Trivielle selskaber

[Shirley Felbrigg]

Shirley smilede lidt over spørgsmål og så ned på sine hænder, tydeligvis overvejende sin ord. Der gik nogle øjeblikke før hun så op igen. "Ja og nej," indrømmede hun og glattede skørtet lidt, før hænderne fandt tilbage og fingrene flettede sig ind i hinanden.

"Jeg vil gerne skrive. Indtil videre har det ikke betydet så meget, hvad det er, men jeg ved ikke..." Hun så eftertænksomt frem foran sig, før hun smilede lidt bredere og rystede på hovedet. "Det er en god arbejdsplads. Jeg er glad for at være der, ja."

[Wyat Whowood]

Wyat betragtede hende tænksomt og følte sig mere sikker nu det ikke lød som om det var hendes favorit job. Han rynkede øjenbrynene lidt over hendes ord og så overvejende på hende. "Hvad har ændret sig?" Spurgte han og lænede sig lidt frem mod hende med et interesseret blik i sine øjne. "Har du fået nok af at skrive om tåber som mig?" Spurgte han og blottede tænderne i et skævt smil.

[Shirley Felbrigg]

Shirley blottede tænderne og rystede på hovedet. "Det er ikke så meget det," svarede hun overvejende. "Jeg kan godt lide at tale med mennesker, men ikke at afsløre dem. Jeg vil gerne skrive om dem, men på deres egne præmisser." Hun forsøgte at forklare det, så det gav mening. For hende handlede det ikke om nysgerrigheden omkring hvem der gik i seng med hvem. Det handlede mere om livshistorier og det unikke i alle mennesker.

Det undlod hun dog at uddybe. Hun kunne nemlig tale om det i lang tid. Så i stedet smilede hun lidt muntert og så spørgende på ham. "Synes du selv, at du er en tåbe, Wyat? For det var ikke mit indtryk."

[Wyat Whowood]

Wyat betragtede hende undersøgende og smilede forbløffet over hendes ord. Han fattede ikke at der fandtes så gode mennesker som hende i verden, men undtagelsen bekræftede vel reglen, tænkte han for sig selv. Hendes spørgsmål overraskede ham dog og hendes ærlige tilføjelse fik ham et øjeblik ud af fatning. Derefter smilede han og rystede lidt på hovedet. "Du kender mig heller ikke særlig godt" Bemærkede han og så på hende med et venligt smil.

[Shirley Felbrigg]

Shirley lo lavmælt og tyggede ned på sin underlæbe, før hun så op på ham igen. "Det er rigtigt," indrømmede hun med et lille, men svagt drillende smil. Hun lænede sig lidt tilbage.

"Men i det mindste har jeg nogen at tale med, der ikke diskuterer ministerierelaterede sager," pointerede hun med et mildt smil og så sigende på ham. "Så jeg beklager mig ikke."

[Wyat Whowood]

Wyat smilede lidt over hendes ord og nikkede, mens han lænede sig tilbage som hun. "Det er jeg glad for at høre" Bemærkede han og betragtede hende et øjeblik inden han smilede en anelse.
"Så hvad skal vi snakke om?" Spurgte han og så interesseret på hende. "Hvis du skulle vælge et emne, hvad skulle det så være?" Spurgte han og lænede sig frem mod hende igen uden at slippe hende med blikket.

[Shirley Felbrigg]

Shirley så lidt overrasket ud over Wyats spørgsmål, men smilede nærmest med det samme igen. Hun overvejede tydeligt i et øjeblik, velvidende om at det var en god mulighed for at spurgt om en række vidt, forskellige ting. Som hun havde sagt, var hun der dog ikke i arbejdsøjemed, så hun holdt sig til det mest naturlige:

"Du svarede mig aldrig på, hvordan du har det?" bad hun endelig og spidsede læberne lidt i et smil, der bad ham om at føje hende. Det milde blik kunne være temmelig overtalende i sig selv, fordi det tydeligt indikerede, at hun rent faktisk var interesseret i svaret.

[Wyat Whowood]

Wyat løftede sine øjenbryn over hendes spørgsmål og bed sig overvejende i underlæben. Han kunne ikke rigtig slippe fra spørgsmålet nu, men han havde troet hun ville benytte muligheden for at spørge om noget andet. Noget mere brugbart. Det så ud til at han var konstant forkert på den med den her heks.

