Minder

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede, tilsyneladende tilfreds med hans svar. Hun forventede ikke mere end det og i øvrigt var hun også helt enig. Hendes blik var drevet mod stuen igen, halvt lyttende efter tegn på liv, men hun måtte se lettere overrasket tilbage på Terrance over hans næste ord.

Hendes ansigstudtryk formildedes betragteligt og hun smilede beklagende. "Det var ikke min intention," svarede hun. "Jeg skal nok forsøge at formulere mig mere klart en anden gang." Hun sukkede lavmælt og foldede armene lidt tættere over kors. Det milde blik var ikke forsvundet, men hendes ansigtsudtryk var bekymret. "Jeg tror, at hun er bange for at tage tilbage. Du skulle have set, hvor lettet hun blev, da jeg sagde at hun kunne blive hos mig indtil du kom."

[Terrance Tweedy]

Terrance tog en dyb indånding og trådte, lettere tøvende, nærmere Agnes. Han kyssede hendes kind flygtigt og gav hendes skulder et let klem,, inden han trak hånden til sig igen. "Hun har ingen grund til at være bange," svarede han ganske simpelt. "Uanset hvem det drejer sig om, skal vi nok få ham til at forstå, hvad der er acceptabel adfærd og hvad der ikke er."

Han strøg fingrene let over vesten. "Hvor længe har hun sovet?"

[Agnes Tweedy]

Agnes smilede svagt, taknemmelig for det flygtige kærtegn, men velvidende om at nu ikke var tidspunktet til at træde frem og kræve en omfavnelse, der ellers sikkert kunne være ganske tiltrængt. Hun skubbede tanken væk og nikkede til Terrances ord, beroliget. Hun stolede på, at situationen nok skulle blive håndteret.

"En halv time, måske," gættede hun og kastede et enkelt blik over mod uret på væggen. "Hun gik stort set ud som et lys. Vil du have at jeg vækker hende?"

[Terrance Tweedy]

Terrance tænkte sig om et øjeblik, inden han nikkede let. "Ja. Der er ikke længe til, at de forventes tilbage igen og det er bedst, hvis ingen når at blive urolige for hende," konstaterede han. "Jeg tager hende med igennem susenetværket, så snart vi har talt. Kan vi låne din stue?"

Han smilede svagt. Det var underligt, hvordan hun var blevet svagt involveret i en sag på den måde. Muligvis også temmelig upassende, men det måtte han navigere forbi.

[Agnes Tweedy]

Agnes nikkede og behøvede ikke at tænke over svaret. "Selvfølgelig." Hun sendte Terrance et flygtigt smil, halvt overvejende om hun mon ville komme til at se ham senere, men uvillig til at have den snak med potentielle lyttende ører fra det andet rum. Så i stedet rakte hun blot ud og gav hans hånd et flygtigt klem, før hun gik ind i stuen.

Pigen sov tilsyneladende stadig og Agnes lod sig glide forsigtigt ned at sidde på sofabordet, før hun rakte en hånd ud og hvilede den mod elevens skulder. Hendes stemme var mild. "Cathy?"

[Catherina Philips]

Catherina havde sovet tungt og ikke vågnet en enkelt gang siden hendes lærer trådte ud fra pejsen. Hun havde haft stærkt brug for det, siden hun ikke havde sovet godt de sidste par nætter. Derfor tog det også lidt tid inden hun reagerede på stemmen der talte til hende og hun blinkede lidt med øjnene, mens hun gabte og mødte Agnes' blik. "Hvor længe har jeg sovet? Jeg føler mig slet ikke frisk.." Mumlede hun og var på nippet til at falde i søvn igen, selvom hun forsøgte at kæmpe imod.

[Terrance Tweedy]

Terrance fulgte efter Agnes, men holdt sig en anelse i baggrunden, som eleven vågnede fra sin søvn. Han tog en dyb indånding, men skar dog alligevel igennem, da hun mumlede. Han trådte om bag skrædderen og så ned på Cathy.

"Længe nok, frøken Phillips," svarede han, dog i et mildt tonefald. "Det er tid til at stå op."

[Agnes Tweedy]

Agnes var tålmodig og lod Cathy vågne i sit eget tempo. Det var tydeligt at pigebarnet havde brug for at få sovet og i virkeligheden hældte hun mest til at lade hende blive liggende, men hun var udmærket klar over, at det ikke var en holdbar løsning. Så i stedet vækkede hun lige så forsigtigt den unge Hufflepuffelev og smilede mildt ned til hende.

