Et farvel til Diederick

[Sybil Attwater]

Eldridge Engleford

Parnell Diederick var en mand man aldrig troede ville gå på pension, men nu var dagen altså kommet, og det strømmede ind med magikere til receptionen, hvis påklædning var en præcis afspejling af Diedericks tid hos ministeriet; storslået og alligevel overvurderet, når det kom til stykket.

Sybil Attwater stod i udkanten af den fyldte sal fordybet i en samtale med en forretningsmand, der var kommet helt fra Finland af. Samtalen blev senere taktfuldt afbrudt da hans opmærksomhed var krævet andetsteds. I stedet lukkede hun fingrene om den lange stilk, og førte glasset op mod læberne, mens hun med den anden hånd rettede på kraven på den kjole hun havde iført sig til aftenenes anledning.

Så fik hun øje på ham. ”Eldridge”, hilste hun da hun nåede helt hen til ham. Der var ikke mange Sybil havde haft lyst til at opsøge efter hele episoden med hendes bror. Eldridge hørte ikke til den kategori. Tværtimod.

[Eldridge Engleford]

Eldridge havde udvekslet adskillge ord med dagens mand i skysovs, men måtte erkende at den tidligere kollega også havde andre bekendtskaber, der ønskede at komme til. Der var da også rigeligt at tale med og god mulighed for at mingelere. For Eldridge faldt det naturligt og han fandt at det i næsten større grad var folk der opsøgte ham end omvendt.

Sybil Attwater var ingen undtagelse. Et enkelt øjenbryn gled svagt op og han drejede langsomt hovedet for at se ned på hende. Hans blik var svagt granskende og ikke videre familiært, på trods af at de ellers havde haft glimrende samtaler før. "Ms. Attwater."

[Sybil Attwater]

Det ene bryn blev hævet, mens en gnist af forvirring faldt over de brune øjne. Det var bestemt ikke den velkomst hun plejede at blive mødt af, og hun vurderede hans ansigt kort, før hun vendte ansigtet ud mod sine kollegaer.

”Det er ikke meget jeg har set til dig på det sidste”, forsatte hun i samme rolige toneleje, og førte glasset op til læberne for at tage endnu en tår af den søde væske, før ansigtet atter blev drejet hen mod Eldridge. ”Man skulle næsten tro du undgik mig”, fik hun tilføjet i et morende toneleje, men med et skænk af alvor, for hun frygtede måske at der var et spids af sandhed gemt i de ord.

[Eldridge Engleford]

Eldridge fnøs, men det var ikke ligefrem muntert. Hans blik var gledet tilbage ud over lokalet og han brugte overdrævet lang tid på at tage en enkelt tår fra krystalglasset med den rødgyldne væske. "Hrm," var blot hans indledende svar, før han nærmest dovent så ned på Sybil igen.

Han smilede, men det virkede ikke oprigtigt. Snarere lettere anstrengt. "Jeg har haft travlt."

[Sybil Attwater]

Han var ved at fremmedgøre sig overfor hende. Han var ikke den første der gjorde det. Til gengæld var han den sidste hun havde forventet det fra. Stilfærdigt løsrev hun sit blik fra ham. Hun mærkede hvordan hendes hånd let dirrede mod glasset. Ellers var facaden kold. Øjnene med et uudgrundeligt udtryk, der ikke afslørede, hvordan hans opførsel fik hende til at føle.

”Ja så”, hun lod svaret hænge i luften lidt tid. Som hun så det havde hun to muligheder. Hun kunne konfrontere ham eller lade som ingenting. Den sidste mulighed virkede klogest taget hvor de var i betragtning. ”Så er jeg glad for at du har muligheden for at afstresse her til aften”, hun sendte ham et mildt smil, men oprigtigheden var ikke hel. 

[Eldridge Engleford]

Eldridge var ikke just komfortabel i situationen, men han var ikke en femtenårig med tendens til at trippe nervøst på stedet. Til gengæld rettede han lidt på det prikkede slips og nikkede en anelse afstumpet.

