, svarede hun ham oprigtigt. Hun skævede op mod scenen igen. ”Føles det virkelig sådan hver gang man står deroppe?”, spurgte hun, og lod blikket blive der drømmende et par sekunder, før hun så op på ham igen. ”For hvis det gør, så forstår jeg ikke hvordan du overhovedet kan forlade den”, hun sendte ham et bredt smil.

[Daniel Owens]

Dans tænder blev synlige i et lettere smørret smil, som han betragtede hendes drømmende blik op imod scenen og genkendte den kærlighed, der var væsentligt mere utilsløret i hele hans fars side af familien.

"Det bliver mindre overvældende med tiden," svarede han roligt og overvejende. "Men det giver altid et lille sus. Større hvis publikum er større end herinde. Er du blevet helt bidt af det nu?" Hans blik var drillende, som han kneb øjnene lidt sammen.

[Charlisa Beaumont]

Der gik et par hurtig, tøvende sekunder, men så rystede hun også bestemt på hovedet. ”Nej . . Jeg egner mig slet ikke til at stå på en scene”, smilet var let, ansigtet bar den uskyldighed, som hun ofte rendte rundt med. ”Jeg har det bedre med at give folk opmærksomhed end at få den. Men det var sjovt!”, hun gik et skridt frem, men han stod stadig nok i vejen, til at hun ikke følte hun kunne gå forbi ham, uden at de kom for tæt på hinanden. ”Har du egentlig fået noget at drikke siden du kom ned? Du må være helt tør i halsen. Jeg drak to glas vand efter og jeg sang næsten ikke”, lo hun.

[Daniel Owens]

Dan smilede en anelse smørret og blev stående. Han havde fået visse bemærkninger om ikke at flirte for meget med personalet, men det var svært. Charlisa var køn og det var sjovt at drille hende. Han fugtede læberne og nikkede let. "Jeg ved det," svarede han med et sigende blik. "Man kan drikke et helt hestetrug fuldt med vand. Men jeg har fået."

Han blinkede og flyttede sig endelig, så hun kunne komme forbi. "Tak for din medvirken. Det må vi gøre igen, du og jeg."

[Charlisa Beaumont]

Dan var hele tiden i et humør der gjorde at smilet ikke veg fra hendes læber. Øjnene spillede da også muntert, hvilket lige så meget var fordi hun stadig var høj på den stemning der havde været i rummet her til aften. ”Det smigrer mig at du tør hive mig med derop igen, men jeg tror det var en engangsting for mig. Jeg har slet ikke nerverne til det”

Hun trak let på smilebåndet og passerede forbi ham i det han gjorde plads til det. Så drejede hun hovedet mod ham. ”Men jeg har altid gerne ville lære at spille på guitar. Hvis du altså har tid og tålmodighed til at forsøge at lære mig det?”, spurgte hun prøvende, stadig med bakken presset ind mod kroppen.

[Daniel Owens]

Daniel fnøs mere muntert end opgivende og var halvt på vej til at skænke den næste øl op, da Charlisa drejede sig om og kom med endnu en tilkendegivelse. Hans mørke øjenbryn røg lidt op, før det trak i hans mundvige.

"Det er ikke lige gjort på en eftermiddag," pointerede han, før han kneb øjnene lidt sammen. "Men hvis du har lyst... Jeg ved ikke hvornår jeg har tid, dog."

[Charlisa Beaumont]

Lidt svag varme steg hende til kinderne. ”Jeg har lyst, men du skal ikke føle dig tvunget til noget. Hvis du har meget travlt. Det forstår jeg godt”, svarede hun ham i et let forlegen smil. Charlisa stillede sin bakke fra sig på bordet, klar til at skænke øl op på den.

”Jeg kan heller ikke betale dig for det”, det næste blev sagt med blikket ned i bakken, mens hun lod som om det blev gjort fordi hun koncentrerede sig om sit arbejde, men det var tydeligt at det var fordi hun var flov.

[Daniel Owens]

Daniel smilede og rakte den ene hånd frem for at purre lidt op i hendes hår. Han blinkede drillende og snuppede et glas med vand. "Hvis du stiller dit hjem og kaffe til rådighed, så skal du se, at jeg ikke er så svær at overtale," konstaterede han muntert.

Han trådte et skridt bagud og hævede øjenbrynene. "Og nu skal vi vist begge to tilbage til arbejdet, hm?"