"Jeg kommer med en kop te, du kan vågne på," lovede hun. Hun behøvede ikke at uddybe, at professor Tweedy var der for at tale med hende. De havde trods alt talt om det. Så hun gav i stedet bare Cathys arm et blidt klem, før hun rejste sig, kastede et enkelt, flygtigt blik i retning af Terrance og forvandt så ud i køkkenet.

[Catherina Philips]

Catherina var ikke helt tryg ved situationen, men det var vist en gennemgående ting for hende i øjeblikket, alligevel smilede hun en anelse til Agnes inden hun forsvandt for at hente te. Derefter skubbede hun sig selv op at sidde i sofaen og gnubbede øjnene med fingrene, inden hun placerede hænderne mellem sine lår og så tøvende op på Professor Tweedy.
"Har hun fortalt dig det?" Spurgte hun nervøst, mens hun gnavede i sin underlæbe. Hun ville ønske ingen vidste det, som om det kunne få det til at forsvinde fra hendes liv igen og gøre alt som det havde været inden jul.

[Terrance Tweedy]

Terrance løftede et øjenbryn. "Sir, tilføjede han irettesættende, næsten mere af refleks end noget andet. "Madam Atterberry behøvede ikke at fortælle meget, Phillips. Men du bliver til gengæld nødt til, at fortælle mig hvem, der har gjort det."

Hans tone var bydende, som han satte sig ned på sofabordet, hvor Agnes havde været for et øjeblik siden. "En ældre elev?"

[Catherina Philips]

Catherina dukkede hovedet en anelse over hans irettesættelse og overvejede hvordan hun kunne have fundet på ikke at tale mere høfligt til sin lærer. Hun opførte sig så underligt i øjeblikket og hun kunne ikke forstå hvorfor.
"Det var ikke nogen, jeg fandt på det hele, det var min skyld. Jeg faldt og slog mig Sir" Sagde hun og stirrede ud i luften med panik i blikket, mens hun huskede den måde Miles havde råbt ind i hendes ansigt og for at lukke minderne ude, lagde hun hænderne over sine ører.

[Terrance Tweedy]

Terrance blev træt. Han tog en dyb indånding og lagde den på den unge kvindes arm. "Catherina Phillips," sagde han dæmpet, men bydende. Tonelejet var bestemt og hans blik fæstnet på den unge kvinde. "Træk vejret dybt ned i lungerne. Jeg er her ikke for at gøre dig fortræd, men for at hjælpe." Han havde ikke sluppet hendes arm, men klemte derimod let om den.

"Træk vejret," gentog han. "Det var ikke en høflig forespørgsel. Navnet, Catherina."

[Catherina Philips]

Catherina undgik et mindre angstanfald fordi han klemte hendes arm og bragte hende tilbage til virkeligheden. Hun forsøgte at trække vejret langsommere, mens hun nikkede over Professor Tweedys ord og sukkede dybt.
"Undskyld Professor.. " Hviskede hun og brugte et øjeblik på at samle sig, inden hun så ham i øjnene med et sørgmodigt blik "Miles Heeney" Sagde hun og pillede rastløs ved sin nederdel, inden hun sænkede blikket og tænkte på hvad hun havde sagt til slytherin eleven. Dumt, hvor havde det været dumt.

[Terrance Tweedy]

Terrance rettede sig op og tog en dyb indånding. Miles Heeney. Hans navn dukkede op igen i sammenhæng med en ung dame, der virkede som om hun var ved at gøre sine skørter våde af nervøsitet. De lyse øjne blev klemt sammen, før han mestrede et lettere barskt smil.

"Godt, Phillips. Fortæl mig hvad der skete. Madam Atterberry kommer med en kop te og så tager jeg dig tilbage til slottet." Han så afventende på hende.

[Agnes Tweedy]

Som om de havde kaldt efter hende, dukkede Agnes op i stuen igen. Hun bar på en blomstret underkop med en dampende kop te placeret ovenpå. Eftersom der ingen døre var mellem stuen, gangen og køkkenet, var det temmelig umuligt ikke at høre, hvad der foregik i det andet rum.

Af samme grund forlod hun ikke rummet igen, da først hun havde givet Catherina koppen, men satte sig i stedet lydløst i en chintzklædt øreklapstol og betragtede den unge grævling med et mildt smil. Det skjule dog ikke bekymringen i hendes øjne, men hun havde ikke tænkt sig at afbryde.