"Det er fordelagtigt, ja," svarede han, stadig svagt undvigende. Han havde flere grunde til ikke at kunne tale med Sybil, på trods af at de ellers havde været ganske venskabelige engang. Det ændrede dog væsentlig på tingene, at hendes storebror nu sad i Azkaban og at Eldridge selv stod for en del af hans afhøring. Ganske hemmeligt, naturligvis.

Han kunne tale med hende, forsøge at trække oplysninger ud af hende, men i så fald var han bedre tilpas i et forhørslokale eller selv i Azkaban. Det hørte ikke til en reception blandt de større navne i Ministeriet og selvom han var klar over at Sybil muligvis ikke direkte var skyld i det, så var hendes navn plettet. Han ville ikke forveksles med en varulvesympatisør.

[Sybil Attwater]

Sybil var berettiget til at føle vrede over måden han behandlede hende på – i stedet blødte de hårde træk op hver gang hun så på ham. Han havde hendes hjerte i sin hule hånd og han vidste det ikke engang.

Hun lod sit blik glide rundt i salen en enkelt gang. Der var nok afstand mellem dem og de andre til at der var plads til lidt ærlighed mellem dem. ”Eldridge”, de brune øjne blev nu vendt mod ham. ”Hvad har jeg gjort dig siden du mener at jeg fortjener at blive behandlet som luft?”, spurgte hun i en lavmælt tone. ”Er du blandt dem der mener jeg bør straffes for min brors handlinger?”, hun så på ham med et blik der havde svært ved at tro på det.

[Eldridge Engleford]

Eldridge stivnede svagt mentalt, men viste udadtil ingen reaktion på Sybils ord. Til gengæld sitrede en muskel i hans kæbe svagt og der gik et øjeblik, før han lettere modvilligt drejede hovedet og så ned på hende. Det var langt nemmere at gøre det rigtige, når han bare ignorerede hende.

Hans tonefald var dæmpet, men alvorligt og indtrængende. "Jeg mener, at din situation er uheldig og ikke en, du kan tage skylden for." Han så bestemt på hende. Måske var der noget der lignede en beklagelse dybt i hans blik, noget i ham, som godt vidste, at han gjorde ved Sybil, hvad hans familie altid havde gjort ved ham for at skille sig ud. Men der var intet at gøre. "Det ændrer ikke det faktum, at dig og din familie ikke længere passer ind her."

[Sybil Attwater]

Hun nægtede at fremstå som en svag karakter, men mærkede alligevel hvordan hans ord fik lov til at skære i hjertet. ”Jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er skuffet over dig”, sagde hun lavmælt, og tav kort, inden hun forsatte i samme toneleje. ”Jeg havde ikke forventet det fra dig”

De brune øjne så indtrængende på ham selvom det gjorde en smule ondt at se på ham nu. ”Jeg vil ikke lade dig være påtvunget mit selskab mere”, hun vidste at det var nødvendigt at gå inden hendes skuffelse begyndte at vise sig tydeligt udadtil. ”Forsat god aften, Mr. Engleford. Sørg nu for at nyd den.”, hun sendte ham et sidste smil. Så drejede hun rundt, og bevægede sig mod en udgang, mens hun sørgede for at holde ryggen ret hele vejen.

[Eldridge Engleford]

Eldridge spændte hårdt og synligt i kæben og det var godt at glasset i hans hånd var temmelig solidt, for ellers ville det måske have været hårdt udsat over hans fingre, der krummede sig hårdt sammen. Han stirrede ned på Sybil med et blik der godt kunne betegnes som overrasket og han havde endnu ikke sagt noget, da hun gjorde om på hælen og lod ham stående tilbage med en sur smag i munden.