"Fordi jeg ikke bryder mig om at snakke om det." Sagde han og undgik hendes blik mens han satte sig uroligt til rette i sofaen. Han havde utrolig svært ved at svare på hendes spørgsmål og han tøvede et langt øjeblik, uden at vide hvad han skulle svare. "Det er ensomt at have mange penge" Udbrød han før han kunne stoppe sig selv og undgik hendes blik.

[Shirley Felbrigg]

Shirleys markante øjebryn gled et væsentligt stykke op og i et øjeblik så hun lettere himmelfaldent på Wyat, før hun impulsivt kom til at grine. Det var ikke intentionelt og hun skjulte det bag en hånd - selvom det åbenlyst ikke gjorde nogen stor forskel. Hun måtte da også kæmpe for ikke at komme til at smile efterfølgende, som hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham gennem let sammenknebne øjne.

"Det er muligvis noget af det mest fjollede jeg nogensinde har hørt," konstaterede hun med et mildt smil, der indikerede at hun ikke gjorde grin af ham eller mente nogen harme. Til gengæld så hun også svagt undersøgende på ham.

[Wyat Whowood]

Wyats øjenbryn skød i vejret da hun begyndte at grine og han betragtede hende overrasket, uden helt at vide hvordan han skulle reagere. Det var sjældent folk ligefrem grinte af ham, selvom han godt var klar over at de fleste fandt ham ret åndssvag, men at blive konfronteret med det i virkeligheden var lidt noget andet. Han havde mest lyst til at gå sin vej, men i stedet trak han på skuldrene og så smilende væk.
"Ja, ja det er det vel" Bemærkede han og havde tydeligvist ikke mere at sige til den sag, ikke efter hun havde grinet af ham, så meget kunne hans stolthed ikke klare.

[Shirley Felbrigg]

Latteren forsvandt naturligt, men det gjorde smilet ikke. Til gengæld lænede Shirley sig lidt til siden og hvilede en hånd over Wyats håndled. "Jeg forstår godt, hvor du kommer fra, men jeg tror bare ikke på, at det er rigtigt," forklarede hun sig selv og trak armen til sig igen, før hun trak på skuldrene.

"Jeg kender masser af velhavende personer, der bestemt ikke er ensomme - og uden at det nødvendigvis har noget med deres penge at gøre." Hun så undersøgende på Wyat. Det var lidt underligt at tale om, men det var trods alt ham selv der har bragt det op. Hendes tonefald var lidt prøvende. "Er du sikker på, at det ikke er dig, der har valgt at det er sådan?"

[Wyat Whowood]

Hendes berøring fik ham til at glemme alt et øjeblik og han mødte hendes blik med svag undren i øjnene, inden han så væk og forsøgte at skubbe sin sårbarhed ud af verden. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, han kunne ikke rigtig overskue at søge så dybt ind i sig selv efter svaret. Det var nemmest bare at tie stille, måske hun ville opgive sin søgen efter sandheden - hun var en journalist i hjertet i sidste ende. Han var ikke helt sikker på hvad han syntes om det. Til sidst vendte han ansigtet væk og trak på skuldrene. Hun ville nok gå nu og så kunne han være alene igen, som han plejede.

[Shirley Felbrigg]

Det var selvfølgelig meget nærgående. Det vidste hun godt, men hun følte alligevel at det havde været nødvendigt at sige. Wyats ord havde indikeret at han distancerede sig selv fra resten af verden og hun kunne ikke lade være med at føle, at det var hendes pligt at hjælpe.

"Jeg synes du skal tænke over det," fortsatte hun mildt, men afsluttende. Hun ville ikke grave mere i det, så i stedet var hun stille i et øjeblik og glattede sit skørt.

[Wyat Whowood]

Situationen viste sig at blive for ulidelig for Wyat og på trods af han rent faktisk gerne ville tale med hende, endte han med at rejse sig op og vende sig flygtigt mod hende. "Jeg må hellere se at komme tilbage til selskabet" Svarede han og gik derefter hen mod døren uden at se sig tilbage. Han tog flugten fordi han ikke kunne overskue at se sandheden i øjnene og nu kunne han forsætte som han altid havde gjort og lade som om den her samtale ikke havde fundet sted. En del af ham havde dog lyst til at blive og tale videre med hende, men det var ikke den del af ham der sejrede, ikke denne gang.

Forlader tråd