Minder
Feb 1, 2015 20:08:27 GMT 1
Post by Catherina Philips on Feb 1, 2015 20:08:27 GMT 1
Catherina begyndte langsomt at fortælle historien, hun begyndte fra starten, første gang hun havde talt med Miles og så sprang hun videre til juleballet og hvad der var sket bagefter. Hendes stemme var næsten en hvisken da hun nåede til dette punkt og hendes kinder brændte, mens hun forklarede hvad der var foregået i hospitalsfløjen. Hun troede flere gange at hun skulle dø af skam og at hun ville blive smidt ud af skolen, men der var intet at gøre længere, det fungerede tydeligvist ikke at forsøge at tie det ihjel. Hun fandt dog hurtigt ud af at denne episode slet ikke var den værste at tale om, da hun nåede til det der havde bragt hende i denne situation, måtte hun drikke en del af sin te inden hun kunne overskue at fortælle videre.
"Ser i jeg var vred på ham over den måde han havde behandlet mig på, så da han blev skræmt ved tanken om at jeg var gravid.. sagde jeg ham ikke ligefrem imod og så blev han bare så vred på mig" Fortalte hun og fik tårer i øjnene. "Han skubbede mig ind i et tomt klasselokale.. og jeg væltede ind i et bord og så.. forsøgte jeg at tale ham til ro.. men han blev bare mere vred.. og pressede mig.. ned.. over.. bordet mens han hev" Hun rystede så meget på koppen at hun måtte stille den tilbage på bordet, mens hun brugte et øjeblik på at berolige sig selv. "mig i håret.. og råbte ind i mit øre.. og så lige pludselig begyndte han at græde.. og slap mig.. og det sidste han sagde til mig var at hvis jeg ikke fik det fjernet så ville han selv gøre det." Sagde hun og så ned i sin tekop med et ulykkeligt ansigsudtryk.
"Jeg ved godt jeg burde have fortalt ham sandheden, men han var så vred og jeg var bange for at hvis han opdagede jeg løj, så ville det blive endnu værre" Forklarede hun og tørrede sine kinder der var helt våde af tårer.
"Ser i jeg var vred på ham over den måde han havde behandlet mig på, så da han blev skræmt ved tanken om at jeg var gravid.. sagde jeg ham ikke ligefrem imod og så blev han bare så vred på mig" Fortalte hun og fik tårer i øjnene. "Han skubbede mig ind i et tomt klasselokale.. og jeg væltede ind i et bord og så.. forsøgte jeg at tale ham til ro.. men han blev bare mere vred.. og pressede mig.. ned.. over.. bordet mens han hev" Hun rystede så meget på koppen at hun måtte stille den tilbage på bordet, mens hun brugte et øjeblik på at berolige sig selv. "mig i håret.. og råbte ind i mit øre.. og så lige pludselig begyndte han at græde.. og slap mig.. og det sidste han sagde til mig var at hvis jeg ikke fik det fjernet så ville han selv gøre det." Sagde hun og så ned i sin tekop med et ulykkeligt ansigsudtryk.
"Jeg ved godt jeg burde have fortalt ham sandheden, men han var så vred og jeg var bange for at hvis han opdagede jeg løj, så ville det blive endnu værre" Forklarede hun og tørrede sine kinder der var helt våde af tårer.