Hun var næsten ude, før han reagerede instinktivt og satte glasset fra sig på det første og det bedste bord, inden han satte efter hende med så hurtige skridt han kunne, uden det var bemærkelsesværdigt. Hun var allerede nået et godt stykke væk, da han nåede ud på den tomme gang. "Sybil," kaldte han, velvidende om at situationen var komplet uovervejet. Det var sandsynligt, at han kom til at fortryde det.

[Sybil Attwater]

Sybil havde aldrig modtaget mere opmærksomhed end nu. Der var de der så på hende med afsky i blikket. De tænkte sikkert at hun havde vidst til sin brors forbandelse hele tiden. Der var også de der så ud til at have ondt af hende. Deres blikke var næsten værre.

Sybil blev fjernt opmærksom på lyden af skridt bag hende, men viste dem ikke yderligere interesse, før hun hørte sit navn blive kaldt. Med ryggen til ham sank hendes skuldre betydeligt. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, og lod den slippe hørligt ud igen over læberne, inden hun drejede rundt. ”Ja”, svarede hun ham dæmpet. Øjnene fastlåste sig med det samme i hans.

[Eldridge Engleford]

Eldridge var ikke hundrede procent sikker på situationen, men han var overraskende god til at virke afklaret. Han tog skridtene frem mod hende, uden at det var med samme hastighed som for et øjeblik siden. Han svarede hende ikke med det samme, men rynkede svagt på øjenbrynene og så ned på hende med et undersøgende blik.

Han var splittet. Det var tydeligt. Alligevel rakte han ud og hvilede prøvende en hånd mod hendes skulder. "Du må forstå, at det ikke er med min gode vilje," sagde han endelig lavmælt og så indtrængende på hende. Han så reelt fortrydende ud. "Men du ved, hvad ministeriets holdning er."

[Sybil Attwater]

Hans berøring gav et let ryk i hende. Det var den eneste afsløring udadtil hvor hun gav væk hvilke følelser det satte i gang hos hende. Hun løftede hovedet, kun for at se lige ind i Eldridges blå øjne. ”Jeg har ikke været andet end loyal overfor ministeriet”, gled ordene over hendes læber. ”Jeg gik ud som en af de elever med de bedste karakterer. Jeg klarede min lærlingetid uden de store vanskeligheder og det har ikke været uden hårdt arbejde”, hun var en stolt kvinde, det kunne man ikke tage fra hende.

”Det er under min værdighed at blive mødt med så lidt respekt”, hun var ikke bleg for at se direkte på ham, og hendes stemme skælvede ikke, selvom det ikke var vitterligt behageligt at stå i denne samtale med Eldridge.

[Eldridge Engleford]

Eldridge så intenst på Sybil mens hun talte, undersøgende hendes blik. "Sybil..." bad han indtrængende, da hun var færdig. Han havde ikke givet slip på hendes skulder.

"Som jeg sagde, ønsker jeg ikke at det skal være sådan her. Men det kan gå ud over min karriere..." Det var måske egoistisk, men ikke desto mindre sandt. Han havde altid godt kunne lide Sybil, men han kunne ikke længere agere på det. Han kunne dog samtidig ikke bringe sig til at afvise hende helt. Måske var det noget ved den stædige og stolte måde hun holdt hovedet løftet på. "Men om noget tid. Lad tingene falde til ro."

[Sybil Attwater]

Sybil udåndede tungt og en svag sørgmodighed kom over de brune øjne. ”Jeg ville aldrig bede dig gøre noget der kan skade din karriere. Det er bedre at en af os forbliver respekteret end ingen af os”, hun vidste at tiden lægede alle sår, men tanken om ikke at kunne snakke med Eldridge på samme måde længere, skar alligevel i hende. Hun gjorde sit ypperste for ikke at vise det for tydeligt.

Hun skævede hen mod døren. ”Du burde gå ind igen”, hun sendte ham et let smil. ”Dit selskab er eftertragtet. De vil undre sig over hvor du bliver af”, hun ønskede ikke at han gik, for det her ville nok være deres sidste længere samtale i et stykke tid, men det var vel nok for det bedste.